Læsetid: 9 min.

Kampen om værdierne: Identitet og litteratur

Risikerer vi at overse litteraturens evne til at overskride krop, køn, tid og rum, hvis vi fokuserer for meget på forfatterens og læserens kropslige erfaringer? Det diskuterer forfatter Niels Lyngsøe og litterat Elisabeth Friis, når Information prøver at forstå en af tidens store værdikampe
21. maj 2016

Hans raseri hyldes af danske racister,’ skrev den svenske forfatter Athena Farrokhzad tilbage i 2014 om Yahya Hassan og kritiserede digteren for at gå Dansk Folkepartis ærinde med sine beskrivelser af hykleri og misogyni i det muslimske mindretal.

Det blev startskuddet til den såkaldte hvidhedsdebat. En debat om identitets- og minoritetsspørgsmål i litteraturen. Om hvem, der har retten til at sige og skrive hvad om hvem. Om hvad forfatteres og kritikeres køn, etnicitet og seksualitet betyder for frembringelsen og modtagelsen af litteratur.

Og skulle man være i tvivl, satte sidste års rasende reaktioner på kritiker Mette Høegs påstand om, at dansk litteratur lider under navlepillende kvindelige forfattere, en tyk streg under, at identitet fylder i den litterære debat i disse år.

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Kære Elisabeth

»Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem over den brune Hede og de tørstige Marker …«

Sådan begynder den mesterlige roman Fru Marie Grubbe, og den fortsætter:

»De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske, den Barm, den højnede, var ung og spæd.«

Med luftens bevægelse som metafor for empati glider romanens fortæller på denne måde ind i den fjortenårige hovedperson og leverer derefter et af de mest indfølte og sensuelle kvindeportrætter i dansk litteratur.

Romanen er skrevet af en mand, nemlig J.P. Jacobsen. Man kan altså skrive om og som det biologiske køn, man ikke selv er, og på samme måde vil jeg hævde, at man kan skrive om og som en seksualitet, man ikke selv er i besiddelse af, eller en livsalder, man endnu ikke har erfaret, ligesom man kan skrive om mennesker med en etnisk, kulturel og historisk baggrund, der er anderledes end ens egen.

Når jeg skriver, at man ’kan’ gøre det, mener jeg både, at det kan føre til værker af høj kvalitet, og at det er moralsk i orden at gøre det.

Er du enig med mig i det?

Når jeg stiller spørgsmålet, skyldes det, at du i teksten »Mette Høeg er en hvid mand«, der blev bragt i Information 30. maj sidste år, omtaler forfatterens »kropslige erfaringer« som et kriterium for at kunne frembringe et (vellykket) værk. Om Yahya Hassans digtsamling skriver du: »De erfaringer, han skriver om, er hæftet til hans egen krop.« Og om Maja Lee Langvads bog Hun er vred, der handler om transnational adoption, skriver du, at den »ikke kunne være skrevet af en eller anden uadopteret person«.

Det er, så vidt jeg kan se, en påstand, du ikke sandsynliggør endsige fører bevis for. For hvorfor egentlig ikke? Og hvad nu, hvis det havde vist sig, at bogen Yahya Hassan var skrevet af en hvid kvinde?

Mit spørgsmål går med andre ord på, om du på den måde introducerer nogle ikkeæstetiske kriterier i litteraturkritikken. Skal (god) kunst nødvendigvis være baseret på egne kropslige erfaringer? Indfører du ikke dermed et autenticitetsbegreb og et sandhedsbegreb, der i mine øjne er kunsten fremmed?

Mange gode hilsener

Niels

Johanne Sorgenfri/iBureauet

Kære Niels

Man var et skarn, om man ikke elskede Fru Marie Grubbe – så det gør jeg – men at Jacobsen giver »et af de mest sensuelle og indfølte kvindeportrætter i dansk litteratur«, kan jeg være enig i så langt, at det blik, der ser de svulmende læber og den unge, spæde barm, er særdeles følt ind i den kvindelige hovedpersons 14-årige krop. Jeg ser et mandligt blik, som ser en krop, der er attråværdig.

