Kronik

’Men du er heller ikke rigtig muslim’

Mange tager konservatisme som kendetegn for muslimsk ægthed. Det er en skam, for dermed ignorerer vi den mangfoldighed, som findes i minoritetssamfund. Sadiq Khans borgmestervalgsejr i London illustrerer pointen
Valget af Sadiq Khan som Londons nye borgmester illustrerer den mangfoldighed, som findes i minoritetssamfund, men som vi ofte ignorerer, skriver dagens kronikør.

Valget af Sadiq Khan som Londons nye borgmester illustrerer den mangfoldighed, som findes i minoritetssamfund, men som vi ofte ignorerer, skriver dagens kronikør.

Rob Stothard

Debat
20. maj 2016

»Det her er beviset på, at det er muligt at være muslim og vesterlænding på samme tid. Og på at vestlige værdier er kompatible med islam.« Sådan sagde Sadiq Khan, Londons nye borgmester, efter sin spektakulære valgsejr tidligere på måneden.

Trevor Phillips, en tidligere chef for den britiske ligestillings- og menneskerettighedskommission tegner derimod et langt mere dystert billede af islams plads i vestlige samfund.

I sidste måned præsenterede han Channel 4-dokumentaren What British Muslims Really Think, der baserer sig på en meningsmåling af muslimske holdninger, som afslører, at socialkonservative holdninger stikker endog meget dybt. Blot 18 procent af britiske muslimer mener, at homoseksualitet skal være lovligt. Fire ud af ti mener, at hustruer altid skal adlyde deres mænd, mens næsten 90 procent ønsker at forbyde hån imod profeten.

Phillips bemærkede, at »der har åbnet sig en afgrund mellem muslimer og ikkemuslimer«, og advarede imod, at vi uden at erkende det har tilladt, at »der er blevet skabt en nation i nationen, med sin egen geografi, sine egne værdier og sin egen meget adskilte fremtid«.

»Rom står måske endnu ikke i flammer,« siger han – med ildevarslende hentydning til den konservative Enoch Powells berygtede ’floder af blod’-tale fra 1968 om masseindvandringens perspektiver, »men mens vi nynner til det liberale selvbedrags musik, fornemmer jeg, at noget allerede er ved at smuldre.«

Hvis Phillips har ret, er Khans optimisme malplaceret.

Men har han ret?

Ny form for radikalisering

Phillips’ argumentation for vidtstrakt ytringsfrihed er både velkommen og modig. Vi bør forkaste alle opfordringer til at indskrænke ytringer, fordi de kan støde nogen, hævder Phillips. Kun ytringer, der tilskynder til vold, bør forbydes.

Ikke desto mindre er Phillips’ påstande om muslimers utilbøjelighed til integration forfejlet. Britiske muslimer, hævder han, er forskellige fra tidligere bølger af indvandrere, fordi »de ikke ønsker at forandre sig, men stadig holder fast i opfattelser fra deres oprindelige baggrund«.

Men faktisk er det egentlige problem det stik modsatte. Britiske muslimer har nemlig forandret sig meget, men for manges vedkommende ved at blive socialkonservative. Var meningsmålingen gennemført for 30 år siden, ville resultatet efter alt at dømme have været et andet.

Den første generation af muslimer, der kom til Storbritannien i 1950’erne og 1960’erne, var nok religiøse, men de tog forholdsvis let på deres tro. Mange mænd drak alkohol. Kun få kvinder bar hijab.

Den anden generation – min egen generation – var altovervejende sekulær. Vores kampe blev defineret af politiske overbevisninger, og vores ønske om lighed fik os ikke bare til at udfordre racisme, men også religiøs obskurantisme.

Hermed vil jeg naturligvis ikke påstå, at de asiatiske indvandrersamfund i 1970’erne eller 1980’erne var synderligt liberale. Det britiske samfund var generelt konservativt i forhold til spørgsmål som homoseksualitet, og minoritetssamfundene var ikke anderledes.

Men de samme radikale strømninger, der udfordrede konservatismen i datidens samfund, var dog også til stede her. At være ’radikaliseret’ i muslimsk sammenhæng betød dengang at være venstreorienteret og sekulær, ikke, som nu, at være fundamentalist og regressiv.

Betydningsskiftet i dette ene ord inkarnerer hele den forandringsproces, som det muslimske samfund har undergået.

