Kronik

Magtlogikken giver samfundet skørbug

I stedet for at formulere de utopier, der skal tegne fremtiden, spiller magtlogikkens praktikere på vælgernes korttidshukommelse. Resultatet er en slingrekurspolitik, der først og fremmest handler om genvalg
Alternativet tilknyttede tidligere på året Michael Brammer som huskunstner, som partiet har fået installeret på Christiansborg. Her er der to forskellige tilgange til politik i Alternativets ønske om at udfordre det eksisterende systems logik, og de traditionelle partiers insisterer på at føre en mere ortodoks politik, hvor det ind imellem fyger med beskyldninger mod Alternativet for at være uansvarlige.

Melissa Kühn Hjerrild

19. maj 2016

Der er blevet rettet en del ufunderede beskyldninger mod Alternativet på det seneste. Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har ført an, men sidste fredag fulgte en anden erklæret socialdemokrat trop i kronikken »Magtpolitikerne driver vælgerne ind i Elbæks totale teater«.

Jeg har intet behov for at gå ind i Niels Jespersens angreb på Uffe Elbæk, men vil gerne tale om politik – og i den henseende fandt jeg faktisk flere pointer i kronikken meget interessante.

Det skyldes, at Niels Jespersen faktisk lykkes med at skitsere nogle helt klare principielle skillelinjer i forhold til den politiske magtlogik hos de såkaldte ansvarspartier og så en anden politisk logik, der er styrende for os i Alternativet og faktisk vinder frem i mange vestlige demokratier.

Den politiske magtlogik følger en veldefineret struktur, der har ét sigte: at sikre magten på ny. Det fører til en bestemt måde at føre politik på, som vi med modsat fortegn kender fra USA, hvor det faktum, at en præsident maksimalt kan sidde i to perioder, betyder, at der primært bliver truffet bløde, populistiske valg i den første periode – ganske enkelt fordi genvalget til magtens tinde skal sikres.

De mere visionære og potentielt upopulære beslutninger bliver gemt til anden periode, hvor en eventuelt negativ vælgerreaktion kan være ligegyldig.

Herhjemme er en valgperiode også på fire år, men herudover er der ingen bagkant for en siddende regering. Det betyder, at magtlogikken her tager en anden form.

Typisk den, at de upopulære nedskæringsbeslutninger som regel falder tidligt i enhver regeringsperiode – ofte med henvisning til at riget fattes penge – og, at sidste del af en regeringsperiode er kendetegnet ved, at der deles gaver ud for de penge, der blev sparet i begyndelsen.

Her spiller et andet forhold også ind. De gamle magtpartier har lært, at vælgerne har korttidshukommelse, så det dårlige er glemt, mens det gode står frisk i hukommelsen, når næste folketingsvalg indledes.

Ud fra den snævre magtlogik giver den tilgang til politik god mening, men problemet er, at det giver samfundet decideret skørbug. Det giver en ødelæggende slingrekurs, som ikke kun er afhængig af regeringsskifter, men er endnu mere højfrekvent, fordi slingeren også finder sted inden for hver valgperiode.

Det dårlige ’koster’

Magtlogikken betyder – i min optik – at der er en markant mangel på kontinuitet i den førte politik. Det ser vi også lige nu, hvor især den grønne energisektor får trukket eksistensgrundlaget væk under sig, fordi politikken pludselig er en anden.

Sektoren får måske nogle gaver senere hen, men desværre vil de primært skulle anvendes til en omkostningstung genopbygningsproces – i stedet for f.eks. afgørende nytænkning og innovation i en tid, hvor hele omverdenen sukker efter grønne løsninger.

Dermed er den politiske magtlogik, som jeg ser den, decideret samfundsundergravende. Den tager ansvar for primært én ting: At sikre sine fortalere genvalg. Og det kan vi som samfund simpelthen ikke være tjent med fra landets ældste partier, der jo om nogen burde vide bedre.

