Læserbrev

Læserbreve

7. maj 2016

Hvem vil tale de radikaliseredes sag?

Andreas Kjær, Aarhus

Når en minister, PET eller den offentlige anklager stempler nogen som ’terrorist’ eller ’radikaliseret’ bakker offentligheden loyalt op – og med medierne i front. Vi hører måske enkelte pip om, at begreberne kan misbruges som politiske trumfkort til at bane vejen for overvågningstiltag, der kan true danskernes privatliv. Men er det største offer – og det, vi egentlig burde tale om – ikke snarere de bagvedliggende demokratiske processer i den offentlige debat?

Offentlighedens loyalitet skyldes, at medier og eksperter har svært ved at skaffe informationer, der kan hamle op med offentlige kilder. Det antages bredt, at offentlige organers indicier og informationer er særligt valide, da de er opnået med metoder, kun myndighederne har til rådighed – såsom overvågning.

Dertil kommer, at informationerne ofte holdes fortrolige og deles på et meget lavt detaljeniveau. På den måde har medier og eksperter vanskeligt ved at vurdere, hvad myndighederne rent faktisk ved om mistænkte. Og det gør det svært at kontrollere, nuancere eller stille sig kritisk over for oplysningerne, og man risikerer at blive stemplet som sympatiserende eller forræderisk, hvis man forsøger sig. En redaktionel risiko, der ofte er for stor for mange medier.

Når det kommer til spørgsmål om ’terror’ og ’radikalisering’, er medier derfor ikke i tilstrækkelig grad et kritisk filter mellem myndigheder og befolkning. Og konsekvensen er, at befolkningen efterlades med oplysninger, der først og fremmest er betingede af myndighedernes egen udlægning.

Det er problematisk, fordi ’terror’ og ’radikalisering’ er ekstremt vage og politisk funderede udtryk uden egentlige kriterier eller konsistens. Og brugen af disse begreber i den offentlige debat overser ofte (hvis ikke altid) den frustration, desperation, ydmygelse og følelse af uretfærdighed – som ikke retfærdiggør ulovlige handlinger – men som meningsfuldt kan bidrage til en forståelse af deres ofring af andres, og deres egen, glæde, tryghed, ting og, i nogle tilfælde, liv.

Der eksisterer en underlig konsensus om, at dialog med ’terrorister’ eller ’radikaliserede’ kun vil lede til yderligere radikalisering. Så snart én person udråbes som ’terrorist’ eller ’radikaliseret’, mister hele den associerede subkultur retten til at blive forstået.

Eller sagt med andre ord: Offentligheden mister retten til at forstå dem.

Den aktuelle mediedækning afspejler ikke, at ’terror’ og ’radikalisering’ grundlæggende er politiske størrelser, der burde udmønte sig i et bredt spektrum af perspektiver. Der er i den offentlige debat en mangel på stærke stemmer, der insisterer på at nuancere, forsone, forstå og til en vis grad repræsentere disse grupperinger.

Det er helt klart en komplicering, men også en demokratisering. Politikere, eksperter og journalister er moralsk forpligtede til at udforske, filtrere, oversætte og formidle disse marginaliseredes budskaber og perspektiver, så offentligheden kan lære og udvikle sig.

Giv uledsagede flygtninge et børnehus

Hassan Nur Wardere, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten

Københavns Kommune modtog den 1. maj de første flygtninge i år. Nogle af dem er uledsagede flygtningebørn – en særlig sårbar gruppe, der har svært ved at danne relationer og tilknytning til nye mennesker, og som savner tryghed, forudsigelighed og støtte i at danne en ny identitet.

Jeg har arbejdet med uledsagede flygtningebørn i 12 år og mener, at jeg på den baggrund har gjort mig nogle erfaringer, der kan bruges, når vi nu i København pludselig står med den store udfordring at skulle give de uledsagede flygtningebørn den bedst mulige start på et nyt liv her i Danmark.

Først og fremmest er det helt centralt, at barnet opnår en forståelse og accept af sin egen baggrund og dets nuværende livssituation. Der skal sikres kontakt til barnets familie og dets kulturelle baggrund, og i forhold til hverdagen i Danmark, er det også vigtigt, at barnet opnår forståelse for grundlæggende danske normer og værdier, så vi giver dem forudsætninger for at kunne begå sig i det danske samfund.

Alt sammen kræver, at man har et stærkt hold af pædagoger, der kan give den nødvendige støtte. Og derfor mener jeg, at vi i København bør oprette særlige børnehuse, hvor børnene mødes af kompetente voksne, der kan arbejde målrettet med at sikre en hensigtsmæssig identitetsdannelse under trygge rammer.

Netop i børnehuse kan de uledsagede flygtningebørn møde den forståelse for og accept af deres rødder, de har brug for, og deres baggrund kan bruges positivt til at skabe gode relationer og forståelse for omgivelserne.

Børnene er hurtige i forhold til sproget, uddannelse og til at finde job. De er meget målrettede og motiverede. Men det kræver, at de mødes af mennesker, der har de faglige kompetencer til at støtte dem i deres udvikling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu