Kronik

Kommer oprøret nogen sinde til Danmark?

Begivenhederne i Paris er et ekstremt billede på situationen i Europa. Politikerne er magtesløse og klamrer sig til stadig mere aggressive repressionsformer. Hvor længe endnu skal Danmark være en sikkerhedszone for de privilegeredes?
I Paris demonstrerer borgere mod bl.a. en ny arbejdsmarkedslov. Protesterne har ført til blokader af lufthavne og raffinaderier.

Thibault Camus

1. juni 2016

Siden marts har Frankrig oplevet en bølge af næsten daglige demonstrationer og optøjer mange steder i landet. Demonstranter, fagforeningsfolk, studerende og aktivister er på gaden, og de bliver der.

Place de la République i Paris har foreløbig været bevægelsens epicenter, men protesterne breder sig. Hvad der startede som en protest mod et enkelt lovkompleks, er blevet til protester mod en politistatslignende undtagelsestilstand: politiske aktioner mod politivold, demonstrationer mod forringede arbejdsforhold og en generel utilfredshed med hele det økonomiske og politiske system, der fremstår uden fremtidsudsigter.

Protesterne har de seneste par uger fået yderligere energi, og blokader af olieraffinaderier, trafikale knudepunkter og atomkræftværker har sammen med aktioner mod politistationer forhøjet den politiske indsats.

Men i Danmark hører vi næsten ingenting om den nye protestbølge, selv om Paris er lige uden for hoveddøren. Vi forsøger at holde den lukket og dermed Europas fælles problemer ud af øje og ude af sind. Danmark er Europas ’grønne zone’, som vi kender den fra Bagdad, hvor de rige, koalitionsstyrkerne og andre privilegerede kan slippe for Iraks vold og kaos. Den danske sikkerhedszone findes dog kun som undtagelse fra det generelle politiske og økonomiske kaos i resten af Europa.

Men hvor længe kan det fortsætte sådan?

På mange måder er begivenhederne i Paris et ekstremt billede på situationen i hele Europa. Politikerne er magtesløse og klamrer sig til stadig mere aggressive repressionsformer. Undtagelsestilstanden breder sig. Tendensen med oprør og modstand mod det politisk-økonomiske jerngreb, som EU lægger sine befolkninger i, er ikke unik for Frankrig. Der findes snart ikke en europæisk storby, hvor der ikke går militær eller politi rundt med tunge våben i gaderne.

Politi er blevet til politik

Der var 60.000 mennesker på gaden og strejker i Bruxelles i begyndelsen af sidste uge. Og også i Barcelona og andre steder lader det til, at uroen breder sig (igen). Måske har de protesterende lært fra pladsbevægelserne og Grækenland nogle år tilbage. Det ser ud til, at protesterne trækker mod Nordeuropa. Langsomt, men dog længere nordpå.

Efter terrorangrebet i Paris har Frankrig været underlagt retslig undtagelsestilstand. Det har ført til udvidede beføjelser for politi og domstole, og den reelle magt findes ikke længere institutionelt, men i stigende grad hos politiet og andre udøvende magter. Den politiske magt, der tidligere legitimerede sig selv gennem demokratiske principper, er sat ud af kraft.

Politi er blevet til politik i de franske storbyers oprør, hvor Rennes, Nantes, Toulouse, Marseille og Bordeaux også er iblandt.

Efter at den franske regering gennemtvang arbejdsmarkedslovene ved dekret – uden om parlamentet – har det politiske system mistet sin legitimitet. Det er ikke kun den offentlige orden, men også den økonomiske politik, der gennemtvinges gennem undtagelseslove.

Det har ført til en radikalisering af de franske protester.

Demonstranter er begyndt at blokere den franske infrastruktur og forsøger at lamme samfundet, hvad der delvis er lykkedes. Det har den seneste uge været svært at finde benzin til bilen, og flere steder er trafikken blokeret.

Tidligere har demonstranter først og fremmest stået på pladser foran parlamenter og forsøgt at ’råbe politikerne op’. Men den reelle systemforandring er udeblevet. Nu viser blokader af lufthavne, raffinaderier, atomkraftværker og så videre sig som en mere effektiv strategi, hvis man vil afvikle den politiske magt. I torsdags blev en stor demonstration anført af banneret ’Let’s be non governable’. Ingen politiske krav. Slet og ret negationen og håbet om en fortsat ustyrlig proces. For magten ligger ikke længere i parlamenterne.