Et andet definerede træk ved magtlogikken er det sprog, der følger den. Eksempelvis det faktum, at alt det, man ikke vil have, ’koster’ penge, mens alt det, man gerne vil have, er en ’investering’.

Det så vi senest i sagen om solceller, hvor regeringen fremførte, at det ville ’koste’ statskassen 11 milliarder kroner over ti år. Altså 1,1 milliard kroner om året, hvilket er mindre, end vi støtter forbrug af diesel i landbruget med. En støtte, som regeringen – farven taget i betragtning – formentlig vil kalde en ’investering’.

Men når staten bruger penge, er det i min optik altid en politisk besluttet investering, som så kan vise sig at give et afkast eller det modsatte. Det vil først have ’kostet’ noget, hvis investeringen slår fejl.

Den argumentation, der blev brugt vedrørende solcellerne, kan anvendes om alle offentlige investeringer. Nogle kan f.eks. forsøge den argumentation, at folkeskolen ’koster’ for meget, fordi for mange børn nu går der, hvorfor samfundet må lukke ’ordningen’.

Her vil magtlogikkens tomme, intetsigende sprog imidlertid hurtigt afsløre sig selv, fordi det er helt bredt accepteret, at den politiske beslutning om at bruge penge på uddannelse til alle børn er en grundlæggende, afgørende investering i vores samfund.

Magtspil i baggrunden

Men hvad er så alternativet til den snævre politiske magtlogik? Findes en sådan overhovedet?

Ja, det gør den, og den vinder frem i store dele af Europa. Den er kendetegnende for Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland, Piratpartiet i Island, Bernie Sanders i USA og hos os i Alternativet.

Alle er – ud fra nationale kontekster – udsprunget af et opgør med magtlogikkens praktikere, der med protektionistiske, reaktionære tilgange kommer til at fastholde deres samfund i et idealbillede, der hører fortiden til.

Det helt grundlæggende for forandringspartierne er, at de ikke søger tryghed i et samfund, der ikke må forandre sig. De baserer sig i stedet på, at samfundet hverken kan eller skal være en konstant, fordi nogle føler utryghed eller decideret frygt ved forandring. Forandring bliver derimod set som selve den konstant, som alle har til fælles ansvar at skabe tryghed omkring.

Derfor glider magtspillet i baggrunden til fordel for rent faktisk at imødekomme og tage styring på de globale tendenser, der allerede er på spil i alle verdens nationer – på godt og ondt. Magten bliver ikke set som målet, men et middel til at opnå målet: et progressivt samfund defineret af langsigtede politiske visioner.

Realisering af utopier

Herhjemme ser jeg denne forskel i grundlæggende logik særligt tydeligt trukket frem, når snakken falder på de mange former for deleøkonomi og alternative måder at tænke forretning på. Det være sig Airbnb, Uber og GoMore, hvor magtlogikernes automatindstilling er yderst afvisende, mens det for os handler om, hvordan vi lovgivningsmæssigt kan rumme dem. Ganske enkelt, fordi de er en uundgåelig del af en fremtid, der er langt mere bæredygtig.

Oscar Wilde er citeret for, at »fremskridt er realiseringen af utopier«. I hans optik kræver ethvert fremskridt altså, at nogle tør formulere de utopier, der skal tegne fremtiden.

Det gjorde de gamle partier engang, men magtlogikkens praktikere har afskåret sig muligheden for at spejle den globale forandring i en lignende forandring af deres politiske projekter.

De er dermed blevet en stærk, men dybt reaktionær kraft, der holder samfundet tilbage i stedet for at formulere tanker om nye landvindinger.

Det er et ærgerligt valg, fordi de egentlig kunne så meget mere. Heldigvis står mange på spring for at løfte fakkelen og sætte ord på de utopier, der om 50 år, blot vil blive kaldt fremskridt. Og derfor er jeg så uendelig stolt af hver eneste af vores utopier og alle vore konkrete forslag, der vil realisere dem.

