Læserbrev

Læserbreve

Debat
12. maj 2016

Jagerfly redder uskyldige civile

Serdal Benli, viceborgmester i Gladsaxe (SF)

Vi hører dagligt om kampen mod Islamisk Stat (IS). Og alle er enige om, at vi skal bekæmpe dem. Men intet folkefærd oplever og mærker kampen mod IS på egen krop som kurderne. Jeg er selv af kurdisk oprindelse og kender personligt til flere, som har været med i eller tabt nære slægtninge i kampen.

De kurdiske krigere og andre, som kæmper mod IS, har haft strategisk og afgørende gavn af den hjælp, som blandt andre Danmark har bidraget med ved at sende jagerfly af sted i kampen mod IS i Irak. En massakre i Kobane ville have været konsekvensen, hvis ikke koalitionen, heriblandt Danmark, greb ind og bidrog med jagerfly.

Den støtte, koalitionen bidrog med, var forudsætningen for, at kurderne kunne genindtage Kobane og redde mange civile i Irak. Den slags skal vi være parate til at gøre igen. Og det kan vi ikke med nedslidte F-16 – vi har brug for nye jagerfly.

Vi skal naturligvis støtte de demokratiske kræfter, men det er ikke nok. Og her skylder Enhedslisten og Alternativet os svar. De mener nemlig, at vi ikke skal købe nye jagerfly som erstatning for de snart totalt nedslidte F-16.

Hvad skal vi så i stedet? Skal vi bare stå på sidelinjen og se passivt til, mens der foregår en massakre? Det vil vi i SF ikke acceptere.

Danmark skal slet ikke bevæge sig ned ad det spor, hvor den militære løsning er svaret på alt, hvorfor SF også var imod indgrebet i Syrien.

Vi skal selvfølgelig have en udenrigspolitisk debat omkring, hvorvidt de ressourcer der bruges til dansk krigsførelse i Syrien, i stedet kunne bruges bedre til forebyggelse.

Vi kan i SF sagtens forstå, at der skal være en diskussion om, hvilken type jagerfly der skal vælges, og hvor mange der skal være.

Men helt at afskære jagerfly fra det danske luftvåben, som Enhedslisten og Alternativet ønsker, vil betyde, at vi ikke kan stoppe massakrer, som dem vi så i Shingal, Kobane og mange andre steder. Og det kan vi ikke være bekendt.

Danmark skal stå sammen med andre lande om at stoppe massakrer og ikke bare stå på sidelinjen og overlade de svære opgaver til andre.

Den store missionær

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister (V)

En missionær er aldrig bedre end sin mission. Desværre er journalist David Rehling en sølle en af slagsen, da hans mission er både gennemskuelig og utiltalende. Ikke mindst når han – i en såkaldt ’kommentar’ den 3. maj – usagligt forsøger at kommentere på samtidens miljø- og fødevarepolitiske forhold.

Desværre ender Rehling med religiøs ildhu op med at sammenblande en række persondagsordener, som enhver læser med lidt forstand kan se er affødt af en indædt og persondreven modvilje mod dels regeringen, dels mig som minister for miljø- og fødevarer.

Nu kan man naturligvis kun bære over med en type som Rehling, der ikke evner at forholde sig til faktum, men i affekt blander argumentatoriske æbler og pærer i så skønsom en blanding, at han selv ender med at blive forvirret over farvevalget.

Når det så samtidig kombineres med en overfladisk tilgang til realpolitik, så bliver det patetisk. Og det er sådan Rehling fremstår, når man har læst hans indlæg, som man med undren må se figurere i Dagbladet Information, hvis kvalitetssans engang var højere.

For Rehling er det tydeligvis helt fremmed, at det for mange danskere kan være en naturoplevelse at betragte en kornmark eller en blomstrende rapsmark i det danske landskab.

I Danmark har vi meget lidt natur, når man ser på begrebet i ordbogens snævre forstand. Eksempelvis er en meget stor del af vores kystlinje i Danmark slet ikke natur i ordbogens definition. Klitterne er kulturlandskab, da vi planter dem til med marehalm for at holde på dem. Og på en lang række strande laver vi sandfodring, hvor vi pumper mere sand ind på stranden for at forhindre, at havet æder sig ind på land.

Regeringen vil naturen, og har skrevet ind i regeringsgrundlaget, at biodiversiteten i Danmark skal forbedres. Derfor er jeg i øjeblikket ved at forhandle om en Naturpakke med de blå partier om bl.a. at øge andelen af urørt skov, så vi netop kan gøre noget for biodiversiteten. Det forholder Rehling sig ikke til.

Men det er jo ikke første gang, at man tvinges til at bære over med hans evne til at forholde sig til fakta. Og noget siger mig, at det næppe heller bliver sidste gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ebbe Pedersen

Esben Lunde Larsen har selvfølgelig lov til at være uenig med David Rehling og til at mene at David Rehlings debatindlæg er båret af religiøs ildhu, men så selv som minister at anvende en så sølle debatform som i dette læserbrev er, undskyld udtrykket, under lavmålet og aldeles ikke en minister værdigt.

John Damm Sørensen

Det hører til sjældenhederne, at ministre går til modangreb på journalister, der har skrevet noget mindre populært om en deres sagsområder. Men nu sker efter, at David Rehling har givet miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) et ordentlig slag i mellemgulvet. Et slag, som gjorde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) så groggy, at han måtte ty til personangreb og fremstammen af et usammenhængende indlæg. Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) er så rystet, at han med sit indlæg kommer til at afsløre, hvad der er regeringens reelle politik på naturområdet. Fra ringhjørnet rabler en forslået Esben Lunde Larsen (V) forskellige definitioner af natur af sig, og kommer i den forbindelse til at afsløre, at regeringens definition af natur er helt ortodoks. Man kan herefter forstå, at den prioritering af bevarelse af natur, der indskrevet i regeringsgrundlaget, kun vedrører oprindelig natur uberørt af mennesker, hvilket i væsentlig grad indskrænker politikken til kun at vedrøre en urskov på en ø i Horsens Fjord.