Grønland skal på skolernes pensum

Man kan håbe, at den nye interesse for Grønland i dansk udenrigspolitik vil smitte af på den danske befolkning. For i dag blomstrer uvidenheden og ligegyldigheden. Selv ikke i folkeskolen synes man, det er vigtigt at lære om Grønland
Når jeg besøger Grønland, møder jeg ikke kun en storslået natur, jeg møder også et folk, der er varmt og gæstfrit, men samtidig komplekst og lige så fuld af forskelle som vestjyder og københavnere. I Danmark er det desværre det stereotype, karikerede billede af grønlænderen, der dominerer.

Når jeg besøger Grønland, møder jeg ikke kun en storslået natur, jeg møder også et folk, der er varmt og gæstfrit, men samtidig komplekst og lige så fuld af forskelle som vestjyder og københavnere. I Danmark er det desværre det stereotype, karikerede billede af grønlænderen, der dominerer.

Jakob Dall
11. maj 2016
Delt 895 gange

Hvad rager ham der Taksøe-Jensen og hans udenrigspolitiske strategi om Arktis mig? Hvorfor skal vi smide flere penge efter Grønland?

Det kan man nok sagtens tænke som dansker, hvis man hjemme fra stuen har fulgt mediernes massive dækning af den rapport, som Lars Løkkes udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen, kom med i sidste uge.

Rapporten anbefaler et meget større udenrigspolitisk fokus på Grønland og Arktis. Der foreslås bl.a. styrket søredning, bedre miljøbeskyttelse, mere inddragelse af civilbefolkningen og flere danske investeringer. I min optik peger det i den helt rigtige retning. Det er både naturligt og på tide, at vi i Danmark løfter et større ansvar og tager del i den udvikling, der er i gang i den nordligste del af riget.

Læs også: ’Vi er det 12.-største land i verden’

Mit håb er, at rapporten samtidig vil skabe en dansk interesse for Grønland, der rækker længere end til udenrigspolitik. For der er en underlig modsætning i, at Danmark på udenrigspolitisk plan vil opprioritere, mens interessen for Grønland og kendskabet til grønlænderne på det folkelige niveau synes at være minimal.

Myter og fordomme

Det ser vi f.eks., ved at myter og fordomme om grønlændere lever i bedste velgående.

Grønlænderne sejler i kajak. Grønlænderne i Danmark er på kontanthjælp. Grønlænderne slår babysæler ihjel med køller. Grønlænderne er grønlænderstive. Sidste år viste en rapport fra Institut for Menneskerettigheder, at 53 procent af grønlændere i Danmark mener, at grønlændere som gruppe er stigmatiseret, og 44 procent føler, at de bliver mødt med fordomme. Vi så det også, da danske medier under det grønlandske landstingsvalg i 2013 ikke kunne kende forskel på det japanske og grønlandske flag og hævdede, at alle landets vælgere blev fragtet til Nuuk i busser.

Læs også: ’Jeg kender alle grønlænder-vittighederne’

Berøringsangst?

Jeg synes ellers ikke, at danskerne som sådan er navlebeskuende eller uden globalt udsyn. Det har vi historisk set nok vores lidenhed at takke for – den, der tvang os til at skæve udad mod verden. Men inden for rigsfællesskabet er vi den store. Og så er det nemt at tale nedsættende om befolkningerne i Nordatlanten og gøre dem til genstand for fordomme og platte vittigheder.

Når jeg besøger Grønland, møder jeg ikke kun en storslået natur, jeg møder også et folk, der er varmt og gæstfrit, men samtidig komplekst og lige så fuld af forskelle som vestjyder og københavnere. I Danmark er det desværre det stereotype, karikerede billede af grønlænderen, der dominerer. Det gælder, uanset om man taler med akademikeren eller arbejdsmanden.

Og i Folketinget er de danske politikere præget af berøringsangst og noget, der ofte ligner ligegyldighed. Som regel er folketingssalen rungende tom, når Grønland er på dagsordenen. Det eneste, der rigtigt kan få politikerne på Christiansborg op af stolen, er, når grønlændere og færinger med jævne mellemrum bringer ideen om løsrivelse på banen.