Rasmus Nordqvist er politisk ordfører for Alternativet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • uffe hellum
  • Bill Atkins
  • Sup Aya Laya
  • Niels Nielsen
  • Keld Albrektsen
  • June Beltoft
  • Jørgen Steen Andersen
  • Niels-Simon Larsen
  • Kurt Nielsen
uffe hellum, Bill Atkins, Sup Aya Laya, Niels Nielsen, Keld Albrektsen, June Beltoft, Jørgen Steen Andersen, Niels-Simon Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

De såkaldt ansvarlige partier er dem, der er ansvarlige for, at vi går syngende mod afgrunden. Danmark sætter et af de dybeste klimaspor pga. vores overforbrug. Den private gæld er tårnhøj. Det er nødvendigt, at vi overvejer, hvem der er de virkeligt samfundsundergravende partier, og hvem der ikke er.
Mht. deleøkonomien, som Rasmus nævner, er meningerne meget delte, og jeg kan ikke afgøre dens gavnlighed. Det vil i hvert fald være i vores egen interesse, at der er noget lovgivning omkring det. Deleøkonomi i det små, kan være udmærket, men stiger det op i det internationale lag, bliver det noget andet.

Poul Erik Pedersen, Niels Nielsen, Mads Berg, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Jørgen Steen Andersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Hvis man bliver gjort lidt grin med, så skal man kun være glad og tilfreds, for så bliver man opfattet som en trussel, det er svært at komme udenom.
Alternativets succes viser jo fuldstændig krystalklart, at i de analyser Rasmus Nordqvist udfolder her er der en del ilde hørte sandheder.
Det er på høje tid at de gamle etablerede partier begynder at tage borgernes - vælgernes - meninger og bekymringer alvorligt og holder op med at gå virksomheders - landbrugs - og andre lobbyisters ærinde uden at reflektere over, om det har en kvalitet og seriøsitet ud over de pågældendes snævre erhvervsinteresser.

Palle Skov, Vibeke Hansen, erik mørk thomsen, Niels Nielsen, Janus Agerbo, Anne Eriksen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Staten bestemmer vel mere end nogensinde - hvis først Alternativet får magt som de har agt er der jo intet tilbage til folket?

Niels-Simon Larsen

Jørgen Steen: Det er interessant at lægge mærke til, hvordan de gamle partier reagerer over for en ny udfordring. Peter Hummelgaard sagde afsluttende i et interview, at nu måtte S til at hitte ud af noget. Men hvad skal det stakkels parti gøre, når dets vælgere stort set er tilfredse og har fået, hvad de bad om (brød og skuespil)? De små partier med skrumpesyge lader som ingenting (sygdommen går nok over, og så skal vi ud at lege igen). I EL blæser nye vinde, og jeg håber, at vælgerne belønner dem.
Og så kan man sige til Henrik Brøndum, hvis han ellers hører efter, at Å ikke vil have magt i den gamle betydning, men det bliver nok for vidtløftigt for ham.

Jeg kan ikke rigtig se Alternativet dele værdifællesskab med ny-socialistiske bevægelser som Syriza eller Podemos? I det hele taget er det, trods Emil Ejners bestræbelser, mig meget uklart om partiet accepterer klassekampens realitet, som jo er en forudsætning for at kunne skabe et bedre liv for de kapitalløse og en større grad af social retfærdighed. Hvis man ikke forstår at Uber er et udtryk for desperation og en direkte konsekvens af en økonomi som er baseret på gæld, formuesamlinger og finanskapitalisme - så kan man jo heller ikke medvirke til at løse problemerne. Man kan altså ikke Dario Fo'e eller juxtaposere sig ud af de barske realiteter.

Alternativet risikerer at blive ligeså forløjet og useriøst som DF, et parti for en gruppe kapitalløse, der ikke kan levere en bedre tilværelse for sine vælgere - trods formens tiltrækning.

erik mørk thomsen, Rasmus Knus, Torben R. Jensen, Poul Erik Pedersen og Rune Aa. Hansen anbefalede denne kommentar

Men ellers god og tankevækkende artikel - den grønne mærkesag kan måske blive Alternativets platform inden for magtlogikken, de andre pladser er vist taget?

Erik Daugaard

Ved ikke om Alternativet er et alternativ - men alternativer er der helt afgjort brug for. Ikke bare alternative partier, men alternativer til den nuværende styreform, som ikke længere er et repræsentativt demokrati.....ja, jeg ved ikke hvad man skal kalde det.

P.S. Hunden (eller var det forgængeren af samme race) på billedet har engang skidt på mit gulvtæppe: https://www.flickr.com/photos/erikdaugaard/288726506/

Steffen Gliese

Jeg vil godt pege på andre forhold - Socialdemokratiet ved godt, at folk husker længe, det lærte de af efterlønsløgnen i 1998; men partiet er i dag som en luftballon, der har kappet snoren og kastet al ballast overbord: uden loyalitet til nogen, måske bortset fra EU.

Lise Lotte Rahbek

"Herhjemme ser jeg denne forskel i grundlæggende logik særligt tydeligt trukket frem, når snakken falder på de mange former for deleøkonomi og alternative måder at tænke forretning på. Det være sig Airbnb, Uber og GoMore, hvor magtlogikernes automatindstilling er yderst afvisende, mens det for os handler om, hvordan vi lovgivningsmæssigt kan rumme dem"

Det er nok, fordi der er forskel på deleøkonomi og piratvirksomhed.
Deleøkonomi går ud på at dele de ressourcer, der er.
Piratvirksomhed går ud på at tjene penge på at underbyde eksisterende erhverv.

Palle Skov, Erik Feenstra, Vibeke Hansen, erik mørk thomsen, Flemming Berger, Rasmus Knus, Poul Erik Pedersen, Niels Nielsen, Mads Berg, Niels-Simon Larsen, Rune Aa. Hansen, Janus Agerbo, Morten P. Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Niels- Simon Larsen 11:06
De gamle partier har flere problemer.
De er for langsomme til at reagere på nye udfordringer.
De er alt for nervøse for at miste stemmer, hvis de gør noget ud over det sædvanlige.
De lytter for meget til lobbyister.
De lytter også for meget til spindoktorer og giver sig ikke tid til at tænke taktik, strategier og politisk indhold ordentligt igennem.
Og så skal de erkende problemernes omfang og karakter.
Og først og sidst skal de vide, hvor de vil hen med deres politik.
Og så skal det videreformidles så kort, klart og konsekvent som muligt.

Det er lykkedes for Alternativet og Enhedslisten at skabe en gennemslagskraft, som jeg håber de kan fastholde.

Niels-Simon Larsen

Frans: Der er noget med ordene, der er anderledes end før. Folk vil ikke rigtigt lade sig kalde noget i dag. De vil gerne være sociale, men ikke hedde socialister. Også gerne tænke på næstens tarv, men ikke hedde kristne osv. Når du fx bruger ordene 'klassekampens realitet', så er der ikke ret mange, der klapper, og det er ikke, fordi de er tilhængere af et uretfærdigt samfund.
De gamle fyndord går Å gerne udenom i en stor bue. Det er bedre at vise, hvad man står for end at snakke i øst og vest. Nu nævner Rasmus eksemplet med solcellerne. Hvis man stemmer imod, er det da ligegyldigt, om man gør det med Kapitalen eller Bibelen i hånden, og stemmer man for, gør man det bare, fordi man vil have solceller og ikke, fordi ens bedstefar var med til at oprette et andelsselskab.

