Klumme

Hvorfor er journalister så fascinerede af journalister?

Jeg red med på bølgen i sidste uge, da chefredaktørskifterne satte mediebranchen på den anden ende. Men i weekenden fik jeg en lettere ruelse. Hvad mon Emma Gad ville sige til det journalistiske navlepilleri?
4. maj 2016

Sidste uges chefredaktørskifter var en stor historie, der afstedkom meget spalteplads og mange radio- og tv-minutter. Fredagens udgave af Fyens Stiftstidendes forside og fire sider inde i bladet var helliget chefredaktørskiftet, hvor Troels Mylenberg og Peter Orry afløste Per Westergaard.

En enspalter handlede om chefredaktørskiftet på landets største dagblad ovre i København, nemlig Politiken, der selv havde sit chefskifte på forsiden, mens 2. sektions forside var kulturredaktør Rune Lykkebergs artikel om den detroniserede chefredaktør, Bo Lidegaard. Chefredaktørskiftet på landets næststørste dagbladskoncern i Odense og Jysk Fynske Mediers massive 100 millioner kroners spareplan blev til gengæld ikke nævnt i ’Den levende avis’. Der er langt fra København til Jylland og Fyn og vice versa.

Den mindst ringe avis bragte nyheden om, at Bo Lidegaards afløser var Informations chefredaktør Christian Jensen samt en artikel skrevet af undertegnede om hans nye arbejdsplads.

Samme dags bratte afsked med Berlingske Media-direktøren Bjarne Munch skabte ingen overskrifter, spekulationer eller analyser. Men han er jo ikke journalist.

Alle chefskifterne afslørede nye centrale magtspillere i dansk dagspresse. De har tydeligvis mere magt end chefredaktørerne, men det var ikke en historie. Jysk-Fynske Mediers direktør, Jesper Rosener, der kommer fra Jensens Bøfhus, erobrede magten i Vejle. Berlingske Medias helt nye topchef, Maria Maix, der kommer fra Føtex, spillede med musklerne. Og JP/Politikens administrerende direktør, Stig Ørskov, fremstod som den stærke mand i skiftet på Politiken. Han fik lidt omtale, men han er selvfølgelig også oprindeligt journalist.

Jeg havde en dejlig hektisk torsdag, hvor skriveriet om redaktør- og direktørskifterne hele tiden blev afbrudt af opkald fra kolleger fra aviser, radio og tv, der bad om kommentarer til redaktørskiftet på Politiken. Jeg var en slags vagthavende medieskriverkarl, og jeg red med på bølgen, men fik i weekenden en lettere ruelse. Det er ifølge ordbogen et psykisk ubehag, som skyldes, at man frygter, at man har handlet forkert eller har undladt at gøre noget, som man burde have gjort. Deltog jeg bare i et journalistisk navlepilleri, fordi et par mennesker havde skiftet job?

Ruelsen førte mig til Danmarks første fastansatte kvindelige journalist, Politikens Emma Gad, opfinderen af det såkaldte livsstilsstof. Hun anede næppe dengang, hvor omfattende livsstilsstoffet ville blive.

Journalisters fascination af journalister ledte mig til hendes Takt og tone fra 1918. Med undertitlen hvordan vi omgaaes indeholder bogen regler og normer for »almindelig civiliseret omgang«. Jeg genlæste hendes grundlæggende regel for middagsinvitationer: »Hvis man i sin Kreds har kendte Skuespillere og Malere, Digtere og Journalister, bør man fordele dem jævnt over sin Selskabelighed, hvilket dog er nemmere sagt end gjort, thi de vil helst sammen.«

Citatet vækker altid selvironisk morskab, når det bruges blandt kolleger. Vi vil nemlig helst sammen. Og her forfalder vi for ofte til dogmet om, at enkeltpersoner er vigtigere end grupper. Specielt i vores egen verden, selv om vi inderst inde ved bedre. Ja, ledere er vigtige, men ejerforhold, økonomi, brugeradfærd og teknologi i mediebranchen er nok mere afgørende. Men det er imidlertid mere tidskrævende og kedeligt; konfliktfyldte personhistorier er hurtige og salgbare. Problemet er, at de kan overskygge eller forvrænge virkeligheden. Og når de drejer sig om os selv, kommer de på forsiden.

Medier drives som så mange andre virksomheder af et team af ledere og medarbejdere. Den innovative marketingsmedarbejder eller it-medarbejderen med en fremragende idé kan formentlig i dag skabe større fremgang end en velformuleret leder. Men de er ikke journalister og påkalder sig derfor ikke den store journalistiske interesse.

Emma Gads Takt og tone indeholder en 98 år gammel formaning, som i den aktuelle anledning er værd at have i erindring: »Man skal aldrig i en Selskabskreds tale med en enkelt tilstedeværende om Ting, der kun angår ham og En selv eller kun forståes af indviede.«

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
Sup Aya Laya, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Et virkelig relevant spørgsmål - og et, der først i nyere tid er blevet relevant.
I gamle dage havde medierne stort set aldrig nyheder om medierne, det var dejligt - når de en sjælden gang sagde noget i radioavisen desangående, hed det: Og nu fra vores helt egen verden... den og den er blevet udnævnt til....
Ligesom dengang, hvor vi var lyksaligt befriede for erhvervsstof, men til gengæld fik en saglig gennemgang af konsekvenserne af de love, der blev behandlet, i så god tid, at de kunne nå at blive genstand for debat og bremsede.

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese: "...lyksaligt befriede for erhvervsstof..."

Ikke helt, jeg husker stadig "børsnoteringerne" og "farvandsefterretningerne", som pligtskyldigt blev læst op hver dag inden den store radioavis klokken halv syv. Strikkeopskrifter for mænd,kaldte vi dem i min studentikose ungdom.

@Niels Nielsen er bare en ignorant landkrabbe fra Vesterbro - for os søfarende af lyst var/er farvandsefterretningerne et spørgsmål om liv eller druk-ne ... ;-)

Vibeke Rasmussen

Og ikke alene havde Politiken sit eget chefskifte på forsiden, det blev skam også annonceret på hjemmesiden med katastrofeskrift i gult bånd som: 'Breaking News'!

Dét begreb er, som så meget andet, i den grad blevet udvandet … ikke mindst på/i Politiken.