Magten er i infrastrukturen

Undtagelsestilstanden viser sig som politik både fra den udøvende magt og protesternes side.

Spørgsmålet er, om ikke vi snart vil se tendensen brede sig. Undtagelsestilstanden lader mange steder til allerede at være permanent – den er også for længst kommet til Danmark.

Politi og domstole har fået udvidede beføjelser overalt i Europa. Regeringer retter sig ikke længere per automatik efter parlamenternes flertal, og flere steder indføres kollektivt ansvar i retssager som eksempelvis den såkaldte Respektpakke, der blev præsenteret af regeringen og de andre borgerlige partier tidligere på måneden for at »øge respekten for det fælles og for dets repræsentanter blandt andet ved at skærpe straffen for vold, trusler og chikane mod personer i offentlig tjeneste og deres familiemedlemmer.«

Men Danmark er ikke Frankrig. Herhjemme opretholdes ordenen næsten uforstyrret. Ingen går på gaden. Mens Europa er i en historisk krise med protester og oprør flere og flere steder, er Danmark lukket ned som en selvekskluderet sikkerhedszone for enten de privilegerede eller blot dem, der ikke vil satse det nødvendige for en forandring.

Og selv om Tyskland af historiske grunde udskyder politistaten lidt endnu, er Angela Merkels regering stadig hovedarkitekt bag den økonomiske spændetrøje, som hele Europa lider under, og som er årsag til sammenbruddet.

Hvad demonstranterne dog ved er, at demokratiets repræsentanter slet ikke kan ændre den økonomiske udvikling. Det så vi senest med det græske parti Syriza, der satsede på den parlamentariske vej – og tabte med et brag.

Det er omsonst at gå til parlamentet med sin utilfredshed. Politikerne har reelt ingen indflydelse på de økonomiske systemers afvikling. Magten findes i stedet i infrastrukturen og i de logistiske årer, der løber gennem samfundet. Vil man afvikle magten, er det her, der skal sættes ind. Parlamenterne i Europa er efterhånden ikke andet end grimme møbler, papirbunker og bureaukrati.

Det ved den franske protestbølge.

Underholdning i helvede

Hvorvidt bevægelserne i Paris og andre steder vil sejre eller ender i fiasko, handler i høj grad om politiets ageren. Kan den franske undtagelsesstat skræmme folk ind i deres hjem igen gennem terrorlovgivning og politibrutalitet – eller insisterer demonstranterne på at blive ved?

Der er lovet massive demonstrationer i Frankrig, når EM i fodbold begynder i midten af juni. Et EM, der ligesom Eurovision har til formål at binde Europa sammen. Kan bevægelsen holde gejsten og blokaderne indtil da, kan tingene for alvor tage fart. For så bliver protesterne nok mere skrækindjagende, men også interessante for den nordlige del af kontinentet.

Bliver EM blokeret eller aflyst på grund af den politiske undtagelsestilstand, kan det være, at de danske og nordeuropæiske medier i langt højere grad begynder at interessere sig for begivenhederne sydpå. Den grønne zones underholdning er trods alt i fare for at brænde op i helvede.

Eskil Andreas Halberg er sociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Trägårdh
  • Carsten Mortensen
  • Sup Aya Laya
  • Peter Wulff
  • Flemming Berger
  • Mikael Nielsen
  • Torben R. Jensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Ib Christensen
  • Per Jongberg
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben Skov
  • peter fonnesbech
  • Frans Mark
  • Ivan Breinholt Leth
  • Ervin Lazar
  • Eva Bertram
  • lars søgaard-jensen
  • Mads Berg
  • Kurt Nielsen
  • Erik Jensen
Jakob Trägårdh, Carsten Mortensen, Sup Aya Laya, Peter Wulff, Flemming Berger, Mikael Nielsen, Torben R. Jensen, Jørgen Steen Andersen, Ib Christensen, Per Jongberg, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, peter fonnesbech, Frans Mark, Ivan Breinholt Leth, Ervin Lazar, Eva Bertram, lars søgaard-jensen, Mads Berg, Kurt Nielsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for opsangen!

Det er helt utroligt, at alle medierne så omhyggeligt undgår at omtale nutidens revolution i Frankrig, og som siden marts har bredt sig og dag for dag har udviklet sig til det værre.

Det på trods af regeringens indførelse af undtagelsestilstand, som officielt skulle beskytte befolkningen mod tilfældige angreb mod nogle få, men som åbenlyst ibruges til at undertrykke og hindre millioner af franskmænd i at kæmpe for at bevare de mest basale leveforhold.

Vi skal måske vente på, at historikerne om 50 år udkommer med nogle digre værker, der i en blanding af andenhåndsoplysniger og gætteri beskriver Frankrigs 2. revolution. der begyndte i 2016, frem for, at vi i de danske landsdækkende medier kan få daglige bulletiner, øjenvidneskildringer og sobre analyser om den eskalerende folkeoprør der foregår midt Europas hjerte.

Er eliten mon bange for, at lønslaverne skal følge Frankrigs eksempel?

Carsten Wienholtz, Jan Pedersen, Lars Jørgensen, Bjarne Andersen, Sup Aya Laya, Mette Olesen, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Troels Brøgger, Torben R. Jensen, Hans-Micael Søndergaard, Ib Christensen, Torben Bruhn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, peter fonnesbech, Anne Eriksen, Helene Kristensen, Leif Høybye, Jacob Jensen, Lars Peter Simonsen, Hans Larsen, Ervin Lazar, Eva Bertram, Mads Berg og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

De fleste medier har jo for travlt med deres grundige redegørelser for, hvordan 8% af befolkningen er skyld i samtlige sociale og økonomiske problemer - ja, og så er der selvfølgelig også livsstilsreportagerne, der skal passes...

Lars Jørgensen, Ulf Johannesson, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Randi Christiansen, Morten P. Nielsen, Peter Wulff, Mette Olesen, Hans-Micael Søndergaard, Ib Christensen, Lise Lotte Rahbek, peter fonnesbech, Anne Eriksen, Helene Kristensen, Leif Høybye, Erik Jensen , Ivan Breinholt Leth og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Lars Kristensen

Hvad der ikke bliver fortalt om, er ikke blot det der sker i Paris, men så sandelig også det der sker i Danmark.

Danmark har altid været anderledes end andre steder.

I Danmark gik det fredeligt med at få fjernet enevælden.

I Danmark gik det "fredeligt" med at være besat under 2. Verdenskrig.

I Danmark går det fredeligt i dag, netop fordi vi her i Danmark ikke vil konfrontationen, men den fredelige vej til samlet forståelse og forandring.

Der er nemlig en særlig forskel på Danmark og alle de andre steder.

I Danmark blev folkestyret givet til folket, selv om det kun var en flig af medbestemmelse, så blev det dog en begyndelse til et mere folkestyret land end så mange andre steder i verden.

Nu mangler vi blot at der kommer en større indflydelse til folket, i udformningerne af lovforslagene og at befolkningen derved bliver taget med på råd, netop fordi det er befolkningen der er eksperterne og ikke dem der er uddannet på de højere uddannelsessteder.

I Danmark har vi fået den unikke oplevelse, at vi ser et nyt tiltag til forandring til gode for befolkningen i forbindelse med deltagelse af udformningen af lovforslag og det er Alternativet.

Alternativet har jo netop indført medindflydelse på, hvordan eksempelvis et lovforslag kunne blive gennem det Alternativet kalder "Politiske Laboratorier", hvor alle medlemmer af Alternativet og folk som ikke er det, kan være med til at komme med forslag til, hvordan et specifikt lovforslag kunne tænkes at skulle være udformet.

Alternativet er den "grønne løftestang" der kan fortsætte den danske tradition i Europa, som altid har været anderledes og langt mere fredelig end resten af Europa.

Vi danskere skulle prøve at give ud af vores lærdom på det punkt og være med til at gøre den "grønne løftestang" større og større, så vi til sidst får et Europa, som en global "grøn løftestang".

På den måde kan vi igen bliver den del af verdens befolkning der viser den fredelige vej til forbedringer af menneskers liv og dagligdag i fremtiden.

Kurt Nielsen, Mette Olesen, Benny Larsen, Hans-Micael Søndergaard, Ib Christensen, Steffen Gliese, Michael Kongstad Nielsen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Paul