Komplekse årsager

Det er først med de generationer, der blev voksne fra sidst i 1980’erne, at spørgsmålet om kulturelle forskelle er blevet afgørende. Først med disse generationer har muslimerne overhovedet forestillet sig at repræsentere et ’muslimsk samfund’. Og først herefter er kløften mellem muslimske holdninger og majoritetssamfundet begyndt at udvikle sig. Årsagerne til dette skifte er komplekse.

Dels ligger de i et sammenfiltret kompleks af sociale og politiske forandringer, herunder i den gamle venstrefløjs sammenbrud og opkomsten af en ny identitetspolitisk venstrefløj. Dels ligger de i den internationale udvikling, såsom den bosniske krig i begyndelsen af 1990’erne, der bidrog til at skabe en øget følelse af muslimsk identitet.

Ydermere ligger de i Saudi-Arabiens voksende indflydelse på islamiske institutioner i Vesten og i dets aggressive markedsføring af wahhabismen, ligesom de ligger i udviklingen af multikulturelle sociale politikker, der har forværret de værste aspekter af identitetspolitikken og bidraget til yderligere at fragmentere samfundet.

Det virkelige spørgsmål er således ikke: Hvorfor har muslimerne ikke ændret sig? Men rettere: Hvorfor har så store dele af det muslimske samfund forandret sig i mere konservativ retning?

’Jeg er ikke fornærmet’

Sadiq Khans synspunkter er betydeligt mere liberale end de fleste muslimers. Han har trodset en betydelig fjendtlighed over for sin støtte til homoseksuelle ægteskaber. Og alligevel har hans liberalisme ikke afholdt et stort antal muslimer fra at stemme for ham.

Det fortæller os, at der måske nok er en kløft, men den behøver ikke at være uoverstigelig.

Valgsejren til Khan viser også, hvordan vi ofte ignorer den mangfoldighed, som findes inden for minoritetssamfund. Der er i meningsmålingerne belæg for, at britiske muslimer er blevet mere polariserede i forhold til sociale spørgsmål – dvs. en stor del er blevet mere konservative, mens et lille mindretal er blevet mere liberale end befolkningen som helhed.

Det faktum, at Khans liberalisme udgør en mindretalsoverbevisning, gør hverken hans islam mindre eller mere autentisk. Alligevel er der mange ikkemuslimer, der tager konservatisme som kendetegn for muslimsk ægthed.

Den danske parlamentariker Naser Khader har fortalt om en samtale med en venstreorienteret journalist, som hævdede, at Muhammed-tegningerne fornærmede alle muslimer. Khader svarede: »Jeg er ikke fornærmet.« Hvortil journalisten indvendte: »Men du er heller ikke rigtig muslim.«

At være en rigtig muslim er fra et sådant perspektiv at være en reaktionær person, der føler sig dybt krænket af tegningerne. Det er en opfattelse, der ikke er så forskellig fra de antimuslimske fanatikeres.

Donald Trumps antydning af, at han da godt kunne undtage Khan fra sit foreslåede forbud mod at lade muslimer rejse ind i Amerika, afspejler den samme opfattelse: at liberale som Khan ikke er rigtige muslimer.

Muligheder for fremskridt

Offentlige diskussioner om islam er i dag præget af enten ligegyldighed eller frygt. Multikulturel ligegyldighed ser de muslimske samfunds andethed som noget, vi bare må lære at respektere og leve med, mens etnonationalistisk frygt ser islam som en dødbringende trussel mod de vestlige samfund.

Hvad vi mangler, er ægte socialt engagement, der ikke skyr muslimer som de ’andre’, men lige så lidt vil nøjes med blot at respektere deres tro i behørig afstand. Et engagement, som i stedet gør sig klart, at respekt kræver, at vi som del af vores offentlige samtale forholder os kritisk til og om nødvendigt også udfordrer de værdier og overbevisninger, som mange muslimer hylder.

Det er derfor, at Phillips’ forsvar for ytringsfriheden er så vigtigt. Ytringsfriheden er selve kittet i ethvert socialt engagement. Når vi begrænser den, begrænser vi også rækkevidden for vores sociale engagement.

Men det er også derfor, at hans syn på muslimer som fundamentalt anderledes er så skuffende. For det kan kun indskrænke sådant engagement. Det væsentligste aspekt ved Sadiq Khans valgsejr er ikke, at han er blevet Londons første muslimske borgmester. Det er, at for mange londonere var hans tro og religiøse tilhørsforhold irrelevant for deres stemmeafgivning.

