Læserbrev

Læserbreve

24. maj 2016

Hjælp gade-idrætten med at udvikle sig

Simon Prahm, medstifter og direktør for gadeidrætsorganisationen, GAME, som huser Den Nationale Platform for Gadeidræt

I lørdags var det Gadeidrættens Dag. Det viste sig at blive en dag, som fik stor succes, og det er derfor en god anledning til at udfordre foreningsbegrebet og de systemer, der giver specielt unge muligheden for at agere som fysisk og demokratisk civilsamfund.

Vi ved, at gadeidrætten tiltrækker socialt, økonomisk og kulturelt udfordrede børn og unge, som snubler i foreningerne, fordi der er fokus på førsteholdet og bliver stillet høje krav til de unges ressourcer, kulturkendskab og forældrenes opbakning.

Gadeidrætten er selvorganiseret og fleksibel og kan tillige tiltrække de rastløse og innovative iværksættertyper, der selv vil have ejerskab og være med til at opfinde og udvikle deres sport.

Kommunerne bruger årligt 3,5 milliarder kroner på idrætsfaciliteter, som primært kan bruges af foreninger. Og for at modtage støtte i henhold til folkeoplysningsloven, skal man danne en forening. Det ekskluderer mange – blandt andet unge mennesker, do it yourself-typer og ressourcesvage – når man skal sørge for både vedtægter, formand, kasserer og generalforsamling for at søge støtte.

I foreningsdanmark er idrætten domineret af DIF og DGI, som er de største spillere på banen, fordi de modtager en politisk besluttet fordeling af tips- og lottomidler på knap 600 millioner kroner. Det giver dem en monopoliseret position, som gør, at de enerådigt kan formulere dansk foreningsidræt som det sunde, demokratisk opbyggelige og som et redskab til inklusion og integration.

Nu ser vi en tendens til, at de etablerede foreninger faktisk prioriterer gadeidrætten. Og det er en god idé at tilbyde muligheder inden for foreningerne til gadeidrætsudøverne. Men hvis vi skal tage gadeidrætten og dens fællesskaber alvorligt, så skal vi også tilbyde vækstmiljøer uden for det etablerede foreningssystem – en slags urban gardening, hvor gadeidrættens græsrødder får lov til at udvikle sig frit.

Hvis vi virkelig vil have flere idrætsaktive, mener jeg, at det bør være en politisk opgave at sikre, at vi som samfund tiltrækker og har et tilbud til dem, der snubler i foreningsidrætten – for eksempel med vækstinitiativer, der gavner gadeidrætten uden for foreningerne.

Almendannelse er mere end et flot CV

Thomas Johannes Erichsen, København

Regeringens udspil til en gymnasiereform opererer med en ny forståelse af almendannelse. Nu drejer det sig ikke længere om klassisk dannelse, men om moderne dannelse, der ifølge Venstre skal øge eleverne fokus på innovative, digitale, globale og karrieremæssige kompetencer. Sådan som artiklen »Slut med 150 års almendannelse?« (den 2. maj) også fortæller.

Man skal være noget enøjet for ikke at kunne se den økonomiske tænkning, der ligger bag den nye forståelse af begrebet: Innovation er nødvendig for at udtænke nye produkter. Viden om, hvordan internettet og hele den digitale verden fungerer, er nødvendig for at sælge produkter online.

Globale sprogkompetencer sikrer samhandel på tværs af grænser. Og karrierekompetencer skulle gerne lede til en højtlønnet stilling. Alt sammen bygger altså på økonomi.

Ikke et ondt ord her om økonomi – så længe den ikke bliver blandet sammen med almendannelse, altså den historiske og klassiske af slagsen. Her er formålet nemlig hverken at sælge mobiltelefoner eller tv-abonnementer, men at gøre os til mere interessante mennesker.

Klassisk dannelse har en værdi i sig selv – den kan også sagtens inspirere til innovation – og behøver ikke at indgå i en merkantil sammenhæng.

Når regeringen siger, at dens moderne dannelsesbegreb er i takt med samfundsudviklingen, så er det helt korrekt – og en del af problemet. Almendannelse handler nemlig ikke om at være med på noderne, men om at kende sin historie og sin kultur. Og den bliver man ikke klogere på gennem for eksempel et undervisningsforløb om den gode jobansøgning. Tværtimod.

Alligevel er det iøjefaldende, hvordan et flot CV åbenbart er blevet vigtigere end både Søren Kirkegaards tanker, Albert Camus’ romaner og Shakespeares dramaer.

Forhandlingerne om gymnasiereformen er stadig i gang. Regeringen har allerede bekendt kulør i forhold til dens syn på fremtidens almendannelse i gymnasierne og i forhold til dens syn på den danske kultur – så må man bare håbe, at der stadig er lidt kulturel interesse tilbage i resten af Folketinget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bill Atkins

Gadeidræt. Meget spændende projekt. Her I Beijing hvor jeg befinder mig pt. er alle legepladser udstyret med en slags voksenzone med redskaber, der egner sig til at bedsteforældrene kan få strakt deres stive led og masseret ømme skuldre og lår osv. Kineserne lægger ikke så meget vægt på de unges styrkefiksering, men mere på selve bevægelsen og at komme ud i yderpunkter i den stive krop.

Hvis der er mod til at sætte den slags redskaber op i Danmark er jeg sikker på Kina kan leverer afprøvede redskaber, der også kan anvendes af børn uden de kommer til skade.