Niels-Simon Larsen

Jørgen: Spinddoktorer? Noa Redington var det for Helle Thorning. Hvad har han kostet, og hvad fik de ud af det? Det var jo nærmest som romerne, der spurgte spåmændene, om de måtte gå i krig. Jeg siger ikke, at man ikke må spørge andre til råds, men det er jo blevet en rådgivningsindustri. Hvem anbefalede R, S og SF at vi skulle arbejde 12 minutter mere? Christoffer Arzouni er spind for V, og det går jo fint ned ad bakke. De gamle partier aner ikke, hvor de vil hen. Alternativet har ord for at være det eneste visionære parti, og det stiller krav til udøverne.

Steffen Gliese

Lise Lotte Rahbek, jeg betragter taxakørsel som et udslag af den allerværste form for markedsøkonomi, hvor for alvor de lavestlønnede, der ikke kan komme til at udnytte andre kompetencer, tvinges ind på de nederste trin i hierarkiet.
Da jeg var barn, blev det moderne at blaffe - både Europa rundt og over kortere afstande, og ligesom jeg synes, at alle efter endt arbejde skal deles om at rydde op og gøre rent, synes jeg også, det ville være helt fint, hvis direktøren lige tog et par med, der bor i nærheden, så vi kan få nedbrudt hierarkierne og nedbrudt arbejdsprocesserne i forskelige, nødvendige funktioner.
Jeg synes, det er fint, hvis man kan tage nogen med i sin bil og måske få et beløb til benzinen, hvis man skal samme vej.

Niels-Simon Larsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Nielsen

Frans Mark: "Jeg kan ikke rigtig se Alternativet dele værdifællesskab med ny-socialistiske bevægelser som Syriza eller Podemos?"

Du må skelne mellem den grundlæggende modsætning og hovedmodsætningen. EL og Alternativet er uenige om, hvad den grundlæggende modsætning er, EL mener entydigt at det er det kapitalistiske system (den private ejendomsret til produktionsmidlerne), som de fleste andre samfundsproblemer kan afledes af. Alternativet derimod synes at have en mere diffus tilgang til ondets rod.

Men denne teoretiske uenighed behøver ikke at forhindre os i et praktisk samarbejde om at løse de aktuelle hovedmodsætninger/hovedproblemer, nemlig genoprettelsen af de borgerlige rettigheder og bekæmpelsen af den accelererende ulighed i samfundet.

Læs op på begrebet "folkefront", etableringen af en sådan har historisk ført til et par revolutioner eller tre rundt omkring i verden.

Flemming Berger, Gaderummet Regnbuen, Niels-Simon Larsen, Jørgen Steen Andersen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Kronikøren mangler, efter min opfattelse, at grave et spadestik dybere. Kronikøren har fokus på magtudøvelsen, som den foregår som politisk proces i folketinget. Men det er vel en pointe at de politiske partier repræsenterer forskellige klasseinteresser, Venstre i udpræget grad landbruget, Socialdemokratiet har traditionelt haft tætte bånd til fagbevægelsen. Det betyder, for mig at se, at den måde partierne udøver magt på er begrundet i at varetage klassernes interesser. Det burde sådan set være meget tydeligt, i det politiske spil vi har set omkring miljøpolitikken. Her er det tydeligt at den siddende regering har ageret til fordel for landbrugets/bøndernes interesse. Noget der også kommer til udtryk i kronikken i kritikken af tilskuddet til deiselforbruget, i samme landbrug.
Men pointen er at den manglende analyse af hvilke økonomiske interesser der er på spil, i udformningen af politik, kan magtkritikken risikere at blive retningsløs. Magt udfoldes aldrig i et tomt rum, men bliver brugt til bestemte formål. Derfor må man også nødvendigvis spørge efter, hvilke interesser der profiterer af den konkret førte politik.
Når Rasmus Nordqvist påpeger at der findes alternativer til den herskende politiske magtlogik, Alternativet heri iberegnet, vil jeg godt mene man kan have sine tvivl. For: givet at antagelsen om forbindelsen mellem udøvelsen af politisk magt og økonomiske interesser er korrekt, er det et spørgsmål om Alternativet kan få magt til at påvirke de tunge økonomiske interesser der ligger bag den herskende markedsøkonomiske tænkning i dansk og europæisk politik. Der vil jeg mene man kan have sine tvivl.
En bydende nødvendighed for at få ændret i magtudøvelsen på, er at få brudt med markedets logik og de der tjener på udbredelsen af markedsøkonomien. Problemet er at den bevægelse, der traditionelt har stået for en kritik af markedsøkonomien og for ideerne om et alternativ hertil, arbejderbevægelsen, er alvorligt svækket. Så længe arbejderbevægelsen er i defensiven, er det svært at se at der kan udvikles de nødvendige alternativer til den nyliberale økonomiske model der er herskende. For det er kun halvdelen af vejen at kritisere magtens logik. vh. poul.

Martin E. Haastrup, Flemming Berger, Rasmus Knus, Niels-Simon Larsen, Jørgen Steen Andersen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Steffen Gliese
Ja, det synes jeg stort set også. Hvor ser du uenighed..?
Er det fordi jeg mener über er en piratvirksomhed, som tjener penge på at undergrave et erhverv, ved at forringe arbejdsvilkår for både kunder og chauffører,
ligesom jeg anser weekendudlejning af boliger på det private marked for piratvirksomhed, som undergraver de erhversdrivende og ansatte, som skal betale skat, lønninger og diverse afgifter af deres udlejning? Nåmmen det står jeg skam ved, at jeg mener.

At tage passagerer op på den rute man alligevel kører, at låne sin bolig ud, at dele værktøj eller at give overskudsmad ud, er at dele.
At tjene kassen på tilsvarende ydelser - det er ikke at dele. Det er at rage til sig.

Karsten Aaen, Vibeke Hansen, erik mørk thomsen, Flemming Berger, Jens Harder Vingaard Larsen, Niels-Simon Larsen, Jørgen Steen Andersen, Benny Larsen, Niels Nielsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Poul: Solidt indlæg. Du skriver, at arbejderbevægelsen er svækket. Ja, men hvorfor? En af forklaringerne er, at lederne ikke kan forklare arbejderne det gode ved socialdemokratismen, eller også er denne -isme ikke god mere. Lederne viser ikke vejen eller går den selv. Tingene falder lige så stille fra hinanden.
Hvorfor stemmer folk så på Å, der er anklaget for ikke at have nogen politik? Det er tankevækkende.
Jeg tror ikke, at folk fjerner sig fra S, fordi S savner dybde. De gider bare ikke S og bliver passive. S har sejret og der er brød og skuespil til alle. Ud af denne tomhed, der strækker sig langt ud over S, stemmer nogle enkelte så på Å.
Der er noget forvirrende over Å ved første øjekast, men ved nærmere eftersyn er mange dybt engagerede og er i gang med at realisere deres drømme. Den første er, om de i det hele taget kan lide lugten i bageriet. Er der venlighed, taler man ordentligt til hinanden og er der åbenhed? Man kan sige, at det ikke har noget med politik at gøre, men for at udfolde det politiske, skal man kunne holde ud at være i det politiske rum.

Poul Erik Pedersen, Jørgen Steen Andersen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Ishøj Christensen

Rasmus Nordquist kommer med en god analyse af svaghederne ved vores traditionelle parlamentarisme med folketingsvalg hver 4. år, (højest!). Regeringens politikere har en dobbelt dagsorden: 1. at få gennemført den økonomisk nødvendige og traditionelle (besparelses)politik og 2. at blive genvalgt ved det næste folketingsvag - helst styrket. De to dagsordener spænder ben for en visionær polititik rettet mod fremtiden. Hensynet til økonomien og vælgerne gør at alt fra valg til valg bliver ved den gamle 'magtlogik'. Det fastholder samfundet i et idealbillede som hører fortiden til - og hindrer at der bliver taget de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer i forhold til en styring af de globale tendenser (?), en deleøkonomi og alternative måder at tænke forretning på, samt en bæredygtig fremtid. Magtlogikken gør at politikerne ikke tør formulere de utopier der skal tegne fremtiden. Heroverfor er Nordquist stolt over de konkrete forslag som Alternativet har fremsat i Folketinget i bestræbelsen på at realisere utopierne --- Nu mangler vi bare en kronik nr. 2, hvor vi får en sammenhængende, fremstilling af Alternativets utopier og forandringsparate politik!