Her ligger der store muligheder for at gøre fremskridt. Det må handle om, at vi engagerer os i andres værdier – men forholder os indifferente over for deres identitet.

© The Observer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Stort tillykke til Sadiq Khan med hans valgsejr - det bliver spændende at se hvordan han forvalter sit ansvar.

Jeg har både forretningsforbindelser og venner der er muslimer - Gud'ske tak og log for det. Når raseriet over de seneste terror/ganster/voldtægtshistorier fra medierne koger i blodet - hjælper det personlige kendskab med at holde den indre svinehund i ave.

For mig at se er det ret enkelt at argumentere for og forklare muslimerne at nogle af deres opfattelser er absurde - og de bliver nødt til at revidere dem hvis de vil have et ordentlig liv i vesten:

1. Kvinder skal gå med tørklæde eller det der er værre. Baggrunden for denne skik er at mænd antages at være ustyrlige - og kvinder derfor må tildækkes i det offentlige rum for at undgå voldtægt, utroskab etc. udmærket - men her i vesten har vi vist at det ikke passer - selvom de rabiate feminister hævder det modsatte - har vi i vesten vist - at det kan lade sig gøre at kvinder går med udslået hår - og også hvad der er langt mere fristende. Vi har en kultur hvor kvinder respekteres og træffer deres egne valg. Det er forbudt at forgribe sig på en kvinde mod hendes vilje - selvom denne regel i nogle tilfælde er svær at håndhæve. Denne kultur forudsætter tillid til hinanden og gode manerer. Kvinder der går med tørklæde - efter far's, deres mands, deres egen eller Guds ordre udfordrer denne tillid ved at sende et signal: Vi tror ikke på jer - selvom vi godt ved våben er forbudt går vi alligevel med skudsikker vest.

Analogien til skydevåben er faktisk meget sigende. Vi har i Vesten (bortset fra i det vilde vesten på den anden side af Atlanterhavet) forbud mod at bære våben - især skydevåben. Dette forbud har den konsekvens at kun politi og kriminelle har skydevåben - og vi har dermed den glæde, at det skydevåben som i det vilde vesten indkøbes til at forsvare sig mod indbrudstyve - men desværre ti gange så ofte bruges til at dræbe sin elskede fordi der opstod en diskussion omkring kakkelbordet - netop ikke findes. Vi lever så med den smertelige ulempe - at det nu og da lykkes en terrorist eller gangster at dræbe uskyldige - som kunne have været undgået hvis vi alle havde våben. Når der er valgt den tillidsfulde model - er det vigtigt også at signalere, at det er vores valg - derfor er hverken tørklæder eller skudsikre veste velkomne i det offentlige rum.

2. Det er forbudt at drikke alkohol. Alkohol er skadeligt - 10 pct ender i alkoholisme. Pudsigt nok forsøgte man i netop det vilde vesten at forbyde det for at undgå denne svøbe. Dette forbud endte i kaos. Kriminalitet, korruption og drukkenskab florerede som aldrig før - og havde en voldsom skadevirkning på befolkningens respekt for loven. Igen har vi både i vesten og det vilde vesten valgt den tillidsfulde model. Da et forbud alligevel ikke virker - legaliserer vi med en stribe restriktioner, skatter der luner i statskassen og behandlingstilbud til dem der rammes af alkoholisme. Derfor muslimer - og alle andre alkoholfundamentalister: Gud og ikke mennesket opfandt alkoholen - den skaber glæde hos 90 pct og sorg hos 10 pct. Sådan er livet - langt fra perfekt - men et forbud er i den grad ødelæggende.

3. Ytringsfriheden skal begrænses så man ikke må fornærme religiøse følelser. Igen er problemet, at et forbud mod den lille gruppe af dårligt opdragne - der ikke omtaler sin næste med respekt - har voldsomme skadevirkninger for resten af samfundet. Derudover er det umuligt at afgrænse religion. Jeg har tidligere i disse spalter forklaret om min grisereligion (med forbillede i de hellige køer i Indien) der tilbeder grisen. På trods af vor religion tillades tilsyneladende både jøder og muslimer at hævde at grisen er et urent dyr. Fører det til et krav fra vores side om afbrænding af Koranen, Tora'en, henrettelse af imam'er og rabbinere der fremfører udsagnet? Nej - der er selvfølgelig ytringsfrihed - og både imam'er, rabinere, vegtarer etc. der ikke kan lide grise må belægge deres ord. Ikke fordi loven kommer efter dem - men fordi deres agtelse daler - hvis de offentligt viser, at de ikke formår at tøjle deres brug af ytringsfriheden.

4. Islamic banking - det er forbudt at tage renter - hvis man ikke tager del i risikoen. Denne ide er ikke uden moralsk appel - og vandt tidligere også accept hos katolikkerne. Men her kommer erfaringen på banen. Renteforbud skaber fattigdom. Rentetilladelse skaber rigdom - og den har så en tendens til at koncentrere sig hos dem, der ofrer deres liv på pengenes alter ved at arbejde udelukkende med procenter. For at blive en god bankmand skal man have 2 kvalifikationer. For det første skal man kende "The American 4 Six 4 rule for bankers": Lån pengene ind til 4 procent, lån dem ud til 6 procent og vær på golfbanen kl. 4. For det andet, skal man være i stand til at sætte en familie med grædende børn på armen ud af deres hus. Har man ikke disse helte i sit samfund ender man i en fattigdom som i et u-land - hvor bankvæsenet ikke fungerer. Eller for den sags skyld som Mellemøsten kommer til at se ud - nu hvor der ikke længere er særlig mange penge i olie. Pengevæsen med renter gør nogle få uforskammet rige og bringer uforskammet ulykke til dem der har lånt for meget. Igen er fordelene for den store mellemgruppe så store - at vi med nogle skatteregler (der lige pt. trænger til at strammes overfor de rigeste), sociale foranstaltninger etc. gør at fordelene opvejer ulemperne. At det er tilladt at kræve renter - tvinger os til at være mere sociale overfor hinanden - ved at stille den kapital vi ikke selv kan bruge til rådighed for hinanden. Var det forbudt - ville vi bare lade pengene ligge i madrassen.

5. Sharia loven. Hurtig rettergang uden dyre advokater - og hurtig fysisk afstraffelse. Ingen tvivl om at det ville være rart at se nogle af de værste gangstere fra Nørrebro få nogle ris i den bare som lidt frisk weekendunderholdning. Men problemet - som det erfaredes tilbage i 1800-tallet, er at den fysiske afstraffelse - ikke på grund smerten og skaderne på kroppen. Men ydmygelsen - forvandler en mand fra en mand til en tigger og skaber et skræmmende billede af myndighederne hos resten af befolkningen. Nuvel - fængselsvæsenet - er måske ikke imponerende, og både DK og UK halter efter Canada, Norge og Tyskland - men flertallet nøjes med en enkelt tur bag tremmer. Vi lever med at supergangsteren Levakovich kan grine os op i vores åbne ansigt - og opnår til gengæld tillid mellem befolkningen og politi og retsvæsen.

Jonathan Smith, Dian Kjaergaard, erik mørk thomsen, odd bjertnes, Torben R. Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Niels Duus Nielsen og Torben Jørgensen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

At man gider stå på mål for islam overhovedet, 'være muslim', når der er så mange andre ideologier i verden man kan 'være', og man morgen middag og aften skal 'lægge afstand' til det man 'er' som det ytrer sig i den virkelige verden ---- det er rationelt helt uforståeligt.
Men da islam i sin oprindelse er politisk 'spin'-produkt med højt funktionalitets-fokus, men for alle andre end de involverede hovedrystende lav sandhedssøgende dimension, er det vel tænkeligt at Khans væren 'muslim' simpelthen er en blanding af spin og en dårlig vane fra barndomshjemmet ?

Torben Jørgensen

Det var meget pudsigt at det vat en Muslim der vandt over en Jøde.

Bo Klindt Poulsen

Tænk, jeg havde opfattelsen, at det var en Labour-kandidat, som vandt over en Tory...

peter hansen

Kenan Malik sidestiller islamisme med socialkonservatisme, det er alkymi.
En af Trevor Phillips vigtige pointer er at det i grunden altid har været som han beskriver nu, Trevor Phillips og mange andre har bare nægtet at indse det, indtil nu. Hvilket undergraver Kenan Maliks opfindsomme stråmænd og påstande.

»Det her er beviset på, at det er muligt at være muslim og vesterlænding på samme tid. Og på at vestlige værdier er kompatible med islam.«
Det sagde man også om Erdogan i sin tid ;)