Læsetid: 7 min.

Kampen om værdierne: Positiv særbehandling

Er positiv særbehandling og kønskvoter udtryk for diskrimination eller ligestilling? Det diskuterer professorerne Hans Bonde og Anette Borchorst, når Information prøver at forstå en af tidens store værdikampe
Debat
7. maj 2016

’Det ene køn er jo ikke dummere end det andet.’

Sådan sagde Socialdemokraternes ligestillingsordfører i 2010. Det var, dengang oppositionen ville indføre kvoter i bestyrelser. Virkeligheden blev som bekendt en anden, og tre år senere havde Thorning-regeringen smidt forslaget i skraldespanden sammen med et andet fra regeringsgrundlaget, nemlig den øremærkede barsel til mænd.

Ligestillingsdebatten er en hvepserede, men den er ikke ny.

’Denne forsamling er sammensat efter en valglov, der sikrer kartoffelmarker repræsentation, men åbenbart er det absurd at sikre kvinder repræsentation,’ undrede venstresocialisten Preben Wilhjelm sig i en folketingsdebat i 1980. Og siden er diskussionen om positiv særbehandling og kønskvoter også rykket ind i kulturverden og ud på universiteterne, hvor adskillige projekter er blevet sat i søen for at øge antallet af kvindelige professorer.

Hans Bonde:

I en tid, hvor flere kvinder end mænd gennemfører videregående uddannelser, må det anses for et samfundsmæssigt gode, at flere kvinder søger at få maksimal arbejdsmæssig gevinst ud af deres høje uddannelsesniveau – eksempelvis ved at blive topforskere eller anerkendte kunstnere.

Promoveringen af kvinder inden for felter som kunst og forskning er imidlertid i den gode sags tjeneste kommet til at overtræde den danske lov om ligebehandling.

Overordnet kan det siges, at der inden for dansk jura ikke findes noget sådant som ’kollektiv retfærdighed’, hvorefter der kan uddeles støtte til to kønskollektiver. Begrebet ’ligestilling’, som det hyppigt promoveres i den offentlige debat, kan heller ikke defineres som uddeling af lige store portioner støtte eller andele af stillinger til de to køn. Ligestilling må defineres som fraværet af diskrimination.

Der har gennem de seneste år været mange initiativer, der har øget antallet af kvindelige professorer og forskningsledere på de danske universiteter herunder Statens Humanistiske Forskningsråds øremærkningsprogram fra 2003, Aalborg, Århus og Københavns Universitets økonomiske belønningspolitik fra 2006-2014, samt fire initiativer fra Det Frie Forskningsråd, herunder de såkaldte Freja- og Ydun-projekter, der strækker sig fra 1998-2014.

Lovgivning overtrådt

Men alle disse initiativer var udtryk for omgåelse af EU’s ligebehandlingsdirektiv og den danske ligebehandlingslov, og forskningsministeriets dispensationer hertil var derfor ulovlige. I universiteternes tilfælde foregik der ulovlig positiv særbehandling ved at tildele institutter og fakulteter millionbeløb, hvis blot de ansatte kvindelige professorer og lektorer. Forskningsrådene anvendte derimod den metode at oprette rene kvindeprogrammer, som sikrede, at ingen mandlig ansøger kunne opnå støtte.

Her er et eksempel på kvindefavoriseringens konsekvenser for en mandlig lektor: Han er ansat på en afdeling på Københavns Universitet. Instituttet slår så et professorat op lige netop inden for hans felt.

Han er gruppens ledende forsker, med ubestrideligt flest publikationer, studerende, samarbejdsaftaler og større internationale bevillinger. Han kontakter så ledelsen lidt undrende over ikke at have hørt noget om, hvad det opslag handlede om, og yderst trykkede fortæller de, at stillingen er øremærket en kvinde, så instituttet kunne få udløst en ‘professorbonus’ fra dekanatet.

Også inden for kunsten har kvindefavoriseringer overtrådt lovgivningen. Forskellige udvalg under Statens Kunstfond har gennem årene pålagt sig selv at respektere to kvoteordninger i forbindelse med valget mellem ansøgningerne. Her er dels tale om en ordning, som går ud på, at kønsfordelingen skal svare til kønsfordelingen blandt ansøgerne, således at ansøgerne fra de to køn opnår samme succesrate – det vil sige, at mænd og kvinder har samme chance for at blive begunstiget. Dels er der tale om en kvote, som går ud på, at de to køn uanset kønsfordelingen blandt ansøgerne samlet skal modtage samme beløb.

Slut med polarisering

I løbet af det seneste år er samtlige de kvindefavoriserende tiltag inden for forskning og kunst ophørt. Denne kovending skyldes utvivlsomt en usikkerhed over kvindeprogrammernes juridiske legitimitet.

Hvad angår forskningen har både formanden for Det Frie Forskningsråd og formanden for den tidligere forskningsministers Taskforce for Flere Kvinder i Forskning nu erklæret et stop for alle kvindelige belønningsprogrammer.

Hvad angår kunsten har Kulturstyrelsen på baggrund af en klage medgivet, at det ikke fuldt ud er muligt at afvise, at der i enkeltstående tilfælde kan være sket forskelsbehandling på baggrund af køn i relation til udvalgenes uddeling af støtte før 2014. Kulturstyrelsen vil derfor nu gøre »udvalgene opmærksomme på, at kravet om afrapportering på køn ikke må omsættes til et mål om ligelig fordeling af støtten på køn«.

Det er velkendt, at kvinders gennemsnitligt større binding til barsel, familieliv og husførelse kan virke hæmmende på deres karrierer. Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning har derfor fremlagt en række forslag, der kan afbøde dette ressourcetræk for kvinder.

Nu da favoriseringerne af kvinder i forskning og kunst er afskaffet, kan vi uden den polariserede diskussion finde frem til de bedste, lovlige virkemidler for at gavne kvinder i forskning.

Hans Bonde er professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet

Anette Borchorst:

Debatten om ligestillingsinitiativer er unuanceret, og de forskellige tiltag blandes ofte sammen. Forslag, der handler om henholdsvis mænd og omsorg og om kvinder og ledelse, får prædikatet kønskvotering, mens favorisering af mænd i ledelse og kvinder i omsorg ikke gør. Øremærket barsel til far, der ikke kan tages af mor, kaldes for kvotering, mens to ugers pligt og 12 ugers øremærket barsel til mor efter fødslen betegnes som rettigheder.

Økonomiske incitamenter til ansættelse af kvindelige professorer betegnes ofte som kønskvotering, mens stillingsbesættelser med kun én mandlig ansøger ikke gør.

Vi må ikke glemme, at positiv særbehandling i forhold til køn omfatter et bredt spektrum af instrumenter til at fremme ligestilling mellem kønnene: Bløde tiltag som f.eks. opfordring til kvinder om at søge stillinger befinder sig i den ene ende, mens vi i den anden ende har kønskvotering som den mest radikale form for særbehandling. Man skelner desuden mellem hård og blød kvotering på den måde, at hård kønskvotering er, når det underrepræsenterede køn foretrækkes uafhængigt af kvalifikationer, mens blød er, når det underrepræsenterede køn foretrækkes ved lige kvalifikationer.

Bløde, danske initiativer

Udgangspunktet for denne diskussion er, at kvoter handler om tiltag, der sikrer, at der ansættes eller optages flere personer af det køn, der er i mindretal. Men positiv særbehandling for det ene køn kan også være kønsneutral i sit udtryk. Et eksempel herpå er Syddansk Universitets initiativer gennem mange år til at få flere mandlige studerende på medicinstudiet.

Udgangspunktet for den diskussion er, at kvoter handler om tiltag, der sikrer, at et antal stillinger og positioner er reserveret til ét køn. Positiv særbehandling for det ene køn kan også være neutral i sit udtryk, som fx Syddansk Universitet mangeårige praksis med højere kvote 2 optag, motiveret i at få flere mandlige studerende på medicinstudiet. Formelt er det ikke begrundet i køn.
Der er få eksempler på kønskvotering i Danmark, blandt andet fordi man valgte en meget restriktiv tilgang, da man implementerede EU’s ligebehandlingsdirektiv i 1978. Mens man i andre lande kan afprøve positiv særbehandling, hvorefter personer, der føler sig diskrimineret, kan klage, så skal man i Danmark søge om dispensation i hvert enkelt tilfælde.

Vi har til forskel fra Norge, Sverige og Finland aldrig haft lovbestemmelser om kønskvotering for det private arbejdsmarked eller ved udpegning til offentlige udvalg, der var emnet dengang i 1980, da Preben Wilhjelm undrede sig over, at danske kvinder i modsætning til kartoffelmarker ikke er sikret repræsentation. Kvoter til private virksomhedsbestyrelser, der diskuteres i EU-medlemskredsen under inspiration fra norsk lovgivning, blev afvist i Danmark i 2012 til fordel for bløde initiativer om måltal, der håndhæves svagt.
Spørgsmålet er så, om positiv særbehandling og herunder kønskvotering kan forsvares – eller om det krænker det enkelte menneskes frihed?

Altid de bedst kvalificerede?

Overordnet set mener jeg, at positiv særbehandling – men ikke kønskvotering – kan forsvares med et normativt afsæt i social retfærdighed og i demokrati forstået som lige vilkår for lige deltagelse i dette tilfælde i forhold til prestigefyldte positioner. Lad os ligesom Hans Bonde bruge forskerverdenen som afsæt for diskussionen.
I midten af 1990’erne skiftede kønsbalancen blandt studerende ved højere læreranstalter. Der kom flere kvinder, og herefter var forventningen, at det ville forplante sig til en mere ligelig kønsfordeling i forskerstillinger. Det skete imidlertid ikke, og Danmark har haft en i international sammenhæng lav andel især af kvindelige professorer.
Besættelse af forskerstillinger sker som resultat af en kæde af beslutninger om fordeling af ressourcer og konkrete opslag, og disse besættelser er præget af en stærkt meritokratisk forestilling om, at man altid vælger de bedst kvalificerede. Enhver form for positiv særbehandling af kvinder opfattes derfor som et brud på princippet om, at den bedst kvalificerede altid ansættes.

Det er dog langt mere kompliceret, fordi det også handler om en skævdeling af fag og ressourcer. Fagdiscipliner med mange kvinder har færrest stillinger og ressourcer og omvendt i mandedominerede discipliner. Samtidig pågår der inden for mange områder en magtkamp om, hvilke områder der opfattes som de mest prestigeprægede.

Mange års analyser af stillingsbesættelser viser, at der i et meget stort antal stillinger kun er én kvalificeret ansøger. I disse tilfælde vælger man ganske rigtigt den bedst kvalificerede, for frasorteringen af kvinder er sket i de mange forudgående processer.

Jeg vil hævde, at fordeling af forskerstillinger har været præget af kønsbestemte barrierer, der har været en hæmsko for kvindelige forskere. Kønskvotering løser ikke disse strukturelle problemer i forskningsverdenen, men positiv særbehandling kan være en mulighed i en overgangsperiode inden for områder med mangeårig skæv kønsfordeling.

Forudsætningen er imidlertid, at det er besluttet af instanser, der har den formelle kompetence, samt at det sker efter reglerne ved stillingsansættelser i videnskabelige stillinger. Regler om dispensation skal selvsagt overholdes, og personer, der føler sig diskriminerede, skal kunne klage med ret til at få deres sag behandlet efter EU spillereglerne.

Men lad os først og fremmest sørge for, at rygmarvsreaktionerne i debatterne om kønskvotering ikke længere hæmmer en fordomsfri og nuanceret tilgang til positiv særbehandling som ligestillingsinstrument.

Anette Borchorst er professor i statskundskab ved Aalborg Universitet

Læs også: Kampen om værdierne: Multikulturalismen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ligestilling.

Jørgen Steen Andersen

Det er flueknipperi i forhold til de enorme udfordringer alle mennesker på hele kloden står overfor i de kommende år.
Afsmeltning så verdenshavene stiger, nyliberalismens faustiske fremtidige forblændelser om verdens mirakuløs redning ved kapitalisternes heltemodige indsats og et konkurrencens og forbrugets tusindårsrige, som formår at tøjle naturens kræfter i en heroisk strid om verdensherredømmet.
I det lys er den håbløse "kamp" om ligestilling - som alligevel er en kamp mod naturen, som har skabt to forskellige køn for at videreføre slægten, arten - og ikke for at hjælpe kapitalismen og sine håndlangere i et forsøg på ar pervertere kønsforskelle med det formål at optimere profit.

Ole Rasmussen

At give nogle samfundsgrupper positiv særbehandling indebærer at grupper tildeles særrettigheder, som kan have sin berettigelse for minoritetsgrupper og kulturer som indianere, urfolk og eskimoer, men at give muslimer særrettigheder i form af nedrullede gardiner i en dansk svømmehal er så langt ude, at det er svært at fatte. Kannibaler, Boko Harem eller almindelige håbløse får jo heller ikke særrettigheder.

Peter Jensen

Anette Borchorst kalder debatten for unuanceret, men bidrager reelt selv til dette. Hun hævder, eller antyder kraftigt, at mænd favoriseres ved lederstillinger. Det er en grov anklage, som hun først må dokumentere.

Og så gentager hun den gamle skrøne om, at et øget optag via kvote 2, på Medicin i Odense, er en positiv særbehandling af mænd. Men da mænd og kvinder også søger på de samme vilkår på kvote 2, ligger der ingen form for særbehandling heri. Det er endda en yderst tvivlsom påstand, at omlægningen overhovedet havde til formål i sig selv, at få flere mænd ind. Begrundelsen var, at de optagnes faglige profil og interesser ikke matchede studiets behov, når man kun optog efter karakterer. Problemet var især, at for få studerende viste interesse for at blive kirurger, og her kom kønnet ind i billedet, da opfattelsen var, at mænd lettere kunne motiveres til at vælge de kirurgiske specialer. Men hvis der kommer flere mænd ind, alene fordi flere mænd end kvinder ønsker at opfylde studiets behov omkring kirurgi, har det jo intet som helst med kønsmæssig særbehandling at gøre. Det er temmelig skuffende, at en professor bidrager til denne slags skrøner.

Men bort set fra dette, så burde Anette Borchorst vel principielt støtte, at særbehandling, efter omstændighederne, lige så godt kan gælde for mænd som for kvinder. Ellers er det jo bare et påskud for diskriminering til kvinders fordel. Det er ikke et tilfredsstillende svar, blot at tage udgangspunkt i en forestilling om traditionelle barrierer.

Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Den er en gammel skrøne, som Peter Jensen skriver, at mænd får positiv særbehandling via kvote 2 på SDU - læs f.eks. Kirsten Ohm Kyvik og Birgitta Wallstedts, hhv. Institutleder og chefkonsulent, SDU, læserbrev her (under overskriften SDU's kvoter):
https://www.information.dk/debat/2008/04/laeserne-skriver-9

Peter Jensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar