Uretfærdig shitstorm mod Halime Oguz
Ehab Atiqa, Odense
Der skal bestemt være plads til at være kritisk og uenig, men det er frustrerende at være vidne til den shitstorm, som har ramt politikeren Halime Oguz fra SF, efter hun i et indlæg i Berlingske gav udtryk for, at hun er imod omskæring af drenge – en holdning, som mange er uenige i.
Man burde som et dannet menneske kunne udtrykke sin uenighed ved hjælp af logiske, religiøse eller videnskabelige argumenter – og uden at forsøge at kontrollere, hvad modparten skal mene.
Når man debatterer, handler det principielt ikke om at være enig med andres holdninger, men mere om at være i stand til at føre en demokratisk debat netop på trods af, at man er uenige omkring et givent emne.
Derfor er det også beklageligt, at Halime Oguz’ udtalelse har udviklet sig til en debat om, hvad man kan tillade at ytre sig om som muslim – hun er internt i partiet blevet beskyldt for at vælge ’muslimsk bashing’-emner og for at gå de ekstreme højrepartiers ærinde.
Hvis en person, der tilhører en minoritetsgruppe i befolkningen, har en holdning, som strider imod den generelle holdning i gruppen, så er det ikke retfærdigt, at vedkommende bliver udstødt af gruppen eller udstillet som »præmieperker«, hvilket Halime Oguz blandt andet er blevet kaldt i en kommentar på hendes facebook-side.
Det er vigtigt at fastslå, at hvis debatten skal forandre sig, så minoriteter i fremtiden kan udtrykke sig uden at blive hverken undertrykt eller udstødt, bør forandringen begynde med individer, der tilhører den samme gruppe og kultur som debattøren – og ikke med politikerne eller andre udenforstående meningsdannere.
Vand kan afhjælpe flygtningekrisen
Bjørn Bang Jakobsen, København
Udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen fortæller til Information i et interview (»Taksøe: ’Vi er det 12.-største land i verden’«, 7. maj) om verdens vandproblemer og Danmarks muligheder inden for vandsektoren. Det har dog desværre endnu ikke ført til en debat om vandets rolle i udenrigspolitikken.
Danmark har store interesser og meget på spil inden for vand. Hvis vores viden skal føre til udenrigspolitiske resultater, så kræver det strategisk overvejelse og forståelse for, hvordan vandmangel er en katalysator for vores sikkerholdpolitiske udfordringer. Det gælder både flygtningestrømme, skrøbelige stater og militante bevægelser.
Jeg er uddannet i international sikkerhed og folkeret med speciale i vandpolitik, og min research og erfaring fra Sydøstanatolien i Tyrkiet og i den libanesiske Bekaa-dal peger på, at vandpumper, rensningsanlæg, bedre vandkredsløb og diplomatiske indsatser sammen kan bremse flygtningestrømmen mere effektivt, end nogen mur kan gøre det.
Det har svenskerne og tyskerne allerede opdaget, og de prioriterer derfor udviklingsmidler til vandinfrastruktur i lande som Libanon, Egypten og Jordan. Det styrker staterne og mindsker den fattigdom, som skaber grobund for ekstremisme og immigration.
Hvis Danmark vil hjælpe syrerne, irakerne og os selv på længere sigt, så skal vi begynde at planlægge genopbygningen af landenes totalt smadrede vandsektorer. Irak og Syrien er i forvejen blandt verdens mest vandfattige lande, og der er brug for nytænkende og bæredygtige løsninger, hvis freden i de lande på noget tidspunkt skal blive vedvarende.
Danmark kan godt gøre en forskel i Mellemøsten samtidig med, at det gavner dansk erhvervsliv og vores sikkerhedspolitiske interesser. Men først må vi forstå, at vandmangel kræver både diplomatisk, teknisk og juridisk opmærksomhed.
EL har altid haft en EU-politik
Jørgen Randløv Madsen, Dianalund
Enhedslisten vedtog på sit årsmøde i pinsen et delprogram om EU, men det er ikke det samme som, at Enhedslisten ikke før har haft en EU-politik. Det ville Kim Kristensen, som har skrevet analysen »Enhedslisten vil til Bruxelles, men stadig ud af EU« (17. maj), også vide, hvis han havde deltaget i årsmødet eller bare havde lavet en smule research.
De fleste mener faktisk, at Enhedslisten kom i Folketinget første gang netop på grund af partiets tydelige EU-modstand.
I årenes løb har adskillige vedtagelser og udgivelser både beskrevet, fastholdt og udviklet partiets holdning til EU. Selv stod jeg for eksempel i 2001 for udarbejdelsen af et hæfte, hvis indhold i høj grad ligner det delprogram, som nu er blevet vedtaget.
Dengang byggede hæftet også på tidligere skriverier. Og det gjorde det klart, at Enhedslistens kritik af EU er så fundamental, at den ikke blot er på linje med Folkebevægelsen mod EU, men også lægger op til kamp på andre områder end bare et EU-exit – herunder også inden for systemets rammer. Kim Kristensens analyse er derfor totalt misvisende.