Du spørger, om jeg er enig med dig i, at man kan skrive om personer, hvis livserfaringer man ikke deler. Selvfølgelig kan man det – en stor del af den litteratur, jeg sætter pris på, er skrevet af forfattere, der ikke deler horisont med deres personer.

Men af og til, men nemlig ikke altid, spiller forfatterens erfaringshorisont en rolle for værkets virkning. Det mest pædagogiske eksempel er selvfølgelig vidnesbyrdlitteratur. Jeg synes ikke, det er etisk forsvarligt at hævde, at Primo Levis Hvis dette er et menneske kunne være skrevet af hvem som helst. Er det det synspunkt, du vil forfægte?

Og jeg minder stilfærdigt om, at Maja Lee Langvads bog hedder Hun er vred – Et vidnesbyrd om transnational adoption.

I tilfældet Yahya Hassan er der, som du så fint har påpeget, tale om et mangestemmigt værk. Men at beherske flere forskellige diskursive former og niveauer er vel en meget almindelig kompetence for den beholder, vi kalder et ’jeg’ nutildags?

Digtsamlingen Yahya Hassan ’leger’ ikke med Yahya Hassans – den statsløse palæstinenser med dansk pas, som forsøgte at blive valgt ind i Folketinget – identitet. De mange diskurstyper (koder, kan man også kalde det) og evnen til at veksle imellem dem er en evne, der har særligt gode betingelser for at udvikle sig, hvis man befinder sig i samfundets margin, hvor der er større forskel på, hvad man siger i skolen, og hvad man siger derhjemme, end jeg som privilegeret akademikerbarn evner at forestille mig.

Så ja, jeg fastholder, at Yahya Hassans erfaringer – i al deres diskursive sammensathed – faktisk er forudsætningen for den tekst, vi læser. Også selv om tekstens greb producerer ikkeidentitet i for eksempel derridask forstand.

Jeg er også opdraget til at være skeptisk over for enhver rammefast identitetskonstruktion, og den skepsis holder jeg fast i. Men jeg vil gerne et mere kompliceret sted hen: Kunne den flydende identitet og de singulære erfaringer og den krop, som de bor i, ikke siges at sameksistere i Langvads og Hassans værker? Er det ikke forsimplet, hvis vi stiller det op som et enten-eller?

I Derridas sene forelæsning Le monolinguisme de l’autre: ou la prothèse d’origine (1996) foredrager han først og fremmest om, at det sprog, man taler, aldrig er éns ’ejendom’. Man kan ikke konstruere identitet ud fra forestillingen om, at man f.eks. ’har’ et ’autentisk’ modersmål. Almindelig derridask identitetskritik, altså. Men så – da vi nærmer os forelæsningens afslutning – siger Derrida om sig selv og sit teoretiske livsværk: »En jødisk-fransk-maghrebinsk genealogi [dvs. Derridas egen genealogi] forklarer ingenting, slet ikke. Men kunne jeg nogensinde have forklaret noget som helst uden den? Nej, intet, intet af det, som jeg beskæftiger mig med, intet af det, som optager mig, intet af det, som holder mig i bevægelse […].«

Her inviteres vi ind i en paradoksal situation, der måske faktisk også er sandheden. Kunne man ikke forsøge at opholde sig lidt ved den?

Mange gode hilsener

Elisabeth

Kære Elisabeth

Som jeg ser det, bringer Derridas abstraktioner os for langt væk fra litteraturen. Jeg vil hellere holde mig til forfatterne.

Og for at tage Jacobsen først: Jeg citerede et par linjer fra indledningen af Fru Marie Grubbe, og dér mærker man ganske rigtigt et begærende blik på hovedpersonens krop. Jeg synes, det er fint, at Jacobsen eksplicit tager det blik med ind i sin tekst. Men romanen som helhed kan i mine øjne ikke reduceres til en mands begærlige blik på en attråværdig kvinde. Der er tale om et solidarisk dybdepsykologisk portræt af en kvinde, der i stærk modstrid med samfundets normer og på bekostning af sin sociale position vælger at udleve sit kærlighedsliv. Hun generobrer retten til egen krop og seksualitet, retten til, også som kvinde, at være et seksuelt subjekt.

At historien fortælles af et menneske, der ikke deler kropslige erfaringer med hovedpersonen, er i mine øjne mindre væsentligt.

Med hensyn til Langvad: Ved at vælge netop dén undertitel knytter hun an til vidnesbyrdlitteraturen, der består af personlige beretninger fra Holocaust, Gulag eller andre verdenshistoriske rædsler. Hun knytter kort sagt an til f.eks. Primo Levi. Ikke alene trækker ordet ’vidnesbyrd’ teksten væk fra fiktion og digt og hen i retning af vidneudsagn og dokumentation, det kan også have den funktion, at det immuniserer teksten mod kritik, for så vidt som det er etisk angribeligt at kritisere det smerteligt selvoplevede – omtrent lige så moralsk forkasteligt som at benægte folkemord.

Hassan omtaler ikke selv sit værk som ’vidnesbyrd’. Og selv om det efter alt at dømme er baseret på hans egne erfaringer, mener jeg stadig, at det, som gør det til kunst, er forfatterens litterære, og litterært bevidste, talent. Der er mange andre andengenerationsindvandrere fra ghettoerne end Hassan. Der var mange andre, der overlevede Holocaust, end Levi. Det særlige ved Hassan og Levi er ikke kun deres erfaringer, men også deres evne til gestalte erfaringerne kunstnerisk. Så vi andre, der har helt andre kropslige erfaringer, får mulighed for at leve os ind i dem. Litteratur er en empatiteknologi.

Og du har helt ret i, at sproget aldrig er den enkeltes ejendom. Det er netop min pointe: Sproget er del af homo sapiens’ kollektive bevidsthed, fra Sappho og frem. Hvis man stirrer sig blind på de kropslige erfaringer som forudsætning, risikerer man så ikke netop at overse litteraturens evne til at transcendere krop, køn, tid og rum, og til at bringe den enkelte læser i kontakt med et helt andet menneskes bevidsthed?

Mange gode hilsener

Niels

Kære Niels

Jeg tilslutter mig din vurdering af Jacobsens evne til at skildre både mænd og kvinder – men nu var det lige præcis et mandligt mærket blik, du havde valgt at illustrere din indlevelsespointe med.

Jeg synes ikke, det er særlig abstrakt at tale om at være mærket af sit sprog, sine sansninger, det sted, hvor man har trukket vejret – og det er dét, Derrida henviser til, når han siger, at han ikke kunne have skrevet en linje uden sin jødisk-maghrebinske bagage.

Du spørger, om jeg ikke risikerer at overse litteraturens evne til at give læseren adgang til andre erfaringer end hendes egne. Du skriver, at man kan »stirre sig blind« på de kropslige forudsætninger for teksten, og at påberåbelsen af forfatterens traumer risikerer at gøre teksten immun over for kritik. Hvad Maja Lee Langvad og Yahya Hassans værker gør, er lige præcis at give læseren adgang til erfaringer, som hun ikke selv har gjort sig, og de eksemplificerer således, at litteraturen kan åbne for erfaringer, som ellers synes bundet til første person ental, for os.

Jeg tror, vi er helt enige her. Men det betyder ikke, at vi skal ’identificere’ os med forfatterens traumer og helliggøre (immunisere) dem. Det litterære værk er ikke ’godt’, fordi det handler om noget ’vigtigt’. Hvilket så bare ikke udelukker en læsning af teksten, der har blik for, at den kan være mærket af den skrivendes krop.