I Frankrig er folk oppe mod Statens totalitære sider - som de fleste danske ikke kan begynde at forstille sig. Lige meget hvilket navn staten har haft i Frankrig - ikke mindst under den franske revolution - så har det totalitære element været fremherskende og det er det stadig. Det er en del af den franske stats kultur, lige meget hvilken legitimitet staten i øvrigt har. Det betyder som regel også ekstreme løsninger på problemer, som dekreter, stærke forbud m.m.
I Danmark er vi nok en del, der efterhånden oplever at demokratiet mere er af navn end af gavn - og vi kunne godt lære noget af franskmændene m.h.t ikke bare at falde tilbage i lænestolen og vende den anden kind til. Jeg savner at de veluddannede og de intellektuelle tager ansvar på sig og taler demokratiets sag - at vi går mere på gaden for at blive synlige og ikke bare føre debatter på facebook og Twitter. At vi der er priviligerede kan se ud over vores egen næse og ikke bare er optaget af årgangsrødvin og det historiske demokrati. At have uddannelse og privilegier betyder også at have ansvar. Det er som eliten helt har glemt det sidste. Måske skal vi låne lidt kampgejst af franskmændene og ikke bare give op fordi afviklingen af demokratiet og bare nogen lunde social lighed sker pænt og civiliseret i Danmark. Måske skal vi turde få skidt på fingrene.

Carsten Wienholtz, Jan Pedersen, Lars Jørgensen, Bjarne Andersen, Morten P. Nielsen, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Torben R. Jensen, Hans-Micael Søndergaard, Ib Christensen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, peter fonnesbech, Anne Eriksen, Helene Kristensen, Leif Høybye, Jacob Jensen, Erik Jensen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Hans-Micael Søndergaard

Glimrende Eskil - det er på tide at danskerne siger fra overfor den stigende ulighed. At vi igen tager strejkevåbnet frem og deltager i Occupy-bevægelsen med demonstrationer. Det er på tide at vi siger nej til den stigende opsplitning mellem forskellige samfundsgrupper. I Danmark har vi desværre ikke tradition for samarbejde mellem studenter, hvidflipper og blåflipper, arbejdsløse og de ressourcesvage. Det kan derfor være svært at se hvor modstanden mod ulighedspolitikken og de voldsomme nedskæringer og privatiseringer af den offentlige sektor skal komme fra. Ligeledes er det svært at se, hvor modstanden mod den finansielle sektor skal komme fra! At vi siger fra overfor privilegier opnået på andres bekostning. Men vi / man skal ikke undervurdere Ellemans og Foghs gennemslagskraft i den velbjærgede del af den gamle arbejderklasse! Fagbevægelsen mistede sin berettigelse da solidariteten mellem de forskellige fag på arbejdspladserne røg ud med badevandet! Opløsningen startede med den enkeltes egoisme og manglende lyst til at kæmpe for andre - den nye parole blev enhver er sin egen lykkes smed (ikke underligt at det var Dansk Metal der først brød den solidariske politik) De troede de havde sejret af helvede til - men nu er deres arbejdspladser flyttet til Polen, Korea og andre lavtlønslande. Handelsflåden er udflaget (dansk skibsregister) og danske Metal arbejdspladser er pist væk - nu hvor besætningerne er globaliserede osv. - de andre fagforeninger er stille og roligt blevet udpint af skiftende borgerlige regeringer - tømt for indhold da politik og solidaritet blev erstattet af teknokratisme og manglende lyst til at gå på barrikaderne og forsvare arbejdernes rettigheder og aftaler!

Carsten Wienholtz, Jan Pedersen, Carsten Mortensen, Bjarne Andersen, Sup Aya Laya, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Torben R. Jensen, Anne Eriksen og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Både i Grækenland, Spanien og Frankrig har store dele af befolkningen opdaget at "magten ikke længere ligger i parlamenterne." Så går der nok omkring 10 år før den erkendelse, når til Danmark. Magten har aldrig ligget fuldstændig i parlamenterne, men siden Reagan og Thatcher har den vestlige verdens parlamenter haft meget travlt med at afvikle den magt, de trods alt havde. Det skyldes især, at den herskende ideologi hævder, at markedet altid vil tendere mod balance til alles bedste, når blot markedet 'skærmes' så meget som muligt fra 'forstyrrende faktorer' såsom parlamenter og fagbevægelser. Er dette begyndelsen på enden af den neo-liberale æra? Er det nu langt om længe ved at gå op for europæerne hvor farlig denne virkelighedsfjerne ideologi er, og hvilke interesser den tjener?

Jan Pedersen, Lars Jørgensen, Bjarne Andersen, Randi Christiansen, Sup Aya Laya, Benny Larsen, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Torben R. Jensen, Hans-Micael Søndergaard, Ib Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Lars Kristensen - oprøret i Europa er mod EU's overformynderi og den ensretning og tvang, som EU står for. Grunden til danskerne ikke hører om oprørene rundt om i Europa er, at EU har pålagt pressen kun at udgive positive artikler og oplysninger om EU. Alle de penge arbejderne aka skatteyderne betaler til EU bliver brugt mod dem.

