Læserbreve

Debattøren skygger for debatten

Oskar Zacho, Aarhus

I dag er det personlige narrativ blevet et af de vigtigste kriterier for at få en stemme i debatten. Et debatindlæg skal først og fremmest være originalt og personligt. Det betyder, at jeg kan debattere nok så meget om globalisering, religionskritik og ligestilling, men hvis ikke jeg har mærket problemstillingerne på egen krop, så har jeg ikke mange chancer i debatten.

Debatnormerne synes at være styret af, at medmindre jeg sætter et ansigt på mine pointer, så forstår læserne ikke indholdet i mit indlæg. Substansen i mit debatindlæg risikerer på den måde at træde i baggrunden, når det er min rolle som debattør, der skal frem i lyset. Læserne husker debattøren, men glemmer debatten.

Da nærværende avis offentliggjorde de 25 mest delte historier fra sidste år, viste det sig, at påfaldende mange artikler tog udgangspunkt i netop det personlige narrativ: En ung fyr, der knaldede ægtemænd på Amager, en række arbejdsløse mænd, som ikke gad at arbejde, og et lesbisk par med en aldersforskel på 25 år.

Med andre ord var en debat om monogami i det 21. århundrede blevet forvandlet til et freakshow, mens en diskussion om arbejdsmarkedet tog udgangspunkt i sociale afvigere, og et eksempel på et moderne parforhold tog udgangspunkt i to kvinder fra hver sin generation.

Er det virkelig den eneste måde, medierne kan stimulere debatten på? Den personlige historie er underholdende og følelsesvækkende, men i sidste ende irrelevant for debatten.

I forsøget på at kickstarte en debat med farverige cases camouflerer medierne centrale problemstillinger og vigtige nuancer. Risikoen er, at læserne glemmer den debat, som indlægget i første omgang skulle sætte i gang. Beviset ser man i kommentarfeltet, hvor debattøren straks bliver taget til indtægt for alt muligt andet end det, som indlægget egentlig handler om. Her bærer læserne selvfølgelig et ansvar, men også debatredaktionen.

Jeg mener ikke, at debatredaktørerne skal anonymisere hver enkelt debattør, men de skal i højere grad begynde at spørge sig selv, hvorfor de bringer et indlæg: Skyldes det indlæggets kvalitet eller indlæggets forfatter? I en medieverden, hvor civile debattører optræder mere personligt og derfor også er mere udsatte, skal et debatindlæg først og fremmest antages ud fra, hvad der bliver sagt, og ikke ud fra, hvem der siger det.

I konkurrence med mit Facebook-liv

Stefanie Jolak, København

Jeg har dage, hvor jeg er i rasende dårligt humør, ligesom jeg har dage, hvor jeg er træt og egentlig helst vil ligge under dynen afskåret fra omverdenen – men sådan er der bare aldrig nogen, som ser mig. Jeg er nemlig begyndt at tvivle på, om det overhovedet er normalt og okay at have sådan nogle dage, så længe den virtuelle mig altid kun udstråler glade dage?

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der kender til følelsen af selvbebrejdelse over ikke at kunne leve op til det billede, som man viser af sig selv online. Faktisk tror jeg, at følelsen bliver mere og mere udbredt, og at den er nært koblet til den stigende tendens til nedtrykthed og depression, som vi ser i dag.

Uden at vi tænker over det, er vi nemlig i fællesskab med til at hæve barren for, hvad der er normalt, når vi bruger stadig flere filtre og bedre vinkler til at iscenesætte os selv online. Pludselig blegner vores virkelige liv i forhold til vores Facebook-billede.

Det gør os usikre, og som et værn mod usikkerheden sammenligner vi os med hinanden for at finde tryghed og accept. Det skaber bare endnu mere konkurrence, hvor vi igen forsøger at fremstille os selv på en mere attraktiv måde. Og i sidste ende bliver det sværere og sværere at bryde med den perfekte online-virkelighed.

Vi begynder at forvente det perfekte på alle områder: det perfekte parforhold, det perfekte job, den perfekte uddannelse. Og så snart vi møder modstand, har vi tendens til at bakke ud, for det kunne jo være, at der lå noget bedre og lurede lige rundt om hjørnet.

Men hvor blev virkeligheden af? Den virkelighed, hvor vi rent faktisk er til stede og lytter til hinanden frem for at dokumentere øjeblikket gennem et Instagram-filter? Og hvor vi ikke forsøger at finde sikkerhed og imødekomme et ønske om forandring eller personlig udvikling ved at sammenligne os selv med andre?

Som et lille skridt i en ny retning må vi først og fremmest erkende, at det, som jeg og mange andre gør nu, i hvert fald ikke har noget med virkeligheden at gøre.