Kronik

Eleverne er så bange for at fejle, at de ikke lærer noget

Det er blevet så forfærdeligt at træde ved siden af i folkeskolen, at børnene helt er holdt op med at række hånden op i timerne. Lad os som voksne blive bedre til at vise dem, at det perfekte ikke findes – ellers vil det koste samfundet dyrt
Eleverne tør ikke sige noget i timerne, da de frygter, at deres klassekammerater vil drille dem og grine af dem, og de frygter, at deres lærer vil tro, at de ikke er dygtige nok. Men hvis man fejler, lærer man faktisk bedre, skriver kronikøren, der er skolelærer. På billedet er det elever fra Dragør Skole Nord.(Arkivfoto)

Eleverne tør ikke sige noget i timerne, da de frygter, at deres klassekammerater vil drille dem og grine af dem, og de frygter, at deres lærer vil tro, at de ikke er dygtige nok. Men hvis man fejler, lærer man faktisk bedre, skriver kronikøren, der er skolelærer. På billedet er det elever fra Dragør Skole Nord.
(Arkivfoto)

Klaus Holsting

10. maj 2016

Det er lige sket igen. Midt i engelsktimen i 6.a.

»Hvis I ikke tør at sige noget, fordi I er bange for, at det er forkert, så kan I jo ikke øve jer. Og hvis I ikke øver jer, bliver i aldrig bedre til engelsk,« siger jeg ud i klassen.

Det er ikke første gang, jeg tager den her snak med dem, tænker jeg ved mig selv. Det er heller ikke første gang, at alle de børn, jeg taler til, nikker, men kigger væk. Lader, som om de ikke er i rummet. Som om jeg ikke taler til dem, men til deres sidemakker.

Jeg ved, det lyder læreragtigt, men der er faktisk noget om snakken. At fejle er en meget vigtig del af at lære. Når man fejler, lærer man nemlig, hvordan man ikke skal gøre, og det er faktisk uvurderlig viden. Men hvad vigtigere er, hvis man på forhånd er bange for at fejle, forhindrer det én i at lære noget nyt, fordi frygten bliver en barriere for overhovedet at prøve.

Der sidder 25 elever i min engelskklasse. På trods af, at jeg gør meget ud af at fortælle klassen, at det er bedre at prøve først og så give op end at give op på forhånd, er det kun tre elever, der regelmæssigt tør at sige noget. Hvis jeg skulle vurdere ud fra hvert enkelt barns faglige potentiale i denne klasse, burde 80 procent af eleverne kunne deltage i engelsktimen uden problemer.

Eleverne fortæller mig meget ærligt om deres følelser og giver udtryk for, at det er bedre at tie stille end at lave en fejl. Det er nemlig pinligt at fejle. De frygter, at deres klassekammerater vil drille dem og grine af dem, og de frygter, at deres lærer vil tro, at de ikke er dygtige nok.

Vi dyrker det perfekte

Som lærer ved jeg, hvor enormt vigtigt det er at skabe trygge rammer for børnene. Det prøver jeg ved at tale med dem. Jeg prøver også selv at fejle foran børnene og vise dem, at det er okay. Jeg forsøger at gøre det sejt at fejle. Fail, fail again, fail better. Det er min drøm, når jeg underviser. Det er jeg nødt til. Elever, ja børn, må ikke være bange for at fejle.

Men det er ikke nok, at jeg gør en indsats i skolen. Jeg hører tit fra forældre, at de taler med børnene hjemme om, at skolen er vigtig. Det er fint, men måske er der nogle børn, som bliver lidt nervøse for, om de kan leve op til deres forældres ambitioner? Børn i dag skal i højere grad præstere, end vi skulle, da jeg var dreng.

Vi dyrker det perfekte i tv’et, på Facebook og imellem venner – måske er det derfor, at børnene er utrygge ved at vise sårbarheden i ikke at være perfekt? På YouTube griner vi af folk, der fejler, men gad vide om flyvemaskinen nogensinde var blevet opfundet, hvis folk dengang var bange for at blive hængt ud på Instagram?

