Klumme

Hvem er bedst til at forandre verden?

Måske er det både pragmatisme og idealisme, der præger den progressive vælger. Man kan blive begejstret og stemme på partier som Alternativet. Men det er måske nok de færreste, der vil ha’ Uffe som statsminister
13. maj 2016

De progressive martres i disse antielitære, disruptive tider. De længes. Savner flyvehøjde og nye svar. Politikken synes sandet fast i økonomisk nødvendighed, globale flygtninge-, finans- og klimakriser.

Og hvad gør man så, når man skal vælge mellem den revolutionære Sanders og pragmatikeren Hillary, kaoskaptajnen Uffe og Sosse-Sass? Ville det i sidste ende ikke være meget nemmere bare at stemme på Bill Gates eller Mark Zuckerberg, der i humanismens navn bypasser de traditionelle, støvede og korrupte systemer med deres milliardfonde?

Vi har jo A.P. Møller, Danmarks svar på filantropiens amerikanske celebrities. Og så har vi for øvrigt også Bjarke Ingels. Han er måske ikke så rig endnu, men den New York-baserede stjernearkitekt er både grøn, progressiv og kan få alt til at tage sig voldsomt indbydende og nyskabende ud.

Det havde jeg lejlighed til at opleve forleden, hvor Uffe Elbæk igen fik det til at se ud som en leg, selv om han i virkeligheden er meget bekymret over verdens tilstand. Han havde kastet et par bolde op i luften, og de blev grebet på 33. etage i en skyskraber på Manhattans sydspids, hvor Bjarke Ingels Group holder til med en hær af Macs og modeller.

’Copenhagen Calling’ kaldte Alternativet deres ’one-night-only’-talkshow, og de havde inviteret bl.a. Mogens Lykketoft, formand for FN’s Generalforsamling, musiker Oh Land og altså Ingels selv til at diskutere spørgsmålet: Hvordan skaber vi en bedre, mere dynamisk, kreativ og fascinerende verden. Imens drak vi kolde Carlsberg og spiste rå broccoli.

Uffe Elbæk er blevet kaldt mange ting, senest et bluffnummer af S-gruppeformanden Sass Larsen. Men der er også langt fra kynikeren Sass til idealisten Uffe, måske især hvad angår strategiske fornemmelser, der ikke ender som sort røg fra et sort tårn.

Læs også: Magtpolitikerne driver vælgerne ind i Elbæks totale teater

For Sass har jo brug for Uffe. Og der er det særlige ved idealister, at de formår at skabe en følelsesmæssig appel til politiske aktivister og vælgere, som pragmatikerne ikke formår. A pie in the sky, som amerikanerne siger. Det kan Bernie Sanders, men hans modkandidat Hillary Clinton står alligevel til at vinde den demokratiske nominering. 

Mange amerikanere tror ikke på pie in the sky. Og flere af de progressive Sanders-sympatisører er nok også kommet på bedre tanker, da de fandt ud, hvordan han vil beskatte dem, som min spanske underbo tørt bemærkede en dag.

Lykketoft tror tilsyneladende heller ikke på tærter i himlen, selv om han dog ikke gik så langt som til at beskylde Elkæk for bluff. Lykketoft havde også forinden i et interview med Information ment, at der var brug for bevægelser, der kan presse de gamle magtpartier i en mere progressiv retning.

Men alligevel er hans politiske metode anderledes, kom det frem, da moderatoren også ville vide, hvordan den drevne magtpolitiker havde det med de nye, alternative »startup-partier«.

»Jeg har en anden måde at arbejde på. Jeg er blevet i det samme parti i 52 år. Og jeg har hele tiden forsøgt at forandre det,« svarede Lykketoft.

Den tidligere S-formand og finansminister mente, at vi er nødt til at vende tilbage til den »gamle« måde at føre politik på. Og den går ud på at overbevise vælgerne. Overbevise dem om, hvad der er det rigtige at gøre, selv om det forekommer hverken belejligt eller særlig behageligt.

Lige modsat Alternativet, der ikke bekender sig til noget ideologisk ståsted. De crowdsurfer deres politiske program og spørger folk, hvad de tror på, i forsøget på at give dem deres demokratiske autoritet tilbage.

Heller ikke Bjarke Ingels tror på ideologier eller modsætninger mellem kapitalisme og grønt fremskridt. Arkitekten citerede i stedet Al Gore for, at det hele ikke går så skidt endda.

Og måske er det både pragmatisme og idealisme, der præger den progressive vælger, når hun skal beslutte, hvem der er bedst til at forandre verden. Man kan blive begejstret og stemme på partier som Alternativet. Men det er måske nok de færreste, der vil ha’ Uffe som statsminister.

Mette-Line Thorup er journalist, bosat i New York. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Du kan sikkert have ret i, at det er de færreste, der ønsker Uffe som statsminister. Der er nok heller ikke et flertal i befolkningen for Lars Løkke. Mette kan samle et rimeligt mindretal, der fortvivlet håber på, at det ikke ender i en ny Thoring katastrofe. Sass har en lille vælgerskare, men hvor mange har egentlig tillid til ham?
Hvorfor er man så bansat sikker på, at vi almindelige mennesker ikke kan fungere, med mindre vi bliver ledt af en elite?

Niels-Simon Larsen

Nå, så det hele går ikke så skidt endda? Hvor henter man de oplysninger henne - det kan da ikke være fra dem, der ved noget om det.

Det betyder åbenbart ikke noget, at nogle af Salomonøerne nu er blevet oversvømmet, isen fortsætter med at smelte og klimaflygtningene nu bør komme på dagsordenen.

Stikker man hovedet i busken er der ingen problemer - der er måske nok nogle, men de løses med lidt vækst, og den kommer snart. Typerne som Lykketoft taler da lidt om problemerne, men deres løsninger er 'mere af det samme', vækst og arbejdspladser. Vi skal bare arbejde lidt mere, 12 minutter, som det hed for få år siden.

Næh, alle indsigtsfulde forskere ved nu, at den er gal. Rivende gal, men folk stemmer på de politikere, der stikker dem blår i øjnene. Derfor har vi i modsætning til det, partier i mange lande, der går en anden vej. Her Alternativet, et parti i rivende udvikling og mandatmæssig fremgang. Det skulle få kritikerne til at stikke piben ind, men det modsatte sker. Nu er Å stort nok til at få tæsk og blive kaldt bluffere. Å overhalede tre partier ved valget og puster nu LA og EL i nakken. På to år et Å tæt på at have 10.000 medlemmer. I sandhed en trussel for vækstpartierne. Der dannes lokalforeninger over hele landet klar til kommunalvalget. Ikke så skidt endda, nej.

Uffe som statsminister. Hvorfor ikke? Det er da lige det, vi trænger til, men mange vil hellere have en, der er blevet kaldt en lille svindler, af en hvis parti trækker længere og længere til højre.