Interview

’Integration i nærområderne er slet ikke en mulighed’

Hvis ikke den internationale flygtningehjælp øges, risikerer Jordan og Libanon at kollapse og udløse et kaos, der vil give rystelser langt op i Europa, advarer den egyptiske professor Ibrahim Awad
UNHCR har registreret 650.000 syriske flygtninge i Jordan. Det er langt flere, end landet kan håndtere, siger professor Ibrahim Awad.

UNHCR har registreret 650.000 syriske flygtninge i Jordan. Det er langt flere, end landet kan håndtere, siger professor Ibrahim Awad.

Muhammed Muheisen

27. maj 2016

Der er behov for en radikal ændring af måden, verdenssamfundet hjælper i de såkaldte nærområdelande Libanon og Jordan.

Det mener professor Ibrahim Awad, som Information har mødt i Jordans hovedstad, Amman. Ifølge ham er hverken landene enkeltvis eller for den sags skyld de gældende konventioner gearet til flygtningestrømme af de nuværende dimensioner.

»Krisen, vi står med, har gjort det klart, hvor vigtigt internationalt samarbejde er. Det er åbenlyst, at lande som Libanon og Jordan ikke kan løfte flygtningebyrden alene. Allerede før krigen i Syrien havde man problemer med at tage sig af sin egen befolkning, hvilket gør det klart, hvorfor mange syriske flygtninges forhold er så dårlige, som de er. Pr. definition er Libanons og Jordans økonomier underudviklede, hvilket gør dem til udviklingslande, og det er nødvendigt at tænke på dem som sådan,« siger Ibrahim Awad, der er leder af Center for Flygtninge- og Migrationsstudier ved det Amerikanske Universitet i Kairo.

– Er det naivt, når vestlige politikere taler om, at vi skal hjælpe mere i nabolandene?

»Ja. Alle ved, at Libanon ikke kan håndtere alle flygtningene, og det samme gælder Jordan. Det er derfor, at der allerede i dag er en masse bilaterale samarbejder, en masse FN-organisationer til stede i landene, FN’s flygtningehøjkommissær har været her, og der er masser ngo’er som eksempelvis Dansk Flygtningehjælp, der arbejder der. Der er masser af fokus og masser af samarbejde, men spørgsmålet er, om det er nok? Dækker det?«

– Og dit svar er nej?

»Præcis, det er overhovedet ikke nok. Selvfølgelig ikke. For hvis det var, ville migranterne og flygtningene ikke have begivet sig ud på rejsen mod Europa, i det omfang vi så sidste år.«

»Grundlæggende er der to årsager til denne udvikling. Den første er økonomisk. Flygtningene kan ikke finde hverken arbejde eller andre måder at få deres behov dækket på i de lande, hvor de først har søgt tilflugt. Og hvad sker der så? Så tager folk andre steder hen. Det er ligesom vand. Det finder altid en vej. Det er en indikator på, at den internationale hjælp har været utilstrækkelig. Den anden grund er, at et land som Libanon har en meget skrøbelig demografisk sammensætning, som afgør befolkningsgruppernes indflydelse i den politiske proces. Derfor har minoritetsgrupper det sværere med flygtninge fra Syrien, der kommer til Libanon og forstørrer en anden gruppe på minoriteternes bekostning. Det samme gør sig i mindre omfang gældende i Jordan. Disse to forhold fik i 2014 både Libanon og Jordan til at lukke deres grænser for flere flygtninge i erkendelse af stigende spændinger.«

Mellemøsten er i dårlig form

I Libanon har UNHCR registreret mere end en million syriske flygtninge og i Jordan knap 650.000. Regeringerne i begge lande opererer dog med væsentligt højere tal: Mere end halvanden million i Libanon og 1,4 millioner i Jordan. Samlet har UNHCR registreret knap fem millioner syriske flygtninge i Syriens nabolande, hvoraf mere end halvdelen er i Tyrkiet.

– Hvad vil konsekvenserne blive, hvis en øget international hjælp udebliver?

»Man kan selvfølgelig trække på skuldrene og spørge: Og hvad så? Men spørgsmålet er, om et øget pres på landene i Mellemøsten vil presse det regionale statssystem som sådan? Mellemøsten som regionalt statssystem er ikke i ret god form for tiden. Langtfra. Syrien har været i krig i fem år, Libanon har været uden præsident i to år, har en meget dysfunktionel regering og er ved at drukne i skrald, og Irak ... ja, hvor skal jeg begynde?«

Ibrahim Awad, professor

»Dertil kommer IS og eskaleringerne i de kurdiske områder bare for at nævne nogle overordnede problemstillinger. Når man ser ud over regionen, er der mange udfordringer. Vil vi virkelig tilføje et statskollaps i eksempelvis Libanon, der kan risikere at udløse et decideret sammenbrud af det regionale statssystem?«

– Vesten har i forvejen været tilbageholdende og er først rigtigt kommet på banen sidste år med donorkonferencen i London. Hvad skulle få europæiske lande til at hjælpe yderligere og forhindre dette kollaps?

»Man kan se på international hjælp på flere måder. Man kan vælge at se på international hjælp som støtte til lande som Libanon og Jordan, men man kan også vælge at se det som støtte til det internationale system i sig selv. Både fra værtslandenes perspektiv og fra et europæisk perspektiv er der behov for hjælp, da en rystelse af det regionale stats-system i Mellemøsten også vil kunne mærkes i Europa i form af øgede flygtningestrømme.«

– Hvordan skal det internationale samfund så hjælpe for at undgå et kollaps?

»Hjælpen og samarbejdet foregår på to niveauer. Det første er nødhjælp og generel støtte. Finansiel og teknisk støtte og derudover muligheder for at tage imod flygtninge andre steder end i nabolandene. Det lyder måske simpelt, men det er det, der skal til. Dertil kommer, at internationalt samarbejde også inkluderer hjælp til at løse de oprindelige problemer.«

Verden er større end Europa

– Hvis det internationale samfund ikke formår at komme med bære-dygtige løsninger, er status quo eller lokal integration af flygtningene i Libanon og Jordan vel de eneste muligheder?

»Lokal integration bliver typisk beskrevet som en af de gode, mulige løsninger for flygtninge ifølge Flygtningekonventionen af 1951. Men konventionen er et produkt af situationen i Europa efter Anden Verdenskrig, og den situation kan slet ikke sammenlignes med situationen i dag. Man kan ikke bare sige, at Libanon skal kunne integrere en million eller halvanden – det er et land med godt fire millioner indbyggere, hvor der i forvejen er massive økonomiske problemer, og hvor den sekteriske magtbalance er yderst skrøbelig. Man vil decideret fjerne rationalet for og sammenhængskraften i landet med integration af en så stor befolkningsgruppe. Så lokal integration er slet ikke en mulighed, nej.«

»Det samme gælder Jordan, der dog historisk har vist sig mere modstandsdygtig. Derudover taler Flygtningekonventionen om frivillig tilbagevenden og genhusning som mulige værktøjer til at håndtere store flygtningegrupper. I den nuværende situation er det åbenlyst, at en tilbagevenden til Syrien for langt de flestes vedkommende ikke er mulig, hvilket i virkeligheden kun efterlader genhusning som en mulighed.«

– Så den nuværende udvikling i Europa med tydeligere grænser og sværere tilgængelighed er et skridt i den gale retning?

»Ja, for vi er nødt til at se på, hvordan vi kan redistribuere flygtningene fra Syriens nabolande, og her taler jeg ikke kun om at sende folk til Europa. Verden er meget større end Europa, og dels skal andre lande i regionen løfte en større byrde, og dels kan vi også godt begynde at tale om andre kontinenter.«

– Er det i bund og grund Flygtningekonventionen, den er gal med, når den nuværende situation ikke kan håndteres inden for den ramme, den udstikker?

»Der er åbenlyse huller og mangler i konventionen, men det er et emne, man skal være meget varsom med. Jeg tror ikke, at en revision af Flygtningekonventionen, så den bliver tidssvarende i forhold til til de nutidige udfordringer, er mulig, og hvis der alligevel var konsensus om en ændring, ville det formentlig gøre situationen endnu værre for flygtningene. Det ændrer dog ikke på, at der er flere og flere, der giver udtryk for, at det nuværende system ikke er tidssvarende. Vi er nødt til at tale om dette, også selv om målet ikke er en tilføjelse eller ændring af konventionen.«

Politisk mobilisering

– Tidligere har flygtningestrømme særligt af palæstinensere været med til at udløse konflikter i Jordan og Libanon – opstanden i Jordan fra september 1970 til juni 1971 og senere udbruddet af krigen i Libanon i 1975. Er det perspektiverne, hvis den nuværende flygtningekrise ikke bliver løst?

»Det håber jeg virkelig ikke. Omstændighederne for de to grupper er forskellige, men set fra værtslandets perspektiv er det selvfølgelig sammenligneligt. Derfor er det i første omgang vigtigt, at flygtningene ikke bliver behandlet som andenrangsborgere, da det kan skabe store problemer og spændinger.«

– Palæstinenserne var i høj grad mobiliseret politisk. Vil det potentielt blive et problem for Jordan og Libanon, hvis de syriske flygtninge også begynder at mobilisere sig?

»Bestemt. Og præcis derfor tror jeg ikke, at de overhovedet vil få lov til det. Det kommer netop af, at det i begge lande vil betyde store ændringer i den demografiske sammensætning, hvilket selvfølgelig vil smitte af på det politiske liv. Vi kan ikke være blinde over for denne problemstilling og sige, at konventionerne nævner lokal integration. Det vil potentielt underminere rationalet for Libanon og Jordan som nationalstater. Jeg ville da ønske, det var muligt, men jeg kan også godt analysere mig frem til, hvad konsekvenserne vil være. Og det ved man også godt i Libanon og Jordan.«

– I lyset af din appel for øget internationalt samarbejde er EU’s aftale med Tyrkiet så et eksempel på fremtidens samarbejde?

»Det håber jeg sandelig ikke. Det, aftalen illustrerer, er tværtimod, hvordan de internationale aftaler er udfordrede. Man kan ikke komme uden om, at aftalen er en slags internationalt samarbejde, men det er bestemt ikke den form for progressivt samarbejde, jeg advokerer for. Aftalen forsøger at bøje begreberne, da det er konventionsstridigt at afvise flygtninge, hvilket EU prøver at omgå ved at kalde syrerne, der kommer fra Tyrkiet til Grækenland, for økonomiske migranter, da de rejser videre fra et sikkert land. Det er også derfor, at en diskussion om Flygtningekonventionen bliver nødt til at indeholde spørgsmålet om definitionen af en flygtning.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Niels Duus Nielsen
Philip B. Johnsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

’Integration i nærområderne er slet ikke en mulighed’

Det er en rigtig beskrivelse af realiteterne, når man besøger de omtalte lande i nærområderne, men problemet vokse på baggrund af neoliberalisme og austerity økonomisk politik.

EU er brudt sammen, politikere der med neoliberalisme og austerity økonomisk politik, har skabt en afgrund stor ulighed, der nu er så dyp, at der ikke længere er råd til at hjælpe flygtninge og i sidste ikke engang os selv, pengene er i private kriminelle off-shore firmaer med hemmelige ejere og blev aldrig investeret til fordel for befolkningerne, som neoliberalismens politikkere ellers lovede pengene ville, når de rige ikke længere betalte skat og markedet blev regel afviklet ved liberalisering.

Neoliberalisme og austerity økonomisk politik, er årsagen til Tyrkiet aftalen og døden for tussende af mennesker, der ikke kan nå Europa og ingen hjælp modtager i nærområderne.

Afledt af neoliberalisme er krig blevet til den dødelige destruktive aktivistiske udenrigspolitik, dette nye private marked for vores betalte aktører i krig også kaldt private military corporation eller (PMC).

Militære aktører, som Blackwater agency og Aegis Private Security, Army and Risk Management mf., der ud af off-shore selskabet med hemmelige ejere, er investerings partnere, med tårn høje afkast til de superrige hemmelige ejere af off-shore firmaer verden over.

Bonus udbetalninger til de ansatte alene for The City of London 2016

'DKK 190 milliarder.'

Link: http://www.dailymail.co.uk/news/article-401028/City-bonuses-soar-record-...

I Storbritannien er de rige fra 2007-2015 blevet 64% rigere og de fattige 57% fattigere.

The Independent
http://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/britains-divided-decade-t...

Anne Eriksen, Gert Romme, Tue Romanow og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Dette behøver man jo ikke at være egypter eller professor for at kunne indse. Og jeg tror da også, at langt de fleste danskere er helt klar over dette.

Og så er der yderligere det faktum, at begge lande har en befolkning, der er mindre end Danmarks. Samt at cirka hver 4. indbygger i landene som bekendt er en flygtning, der i øvrigt nødvendigvis må arbejde, for at kunne overleve.

Touhami Bennour

Mellemøsten har en skrøbelig statsstruktur, det ser ud at det spørgsmål har brug for en dybere forklaring, det har den, men for et område I krig I over 50 år ingen er så tosset til investere, ikke engang de locale turde det. Israel er parat til ødelægge alt hvad det var investiret I al fortid, og USA kan klare det med at ødelægge fremtidens udsigter, og nu kommer også Rusland ind I circusset.

Torben Knudsen

Integration er ikke et klart begreb for mange og misforståes og misbruges. Der er ikke tale om behov for integration, men om nødhjælp. Befolkningsgrupper med egen religion og traditioner lader sig ikke integrere, de banker på det omliggende samfund for at få mad og arbejde og vender så 'hjem' til egen kultur. Danske, der i slutningen af det 19 århundrede tog til USA, blev ikke integrerede i de første mange generationer, men byggede kirker m.v. og bankede blot på det omkringliggende samfund efter behov.
Religion er og har hel tiden været den største forhindring for at overføre en livsstil til en anden type samfund og det er heller ikke nødvendigt, de kan nøjes med at banke på og overholde landets love især de kvinderelaterede.!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Mig bekendt med den traditionelle muslimske baggrund skal mænd! vaske tæer otte gange om dagen ledsaget af bøn. Det er svært samtidig med at man skal skære grise op og passe sin skole.
Så integration, never, nødhjælp yes.
Havde nationerne været redningsbåde, havde man helt enkelt kunne afgøre grænsen for at modtage flygtninge.
Skal disse ikke i flere generationer være i hjælpeklasse 1 skal sprogundervisning være hovedkravet til alle. De tyrkere der kom til lande for mange år siden efterlod den ældste generation sprogligt uden kontakt til landet, perlekædevridende 24 timer i døgnet.
Der ligger klart ikke noget revolution i kravet om øjeblikkelig sprogundervisning, men styrken hvormed gennemføres med kan der stilles stort spørgsmål ved.
Jeg tror alle har den erfaring når man møder en 'fremmed' tales der forståeligt dansk forsvinder både forskel i farve og nationalitet.

Touhami Bennour

Lille korrektion til den ovensående. Der er fem gange bøn om dagen i Islam, og de følger solens bevægelser hele tiden, fra den står op og stiger I styrken og så langsamt går ned og til sidst forsvinder lige før du går i seng. Ikke otte gange.