Læs også: De bløde værdier i skolen er opskriften på succes

Vi er efter hinanden på de sociale medier, hvor vores børn er online konstant. De kan ikke trække stikket ud indimellem, som den ældre generation kan. Så sent som i går havde jeg en samtale med en elev, der ikke kunne lægge sig til at sove, fordi han fik beskeder fra de andre i klassen midt om natten.

Faktisk taler jeg tit med elever, som fortæller, at der foregår mange grimme ting på de sociale medier, men jeg tror desværre kun, jeg har set toppen af isbjerget.

Der hviler et kæmpestort pres på vores børn. Vi har udviklet en kultur, hvor ens personlighed bliver bedømt på de præstationer, man laver. Derfor tror mange elever, at hvis man laver en fejl, så bliver man til en fejl.

Dræber kreativiteten

Jeg har siddet til mange skole/hjem-samtaler med forældre, som bliver skuffet over eller vrede på deres barn, hvis de ser, at deres barn har lavet fejl i en opgave. Jeg oplever også, at vi som skolesystem hele tiden leder efter de fejl, eleven laver. Eksamen er blevet en slags jagt efter fejl.

De nationale test er også indrettet således, at programmerne leder efter opgaver, som eleverne ikke kan svare på. Og hver gang, jeg fortæller børnene, hvor mange fejl, de har lavet i den ene eller den anden test, bliver de kede af det og begynder at græde.

Jeg synes, det er meget problematisk. Vi taler om mennesker, som skal lære for livet. Hvordan skal de kunne udvikle sig og leve op til deres potentialer, hvis de er bange for at træde ved siden af? Det da et problem uden lige i alle livets henseender. I forhold til vores uddannelsessystem er det måske endda det største problem overhovedet.

Denne adfærdskultur vil formentlig gøre det sværere for mange elever at starte nye virksomheder eller udleve drømmen om at blive noget stort, når de bliver voksne, fordi de på forhånd frygter at fejle. Den vil sandsynligvis dræbe megen kreativitet, inden ideerne overhovedet ser dagens lys. Den vil, som jeg allerede ser det hver dag, gøre det kikset at lære. Og på den måde kvæle vores videnssamfund langsomt.

Det er et problem, vi er nødt til at italesætte og gøre noget ved.

Vi bør tale med vores børn hver dag om, at det er okay at fejle. Vi skal ikke have bange børn, som ikke tror på sig selv. Børn, som ikke tør stille dumme spørgsmål. Børn, som giver op på forhånd, fordi de er bekymret for, hvad klassekammeraterne vil sige om dem.

Vi skal have glade børn, som ved, at det er okay at fejle. De skal vide, at vejen til succes er brolagt med fejl. Og vi skal være reelle i vores forventninger til det enkelte barn. Det kan ikke nytte noget, at vi forventer, at vores børn er fejlfrie.

Små videnskabsmænd

Lad os som voksne gå foran og vise børnene, at man skal være nysgerrig på livet og ikke bange for det. Vi må huske på, at vi er rollemodeller for de kommende generationer. At fejle bør være en naturlig del af tilværelsen. Det er konsekvensen af at være et menneske.

Vi bør tale åbent om, at de sociale medier er med til at fastholde vores børn i denne adfærd. Politikere og andre fagpersoner på uddannelsesområdet må i deres reformer konstant søge at skabe undervisning, som er fejlfordrende. Eleverne er små videnskabsmænd, som skal lære igennem først den ene fejl og så den anden.

Måske er de mange nye tests ikke den rigtige vej at gå, måske har de en negativ effekt, som vi ikke umiddelbart kan overskue? Måske har karakterræset den effekt, at nogle elever ikke engang tør at række hånden op af frygt for at sige noget forkert, der kan have indflydelse på deres karakter.

Jeg tror, vi som samfund undervurderer effekten af denne udvikling, og hvad den indebærer af tab for samfundet som helhed, tab af muligheder inden for innovation og entreprenørskab og tab af uvurderlig viden og af glæde hos det enkelte barn.

Derfor vil jeg fortsætte med at undervise mine elever efter den præmis, at læring koster mange fejl. Heldigvis sker det da stadig, at en elev indimellem kaster sig hovedkulds ud i at sige noget. Det er så dejligt, når det sker. Ikke mindst hvis eleven siger noget forkert.

Allan Bech er folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • Marianne Rasmussen
  • Morten Balling
  • Christian Mondrup
  • Runa Lystlund
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Olav Storm Jensen
  • Rasmus Knus
  • Tino Rozzo
  • Keld Albrektsen
  • ingemaje lange
  • Jens Bom
  • Peter Wulff
  • Jørn Andersen
  • Leo Nygaard
  • Christian De Thurah
  • Sören Tolsgaard
  • Lasse Glavind
  • Kirsten Mindegaard
  • Peter Møllgaard
  • Torsten Jacobsen
Svend Erik Sokkelund, Marianne Rasmussen, Morten Balling, Christian Mondrup, Runa Lystlund, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Olav Storm Jensen, Rasmus Knus, Tino Rozzo, Keld Albrektsen, ingemaje lange, Jens Bom, Peter Wulff, Jørn Andersen, Leo Nygaard, Christian De Thurah, Sören Tolsgaard, Lasse Glavind, Kirsten Mindegaard, Peter Møllgaard og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viggo Okholm

Denne artikel er da en af de mest livsbekræftende og nødvendige i lang tid.
Jeg håber rigtig mange læser den og deler på face book. Gad vide hvad Niels Egelund har at bemærke.

Søs Jensen, Svend Erik Sokkelund, Lise Lotte Rahbek, René Skov, Mads Berg, Jørn Andersen, Karsten Aaen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Inden Allan Bech nu bliver indkaldt til samtale i forvaltningen, hvor de beder ham om at dæmpe sin usolidariske og bagstræberiske kritik af systemet - han er jo trods alt offentlig ansat og alt det der - så skal han have lidt ros for at slå hovedet på et følsomt søm, skulle jeg hilse og sige som forælder til et testramt skolebarn.

Svend Erik Sokkelund, Eva Bertram, René Skov, Bo Klindt Poulsen , Jens Illum, Tino Rozzo, Mads Berg, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Arne Lund og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Thomas Holm

Det er en af konsekvenserne af karakterræset.

Allan Bech har fuldt ud ret i sin beskrivelse. Jeg har selv oplevet det med elever der var på udveksling i Frankrig. De danske elever talte frit løs på engelsk, de franske og tyske elever de mødte kunne dårligt nok åbne munden. Deres lærerer fortalte at det var samme udfordring som beskrevet her, angsten for at lave fejl, som ville give dårlig karakter som ville ødelægge mulighden for den perfekte uddannelse, det perfekte job, det perfekte liv.

René Skov, Karsten Aaen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Kirsten Lindemark

Vigtig, vigtig artikel i disse stræber/dræbertider.
I LOVE MISTAKES!
Det blev et mantra i en læringssituation, som jeg har været, i via en fantastisk lærer. Det var godt nok i forbindelse med sang og performance, men det virker den dag i dag for mig i andre sammenhænge.
At det er fejlene vi lærer af. At de fejl andre eventuelt gør også er en gave til de, der deltager i undervisningen og måske brænder inde med spørgsmål - eller tror de ved noget, de i virkeligheden ikke ved. Altså ikke tanken om, at det er ok at fejle - den girafsnak preller af. Nej, det er NØDVENDIGT at fejle ...det er der, der sker noget, det er en del af læringsprocessen og viser, at du tænker, at du er der!.

Svend Erik Sokkelund, Marianne Rasmussen, René Skov, Jørn Andersen, Karsten Aaen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Måske værd at nærlæse denne sang i en engelsktime:

https://www.youtube.com/watch?v=c_-cUdmdWgU

You came to take us
all things go, all things go
to recreate us
all things grow, all things grow
we had our mind set
I made a lot of mistakes
all things know, all things know
I made a lot of mistakes
you had to find it
I made a lot of mistakes
all things go, all things go
I made a lot of mistakes

Leo Nygaard

Efter Bech`s beskrivelse er det galt på alle fronter. Derfor er det håbløst at ændre på her og nu.
Selv om folkeskolen enes og kører samme bevidst linje, kræver det et langt sejt træk.
Jeg troede at disse forhold hørte vores gamle autoritære skole til. Det her er meget værre.
Det er jo børn, som bliver ofre for samfundets ubehagelige tendenser.
At børn mobber hinanden er næsten en naturlov. Spørgsmålet er, med hvad.
Bech - Sig til børnene, at den, der stille de "dumme" spørgsmål, ender som den kloge.

Enig med forfatteren - desværre. Dog er det nok værre på nogle skoler, og ikke alle. Mit barnebarn går i 6., og hun fortæller det modsatte - måske er det en undtagelse? Ja? Nej?

Karsten Aaen

Ang. den der om flyvemaskinen. Den blev opfundet på trods. Og alle personer og mennesker der gjorde forsøg ud i at flyve blev latterliggjort, alle deres forsøg kom i avisen, de blev kaldt skøre og andre lignende ting. Så jo, flyvemaskinen blev opfundet i og på trods. Også på trods af den tids fysikere fra universiteterne, der alle stod i kø og sagde, at man aldrig kom til at flyve på grund mængde, masse, antal, og en helt masse andet. Der var nok en grund til at det var mekanikere, der udviklede de første flyvemaskiner....

Måske du kunne prøve at fortælle dine elever om Edison der måtte bruge mindst 100, hvis ikke 1000 forsøg på at få glødelampen til at virke. Han kaldte det aldrig fejl, han udtalte bare dette her: I haven't found a method that has worked - yet.

Meningen med de nationale - og alle andre tests - som er indført i folkeskolen nu er ikke at danne myndige borgere, der kan tage ansvar for deres eget liv eller at uddanne kreative iværksætterspirer, der kan starte egne virksomheder. Meningen er at skabe arbejderdroner til konkurrencestaten som kan gøre hvad der bliver sagt, aldrig nogensinde stille et eneste kritisk spørgsmål, men bare holde deres mund. Og så ellers marchere ud i verden for at være gode soldater for den konkurrencestat som vi har her i DK lige nu p.t. Og hvor eleverne fra barnsben skal oplæres til at konkurrere mod hinanden og til at kun det bedste, dvs. nr. 1 og guld er godt nok. Alt andet er en failure - som de siger ovre i USA.

Niels Duus Nielsen, Christian Nymark, Tino Rozzo og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Jeg har hørt den samme sang i 100 år. Jeg har rettet ind efter den ligeså længe. Den bliver ikke bedre af at blive gentaget.

Det, du efterspørger, forudsætter et dybt, grundigt, omfattende og permanent opgør med autoritetstroen.

Så derfor kommer jeg til at høre den samme sang de næste 100 år også.

Gud fri og bevar mig da vel.

Birgitte Simonsen

Det er snart mange år siden jeg gik i skole i slutningen af 70'erne, men jeg husker også, at der var mange, som ikke ville sige noget i timerne. Det fortsatte i gymnasiet, hvor de blev kaldt, Det tavse flertal.
Jeg har tre drenge i den danske folkeskole og det virker som om det er det samme i dag som da jeg gik i skole.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

God artikel.
Til de ældre klasser og i gymnasiet kunne man gøre, som min far plejede, nemlig at bede eleverne om at forklare deres fejl i deres skriftlige arbejde, hvis der da er tid til den slags nu om stunder. Sådan lærer de af dem, nu hvor de ikke er meget for at stå frem i klasseundervisningen.

Søren Nørgaard

Tror jeg er enig med Birgitte. Tror ikke, at der er sket nogen markant forandring. At noget er blevet "værre" indebærer, at det er muligt at tale om skyld. Er der ikke sket nogen forandring til "det værre", da må læreren jo tage det på egen kappe - altså forholde sig til og tage ansvar for den samtalekultur, klassen udvikler. At pege udenfor klasselokalet vil som sådan være en ansvarsfraskrivelse. Men som det ses af kommentarerne ovenfor, da er der mange med dig, der finder det dejligt befriende at pege. Prøv igen og igen og igen. Hvis du tænker i fejl, da er fejl omdrejningspunktet. Sprog handler jo ikke om fejl, men om at handle med ord og i handling kan man bidrage. Har du og dine elever opdaget det?

Karin Hansen

Meget aktuel og relevant artikel - desværre er det ikke kun gældende for skolerne.
Også i mange virksomheder (og ministerier?) er det blevet normen at man som medarbejder hellere holder mund end indrømmer en fejl eller rejser en problemstilling.
Dårligt nyt vandrer sjældent opad i hirakiet før man i medierne har en kritisk situation. Men hvordan skal topledelsen så kunne reagere og sikre de nødvendige ressourcer hvis de ikke hører om problmer og udfordringer der er under opsejlning?
Om det her er "bonus kulturen" der er problemet ved jeg ikke, men i sådan en situation har "rettidig omhu", som ellers har været kendetegnet for ledelse i Danmark, store udfordringer.

René Skov, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Tinne Stubbe Østergaard

Det norske tidsskrift FLUX bragte artiklen 'Uvitenhed - en kilde til visdom' af Ann Kerwin, men den er desværre ikke på nettet mere.
Hun underviste kommende forskere i uvidenhed og hjalp dem med at kortlægge hvilke typer uvidenhed, det drejer sig om, så uvidenhed bliver frugtbar i stedet for at skabe frygt og uvidenhed:
"For many years I was Philosopher-in-Residence of the Curriculum on Medical Ignorance at the University of Arizona Medical School. I worked with wonderful students, and developed many innovative offerings collaboratively with esteemed colleagues Marlys and Charles Witte M.D.

We aimed to encourage aspiring and established physicians to wonder, ponder, doubt, revise, and research: in other words, to explore their dynamic ignorance fully, fruitfully, and fearlessly. Why ignorance? If we knew all, we wouldn't need physicians. We wouldn't need research. We could dispense with universities...and hospitals. But we don't know all. We know, in fact, far too little to effectively prevent disease, to cure, heal, and alleviate suffering.So medicine is predicated on our ignorance: on our inability to understand our complex systems and means of repair and renewal. Moreover, modern Western medicine dedicates significant resources to the ongoing discovery of basic biologic processes and sophisticated innovations in diagnosis and treatment.

This is terra incognita. The unknown. Fertile ignorance. Even a philosopher realizes that medical students like to ponder concretely. If they are to explore ignorance---as I required---they'd like a bit of "structure" to prod them. Something tangible. Something "real". A tool, they suggested. A chart perhaps, a diagram. "Of the unknown?" I ventured. "Absolutely," they said. Thus, I Iwas compelled to invent. And thus the Map of Ignorance came to be circa 1983.

This little map has traveled the globe. On its clones have scribbled Nobel Laureates, U.N. delegates, educators, physicians, artists, students, politicians, inventors, scientists, poets and ponderers from many walks of life. It's just a prop, a cosmic swerve, a silly prompt for exploration and celebration of the fertile home territory of learning. Gladly it receives the
epiphanic trials and triumphs of very blessed wanderer: every ignoramus. It awaits you.
Would you like to dialogue with the unknown?"
http://annkerwin.com/ignorance.html

Britt Jadesø

Det er præcis derfor, at klasseundervisning bare involverer færre og færre.
Ja, til dels er de bange for at fejle. Men da ikke pga. Facebook, som de færreste har stiftet bekendtskab med før udskolingen (af de elever, jeg kender), men jeg tænker, at klassens størrelse har ramt dem på flere nøglepunkter: Relationen til læreren er skrumpet og relationerne med hinanden.

Hvem har relationer til mere end en håndfuld kollegaer?
Relationer, hvor man ikke er bange for at sige sin mening med fare for at "dumme sig" og blive sagt imod?

Det var unægteligt lettere dengang en klasses opmærksomhed kunne rettes mod læreren som orkesterets mod dirigenten, men med 25 individer, er det kun i små minutter af gangen, at det kan lade sig gøre.

Jeg har to sønner - den ene er ikke blevet inviteret til børnefødselsdag siden 3.kl. De har begge to forsøgt at smyge udenom af frygt for at være i et fremmed hjem hos fremmede voksne.

I fritiden anno 2016 går børnene ikke rundt i kvarteret og ringer på hos hinanden for at lege.
De har ingen kontakt med fremmede uden en kendt voksen er med dem - far, mor eller i SFO eller til sport.

Derfor er jeg så glad for "kooperative learning", hvor man har fokus på at skabe relationer og lære i små fællesskaber. Her lærer de at give hånd/high five og sige tak til hinanden.
Her svarer man kun på lærerens spørgsmål, når den er afstemt med en gruppe eller testet på en sidekammerat - altså aldrig alene og altid med hjælp fra mindst en klassekammerat.

Tænk om alle havde gået i skole på den måde.

Derfor deler vi klasserne i små forpligtende fællesskaber.

Kurt Nielsen, Karsten Aaen og Ulla Søgaard anbefalede denne kommentar
Lars Hansen

Tja, da jeg gik i skole fik man en dårlig årskarakter i faget hvis man ikke åbnede munden. Har det ændret sig?

Frank Hansen

Det er gammel viden, at fejl er den guldgrube, som fører til ny erkendelse på et højere plan. Jeg underviser studerende fra tyve forskellige lande. Japanerne opfører sig ligesom de danske skoleelever, der beskrives i artiklen. De er ikke til at drive op til tavlen og løse et problem. Derimod er kineserne både kreative og villige til at sætte sig selv i spil. Jeg går så vidt, at jeg fortæller mine studerende, at de ikke har en chance for at bestå mine kurser, hvis de ikke går op til tavlen og dummer sig, så vi alle kan blive klogere.

Svend Erik Sokkelund, Keld Albrektsen, Niels Duus Nielsen, René Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Det er gammel viden, at fejl er den guldgrube, som fører til ny erkendelse på et højere plan. Jeg underviser studerende fra tyve forskellige lande. Japanerne opfører sig ligesom de danske skoleelever, der beskrives i artiklen. De er ikke til at drive op til tavlen og løse et problem. Derimod er kineserne både kreative og villige til at sætte sig selv i spil. Jeg går så vidt, at jeg fortæller mine studerende, at de ikke har en chance for at bestå mine kurser, hvis de ikke går op til tavlen og dummer sig, så vi alle kan blive klogere.

Peter Nielsen

Er det ikk lærerens opgave at forklare at der ikke er noget der hedder dumme svar og spørgsmål?
Denne artikel er jo en alibiartikel og ikke en døjt andet. Reformen er her så er de nødt til at arbejde iht denne. Niveauet har været for ringe i for mange år hvor lægestanden har været egenrådige. Nu er det andre der svinger taktstokken og så må lærerne følge med.
Har selv adskillige eksempler på håbløse elever der kommer for at få en læreplads både på kontor og i håndværksfag, og billedet er enslydende. Der er langt mellem snapsene. Curlingforældrene bærer naturligvis også et stort ansvar for at børnene er en flok skvadderhoveder og slet ikke besidder indsigt i egne evner og egne begrænsninger. Jeg synes det er dejligt at der nu bliver stillet lidt større krav end at du selv kan komme i tøjet om morgenen.

Frank Hansen

Det er helt rigtigt Peter Nielsen. Jeg plejer at sige, at der ikke findes nogen dumme spørgsmål - kun dumme svar, og dem skal jeg nok give.

Peter, problemet er bare, at man kan sagtens gentage trætte floskler til eleverne - det har bare ingen effekt, for de ved selv lige så vel som os andre, at der altså vitterlig findes dumme spørgsmål, ligesom der findes grimme og tykke mennesker og nogle, der ikke er særligt kvikke og andre, der aldrig bliver dygtige til noget.
Tavsheden skyldes næppe hverken skolereform eller testkultur, hvad man så end måtte mene om dem. Angsten for at fejle er såre genkendelig. Jeg vil så hævde, at andre forhold i samfundet forstærker den. Vi omgives af anvisninger og forbud - seks om dagen, 7/14 genstande, rygeforbud, tvungen motion og fanden og hans pumpestok.
Måske har den gode Steffen Gliese alligevel ret i det med gudløsheden. At religion skulle være svaret, vil jeg tillade mig at tvivle på - der må være andre veje til at slippe dødsangsten.

Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, René Skov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Leo Nygaard

Logikken siger, at spørgsmål viser uvidenhed hos spørgeren. Ellers ville spørgsmålet ikke vær stillet. Derfor ikke dumt at forsøge at blive klogere.
Medmindre spørgeren narrer og kender svaret i forvejen, for at teste læreren, :-)

Nu kan man spørge af andre grunde end uvidenhed, som der er grader af.
I min grønne ungdom var jeg kontorelev på Carlsberg. Hver måned fik alle afdelingsledere tilsendt salgstallene for hhv. Carlsberg og Tuborg, øl og vand. En dag ringede en leder fra driften, fordi han havde undret sig. Nogle gange fik han tal for det ene mærke, og andre gange for det andet og hvordan kunne det nu være? Der var tryk på begge sider. Se, det var et dumt spørgsmål foranlediget af en uvidenhed, han ikke burde have svævet i.

Keld Albrektsen, Kurt Nielsen, René Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Billedet siger det hele.
Tvivlende, skeptiske, uopmærksomme, trodsige, drømmende eller bare tomme drengeansigter – og pigerne langt inde i prinsesseland - det skal nok gå godt – ungerne er for længst stået af og ser da ikke ud til at føle sig særligt pressede …

Michael Kongstad Nielsen

En tynd kop te fra Allan Bech. som jeg ikke tror på.
Jan Weis: "På billedet er det elever fra Dragør Skole Nord"
Klaus Holsting.
Informations fotografer forstyrrer ofte dagligdagen i klasselokalerne med deres evindelige fotografering - måske ville indlæringen forbedres, hvis fotograferne holdt sig lidt væk.

Jeg forstår ikke, at det alene skulle være lærerens ansvar. Børnene påvirkes – ligesom deres forældre – af samfundet omkring dem. Mærkeligt nok. Det gælder i øvrigt også lærerne. Lærernes beslutningskompetence er mindsket drastisk som følge New Public Management-spændetrøjen. Det dræner motivationen og engagementet*, og det giver dårligere resultater på alle parametre**. Det er ikke et enestående tilfælde, men en udvikling som hidrører fra de økonomiske doktriner, der florerer på tinge. Det er konkurrencestatsmentalitet. Det er neoliberalisme. Det er resultatet af markedsliggørelsen af den offentlige sektor, og kommodificeringen af omsorg - og af livsverdenen i det hele taget.

Vi har alle brug for et solidt spark i røven. Tak til Allan Bech for indsatsen.

* http://videnskab.dk/politologisk-arbog-2013/offentligt-ansatte-arbejder-... (el. søg efter ’new public management public service motivation’)
** http://www.denoffentlige.dk/bombe-under-30-aars-styringstaenkning-hood-o...

@ Michael Kongstad Nielsen
At tale om skyld bringer i min optik intet godt med sig. Bringer man skyld ind i billedet, så bringer man i regelen skam ind i billedet, og det er sjældent konstruktivt. Skyld forudsætter endvidere, at der findes en løsning inden for de nuværende rammer. Alt er øjensynligt formaliseret. Der MÅ være tale om en menneskelig fejl, snarere end en systematisk fejl. Så mangler vi blot at placere skylden. Lads os så komme i gang! .

Det grundlæggende problem er, at der ikke er nogen der tror på, at vi kan få Christiansborg til at ændre retning. Simpelthen.

Viggo Okholm

Ganske kort, børns frygt for at fejle eller dumme sig ligger vel både i den såkaldte effektivitetsreform, godt hjulpet på vej af eksperten over alle (Egelund) ,politikerhysteri og vel ikke mindst de voksnes adfærd i mange sammenhænge hvor mennesker får hug verbalt i mange sammenhænge. Det smitter altså !

Kurt Nielsen

Hvis det, at begå fejl og at dumme sig skulle medføre kreativitet og klogskab, så må vi have en strålende fremtid i sigte med den nuværende regering.

Runa Lystlund

R ikke SL
Alt skal være perfekt i dag. Børn må ikke være lidt buttede, de skal være dygtige og smukke. De får antibiotika mod bumser og man køber hjælpetimer til at gøre børnene bedre rustede til skolen.
Alle skal være dygtige og perfekte. Vores hjem skal være perfekt. Vi bruger flere hundrede tusinde kroner på køkken og bad. Der er knapt nogle skuespillere, der ikke er inficerede med pølsegiften botox. De fremstår som voksdukker. Det er vores egen skyld, al den perfektion. Ingen siger, at vi skal sprøjte pølsegift i hovedet. Fine bryster køber vi. Vi kan stå af denne bølge og stemme på politikere, der ikke vil vores gode samfund til livs og indføre amerikanske tilstande.
Det er interessant, at vores politikere taler om karakterer og hvor godt børn i dag skal klare sig. Navnlig når det har taget mange af vores politikere 10 år og mere, at blive færdige med studierne. Flere af vores minister har stadigvæk ikke gjort deres studier færdige og de har modtaget SU i flere år, uden at færdiggøre deres studier. Ingen nævnt ingen glemt. Nu skal der spares på SU en, således at vi kan få gamle Danmark tilbage, hvor alle kender deres plads og de rige børn bliver uddannede, som i gamle dage. Et Danmark, hvor Pia Kjærsgaard ikke kunne have været blevet formand for Folketinget, fordi hun var hjemmehjælper. Vores gode samfund har gjort hende muligt at blive valgt til stillingen. Jeg havde foretruttet en anden, ikke på grund af hendes korte uddannelse, men fordi jeg synes ikke hun er dygtig til arbejdet. Det er også interessant, at DF, som har vælgertilslutning fra relativt mindre bemidlede har et karakterkrav på 4? Verden er mærkelig.

uffe hellum

Der findes forældre og lærere, som helt vanvittigt mener, alle eleverne er over middel. De stakkels unger kan jo kun tabe, hvis de åbner munden.

Hvis man i stedet starter som hjællpeløs nybegynder, og skal arbejde sig op imod at blive middelmådig, kan det betale sig at åbne munden. En del af eleverne ender med at blive over middel, og en del vil naturligvis aldrig nå op på at være middelmådige.

peter hansen

At hylde fejl er at vende det hele på hovedet.
Ungerne ved at en fejl kan koste dem rekorden i computerspillet, en fejl kan koste et mål i fodbold eller at man vælter på cyklen.
Lad os istedet lære dem det vigtigste er at gøre sig bedste og lær dem hvordan man forbedrer sig, så vil de få et mere afslappet forhold til fejl. For ungerne har da helt ret, hvis de ikke har værktøjerne til at komme med kvalificerede bud, så deres gæt ikke er ud i luften men istedet afprøvning af hypoteser, ja så har ungerne ret, ukvalificerede gæt lærer man intet af.
Giv dem værktøjerne så skal de nok forsøge igen og igen som de gør med spil og sport. Og desuden, hvis de undviger en situation så accepter da deres valg, de er ikke parate. Forsøg med andre metoder, det er jo ikke metoderne der er målet, vel?