Alternativet og deres følsomme guru er som moderpartiet Radikale EU-tilhængere - hvordan i alverden forestiller du dig, at Alternativet skulle kunne være en del af løsningen - de er i aller højeste grad en del af problemet.

Men oprøret mod formynderne, inkl. Alternativet er på vej. Det ulmer i undergrunden, og der er stadig blandt arbejderne nok der kender til solidaritet og sammenhold - og arbejderkamp.

Alternativet kan flagre rundt i løse skjorter i poetisk dans om en flagstang med al den mavefornemmelse de kan opvise, de ses ikke som kampfæller men som de leflende EU-tilhængere de er. Men den fysiske kamp mod undertrykkerne på vej, lyder det på vandrørene.

Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Torben R. Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Jan Andersen

Synliggør den fattigdom som politikerne skaber.

Kom og vær med i "ubehagelige laser og pjalter", spred jer ud og cirkulér i byens gågader lørdage mellem kl. 12 og 14. Organisér din egen by og udbred denne kampagne til de mest effektive sociale grupper.

Politikerne knokler 16 timer i døgnet for at skabe mere fattigdom, men fattigdom er unødvendig i Danmark. Hvorfor ikke bruge to timer om ugen på at synliggøre den fattigdom som politikerne skaber. Send et signal om at fattigdom er ubehagelig, fattigdom koster, har du og dine nærmeste råd til at lade være?

Nedskæringerne har lagt kommuner og institutioner i ruin, regionerne og specielt hospitalerne er i knæ, socialkontorerne skader psykisk bistandsklienterne, forringelserne rammer de arbejdsløse, de syge, de ældre og de handikappede.

Politikernes plan er ganske enkel; dræn bunden af samfundet for penge og før pengene op til de rigeste. Folketingsmedlemmerne har givet den reelle magt til virksomhederne.

I forrige århundrede var adskillelige grupper, organisationer, fagforeninger med til at skabe et retfærdigt velfærdssystem. Der skal nu en lige så stor indsats til for at redde velfærden. Der skal en ny form for strejke til; civile strejker, demonstrationer og blokader.

SU, hvad vil du gøre for at stoppe den nuværende ulighed og ændre den ødelæggende samfundetsretning? Oprøret kan kun komme fra bunden.

Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Jørgen Steen Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvis oprøret kommer til USA, så skal det nok komme til Danmark også. Vi er altid lidt bagefter USA, men vil gerne være ligesom dem.

Flemming Berger, Torben R. Jensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg overvejer ofte om venstrefløjsmodstanden mod EU er forfejlet. Om vi ikke i fremtiden vil stå stærkere ved fuldt medlemskab af EU, for sammen med de andre "oprørere" at ændre det, end udenfor sammen med DF. Som det er nu hviler den danske venstrefløj så mageligt på de nationale forbehold, at det ligner tornerosesøvn.

Ulf Johannesson, Povl Thomsen, Jørgen Steen Andersen, Torben R. Jensen og Hans-Micael Søndergaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Værker, der producerer atomkræft, dem har du da hørt, Frank Hansen, du, som er i Japan.

Jan Pedersen, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Vi skriver underskrifter, men gider ikke møde fysisk op.

Ronni Marker, Troels Brøgger, Torben Skov og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Det var dog en svært enten farvet eller unuanceret eller ideologisk artikel om situationen i Frankrig, som vist er noget mere kompleks end den beskrives. Et af problemerne er, at CGT har mistet vistnok mindst 25% opbakning (medlemmer) de sidste par år. De slås for overlevelse, og de sektorer de kan påvirke er primært olieraffinaderierne og transport, som for 5 år siden. Det sætter naturligt Frankrig i stå, hvor 70% af befolkningen er imod strejkerne, som medfører stribevis af konkurser blandt de selvstændige håndværkere, de mindre og mellemstore virksomheder, og selvfølgelig giver regeringen sig, og accepterer livstidsansættelser, som er ødelæggende for udviklingen, og man sender folk på pension som 50 årige, for staten betaler jo. Men nej, de er ligeså stædige. Desværre har den socialistiske regering misbrugt deres mandat, Hollande er et skvat, og landet er i dyb dyb krise, og der opstår sikkert også snart konflikter blandt læger, sygeplejersker, piloter og flyveledere og andre priviligerede, og om politivold. Så var det sjov nok en amerikaner som satte ild til en politibil i Paris, og det er professionelle bander som ønsker at slå dem ihjel og, som ødelægger byerne ved at hærge, ikke kun i Frankrig, men alle steder, men ellers har franskmændende det vist stadig ret godt.