Jeg forstår godt, at man som repræsentant for en tidligere kolonimagt kan have svært ved at stille sig kritisk over for den tidligere koloni. Det dansk-grønlandske forhold er brolagt med arvæv og dermed følelser, der hurtigt bliver betændte. Men der er forskel på utidig dansk indblanding og oprigtig dansk interesse.

Rigsfællesskab uden fælles

Hvorfor tror 45 procent af den danske befolkning, at man jager babysæler i Grønland, som den undersøgelse, Grønlands turistråd lavede for få år siden, viste? Rent faktisk har det aldrig fundet sted. Hvordan kan det være, at næsten lige så mange tror, at hver tredje fanger i Grønland stadig padler i kajak, når motorbåden tog over for flere generationer siden? Og hvorfor tror halvdelen af danskerne, at grønlænderne drikker mere end os, når det forholder sig stik modsat?

En af forklaringerne kunne være, at der reelt ingen krav stilles til, at danske skoleelever skal undervises i grønlandsk og færøsk historie og samfundsforhold. Det er op til den enkelte lærer. Men heller ikke på læreruddannelsen er der krav om dette. Hvorfor er det ikke en selvfølge, at rigsfællesskabet er en fast del af pensum i folkeskolen?

Selvfølgelig vil dette ikke løse de store problemer, som Grønland rigtig nok har. Men måske vil det på sigt skabe en bedre forståelse imellem de mennesker, der udgør det danske rige. Og måske vil det henad vejen gøre rigsfællesskabet til et stærkere fællesskab.

Vi skal styrke sammenhængskraften i rigsfællesskabet, hvis det skal bestå. For rigsfællesskabet fordrer, at der faktisk er et fællesskab. Det kræver, at befolkningerne føler sig ligeværdige, at man interesserer sig for hinanden, og at man har viden om hinanden. Derfor skal vi gøre mere for at få danskerne med, når vi retter blikket mod Arktis. Det fælles rødbedefarvede pas gør det ikke alene.

Hvis man gerne vil profitere på at være en arktisk stormagt, er det vel ikke for meget forlangt, at man sørger for, at den danske befolkning udstyres med bare et mindstemål af viden om sine rigsfæller. Jeg synes, at Taksøe-Jensens rapport giver en enestående anledning til at se nærmere på mulighederne for dette.

Gitte Seeberg er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jairus  Lyberth
    Jairus Lyberth
Jairus Lyberth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jørgen Christian  Wind Nielsen
Jørgen Christian Wind Nielsen

Det ville da være rigtig godt med lidt fokus på det grønlandske sprog også. Dels i forbindelse med drøftelserne om en national strategi for fremmedsprog. Eskimologi er jo et truet småfag. Og i forbindelse med menneskerettighedseftersynet i FN, som Danmark lige har været igennem. Her blev inuit-problemstillingen specifikt nævnt:
"Ensure that Inuit children can retain their identity and use their own language"
Læs mere nederst i dette dokument
http://sprakforsvaret.bloggagratis.se/2016/04/30/11306602-kulturtolk-og-...

Brugerbillede for Poul Erik Pedersen
Poul Erik Pedersen

I et lidt mere udvidet perspektiv kan man sige, at opmærksomheden omkring Norden, som både historisk region og nutidigt geografisk/politisk rum er trængt noget i baggrunden. Noget af forklaringen, både på miseren omkring Grønland og Norden, tror jeg ligger i at vi traditionelt har været langt mere orienteret imod Tyskland og England i den udenrigspolitiske tænkning. Det er der ganske gode grunde til, problemet er blot at det har flyttet perspektivet væk fra et område, som vi også har en hel del til fælles med. Det er faktisk tankevækkende at de nordiske lande gennemløber en historisk udvikling der har mange fælles træk, samtidig med at der også udvikles politiske løsninger der ligner hinanden. Man kan henlede opmærksomheden på følgende: tænk over at de nordiske lande, sammen med Storbritannien, var noget nær de eneste der undgik en diktatorisk (fascistisk/nazistisk) styreform i løbet af krisen i 1930-ernes Europa. Det er ikke en tilfældighed, men et resultat af et bevidst valg blandt datidens politikere og et resultat af en gensidig inspiration - landene imellem. Det er værd at minde om den historie, fordi den samtidig sætter spørgsmål ved den nuværende krisestrategi og forestillingen om at kun det liberale marked kan sikre vækst og udvikling. vh. poul.

