Sidste sommer lagde en kålsommerfugl sine æg på en af mine rucolaplanter, og snart var planten fuld af grønne larver, godt camouflerede imod de grønne blades baggrund.
Jeg havde andre rucolaplanter i et andet bed et stykke derfra, så jeg ville ikke mangle blade til vores salater. Og da jeg ikke vil bruge insektmidler, valgte jeg at overlade larverne til sig selv. Snart blev hvert blad på planten fortæret helt ned til stilken. Da der ikke var mere at spise, måtte de larver, der ikke havde nået at blive klar til næste fase i deres livscyklus, sulte ihjel.
Udviklingen i mit salatbeds mikrokosmos gav anskuelsesundervisning i det vilkår, at evolution er en upersonlig, naturlig proces uden den ringeste forbindelse til trivslen hos de enkeltindivider, som den frembringer. Det undrer mig til stadighed, at teister kan forene den verden, de observerer, med troen på, at samme verden er skabt af et væsen, der er både alvidende – og således ved besked om alt, hvad der sker – men samtidig også algod og fortjener vores tilbedelse.
Kristne forklarer de menneskelige lidelser ud fra Adams syndefald, som vi angiveligt alle skulle nedarve. Men larver nedstammer ikke fra Adam. For Descartes var løsningen på problemet at benægte, at dyr kan føle smerte. I forhold til hunde eller heste kunne kun få på hans egen tid acceptere den opfattelse, og i dag har videnskabelige undersøgelser af anatomi, fysiologi og pattedyrs og fugles adfærd dementeret den. Men vi kan vel sætte vores lid til, at larver i det mindste ikke er i stand til at føle smerte?
Subjektive oplevelser
Længe har der været videnskabelig konsensus om, at insekter ikke har nogen central hjerne. Snarere, hævdede forskerne, kontrollerer uafhængige ganglier (samling af nerveceller, red.) insektkroppens dele. Holder det stik, er det svært at forestille sig, hvordan insekter kan være bevidste.
Men i en artikel i tidsskriftet Proceedings of National Academy of Sciences bliver denne gængse model nu forkastet. Andrew Barron og Colin Klein, henholdsvis kognitionsforsker og filosof på Macquarie University i Australien, hævder, at subjektive oplevelser meget vel kan være langt mere udbredte i dyreriget – i evolutionære termer også langt ældre – end vi hidtil har gjort os klart.
Subjektive oplevelser er den mest basale bevidsthedsform. Hvis et væsen kan have subjektive erfaringer, må de være forankrede i et ’noget’, og det nogets erfaringer må have oplevelseskvaliteter som ’behagelig’ eller ’smertefuld’.
I modsætning hertil kan en førerløs bil nok have detektorer til at registrere forhindringer, den kan kollidere med, så den kan korrigere kursen for at undgå dem. Men der findes ikke i bilen et ’noget’, der oplever at være bil.
Hos mennesker må de subjektive oplevelser skelnes fra de højere bevidsthedsniveauer såsom selvbevidsthed, der kræver en fungerende hjernebark. Men subjektive oplevelser involverer midthjernen snarere end hjernebarken. Og kan fortsætte – selv efter at hjernebarken har lidt massiv skade.
Insekter har et centralt ganglie, der i lighed med pattedyrs midthjerne bearbejder sensorisk information, udvælger mål og orienterer handling. Muligvis kan den også formidle en evne til subjektive oplevelser.
Insekter er en stor, forskelligartet gruppe væsener. Honningbier har omkring en million neuroner – ikke mange i sammenligning med vores omkring 20 milliarder neocorticale neuroner eller de 37 milliarder hos grindehvaler. Men det er stadig rigeligt til at sætte honningbien i stand til at udføre og fortolke sin berømte ’logredans’, der formidler information til artsfæller om retning og afstand til blomster, vand eller potentielle bosteder.
Så vidt vi ved, har larver ikke tilsvarende evner. Men det udelukker ikke, at de stadig kan være bevidste nok til at lide, når de sulter.
Ti trillioner insekter
Hvad med planter?
Det er et spørgsmål, jeg ofte får, når jeg argumenterer for, at vi bør afstå fra at spise dyr, fordi de kan føle smerte. Endnu har ingen af de observationer, der kunne sandsynliggøre, at planter skulle have subjektive erfaringer, dog kunnet gentages under kontrollerede eksperimentelle betingelser.
Barron og Klein siger, at planter ikke har strukturer, der kunne give mulighed for bevidsthed. Det samme gælder for simple dyr som vandmænd eller rundorme. Derimod har både krebsdyr og spindlere disse strukturer – ganske som insekter.
Har insekter subjektive erfaringer, vil der findes langt mere bevidsthed i verden, end vi havde forestillet os – ifølge et estimat fra Smithsonian Institution er der til stadighed godt ti trillioner (10.000.000.000.000.000.000) individuelle insekter i live.
Hvirveldyrs velfærd
Hvordan vi forholder os til den erkendelse, må bero på, hvad vi tror, insekters subjektive liv består i. Og her fortæller de komparative strukturer os ikke meget. Måske havde larverne så megen glæde ud af at holde festmåltid på min rucola, at deres liv var værd at leve – trods deres sluttelige elendige sultedød.
Det modsatte er dog lige så sandsynligt. Hos de arter, der formerer sig frodigst, vil en stor del af afkommet sulte, fra det øjeblik det er udklækket.
I Vesten trækker vi på smilebåndet af de jainistiske munke, der fejer myrer væk fra deres vej for ikke at komme til at træde på dem. Vi bør i stedet beundre munkene for at føre deres medfølelse udi dens logiske konsekvens.
Dermed være ikke sagt, at vi skal indlede kampagner for insektrettigheder. Vi ved stadig ikke nok om insekters subjektive erfaringer til, at det vil give mening. Hellere bør vi fokusere på, hvordan vi bedre kan tage hensyn til hvirveldyrs velfærd. For om deres evne til at lide hersker der mindre tvivl.
© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Alle dyr føler smerte, alle planter...
Træer, ja - planter kommunikerer, når du skader dem - der er en gammel nyhed. Naturligvis kan vi ernære os - måske var det dog en god ide at lade være med at ødelægge alt dette - for at gøre det.
Fisk kan heller ikke føle noget. Derfor er det helt i orden, at mange bruger deres fritid på at torturere fisk, fordi de nyder kampen. En stor del er så store naturvenner, at de ikke engang vil spise fisken, men slipper den løs(måske med et lille kys), men så kan den jo fanges i morgen igen.
Hæ, man skulle næsten tro at hr. Singer følger med i debatten her på Informeren :)
Hvis du læser med Peter, så skal du bare vide, at forskere for nylig har lavet forsøg med myrer, hvor de bestod en spejltest:
http://www.journalofscience.net/File_Folder/521-532(jos).pdf
En spejltest benyttes i psykologien til at verificere selvbevidsthed. Nu skal man jo tage alt hvad psykologien hoster op med i disse dage, med en del salt ;), og tolkningen af spejltesten er stadig kontroversiel, men jeg er personligt overbevist om, vi kan være ret sikre på at selvbevidsthed findes hos andre arter end Homo Sapiens. Andre primater som de mest oplagte eksempler.
Man kan også argumentere for, at bevidsthed har udviklet sig evolutionært, og at den opstod før mennesket. F.eks. kunne man spørge om ikke Homo Sapiens forfædre såsom H. Heidelbergensis og H. Erectus havde bevidsthed?
Og hvor går grænsen så? Tænker en chimpanse at "jeg er mig"?
Kan vi i så falde tillade os at bure den inde til almen spot og spe? Kan vi sende den ud i rummet for at teste hvor hurtigt den dør? Kan vi sprøjte parfume i øjnene på den, for at teste hvor farlige kemikalierne er inden de sælges til mennesker?
Hvis man svarer nej til spørgsmålene med chimpansen, hvor langt "ned" i dyreriget skal vi så før etik ikke længere er noget vi skal overveje?
De 'oplever' ...
Det er ikke en hævdvunden antagelse, det er en fordom.
Gad vide, om insekter er vidende om, at de er insekter ...
@Michael
Hvad er dét du mener er en fordom?
Det ændrer for så vidt ingenting. Vi vil stadig klaske myg og bekæmpe skadelige insekter på marker med mere.
Det eneste der kommer til at ændre sig, er at insekter i fremtiden vil blive avlet som kilde til protein, og det uanset om de så måtte føle for det eller ej.
Hvorfor skulle vi tage hensyn til dyr, mennesker tager jo sjældent hensyn til hinanden :)
Fordi dyr er bedre end mennesker ...
Da jeg læste dette:
"Måske havde larverne så megen glæde ud af at holde festmåltid på min rucola, at deres liv var værd at leve – trods deres sluttelige elendige sultedød."
Var jeg ved at forberede en kommentar om, at artiklen forudtog et utilitaristisk synspunkt på godt og ondt - eller måske snarere godt og dårligt. Jeg så så, at det var Peter Singer der stod bag og så er det jo ikke så mærkeligt.
Peter Singer er en glimrende filosof og artiklen er vældigt spændende.
Jeg synes dog, at der blev taget sig lidt friheder i fortolkningen af forskningsresultaterne - sådan som de bliver fremlagt her i hvert fald:
"Hvis et væsen kan have subjektive erfaringer, må de være forankrede i et ’noget’, og det nogets erfaringer må have oplevelseskvaliteter som ’behagelig’ eller ’smertefuld’."
Det andet "må" i ovenstående sætning er vist ikke så selvindlysende som man skulle tro. Hvorfor må dets erfaringer være inddelt i behagelig og smertefulde? Fordi det er mange af vores?
Jeg kan sagtens forestille mig et insekt med et centralt nervebundt, hvor oplevelser så at sige inputtes, uden straks at skulle påstå, at insektet har oplevelser som behageligt og smertefuldt. Singers eget eksempel lige derefter - med en bil med sensorer - kan lige så vel illustrere pointen. Bilen har sensorer, men uden en central processor til at fortolke dataene er sensorerne intet værd.
