Læserbrev

Læserbreve

Debat
30. maj 2016

Drop kultur-protektionismen

Marc Bangert, Aarhus

Så er vi på den igen. Ifølge Financial Times (den 18. maj) har EU fremsat et forslag om, at virksomheder som Netflix og Amazon skal pålægges en kvoter for europæiske film og serier. Hensigten med kvotesystemet er ifølge EU, at det europæiske marked ikke skal oversvømmes med amerikanske kulturproduktioner såsom film og serier.

Ideen om kulturkvoter er et skræmmende eksempel på en kulturel protektionisme, der ikke burde høre hjemme i det, der engang var et beundringsværdigt fri- og samhandelsprojekt.

De største tabere ved statsintervention i film- og seriemarkedet er ikke kun de amerikanske producere, der får sværere ved at nå nye kunder, men i særdeleshed de europæiske filmseere, der i stedet for flere Hollywood-blockbustere må nøjes med flere lavkvalitetsfilm Made in EU.

Historien har vist os, at de bedste film – målt i indtjening og popularitet – bliver fremstillet dér, hvor der er konkurrence. Der- hvor man som filmkunstner og biograf-ejer skal tænke mere på kunderne og kunsten end på staten og dens støtteordninger.

Vil vi det bedste for filmkunsten, og derved også det bedste for os film- og seriekiggerne, så skal vi protestere mod national såvel som overnational lovgivning, der begrænser filmens kosmopolitiske islæt. Vi må gøre op med resterne af 1940’ernes fascistoide tendenser og sætte kunsten fri – kun sådan kan vi styrke europæisk kultur.

Det er nemlig ikke den amerikanske kultur, der er den største trussel mod den europæiske. Det er derimod os selv – så længe vi lader os rive med på bølgen af kulturel protektionisme.

Forskelsbehandling dømmes ude

Nadja Schou Lauridsen, København

Inden for den sidste måneds tid er de danske familiesammenføringsregler to gange blevet kendt i strid med internationale regler. Begge sager handler om udlændingelovens paragraf 9 – loven om familiesammenføring. En lov, der mildt sagt ofte giver anledning til debat i Danmark.

Men modsat mange politiske udmeldinger, så er det ikke kravene om tilknytning og vellykket integration, som dommerne er uforstående overfor. Nej, det er såmænd de lempelige regler, der stiller én gruppe borgere bedre end en anden gruppe borgere – altså forskelsbehandlingen ene og alene.

Forbuddet mod forskels-behandling er dog ikke absolut. Danmark må ligesom alle andre lande forskelsbehandle, såfremt dette begrundes i legitime hensyn, der ikke går videre end nødvendigt for at opnå formålet med reglerne. Det er altså alene den vilkårlige forskelsbehandling, der er forbudt. Og de danske regler underkendes netop, fordi de er vilkårlige – altså fordi to persongrupper stilles forskelligt, uden at dette giver mening for lovens formål.

Det er Martin Henriksen (DF) imidlertid ligeglad med: »Selvfølgelig er der da tale om forskelsbehandling, men det må vi da selv om,« siger han. Men det må vi altså bare ikke, så længe vi deltager i et internationalt retssamfund. Vi kan selvfølgelig melde os ud af verdens retssamfund – det vil dog have en del uhensigtsmæssige konsekvenser. Indtil da må vi respektere de retssystemer, vi har tilsluttet os ved egen fri vilje.

Herfra må det være op til de danske politikere at finde løsninger inden for de rammer, vi er underlagt. Her er det et grundlæggende princip, at man ikke må forskelsbehandle. Det gælder uanset køn, etnicitet, religion, seksuel orientering, køn, nationalitet, handicap eller politisk overbevisning.

Skolen er ikke et sted for børn

Pernille Holm, Horsens

Den nye naturfagsprøve venter lige om hjørnet for mange af landets 9. klasser. Eleverne arbejder løs med de problemformuleringer, der skal danne udgangspunkt for deres eksamen. De skal komme med løsningsforslag til problemstillinger såsom verdens kommende drikkevandsmangel med inddragelse af forsøg, tekster og modeller. De skal altså overskue ikke bare Danmarks, men hele verdens kommende drikkevandsmangel – det er store krav.

Vi glemmer, at det er børn, vi har med at gøre i folkeskolen. Nogle af børnene kan ikke overskue den slags problemstillinger eller modeller. Ikke fordi de ikke vil eller er dovne, men fordi deres hjerner ikke er nået dertil endnu. Det er ikke nogens skyld, men fysiske vilkår.

Vi glemmer, at børnene i udskolingen først langsomt bliver i stand til at tænke abstrakt. Med den nuværende eksamensform bliver de i 9. klasse eksamineret i noget, deres hjerner endnu ikke er udviklet til.

Det er for store krav at stille til børn – for det er det, de er. Og folkeskolen burde være et sted, der gav plads til det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her