Klumme

Kan man være kulturelt flydende i mere end to kulturer?

Inden min dreng bliver 18 år, skal han vælge sin nationalitet. Ifølge kinesisk lov kan man ikke være både dansk og kinesisk statsborger. Det er enten-eller. Men gælder det også for det kulturelle fælleskab?
30. maj 2016

I Kina kalder de kinesere født i udlandet for ’bananer’. De er gule uden på og hvide inden i. Og de kan have svært ved at begå sig i Kina. Fordommene er mange: Deres kinesisk er gebrokkent, de kender ikke de kulturelle koder og opfører sig som bedrevidende herremænd med fisefornemme vestlige manerer.

Vores søn er i en lidt anden kategori.

»Han er blandingsblod,« siger damen og peger. Vores søn er et blandingsblodsbarn (hunxuèér red.). Det er ikke ondt ment. Bare en konstatering. Vores søn er anderledes end hendes. Det synes hun er sjovt, så hun griner og kigger nysgerrigt for at finde de træk, der adskiller ham fra at være helt kinesisk:

»Øjnene. Han har store øjne. Han har jo dobbeltlagsøjenlåg!« Dobbeltlagsøjenlåg er normalt blandt ikkeasiater, men herude, er det så eftertragtet, at nogle bliver opereret for at give øjenlågene et ekstra lag.

Nogle gange taler folk direkte til os. Andre gange kan jeg høre dem snakke bag vores ryg. De forventer ikke, at jeg forstår, hvad de siger. De peger. Taler lavmælt. Kommer hen og betragter det lille barn. De stirrer – det lyder så grimt, men nogle gange er det det, de gør, de nysgerrige tanter og onkler, vi møder på vores ture rundt i byen, på legepladsen, i vores gård.

Til at begynde med var min søn begejstret. Da vi flyttede til Beijing for knap tre måneder siden, solede han sig i opmærksomheden. Men nu vælger han ofte samtalen fra. Trækker kalechen til klapvognen ned. Gemmer sig bag mig. Løber hen og leger et andet sted.

Han gider ikke opmærksomheden længere. Heller ikke selv om vi for det meste får positive kommentarer: »Blandingsblodsbørn er intelligente,« »Blandingsblodsbørn er smukke«. Andre gange konstaterer de bare: »Han ligner slet ikke sin mor«, »Hans far er nok kineser«, »Se, en lille udlænding!«.

Faktisk bliver ’hvide’ udlændinge mødt med stor glæde, når vi famler os rundt på kinesisk. Vi får bifald og opmuntrende kommentarer, når vi kløjes i kinesiske sætninger. Vi er undskyldt, når vi opfører os klodset i sociale sammenhænge. Vi er udlændinge. Det bliver vi ved med at være, uanset hvor godt vores kinesisk er, og hvor meget vi tilpasser os livet her.

Jeg frygter, at min søns udenlandske baggrund har betydning for, om han bliver accepteret som en del af fællesskabet her. Det nationale fællesskab. Inden han bliver 18 år, skal han vælge, hvilken nationalitet han vil tilhøre. Ifølge kinesisk lov kan man ikke være både dansk og kinesisk statsborger. Det er enten-eller.

Men gælder det også for det kulturelle fællesskab? Kan man være kulturelt flydende i mere end to kulturer ligesom med sprog? Det danske kulturelle fællesskab er jeg egentlig ikke så bekymret for. Min søn får rigelige doser af Halfdan Rasmussens ABC, Mimbo Jimbo, Okker gokker gummi klokker og Ramasjang til at være en del af dansk børnekultur, selv om han er langt væk.

Indtil videre dyrker vi både det danske og kinesiske. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi på et tidspunkt er nødt til at vælge. For kan man både feste med danske flag til sin fødselsdag og synge med på den kinesiske nationalsang til flaghejsning i skolegården?

De første to et halvt år af min søns liv boede vi i Danmark. Der tænkte jeg sjældent over, at han ser anderledes ud end andre børn. At han ikke er fuldstændig dansk.

Men måske snød jeg mig selv. Måske er det præcis lige så svært at blive en del af det danske fællesskab, som, vi nu oplever, det er at blive en del af det kinesiske.

Med afskaffelsen af modersmålsundervisningen i Danmark i 2001 skar vi det ud i pap. Direkte henvendt til børnene. De tosprogede. Dem med forældre fra en anden kulturel baggrund: Du skal ikke bevare din moders sprog, din tilknytning til din faders land og den kultur, dine forældre kommer fra. Du skal tale dansk. Være dansk. Ellers er du ikke velkommen her.

Vi har blandet blod, har min mand og jeg. Fået en søn, der er halvt kineser og halvt dansker. Vi håber, han vokser op og føler, at han ikke bare er en sammensætning af to meget forskellige halvdele, men helt sig selv. Det håber jeg også, børn af indvandrere i Danmark får lov til.

Laura Dombernowsky er Informations korrespondent i Kina

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu