Læserbrev

Læserbreve

Debat
18. maj 2016

Styrk kommunal sagsbehandling

Sandy Madar, direktør for Den Sociale Retshjælp, Birthe Holm, formand for Sjældne Diagnoser, Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer og Sysette Vinding Kruse, Advokatrådet.

Retssikkerheden i den kommunale sagsbehandling på social- og beskæftigelsesområdet er under pres, og det er et alvorligt problem, fordi det drejer sig om mennesker, der i forvejen er udsatte. Der er særligt to udfordringer: For det første den grænsesøgende afgørelsespraksis med mange forkerte afgørelser til følge. For det andet de meget lange sagsbehandlingstider når man søger støtte – eller når kommunen skal reagere på Ankestyrelsens afgørelser.

En undersøgelse fra november 2015 fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne havde truffet forkerte afgørelser – og dermed givet ingen eller for lidt hjælp til borgerne – i hele 40 procent af de undersøgte sager om afslag på hjælp til personer med sjældne diagnoser eller hjerneskader. En anden undersøgelse om revurdering og forlængelse af sygedagpenge viser, at knap 30 procent af afgørelserne er forkerte.

Der er netop afgivet betænkning vedrørende et beslutningsforslag, hvor et politisk flertal pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag om opsættende virkning i visse sager. Vi mener, at det er skridt i den rigtige retning. Der skal handling bag det politiske flertal og indføres opsættende virkning i endnu flere sager, sådan at en afgørelse om at fratage eller reducere støtte først får virkning, når Ankestyrelsen har behandlet klagesagen.

Mennesker med behov for støtte kan ofte vente i mange måneder uden at vide, om de kan få den hjælp, der er helt og aldeles nødvendig for dem. Vi foreslår derfor, at der indføres nationalt fastsatte sagsbehandlings- og afgørelsesfrister, så henvendelser om hjælp behandles hurtigere, end det sker i dag. Kommunerne skal forpligtes til, at mindst 90 procent af sagerne afgøres inden for de nationalt fastsatte frister.

Inklusion: Kursændring er ikke nok

Ingvald á Kamarinum, Holbæk

Den længe ventede inklusionsrapport har endelig set dagens lys. Og den viser ikke overraskende, at inklusionen har været én stor spareøvelse – trods politiske løfter om det modsatte. De penge, som eksperter ellers fra start udpegede som en væsentlig forudsætning for en succesfuld inklusion, er ikke fulgt med de udsatte børn.

De ansvarlige politikere må sidde med en dårlig smag i munden. For de har ikke bare stædigt fastholdt den socialt uansvarlige kurs, de har også overhørt gentagne advarsler fra eksperter og de mange hjerteskærende historier om familier, der er brudt sammen.

I mit job som specialeskoleleder på Fjordskolen har jeg modtaget alt for mange opkald fra frustrerede forældre, som magtesløse har måttet se til, at deres barn fik det værre og værre i folkeskolen, fordi der ikke har været ressourcer nok eller faglige kompetencer til at håndtere barnets særlige behov. Mange af disse børn har en diagnose og brug for et behandlingssted, alligevel ender de i folkeskolen, fordi kommunerne tilsidesætter lægefaglige vurderinger.

Kursen har været helt skæv. Og nu forsøger man så at rette op på det ved at droppe talstrategierne og målsætningen om at inkludere 96 procent af alle børn i folkeskolen. I stedet vil man fokusere på god inklusion af det enkelte barn – et mål og en idé, der umiddelbart er svær at anfægte. Men det klinger dog usædvanlig hult, da man endnu en gang ikke pålægger kommunerne at bruge penge på den ekstra og nødvendige støtte.

Kursændringen er noget af det nærmeste, vi kommer en politisk indrømmelse. Men jeg savner stadig en konkret handlingsplan for fremtiden og ikke mindst for de børn, der stadig er forliste i folkeskolen

Mere praktik til nye gymnasielærere

Line Traberg Larsen, København

Jeg læser til gymnasielærer på KU, hvor vi – de kommende gymnasielærere – alene tilbydes to gange 90 minutters undervisningspraktik på et gymnasium. Når jeg skal søge job som gymnasielærer, vil det forløb være det eneste, jeg som udgangspunkt har af undervisningserfaring. Det betyder, at det for mange nyuddannede er svært at komme i job.

Ifølge Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling er et pædagogikum egentlig en forudsætning for at arbejde som gymnasielærer, men det er billigere for gymnasierne at ansætte vikarer end at tilbyde nyuddannede et pædagogikum.

Jeg undrer mig over, hvorfor man på læreruddannelsen sammenlagt skal i 18 ugers praktik, mens man på den gymnasierettede universitetsuddannelse ikke behøver mere end to gange 90 minutter?

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her