Kronik

Magthaverne øger presset på den frie forskning

Inkvisitorerne er tilbage. I den seneste tid har middelalderlige, autoritære tendenser igen ramt forskningsverdenen. Debatten om landbrugspakken er ikke et enestående eksempel
Eva Kjer Hansen-sagen fremstår nærmest som et skoleeksempel på inkvisitorisk magtudfoldelse, skriver dagens kronikører.

Linda Johansen

Debat
17. maj 2016

I 1616 havde den magtfulde katolske kirke fået nok af Galileo Galilei og gav den berømte videnskabsmand et ultimatum: Acceptér, at Jorden er universets centrum, eller vi anklager dig for kætteri. Galilei lovede at rette ind. At benægte kirkens vedtagne ’kendsgerninger’ kunne som bekendt koste dyrt. Galilei kunne imidlertid ikke dy sig og omgik i bogen Dialog om de to store verdenssystemer kirkens påbud. I 1633 dømte Inkvisitionen ham for blasfemi, og han blev øjeblikkelig sendt i husarrest.

Nutidens tyranner finder sig heller ikke i forskere, der betvivler deres verdensbillede. Darwinistisk evolutionsbiologi har trange kår i Saudi-Arabien, og nordkoreanske historikere skal vare deres mund, når de udtaler sig om landets historie. Demokratier har i årevis lagt afstand til autokrater og diktatorer ved at hævde, at demokratier blandt andet er kendetegnet ved fri forskning, der lader forskningssamfundet – og ikke landets magthavere – afgøre, hvad der er god og pålidelig forskning.

I den seneste tid er folkevalgte politikere imidlertid også begyndt at tage autoritære metoder i brug. Som påpeget på lederplads den 19. april i denne avis har den britiske regering længe puslet med et lovforslag om at forbyde forskere, der modtager offentlige midler, at argumentere for ændringer i love og regler, der ligger inden for deres forskningsområde. Som det fremgår af flere engelske medier, har den britiske regering – efter massiv kritik fra forskningsverdenen – imidlertid fået kolde fødder. Britiske forskere kan således fortsat udtale sig forholdsvis frit, om end det ikke synes at være med regeringens gode vilje.

Danske politikere holder sig heller ikke tilbage. Eva Kjer Hansen-sagen, hvor ministeren fiflede med forskningsresultaterne for at få landbrugspakken til at fremstå mere miljøvenlig, end den egentlig var, fremstår nærmest som et skoleeksempel på inkvisitorisk magtudfoldelse, hvor videnskabelige påstande tilbagevises, ikke med argumenter, men med magt og mørklægning. Hvis man vil bevare fri forskning, som jo netop er et af demokratiets adelsmærker, er især fire autoritære tendenser, der alle optrådte i Eva Kjer Hansen-sagen, værd at være opmærksom på.

Latterliggørelse og negligering

For det første bør politikere være yderst påpasselige med at besvare forskeres kritik ved at søge at undergrave deres troværdighed. Kort inden sin afgang udsendte Eva Kjer Hansen en pressemeddelelse, hvori hun affærdigede et høringssvar fra en række forskere ved at hævde, at »hvis forskerne havde afleveret det her på universitetet, var de dumpet«. Den slags politisk latterliggørelse kan Marlene Wind, der er professor i statskundskab og ekspert i EU-politik, tale med om. I 2011 havde dele af det borgerlige Danmark set sig sur på hende og hendes analyser. Eksempelvis omtalte Søren Pind, der dengang var integrationsminister, gentagne gange professoren som Marlene halv-vind.

Bevares, forskere tager nogle gange fejl, fordi deres antagelser er midlertidige. Bedre data og bedre modeller hjælper dem til løbende at revidere deres hypoteser. Det driver videnskaben til at gøre fremskridt. Men at latterliggøre forskere, der ikke deler ens verdenssyn, er en uskik, der kan have uheldige konsekvenser. En rundspørge foretaget af Ugebrevet A4 i forlængelse af Marlene Wind-sagen viste, at knap hver fjerde af landets mest fremtrædende eksperter vil afholde sig fra at kommentere sager, der har politikernes bevågenhed.

Mere end meninger

I forlængelse heraf bør politikerne også afholde sig fra at undergrave forskeres troværdighed ved at betragte deres bidrag som partsindlæg på linje med eksempelvis politiske holdninger. I forbindelse med Eva Kjer Hansen-sagen udtalte Jakob Ellemann-Jensen (V) den 15. april til Berlingske Tidende, at der har været »rigtig mange partsindlæg« i forbindelse med landbrugspakken, og at »man må også betragte forskernes udlægning som et partsindlæg«. Selv om forskning som nævnt ikke er ufejlbarlig, så bunder den – forhåbentlig – i mere end blot meninger.

Forskningsresultater er jo netop karakteriseret ved, at de konstant har været udsat for kritisk efterprøvning af andre forskere. Videnskabssamfundet når efterhånden frem til en fælles enighed om, hvordan en række fænomener skal forstås. At denne enighed ikke er tilfældig eller beror på tvivlsomme tolkninger, ses alene af den store praktiske og teknologiske succes, som videnskaben beriger os mennesker med. Hvis videnskab og forskning blot drejede sig om sociale eller politiske partsindlæg, havde vi ikke været i stand til effektivt at bekæmpe sygdomme, lave maskiner, bruge computere eller rejse ud i rummet.

For det andet skal politikere undlade at presse deres embedsmænd til at fifle med forskningsresultater. Som det fremgår af et interview med flere anonyme embedsmænd i Berlingske Tidende den 23. februar, følte flere af dem, at Eva Kjer Hansen var meget opsat på at få forskernes resultater til at stemme overens med regeringens verdensbillede. »Der var en udbredt bekymring om, at vi ikke kunne stå på mål for fagligheden, fordi vi blev presset så meget til at levere noget politisk,« udtalte en af embedsmændene. Den form for armvridning af embedsværket er givetvis normal praksis i diktaturstater, men hører ikke hjemme i demokratier.

For det tredje bør man ikke, som den britiske regering planlagde, forbyde forskere at udtale sig om deres forskning. I Eva Kjer Hansen-sagen var mundkurven endog dobbelt, da forskerne end ikke måtte fortælle, at de havde fået mundkurv på. Og mundkurve er desværre ikke en ny opfindelse. Eksempelvis pålagde den tidligere blå regering i 2002 Analyseinstituttet for Forskning ikke at offentliggøre sine beregninger af regeringens finanslov. Men i et demokrati kan folk med rette kræve, at den forskning, de som skatteydere er med til at betale, lægges offentligt frem som almeneje.

Sidst, men ikke mindst bør politikere naturligvis undlade at udelukke forskere, der ikke deler deres verdenssyn og måske ligefrem taler dem midt imod. Det er således dybt bekymrende at iagttage, at politikere fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i flere medier har givet udtryk for, at de er parate til at se på bevillingerne til de kritiske forskere fra især Aarhus Universitet. Denne form for magtarrogance ville givetvis få selv Inkvisitionens dommere til at rødme.

Magthavere har til alle tider ønsket at bestemme, hvordan virkeligheden skal forstås. Det lykkes i nogen grad, så længe vi taler om den socialt skabte virkelighed. Men de går ofte skridtet videre og vil gøre alle ting i denne verden til politiske spørgsmål for at få deres vilje. Det lægger kimen til den autoritære styreform, hvor pavens eller ministerens meninger afgør, hvad der er sandt eller falsk.

Jan Faye dr.phil. og lektor på afdelingen for filosofi ved Københavns Universitet, og Claus Strue Frederiksen ph.d., tilknyttet Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Den har været der hele tiden, men det blev til korrumpering af universiteterne, da centerforskningen flyttede ind.

Sup Aya Laya, erik mørk thomsen, Jørgen Steen Andersen og Eva Bertram anbefalede denne kommentar
Eva Bertram

En femte ting, der kunne bevare fri forskning, er civil ulydighed fra forskernes side. Det var således beskæmmende at høre Jørgen E. Olsen fra Aalborg Uni sige, at hans institut igen vil indgå kontrakter med indbygget tavshedspligt 'fordi vi arbejder i teams' (?!) Jeg forventer som borger at den viden der opstår på offentlige institutioner kommer hele samfundet til gode - ikke kun kredse der har økonomiske eller politiske særinteresser.

Hanne Koplev, Anne-Marie Krogsbøll, Sup Aya Laya, erik mørk thomsen, Bill Atkins, Flemming Berger, Vibeke Hansen, Toke Andersen, Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Hvis Den-Lille-Svindler siger jorden er flad, så er den altså flad - For nogen, men heldigvis håber største del af befolkningen ikke på den med 17% vælger tilslutning til cirkus Venstre.