Henriette Seljepil, Sören Tolsgaard og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Uden at jeg skal tage stilling til det aktuelle emne: Hver gang, der dukker et eller andet problem op, er der straks en interessegruppe, der kræver det "på skoleskemaet". Hvis alle disse krav blev efterkommet, måtte man enten stryge alle de klassiske skolefag eller udvide den i forvejen lange skoledag betragteligt.

Brugerbillede for Anders  Hede
Anders Hede

Lige præcis Christian. Det er til at få spat af at ALT skal på skoleskemaet. I forvejen er folkeskolen ødelagt af alle politikernes evige kamp om at få deres agenda til at fylde i folkeskolen.

Jeg har selv altid været glad for ideen om folkeskolen og arbejdet i den i mange år, men jeg er simpelthen blevet træt af at være med i en evig politisk kamp, så jeg er hoppet over på den mørke side - privatskolerne. Jeg er ked af at det skal være sådan, men jeg orker ikke mere hetz og detailregulering.

Brugerbillede for Jairus  Lyberth
Jairus Lyberth

Det var god læsning Gitte, tak. Christian de Thurah og Anders Hede. Er det ikke vigtigt, at kende sin egen historie også?

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

Jairus Lyberth.
Jo, det er vigtigt, men måden at gøre det på er nok snarere at styrke/genindføre faget historie, så der kommer lidt sammenhæng i tingene, i stedet for blot at kaste diverse - hver for sig udmærkede - emner ind "på skoleskemaet", efterhånden som man kommer i tanker om dem.

Brugerbillede for Jairus  Lyberth
Jairus Lyberth

Christian de Thurah.
Det er i hvert fald en måde at gøre det på - styrke/genindføre faget historie, men jeg tror vitterligt, at det ikke vil hjælpe på noget som helst om det konkrete emne. Var emnet en fast del dengang faget eksisterede? Jeg er bare bange for, at det bare forbliver som det altid har været dvs. sporadisk og "ligegyldig" tilgang til emnet, og så er vi lige vidt. Vi har jo haft og sådan som jeg ser det, kommer til at have rigsfællesskab i mange mange år endnu, så hvis vi på nogen måde skal vide mere om os selv og forstå hinanden bedre, så skal vi på en eller anden måde styrke vores fælleshistorie, som er mindst ligeså vigtigt som andre vigtige historier/fag. Vi kan kun være enige om, at sådan som det er i dag, er det meget uheldigt med så lidt viden vi har om hinanden - trods flere hundrede års fælleshistorie. Så jeg synes, at Gitte Seeberg har fat i noget vigtigt og rigtigt set fra et samfundssynspunkt.

Brugerbillede for Palle Skov

Rigsfællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark er et faktum. Burde det ikke være en selvfølge, at alle børn og unge i Fællesskabet lærer, ikke blot om deres egen del af Fællesskabet, men også om de to andre dele.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Politikernes slåskampe om skoleskemaet er til at få spat af. Og når folk udbreder sig om myter, er det som oftest deres egne, de taler om. Men hvor var Danmark, da Færøerne havde brug for hjælp under makrelkrigen? Danmark lurepassede og lod EU vedtage sanktioner mod et medlem af Rigsfællesskabet - dels for at please EU, og dels til gavn for danske fiskere.
http://politiken.dk/oekonomi/ECE2023938/minister-makrel-krigen-er-meget-...