Det forekommer mig, at du læser ’forfatterens død’ som forudsætningen for litteraturens frihed, men i samme bevægelse indfører en ’neutral’ og ’universel’ udsigelsesinstans, der minder mig temmelig meget om det transcendentale subjekt (vi kender dets køn, dets hudfarve og dets habitat), som forfatterdøden da vist ellers var et forsøg på at aflive …

Mange gode hilsener

Elisabeth

Kære Elisabeth

Det glæder mig, at vi er enige om, at værker som Langvads og Hassans kan give læseren adgang til hidtil ukendte erfaringer. Det kræver naturligvis, at læseren kan leve sig ind, det vil sige: sætte sig i en andens sted.

Jeg vil mene, at en forfatter kan benytte præcis samme evne, sådan som Jacobsen eksempelvis gør det med Marie Grubbe.

Jeg ser ikke ’forfatterens død’ som en forudsætning for litteraturens frihed, og jeg er klar over, at en forfatter aktivt kan bruge en forfatterpersona i medierne og gøre denne person til del af sit samlede værk og dermed påvirke læsningen af de bøger, der indgår i værket. Sådan har Claus Bech-Nielsen arbejdet, og jeg tror, at Yahya Hassan i et vist omfang gør noget tilsvarende.

Jeg har intet ønske om at indføre hverken en universel udsigelsesinstans eller et transcendentalt subjekt. Derimod forestiller jeg mig, at ethvert partikulært subjekt kan tale ind i et universelt rum og således finde læsere på tværs af kulturer og århundreder. Det gælder også de subjekter (Sappho for eksempel), hvis liv vi stort set ikke kender, og hvor vi derfor ikke kan vide, hvilke kropslige erfaringer der ligger bag teksten.

Tak for meningsudvekslingen

Niels

Niels Lyngsø er forfatter. Han uddyber sine pointer om litteratur og identitet i blogposten ’Hvis lille Hassan er du’ på sin hjemmeside www.nielslyngsoe.dk.

Elisabeth Friis er docent i litteraturvidenskab ved Lunds Universitet. Hun uddyber sine pointer om litteratur og identitet i teksten ’Mette Høeg er en hvid mand’, der blev bragt i Information 30. maj 2015

Læs også: Kampen om værdierne: Sekularisme

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Efter min mening ser J. P. Jacobsen på samme måde på luften som på den unge kvinde, Marie, i den mesterlige indledning til romanen Fru Marie Grubbe. Nemlig utroligt indlevende, udforskende, nærmest naturvidenskabeligt, følt og sanset, ..."Nu lå den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne hvalv, kærtegnet af sagte dirrende blade og af hvidgule sommerfugles flimrende vingeslag." ... Det er altså luft, vi taler om ...
der åndes af Maries læber, der "vare svulmende og friske, den barm, den højnede (luften, red.) var ung og spæd." osv. "Frodigt var kun det stærke dunkeltgyldne hår, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille mørkeblå fløjlshue var gleden af og hang om halsen i sine knyttede hagebånd ned på ryggen som en lille munkehætte. ..."

Beskrivelsen af Marie fortsætter, men der intet erotisk i det. Det hører måske vores tid til straks at kunne se et mandligt begær i J. P. Jacobsens syn på Marie. Nærmest som en automatreaktion. På anden måde kan en mand da ikke skrive om en ung kvinde! Jo, det kan han godt.

Michael Kongstad Nielsen

J. P. Jacobsen var i Fru Marie Grubbe alvidende som fortæller. Det er måske gået af mode, men et meget spændende træk ved en roman. Forfatteren kan trænge ind i alle personernes tanker og gøremål, deres udseende, følelser tanker og handlinger. Den alvidende fortæller kan selvfølgelig trænge ind i andre køn, aldre og liv end sit eget, ellers er der ingen kunst ved det.