Karsten Aaen, Jørgen Steen Andersen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Læses i Politiken, en debat indlæg, hvor et tidlige medlem af Alternativet, skrev, at Alternativet top havde beslutte, at de skulle være pro EU, men det ikke måtte komme frem før efter valget.Og da det kom frem efter valget, var toppen overraske over, hvor mange af deres medlemmer og vælger var imod EU, men Alternativer var for EU.
Det havde toppe jo bestem.
Så er de ikke lige så rådden, som de andre partier?

Herdis Weins

Erik Mørk Thomsen - Alternativet har aldrig lagt skjul på at være EU -tilhængere - kritiske, men tilhængere.
Hvis man som vælger troede noget andet, har man ikke sat sig ind i partiets holdninger.
Henrik Bundgaards indlæg i Politiken er en besynderlig gang mudderkastning.

Robert Kroll

Glimrende formuleret artikel , som jeg læste med stor glæde.

Jeg er dog aldeles uenig i skribentens "manøvrer" med begrebet/ordet "magtpolitik".

For at springe alle "mellemregninger" over, så er to plus to altid fire, og det gælder både skribentens parti og alle de øvrige partier i Folketinget.

"Magten" ligger i hænderne på virkelighedens vilkår og fordringer, der stiller kravene til os alle.

Man kan ikke på fantasiens vinger "utopisere" sig bort fra realiteterne.

Bruger man derimod den sunde fornuft, så klarer man skærene.

Men iøvrigt et stort tillykke med partiets hidtidige iidealistiske linje ( - selv om jeg næppe nogensinde vil stemme på partiet .)

Poul Erik Pedersen

Niels-Simon Larsen: jeg vender tilbage i løbet af fredag og vil gerne forsøge på at give nogle bud på svar på de spørgsmål du stiller.
Mvh. poul.

Bill Atkins

Ja, op på bordet med de clearede lokumsaftaler mellem magtpatiernes fløje og deres respektive darlings blandt interesseorginasationer, vælgersegmenter og brancher.

Kan Alternativet bringe det hele i spil, så er det ægte politisk kunst.

Niels-Simon Larsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Niels Ishøj Christensen: Du forsøger at samle et parti, Miljødemokratiet, og det gør du bl.a. på Alternativets fb.side Seriøs bæredygtig omstilling. Det viser spændvidden i Å.

Nu forlanger du syrligt en fremstilling af Å's utopier. Du er sandelig en krævende mand. Kan du ikke bare levere dine egne varer. Jeg skal nok se på dem.

Poul Erik Pedersen

Niels-Simon Andersen. Først: jeg beklager at fredag blev til lørdag, inden jeg fik tid til at sætte mig til tasterne og tænkt mig om. Men så til hovedspørgsmålet: hvorfor er arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet svækket. Her vil jeg mene at man kan se problematikken ud fra dels et perspektiv der går tilbage til murens fald i 1989 og dels et perspektiv der inddrager historien fra afslutningen af 2. verdenskrig og til i dag.
Hvis vi nu først ser på perioden efter 1989, er det for mig indlysende at Europa har været præget af en nyliberal dagsorden som også har svækket velfærdsstaterne og dermed også angrebet meget af den eksistensberettigelse Socialdemokratiet som parti og massebevægelse har haft. Den dybereliggende årsag hertil er at der ikke rigtigt er en politisk-ideologisk "fjende", de kommunistiske regimer i Østeuropa og Sovjet, der kunne fungere som et "korrektiv" til markedsøkonomien. I tillæg hertil kan lægges at sammenbruddet i Østeuropa og Sovjetunionen, i Vesteuropa og USA, er blevet udlagt som "bevis" på at en reguleret og styret økonomi ikke kan fungere. Dette betyder at både venstrefløjen og Socialdemokratierne i meget lang tid har været trængt i defensiven, medens den nyliberale dagsorden er kommet til at stå stærkt.
I et lidt længere perspektiv, som rækker tilbage til årene efter 2. verdenskrigs afslutning, vil jeg mene at Socialdemokratiet har forsømt nogle vigtige sider af arbejderbevægelsens traditioner. Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen nåede, fra 1900 og frem til 1940, frem til den erkendelse at en slagkraftig arbejderbevægelse måtte arbejde på flere forskellige planer, et politisk, et økonomisk og et kulturelt. Det overordnede mål var at gøre arbejderne til borgere med lige rettigheder og en selvstændig identitet, fordi dette var forudsætningen for at et politisk demokrati var levedygtigt. Den danske politiker, stillet op for Socialdemokratiet, Hartvig Frisch, var et kerneeksempel på en politiker der arbejdede ud fra denne erkendelse. Det betyder at partiet brugte ressourcer på at udvikle en politik, der rummede disse tidligere nævnte aspekter.
Generelt kan man sige at dette var noget både politiske partier og de store sociale bevægelser, arbejderbevægelsen, husmandsbevægelsen og andelsbevægelsen, har været fælles om.
Går man så frem til tiden efter 1945 sker der et afgørende skifte. Det politiske fokus i Socialdemokratiet og dermed arbejderbevægelsen kommer i højere grad til at ligge på en udvikling og konsolidering af landets økonomi. En linje som J. O. Krag kom til at inkarnere, man skal i den forbindelse huske på at det var de økonomiske hensyn der drev Krags anbefaling af dansk tiltrædelse til det daværende EF. Men det betyder samtidig at hele arbejderbevægelsens brede kulturarbejde og kulturpolitik får en underordnet rolle, i partiets udvikling. På den måde mister man også en mulighed for at udvikle strategier for den fremtidige samfundsudvikling. Disse strategier udvikles i stedet for inden for det man har kaldt "det nye venstre", 68-generationen om man vil. Dette er med til at svække den socialdemokratiske arbejderbevægelse, hvilket kan ses i at arbejderbevægelsen har uhyre svært ved at udvikle en alternativ strategi i forbindelse med kriseforløbene i 1970-1980-erne og nu igen i årene efter 2009.
Et yderligere prolem er her at den aktuelle krise også sætter nogle ganske grundlæggende spørgsmål ved hele industrisamfundets rationale: produktivitet, industri, modsætning mellem arbejde og kapital, ressourceforbrug, økologisk krise mv. Dette er et problem for arbejderbevægelsen, fordi den så at sige er bygget op omkring at skulle kunne forsvare sine medlemmers interesser inden for dette industrisamfunds rammer.
Til afslutning kan man så påpege at en af vejene ud af krisen, for fagbevægelsen såvel som de socialdemokratiske partier, kunne være at vende tilbage til overvejelserne over alternativerne til den kapitalistiske økonomi og modsætningen mellem arbejde og kapital - det der var grundlaget for hele den tidlige politiske organisering. Derved også at forsøge på at genoptage overvejelserne over det bredere politiske arbejde, indbefattet kultur- og idedebat. Det er nemlig her vi henter ideerne til de overordnede politiske sigtelinjer, de politiske idealer, som også er en del af demokratiets eksistensberettigelse. Det er sådan set det der er en vigtig del af demokratiets substans.
Så mange var ordene - vist.
Venlig hilsen
Poul.