Anne Eriksen, Helene Kristensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

håber=hopper :-)

Herman Hansen

...I USA har bunden af samfundet kun troen og fadervor tilbage. Gad vist, hvad det har med frihed at gøre?

Anne-Marie Krogsbøll og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

...Måske regeringen kan kurerer sygedomme som f.eks. kræft alene ved at sige "Nu findes kræft ikke længere" - Det ville da spare en masse lidelser, og penge, verden over, samt give plads til topskattelettelser :-(

Anne-Marie Krogsbøll, Steffen Gliese, Helene Kristensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Desværre Herman Hansen, kan man frygte, at hvis Hells Angels og Black Army som tak for stemmerne får lov at udforme straffeloven (som grisebaronerne fik lov at udforme landbrugspakken) , så kan Cirkus Venstre fifle sig til endnu flere stemmer. Kun fantasien sætter grænser for hvem der kan få lov at udforme love efterhånden.

Herman Hansen, Anne-Marie Krogsbøll, erik mørk thomsen, Bill Atkins og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Per Jongberg

Og ve den, der tuede sige, at mange af de saakaldte danske "frihedskaempere" faktisk var terrorister (i vor tid mening) eller kriminelle i ganske almindelig betydning og, at der burde rejses en skamstoette over de politikere, der bidrog til vedtagelsen af strafferetstillaegget for at hvidvaske dem selv og deres rolle under krigen ... jeg turde i hvert fald ikke.

erik mørk thomsen

Fri forskning er en ting, men nå Marlene "halv" Wind fremture med hendes partindlæg om EU, har det ikke noget med forskning, at gøre.
Men hendes politiske stilling tagene til EU , og så må hun finde sig i, at andre er uenig med hende.
For politik kan diskuteres.

Anne-Marie Krogsbøll

Den frie forskning er jo allerede afskaffet:
"Hovedstaden siger ja til kæmpestort diabetescenter" http://www.dagensmedicin.dk/

Hver gang det offentlige siger ja til den slags samarbejder, ødelægger man den frie forskning. I dette tilfælde er det Novo, der får foden på speederen og bremsen ift. den offentlige diabetesforskning. Indenfor andre områder er det Lundbeck-fonden, Tryg-fonden osv.

Og jeg har en stærk mistanke om, at de derved samtidig via omveje sikrer sig adgang til vore private, følsomme sundhedsdata.

Den frie forskning og vort privatliv er begravet i samme grav.

https://www.facebook.com/BevarTavshedspligten/?_fb_noscript=1

Hanne Koplev, Herman Hansen, Sup Aya Laya og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Anne-Marie Krogsbøll, tror du facebook er et persondatasikkert sted?

Anne-Marie Krogsbøll

Bestemt ikke, Michael.

Sup Aya Laya

Jeg undrer mig over at forskere, og især deres chefer, ikke kollektivt giver kontrakter der vil påvirke indhold, samt pålægge tavshedspligt - en rungende fuck finger.
Hvis forskere og universiteter/institutioner er solidariske, kan politikere vel ikke true med beskårede bevillinger i samme grad?

Herman Hansen

...Ja det seneste lovgivere er shipping branchen i Danmark. Øhhh, det blå Danmark altså. Er folketinget mon ved at gøre sig selv overflødig med digital selvbetjening på borger.dk, hvor DA, DI og CEPOS kan logge ind med NemID. Ha ha ha (Næsten. Hvis det ikke lige var så alvorlig og undergravende af demokratiet - Der er faktisk slet ikke noget at grine af)

Anne-Marie Krogsbøll

Sup Aya Laya:
"Jeg undrer mig over at forskere, og især deres chefer, ikke kollektivt giver kontrakter der vil påvirke indhold, samt pålægge tavshedspligt - en rungende fuck finger."

Problemet er, at firmaerne slet ikke behøver at stille modkrav. Selve det, at de er "bevilligende myndighed" betyder jo, at de dybest set er arbejdsgivere for forskerne - og det medfører selvcensur hos disse. For hvis man ikke forsker i noget, som firmaerne har interesse i at støtte, så bliver bevillingen til afdelingerne jo bare ikke fornyet (groft sagt - selvfølgelig med "pynte"-undtagelser).

En del forskere har gennem de senere år selv beklaget sig over denne mekanisme, og over hvordan det påvirker retningen på det, man forsker i.