Læserbrev

Læserbreve

20. maj 2016

Statsborgerskab bør ikke afhænge af en bøde

Anne Sophie Callesen, København

Hvis man er udlænding og ønsker at blive dansk statsborger for på lige fod med andre at kunne deltage i demokratiet, så skal man være ekstra forsigtig med, hvad man gør. For som man kunne læse i artiklen »Fartbøde kostede Razia dansk statsborgerskab« (17. maj), så er en bøde for et overset vejarbejde nok til at udskyde hele processen.

Det er absurd, og det bør ændres. Men det vil et flertal af Folketingets medlemmer åbenbart ikke være med til. Jeg håber derfor, at alle dem, som er så heldige at kunne kalde sig danske statsborgere, vil sige nej til symbolpolitik ved næste folketingsvalg og i stedet stemme for et samfund, hvor man kan deltage i demokratiet, selv om man har har begået en menneskelig fejl.

Regeringen er selv skyld i EU’s kritik

Ida Auken, miljøordfører for Radikale Venstre

Foreningen – med det i øvrigt misvisende navn – Bæredygtigt Landbrug har fået den idé, at det er mig, som har gjort EU-Kommissionen opmærksom på de store miljømæssige problemer i regeringens landbrugspakke. Det påstår de i hvert fald i læserbrevet »Mistænkeliggørelse virker kortsigtet« (17. maj).

Jeg er beæret over deres tro på min betydning i EU-systemet, men må også skuffe dem. EU-Kommissionens kritik af landbrugspakken bygger nemlig på seks måneders dialog med den danske regering og over 300 siders bilag – ikke på mine ord.

Af samme grund er det vanskeligt at se, hvordan regeringen skulle kunne komme med et svar på kritikken, der kan ændre Kommissionens opfattelse af, at landbrugspakken overtræder tre direktiver.

Regeringen har forsøgt at fremstille EU-skrivelsen, som om det blot er nogle venlige spørgsmål til regeringen. Men sandheden er, at der er tale om syv siders tætskreven kritik af landbrugspakken, fordi den er i strid med internationale miljøregler. Det virker alligevel, som om regeringen har tænkt sig at fortsætte kursen uanfægtet.

Hvis det sker, så sender regeringen en stor regning videre til både miljøet, skatteborgerne og i sidste ende landmændene, som kan se frem til endnu skrappere krav og økonomiske tab, hvis der falder en dom fra EU. Det burde bekymre Bæredygtigt Landbrug langt mere, end hvad en ordfører som mig fra et oppositionsparti siger.

Min autisme er også min styrke

Victor Olsen, Ølstykke

De seneste artikler om autisme og ADHD – blandt andet kronikken »Jeg er ikke ’dopet til ukendelighed’« (11. maj) – har inspireret mig til at skrive det her indlæg om min egen historie med autisme. Jeg er 18 år og har to diagnoser, hvilket mange siger er sjældent: Jeg har både ADHD og Asperger.

Hele mit liv er jeg blevet mobbet. Hver gang jeg går til mine læger, behandler de mig som en syg patient. Jeg troede længe på dem, og jeg var helt nede og havde selvmordstanker. Men det blev bedre, da jeg opdagede mine fordele ved at være anderledes: for eksempel min evne til at koncentrere mig 100 procent om mit arbejde, til at lukke mine følelser ude for bedre at se hele billedet og til at læse og lære ting hurtigt.

Selvfølgelig har jeg også nogle negative sider som for eksempel min eksplosive vrede, men det har jeg lært at kontrollere og leve med. Mennesker med ADHD har ofte problemer med netop ukontrollerbar vrede, mens mennesker med Asperger som regel ikke føler lige så stærkt som andre, eller måske slet ikke rigtig føler noget – men det betyder ikke, at vi ikke kan lære at forstå og kontrollere det.

Jeg har set mennesker som mig, der kan gøre de mest utrolige ting. For eksempel en blind dreng fra USA, som brugte sin tunge til at finde vej. Han kunne både hoppe og cykle som en helt normal dreng – men også meget mere. Man burde fokusere på at hjælpe os med at omfavne vores særlighed i stedet for at prøve på at fjerne den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu