Læsetid 3 min.

Når demokratiets selvforståelse ikke stemmer

At vurdere demokratiets sundhed ud fra stemmeprocent og partimedlemsskab er som at smage på en suppe ved at stikke et termometer i den
20. maj 2016

Befinder det danske demokrati sig i en åndelig krise? Det spørgsmål er ofte oppe at vende i medierne, og særligt fokuseres der på, om der er en tillidskrise mellem vælgere og politikere. Således for eksempel i Deadline torsdag den 27. april.

Her sagde valganalytiker Kenneth Thue Nielsen, at »hvis vi kigger på selve vores demokrati og kigger på stemmeprocenten, som vel er det bedste parameter for, hvordan vores demokrati har det, så har den fra ’53 og frem til seneste valg ligget sådan helt stabilt på mellem 80 procent og 90 procent. Så vores demokratistruktur har det godt«.

En høj stemmeprocent er klart ønskværdig, og det foruroligende er selvfølgelig ikke, at man er optimistisk på demokratiets vegne, men at man baserer demokratiets sundhed på en utilstrækkelig bestemmelse af, hvori demokratiets væsen som sådan består.

I 1956 redegjorde den nu afdøde norske tænker Arne Næss for 300 forskellige definitioner på demokrati, mens den franske tænker Jacques Rancière i 2005 i Hadet til demokratiet mindede os om demokratiets kontroversielle grundtese: At alle uagtet færdigheder er lige egnede til at herske.

Demokratiet er en udfordrende og langt mere revolutionær størrelse end oftest fremlagt, og derfor er det en skam, hvis vores omgang med det reduceres til et simpelt spørgsmål om at sætte et kryds.

Et politisk dyr

I sin bog Democracy and Knowledge – Innovation and Learning in Classical Athens fra 2008 fremlægger professor ved Stanford University Josiah Ober, hvordan enhver myndig person i det antikke athenske demokrati skulle tilbringe et år i det politiske system ved at varetage et offentligt embede.

Athens demokratiske system udfoldede sig gennem det, som folk vidste, lærte og udviklede gennem kompetencedeling og politisk dannelse. Ideelt set blev holdninger til i udførelsen af politisk virke og ikke omvendt.

Demos kendte statsapparatet og dets inddelinger, nogle dele i store træk, andre i detaljer via praktisk erfaring. Stemmeafgivelse udgjorde derfor kun én blandt mange komponenter af den samlede demokratiske praksis.

Mennesket var et politisk dyr, fordi det udfoldede en stor del af sit liv gennem politiske handlinger, og ikke fordi dets pligt var fra tid til anden at til- og fravælge partibestemte forordninger formuleret af professionelle politikere. Det er ikke demokratisk tilfredsstillende blot at mene noget ved at stemme, det handler om at ytre sig om, hvorfor man mener det.

Ureflekterede og umiddelbare meningsytringer betegnede den amerikanske politolog Philip Converse netop som non-attitudes, idet han i kraft af en række banebrydende panelstudier af den offentlige mening i USA i løbet af 1950-60’erne godtgjorde, at meningstilkendegivelser i almindelige opinionsundersøgelser altovervejende præges af tilfældighed og ikke er udtryk for reelle ’meninger’, der kan gøre sig fortjent til denne hædersbetegnelse.

Man kan derfor i en vis forstand tale om en ’meningernes meningsløshed’, når meningstilkendegivelserne ikke akkompagneres af sammenhængende begrundelser.

Meningernes meningsfuldhed

Den amerikanske filosof og politolog James S. Fishkin udviklede for over 30 år siden folkehøringen. Det var en konkret potentiel demokratisk nyskabelse, der var ment som et bidrag til at realisere de mere deliberative demokratiforestillinger. Siden da er der iværksat over 50 folkehøringer i over 25 lande, heraf tre i Danmark.

Ideen med folkehøringen er umiddelbart enkel: at samle et repræsentativt udsnit af borgerne og lade dem diskutere nogle på forhånd nærmere afgrænsede emner eller opstillede politiske kandidater med hinanden i løbet af nogle dage og så registrere deres meninger før, under og efter.

Folkehøringen er en ny og innovativ måde at inddrage og konsultere offentligheden på, og Fishkin konfronterer netop meningernes meningsløshed i forlængelse af Converses undersøgelser og søger at sikre betingelserne for meningers meningsfuldhed. Her ved at skabe en tilbagevendende og institutionaliseret måde at involvere offentligheden på.

Det er klart, at demokratiet nødvendigvis må have et stemmeafgivende folk, men demokratiet skal også have et afstemmende folk med politisk forhandlende borgere, der kan udfordre politiske holdninger hos hinanden imellem valgene.

At forsøge at forstå, hvad demokrati er, ud fra valgprocenter og partimedlemstal, svarer til at ville afgøre smagen på en suppe ved at stikke et termometer ned i den.

Søren Christensen er lektor ved University College Sjælland.

Martin Hauberg-Lund er forsker og underviser ved DPU, Aarhus Universitet.

Joachim S. Wiewiura er forsker ved Center for Information og Boblestudier, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu