Læsetid: 7 min.

Kampen om værdierne: Sekularisme

Skal vi for enhver pris holde fast i sekularismens paroler, hvis vi dermed marginaliserer religiøse grupper? Det diskuterer lektor Birgitte Schepelern Johansen og debattør Jaleh Tavakoli, når Information prøver at forstå en af tidens store værdikampe
Debat
14. maj 2016

Muslimske piger bliver bortvist fra skolen for at bære klædedragten niqab, mens kønsopdelte svømmehold i København fremkalder fordømmelser. Debatten om religion i det offentlige rum har fået nyt liv. Og som så mange gange før, når svinekød i daginstitutioner eller bøn i arbejdstiden har fået os op i det røde felt, er sammenstødet mellem islam og ’danskhed’ omdrejningspunktet. »Vi er ikke ministre for tørklæder, badeforhæng og leverpostej i børnehaver,« skrev Venstres Bertel Haarder og Søren Pind i Politiken i 2011. Men her i Danmark vil vi ikke have for meget religion på de forkerte steder.

Birgitte Schepelern Johansen:

Er der én ting, europæere synes at være enige om, er det, at adskillelse af religion fra det politiske system, domstole og videnskabelige institutioner er et essentielt træk ved et godt samfund.

Konsulterer man de europæiske værdi­undersøgelser, er spørgsmålene om, hvorvidt politik og religion bør være adskilt, blandt dem, der får allerstørst opbakning. Og ser man på de politiske værdidebatter gennem de seneste årtier, fremhæves det ofte, at de europæiske samfund er bærere af sekulære værdier.

Det har ikke mindst været tydeligt i rækken af kontroverser omkring religiøse markørers tilstedeværelse i det offentlige rum (burkaer, minareter, hijabber), som i høj grad har været diskuteret som et spørgsmål om respekt for det sekulære. Og adressaten er ikke sjældent muslimske medborgere, der angiveligt ikke i tilstrækkelig grad forstår eller støtter op om dette.

Med andre ord: Skulle du blive spurgt, om et sekulært samfund er godt, så er der en generel konsensus i Europa om, at det rigtige svar er JA!

Men netop fordi tilslutning til sekulære værdier også er blevet en måde at afprøve bestemte gruppers loyalitet på, bør vi gøre os ekstra umage med at præcisere, hvad det egentlig er, man forventes at sige ja til. For en umiddelbar historisk og tværkulturel betragtning kan det nemlig synes tvivlsomt, om adskillelse af religion og stat eller marginalisering af religion i det offentlige rum i sig selv er garanti for ret meget. Man vil således nemt kunne pege på stater, som har været autoritære diktaturer, der lod hånt om borgerlige og civile rettigheder – og som har været i en eller anden forstand sekulære. Tænk blot på Irak under Saddam Hussein, Chile under Pinochet, eller Sovjetunionen i lange perioder.

Og den anden vej rundt: Der er mennesker, som bliver hyldet som helte i mange europæiske sammenhænge, og som har kæmpet deres kampe på måder, hvor det politiske og det religiøse projekt smelter sammen (eller måske aldrig har været adskilt) som for eksempel Martin Luther King, Gandhi eller Desmond Tutu.
Der er med andre ord mere – og ofte noget andet – på spil end blot og bart spørgsmålene om, hvorvidt religion og politik er adskilt, eller om der er for meget religion de forkerte steder, når vi kritiserer de første og værdsætter de andre.

Tre nøgleerfaringer

Det rungende JA udspringer nemlig af en række antagelser om, hvad religion overhovedet er, som begrunder, hvorfor det er så vigtigt at afgrænse dens indflydelse i samfundet, og som refererer til en række nøgleerfaringer i Europas historie.

Lad mig her blot nævne tre.

I Europa er forståelsen af, hvad religion er og bør være, blandt andet vokset ud af de blodige krige mellem katolikker og protestanter efter Reformationen. En central erfaring var her, at religion kan skabe intolerance og krig, og at varig fred kræver, at stater ikke forsøger at pådutte hinanden deres religion.

Gennem Oplysningstiden udvidedes denne tanke om ikke-indblanding til også at gælde religiøse mindretal og senere den enkeltes religiøse overbevisning. Tænkere som Spinoza og senere Locke udviklede her ideer om, at staten ikke bør blande sig i religiøse forhold, blandt andet fordi religion er for vigtigt til at overlades til staten. Disse tanker bærer moderne forståelser af religionsfrihed og tolerance, men de indebærer samtidig, at religion forskydes til at handle om personlig overbevisning og tro snarere end om fællesskab og virkelighed.

Med andre ord: Man må tro, hvad man vil, men den synlige, kollektive manifestation af religion bliver potentielt farlig – i hvert fald når det ikke drejer sig om majoritetens religion.  

Endelig knæsættes i slutningen af det 19. århundrede en ganske bestemt forståelse af forholdet mellem videnskab og religion som en kamp mellem den oprigtige, nysgerrige sandhedssøgen på den ene side og formørkede dogmer på den anden. En sådan udlægning af historien er der i mange omgange sat spørgsmålstegn ved, men rigtig eller ej, så er ideen om videnskabens frigørelse fra religion blevet en vigtig del af det europæiske kulturelle arvegods.
’Det sekulære’ er for mange europæere en slags kode for sådanne historier og for de værdier, ideer og institutioner, som er groet frem gennem dem.

Men det er samtidig en kode, der udelukker en masse (for eksempel at de blodigste krige i Europas historie finder sted, efter at sekulariseringen har taget fart). Og det er en kode, der hverken er selvfølgelig eller universel.

Man kan altså ikke regne med, at ’sekulært samfund’ straks af alle oversættes til ’demokrati, frihed, lighed, tolerance, fornuft’ (nogle tænker nemlig snarere ’imperialisme, forbrugerisme, undertrykkelse’). Man kan heller ikke regne med, at alle er enige i, at religion over en bred kam er en hindring for at realisere sådanne værdier.

Uanset hvilke værdier, man nu engang ønsker at promovere, er man ikke særligt godt hjulpet af paroleagtige krav om adskillelse af religion og politik eller mindre religion i det offentlige rum. Og måske sådanne paroler også gør en blind for, at de værdier, man kæmper for, kunne opnås på andre måder?

Birgitte Schepelern Johansen er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet

Jaleh Tavakoli:

Sekularisme og religionskritik har været helt fundamentale størrelser for det vestlige samfunds udvikling, sammenhængskraft og ikke mindst for demokratiet. Jo større adskillelse, der er mellem religionerne og staten og alle andre typer af myndigheder, organisationer, fællesskaber og ikke mindst vores demokratiske samtale, desto mere har vi en garanti for, at vi alle taler og forstår det samme sprog.

For de religiøse i samfundet er sekularismen en slags garanti for, at religion er til for de religiøse og ikke omvendt.

Jeg vil gerne pege på tre politiske indsatsområder, hvor vi alene ved at insistere på sekularisme kan stå fast på rammerne for fællesskabet og samtidig garantere helt nødvendige friheder og rettigheder for alle borgere:

Uddannelsessystemet skal kræve, at alle uanset religion deltager i al undervisning, også svømning, idræt, musik, lejrskoler og fester. Og at hverken børn af Jehovas Vidner eller muslimer skal snydes for den undervisning, som er essentiel for børns læring, sociale liv og trivsel.

Vi skal lave en systematisk indsats for at undgå, at religiøse autoriteter etablerer retslige parallelsamfund i form af eksempelvis shariaråd.

Vi skal forhindre kønsadskillelse til offentlige møder og i offentlige institutioner. Kønsadskillelse skal ikke accepteres, på samme måde som segregation ikke accepteres.

Islam er problemet

Sekularisme er ikke i en vestlig forstand nogen kontroversiel størrelse, og i dag diskuterer vi stort set kun sekularisme i forhold til islam som en politisk religion og en lovreligion. Og diskussionen er helt relevant, for islam har som religion et stort teologisk problem med sekularisme og de universelle rettigheder og friheder, som vi tager for givet i en vestlig sammenhæng.

Men islam skaber også problemer i Vesten. Ikke nok med at de største sikkerhedstrusler i dag skyldes islamisk terror, så har vi også store integrationsproblemer, hvoraf flere har med islamisk kultur og islam som religion at gøre. Og så længe at radikalisering er dominerende i stedet for sekularisering, vil verdens problemer med islam fortsætte.

Historisk er der eksempler på, at mange forskellige religioner er gået efter social, politisk, juridisk, militær og økonomisk magt. Men for islam har særligt begreberne murtad (frafalden), mohareb (guds fjende) og munafiq (frafalden, der kalder sig muslim) spillet en afgørende rolle i forhold til netop den manglende religionskritik og modernisering af religionen.

Netop derfor er kampen for sekularisme den helt rigtige demokratiske kamp for verdens progressive at italesætte og deltage i.

På vestlig jord

Rundt om i verden findes utallige eksempler på bevægelser, intellektuelle, aktivister, islamiske minoriteter og politiske partier, som er blevet truet til tavshed, henrettet eller udsat for terror. Trusler, politisk vold og terror virker, og det kan vi se den dag i dag, hvor selvcensuren også i Danmark er virkelighed.

Sekularisme er netop et værn imod radikalisering, for sekularisme tilbyder et fælles og inkluderende alternativ. De fleste eksmuslimer i muslimske lande føler sig så udsatte, at de ser sig nødsaget til i offentligheden – og nogle gange også i privaten – at lyve om deres religiøse ståsted.

Og selv små teologiske forskelle får muslimer til internt at beskylde hinanden for at være frafaldne. Af eksempler på disse udsatte, forfulgte og terroriserede muslimske minoriteter i muslimske lande kan nævnes alevitter, darawish, sufister, ahmadiyya og yazidier.

Disse minoriteter er også til tider forsøgt udryddet, blot fordi islamister ikke kan tåle afvigere. Et nyere eksempel er folkemordet på yazidierne begået af Islamisk Stat. Og omkring påske i år blev en pakistansk-britisk ahmadiyya-muslim udsat for et terrorangreb i Skotland. Asad Shah blev dræbt, fordi han var muslim på en forkert måde.

Så alle, der vil lave om på eller udfordre islamismen det mindste, risikerer at komme i alvorlige problemer. I Vesten har vi set det med Mohammad-tegnerne, Salman Rushdie, Yahya Hassan og Ayaan Hirsi Ali.

Vi har heldigvis frie samfund, hvor netop kravet om en sekularisering af islam kan fremsættes. Netop derfor kommer den store kamp mod islamismen til – i første omgang – at blive kæmpet på vestlig jord.

Jaleh Tavakoli er debattør og talskvinde for Frit Iran

Læs også: Kampen om værdierne: Positiv særbehandling

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Jaleh Tavakolis indlæg er meget klarsynet og velskrevet.

Kurt Nielsen

Til Information (altså avisen :-)):

Det sekulære samfund betyder vel kort sagt, at det er det civile samfund, der vedtager de love, der regulerer borgernes adfærd og ikke religiøse love og doktriner.

Tilstedeværelsen af muslimer i vestlige sekulære samfund udfordrer disse samfund af bl.a. de grunde, der er nævnt i de ovenstående indlæg.

At det forholder sig sådan er vel en enestående chance for, at vi, f.eks. her i landet, kan få 'målt' vores demokratiske sindelag og forståelse og det er derfor også en oplagt mulighed for, at Information langt mere massivt end tilfældet er, udfordrer danskernes (de af dem, der er demokratisk indstillede) holdninger og forståelse af dette demokrati, så vi kan få det styrket, i stedet for at få det løbet overende af villige politikere og deres allierede: terroristerne.

Jeg håber I har opdaget det. - Ellers er det her 'serveret på et sølvfad'.

Gad vide, hvad sekularisme og religionskritik kaldes på arabisk ...

Michael Kongstad Nielsen

علمانية

Henrik Plaschke

Jan Weis:

Hermed et supplement til Michael Kongstad Nielsens i øvrigt glimrende svar:

Hvis du er interesseret i arabisk sprogbrug og litteratur) om sekularisme og religionskritik, kan du jo konsultere nogle af de arabiske forskere og tænkere, der har skrevet om dette. Også på arabisk – selv jeg desværre kun kan give dig henvisninger til franske og engelske oversættelser.

Den nu afdøde ægyptiske filosof Fouad Zakariya (1927-2010) konkluderede i sin bog Myth and Reality in the Contemporary Islamist Movement, 2005, at:

”that a secular, democratic civil society should serve as the model for Muslim countries, together with his claim that secularism had, in fact, been an integral feature of Islamic culture since its early days”

(citeret efter: http://www.thenational.ae/news/fouad-zakariyya-arab-existentialist-with-...),

og i et tidligere værk Laïcité ou islamisme. Les arabes à l’heure du choix, La Découverte, Paris & Cairo 1991, undersøger han bl.a. sekularismebegrebets historie i arabisk tænkning.

Begge disse værker er oversat fra arabisk, og du kan sikkert nemt finde titlerne, hvis du foretrækker originalerne…

Med hensyn til religionskritikken kunne du evt. starte med folk som Mohammed Arkoun, Pour une critique de la raison islamique, Paris 1984, eller Sadik Jalal Al-Azms Kritik af den religiøse tænkning, der så vidt vides kun er tilgængelig på arabisk (Naqd al-Fikr al-Dini, Beirut 1969).

En kort præsentation af Al-Azms arbejder – herunder en oversigt over hans bøger og artikler på forskellige sprog – kan findes på: http://www.editionsparentheses.com/IMG/pdf/p155_ces_interdits_qui_nous_h...

Held og lykke med læsningen!

Niels Duus Nielsen, Michael Kongstad Nielsen og Jan Weis anbefalede denne kommentar