Bemærk om insektets centrale ganglia: "Muligvis kan den også formidle en evne til subjektive oplevelser."
Jeg har ikke læst forskningen. Vil gætte på, at jeg ikke har adgang til det, men det virker, som sagt, som om, at Singer (eller Information og Project Syndicate?) har taget sig et par friheder i sin tolkning af resultaterne.
Det er nok for at sikre et større gode...
Jan Weis
Mange, men ikke dem alle.
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Parasitoid_wasp
"Teister" fører ikke noget tilbage til Adam og syndefaldet, som er en myte - det hedder faktisk helt alment "Syndefaldsmyten". Teister er sig derimod bevidst, at de har en fri vilje, men også at de uafladeligt vil begå fejl, fordi de ikke er guddommelige.
Men jeg forstår udmærket, at Peter Singer er nødt til at værge for sig, før han begiver sig ind i noget, der vel ret beset er et ganske alvorligt opgør med naturvidenskabens naive antagelser om formålstjenlighed. For sjovt nok er det jo i retning af, at også dyrene har en fri vilje, mindre instinktstyret end antaget - samt på deres egne vilkår sansning og måske endog bevidsthed. I hvert fald peger alt i retning af, at naturvidenskaben, når den undersøger sin egne fordomsfulde antagelser, bliver beriget med indsigt i, at dyrene er menneskene meget mere lig end omvendt. Vi nærmer os med andre ord endnu engang et felt, hvor man må indse, at man på for løseligt og naivt et grundlag har ekstrapoleret sine antagelser til knæsatte teser. Teismens evne til at fastholde sine tilhængere i en mere ydmyg forståelse af egne begrænsninger kunne naturvidenskaben have god brug for.
@Steffen
Jeg bliver ofte imponeret over, hvor godt teister er i stand til at skelne knivskarpt imellem de ting i de hellige skrifter som skal tages helt bogstaveligt, og de ting som bare skal tolkes som myter mm.
Kender du iøvrigt den her?
https://en.wikipedia.org/wiki/Illusionism_(philosophy)
Den er opstået fordi fri vilje begynder at have trange kår, både i videnskaben og i filosofien.
Hvorfor skal vi være absolut sikre på at vi forvolder skade for at afstå fra de handlinger, som forvolder den eventuelle skade?
Hvis jeg er i tvivl om en handling forvolder skade, afstår jeg så vidt muligt fra den. Jeg kan ikke vide med hundrede procents sikkerhed at dyr er bevidste, af samme grund som jeg i øvrigt ikke kan vide med hundrede procents sikkerhed at der overhovedet eksisterer andre bevidstheder end min egen. Men jeg har en stærk formodning om at både andre mennesker og dyr er bevidste, derfor afstår jeg så vidt muligt fra at skade dem.
Insekters adfærd og signaler er svære at aflæse, fordi de ligger så langt fra vores, og derfor er min formodning om deres bevidsthed svagere, men så længe jeg er i tvivl, kan jeg jo ligeså godt så vidt muligt afstå fra at skade dem. Derfor dræber jeg ikke myg, jeg fanger dem og lukker dem udenfor. Af samme grund som jeg i øvrigt ikke spiser dyr, inklusiv insekter.
Er det ekstremt? Jeg finder det ekstremt at insistere på måske at forvolde skade hvis det kunne undgåes.
Jeg vil meget gerne koble mig på Tor Brandts betragtning og nævne, at jeg er meget positiv indstillet over for de erkendelser og konklusioner, som Peter Singer præsenterer i sin artikel.
Lige bortset fra det sidste afsnit: "Dermed være ikke sagt, at vi skal indlede kampagner for insektrettigheder. Vi ved stadig ikke nok om insekters subjektive erfaringer til, at det vil give mening. Hellere bør vi fokusere på, hvordan vi bedre kan tage hensyn til hvirveldyrs velfærd. For om deres evne til at lide hersker der mindre tvivl."
Hvornår ved mennesket alt? Og skal mennesket vide alt for at kunne handle ... fx empatisk?
Det kræver kun lidt respekt for de små og store væsener på denne jord, lidt omtanke og en smule fremtidsorientering for at indse, at vi mennesker bør behandle andre med-væsener og naturen godt. Om ikke andet, så for vores egen overlevelses skyld.
Faldt lige over denne tråd. Vorherrebevares. Til at starte med, så læser Peter Singer ikke med her. Han er filosof og bor og arbejder i USA, og er optaget af den etik, der omgiver vores relation til klodens dyr. At tage ham til indtægt for neurofysiologiske kendsgerninger om insekters hjerne er latterligt, hans "kommentar" har karakter af et partsindlæg, et forsvar for en position, hvor der filosofisk ikke er nogen nedre grænse for, hvornår en organisme har et "selv" og som følge deraf kan have rettigheder.