Børge Rahbech Jensen

"Hvor længe endnu skal Danmark være en sikkerhedszone for de privilegeredes?"

Dumt spørgsmål. Et svar blev antydet sidste år i en bog om hemmelige fællesskaber i Danmark.

"Demonstranter, fagforeningsfolk, studerende og aktivister er på gaden, og de bliver der."

I Danmark hører de fleste, der kunne ønske at støtte sådanne uroligheder, til de privilegerede. De, der ikke er privilegerede, har ikke den fornødne opbakning til et oprør. Samtidig tyder meget på, bl.a. børn og studerende opdrages til lydighed, og medier bidrager med formidling om fællesskab.

"Politikerne er magtesløse og klamrer sig til stadig mere aggressive repressionsformer."

I Danmark er politikerne i realiteten også magtesløse, men fungerer primært som et formelt organ til godkendelse af lovgivning, andre har aftalt eller mindst leveret argumentation for. Studerende og fagforeningsfolk refererer stort set til henholdsvis professorer og forbundsformænd, som har stor indflydelse på mediers prioritering og den lovgivning, politikere formelt vedtager. Ethvert forsøg på oprør kan hurtigt neutraliseres af de priveligerede befolkningsgrupper, hvoraf nogle er skolet i netop det fra de, der ledte bl.a. studenteroprør i 1970'erne.

Herman Hansen

Europas smør er ikke Danmark. Det er derimod Schweiz. Et demokratisk smørhul med næsten 2.400 kommuner (ja, du læste rigtig) og 26 regioner med stor selvbestemmelsesret. Og for slet ikke at nævne en befolkning, som bliver spurgt direkte om store og små beslutninger politikerne i landet tager. Næste folkeafstemning i Schweiz er om 4 dage d. 05. juni og omhandler, hvorvidt der skal indføres en ubetinget borgerløn eller ej i landet - Det er demokrati.

Og ja, der er et stort behov for respektpakker i Danmark. Ikke om hvorvidt befolkningen skal udvise respekt for Pindske politikere og svindler regeringen, men derimod om, at politikerne skal udvise respekt for befolkningen og vælgerne i Danmark.

...Og det kan ikke ske hurtigt nok.

Carsten Wienholtz, Ulf Johannesson, Steffen Gliese, Mette Olesen, Flemming Berger og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Forfærdeligt ! Danskerne gør ikke oprør. Demonstrerer ikke for eller imod et eller andet.
Jeg foreslår, at vi demonstrerer imod, at der ikke demonstreres.

Det er vel også derfor Corydon var ligeglad med underskrifter mod DONGsalget. Det er jo reelt set tandløst!

Sup Aya Laya, Mette Olesen, Benny Larsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Leif Høybye

Til Lars Kristensen. Det må da vist være historieforfalskning, at afskaffelsen af enevælden skete uden blodsudgydelser. Da kongen kun lyttede til København og sendte udsendinge fra Slesvig Holsten hjem uden at lytte, fik vi tre års borgerkrig 1948-50 fulgt op af krigen 1864. Så var der Christian den 10. forsøg på statskup i 1929, der kunne være endt slemt. Truslen om generalstrejke fik ham til fornuft. Lad være med at bilde dig selv og andre ind at store forandringer i Danmark altid er sket med fredelige midler.

Povl Thomsen

Læste et sted, at fr Le Pen talte ved en demonstration. Og savner en belysning af kompleksiteten i denne revolution: I hvor høj grad er den "socialistisk", som man får indtryk af her eller hvis man giver sig af med at læse artiklerne om det i Socialistisk Arbejderavis el.lign., og i hvor høj grad er det (den Putin-støttede) Le Pen og hendes tilhængere, der laver ballade?

Robert Kroll

I maj 1968 var der virkelig "gang i den " i Frankrig ( og meget mere end idag) - slutfacit blev, at de Gaulle fortsatte.

(Den eneste succesfulde" revolution" inden for de seneste årtier var vel dannelsen af Solidaritet i Polen, hvis leder Lech Walesa endte med at blive præsident.)

Det hjælper ikke at "beherske gaden" hvis folket ved deres stemmeafgivning underkender oprørerne - og det vil nok ske igen i Frankrig ( måske med et beklageligt skred til højre).