Læserbrev

Læserbreve

9. maj 2016

Detektor hverken glemmer eller fordrejer

Marike Jensen, redaktør, på vegne af DR’s Detektor-redaktion

I indlægget »Detektor fordrejer fakta om selvskade« (den 3. maj) er det desværre skribenterne selv – psykologerne Bo Møhl og Lotte Rubæk – der fordrejer, hvad de mener, Detektor »ikke er interesserede i« og »glemmer«.

Psykologerne medvirker selv i det indslag, de kritiserer. Men ingen af dem har efter programmet sendt os kritik, og inden udsendelsen blev vist, så blev citater sågar sendt til gennemlæsning af Lotte Rubæk.
De nævner i indlægget et svensk studie af selvskade, der blev udeladt. Men dette studie blev altså bevidst fravalgt i Detektors indslag, fordi resultaterne ikke dokumenterer den stigning, psykologerne påstår. De skriver derudover, at »Detektor glemmer, at der bag hvert tal findes en ulykkelig skæbne«. Det glemmer vi naturligvis ikke, og netop dette bliver fremhævet af både Bo Møhl og også af vores vært i indslaget.

Detektors konklusion er, at der er behov for nye undersøgelser af selvskade blandt unge i Danmark. Vi undersøger fakta, og vi hverken underdriver eller overdriver problemet.

Terrorsagen, der blev glemt

Bjørn Elmquist, advokat

Danmarks mest omfangsrige straffesag om terror nærmer sig sin afslutning. Siden august har ankesagen mod en halv snes kurdere kørt for et nævneting i Østre Landsret. I Københavns Byret frifandt et 70 dages nævningeting dem i 2014 for at have samlet millioner ind til PKK i Tyrkiet.

Pressedækningen har i dette halve år været lig nul, hvad der bør undre. Her sættes kød og blod på al virakken om terror i Tyrkiet, Syrien og Irak samt udløberne heraf i Danmark, bekæmpelse af terror og risikoen for tab af demokrati, som præger vores samfund.

Som en af forsvarerne skriver jeg derfor nu, endnu inden landsdommerne og nævningene har talt – noget usædvanligt – dette indlæg for at undgå, at nogen bagefter skulle spørge, hvad der dog er foregået. Sagen er en udløber af terrorsagen mod den kurdiske ROJ TV-station i Danmark, som i januar 2012 af Københavns Byret og i juli 2013 af Østre Landsret blev fundet skyldig i propaganda for PKK. Men det endelige punktum i ROJ TV-sagen er dog ikke sat endnu. Jeg har indklaget Danmark for Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg for overtrædelse af konventionens artikel 10 om ytrings- og pressefrihed.

Med det 10 års langstrakte retsopgør her i Danmark om det kurdiske spørgsmål in mente må man undres såre. Den opportunisme, der altid præger dansk alliancepolitik, har de seneste to-tre år vist, at samarbejde med kurderne mod IS i de åbne konflikter i Syrien, Irak og så videre er nødvendigt. Det gør det officielle Danmark sammen med først og fremmest USA, Storbritannien og Frankrig så også militært, men anfægter samtidig en dansk domstols velbegrundede og nøje overvejede frifindelse af demokratisk sindede kurdere.

Jeg håber på, at vi, når ankedommen afsiges, igen kan lande på benene. Det ville kunne bidrage til større besindighed, omtanke og dermed effektivitet i den ellers så hæsblæsende jagt på terrorisme.

Hvor mange døde pr. luftangreb?

Clara Torp, næstformand i Radikal Ungdom Nordsjælland

Et flertal i Folketinget har besluttet, at Danmark igen skal i krig i Irak. I den forbindelse sagde Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen: »Det ville jo være dejligt, hvis alle de onde havde sorte hatte på, så kunne man lettere ramme dem.« Ellemann-Jensen erkender herfra, at det vil være umuligt at undgå at ramme nogle af de ’gode’ civile irakiske borgere. Danskerne fortjener at vide, hvor mange.

Hverken efter vores militære indsats i Afghanistan eller Irak-krigen blev det oplyst, hvor mange civile liv Danmarks krigsførelse havde kostet. Det giver demokratisk set ingen mening for mig. Civile ofre er det vigtigste argument imod krig, og derfor mener jeg, at dette tal bør være offentligt. På den måde får danskerne en fornemmelse af, hvad krig egentlig betyder. Som Frederik Rosén, seniorforsker i Internationale Studier, har formuleret det: »Det handler om, at vi som nation må stå ved, hvad vi gør, så alle har mulighed for at vurdere legitimiteten af vores militære indsats.«

I de seneste par uger er den danske befolkning blevet bombarderet med reklamer for de jagerfly, som Folketinget nu har besluttet at sende til Irak – og som politikere fra flere partier altså fuldt ud anerkender også vil komme til at bombe civile. Danskerne har ret til at vide, hvor mange og dermed få indsigt i, hvad prisen for vores fortsatte krigsførelse egentlig er.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu