Læserbrev

Læserbreve

Debat
26. maj 2016

Elbilsalget stryger derudad – i udlandet

Lærke Flader, Branchechef for Dansk Elbil Alliance

 Salget af elbiler nåede i 2015 nye højder – i hele Europa. Sidste år var hver femte nye bil, der rullede ud på vejene i Norge, en elbil. Helt så godt gik det ikke herhjemme. Men Danmark kom da ind på tredjepladsen over lande med højest elbilandel i EU, og vi kunne fejre, at én ud af 50 nye biler i Danmark kører på strøm.

Den positive udvikling fortsætter i år – men desværre primært i andre EU-lande. I Tyskland har Merkel sat yderligere skub i salget med et økonomisk tilskud til elbiler og til biler, der både kan køre på benzin og el.

I lande som Frankrig, Storbritannien og Sverige er salget af elbiler på den gode side af én procent. I Holland var det endda tæt på 10 procent. Men herhjemme er salget af elbiler gået helt i stå.

I årets første fire måneder er der solgt 143 elbiler i Danmark. Det svarer til én ud af 500 nye biler. Baggrunden for det lave salg er de afgifter på elbiler, som blev gennemført fra begyndelsen af 2016, og som indfases med højere afgifter hvert år frem til 2020.

Imens landene omkring os skruer op for tilskud og bedre rammevilkår, så går Danmark den modsatte vej og skruer op for afgifterne – med det resultat, at elbilmarkedet i Danmark er henvist til krybesporet.

Det skal der gøres noget ved. Vi ser i elbilbranchen frem til, at afgifterne for elbiler skal evalueres til august.

Den bedste løsning er et helt nyt afgiftssystem, der er baseret på CO2-udledning. Det ville give danskerne mulighed for at købe sikre, miljøvenlige biler – uden at det går ud over statens provenu. Det er afgørende, at politikerne nu handler og signalerer, at elbiler er fremtiden i Danmark, så vi genfinder det momentum, vi havde i 2015.

Bliver DF’s løftebrud til politisk sejr?

Rasmus Nielsen, København

Aftalen om det udvidede Europol er på plads, og danskeres nej ved folkeafstemningen den 3. december har betydet, at regeringen har haft ualmindeligt travlt med at forhandle sig frem til en parallelaftale.

Aftalen skal være på plads inden 1. maj 2017 – måske endda tidligere, hvis medlemslandene gør alvor af overvejelserne om at fremskynde processen for implementeringen af den nye aftale – og dermed ligger der et stort pres på den danske regering.

Regeringen skal levere en juridisk og politisk aftale i en tid, hvor den europæiske dagsorden er præget af mange andre mere opmærksomhedskrævende sager end et dansk medlemskab af Europol. Senest har præsidenten for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, bekræftet formodningen om, at det bliver meget svært at lande aftalen – for ikke at sige tæt på umuligt.

Samme vanskelige billede ser man også, hvis man kigger på de tidligere forsøg, Danmark har gjort for at få parallelaftaler: Det er ganske vist lykkes fire gange, men processen har som regel taget omkring fem år, og to gange har Danmark slet ikke kunnet få en aftale. 

Hverken de historiske erfaringer og den aktuelle politiske situation i Europa stemmer overens med, hvad Dansk Folkeparti lovede op til afstemningen. DF fremsatte op til afstemningen et løfte om, at Danmark – trods et nej – ville forblive i Europol.

Dermed er der nu betydelig sandsynlighed for, at DF kommer til at stå med et klokkeklart løftebrud. Men paradoksalt nok kan dette løftebrud fra DF ende i en politisk sejr, da partiet har foretaget en helgardering i debatten om placeringen af skyld. 

For skulle det lykkes regeringen at få en rettidig parallelaftale i hus, vil DF kunne sole sig med et ’hvad sagde vi?’-udtryk. Og hvis det ikke lykkes at lave en aftale, og Danmark må forlade samarbejdet om Europol, så har DF to forskellige konspiratoriske udlægninger af situationen, der reelt gør dem immune over for kritik blandt de nej-sigerne:

For det første vil partiet hævde, at det er regeringen, der ikke har været dygtig eller villig nok til at lave en aftale – hvilket vil få regeringen til at fremstå inkompetente og mere fokuserede på at give DF skylden for et løftebrud end at varetage Danmarks interesser. Og for det andet vil partiet placere skylden på EU-eliten, der undertrykker det danske folks vilje.

Det hele risikerer dermed at ende i en deprimerende situation, hvor DF på sædvanlig vis ikke kommer til at skulle stå til ansvar for sine løfter.

Skylden vil derimod blive rettet mod regeringen og EU. Regeringen får et lige så stort arbejde med at undgå denne framing af skylden, som de har med overhovedet at få en aftale.

Hvis ikke de formår dette, ser konklusionen i alle scenarier ud til at blive, at DF sejrer ad helvede til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her