Noget skelsættende er ved at ske i den globale diskurs om verdens økonomiske tilstand. Efter et banebrydende forskningspapir om ulighed og dens negative konsekvenser for vækst kommer Den Internationale Valutafond (IMF) nu med endnu et, der sætter spørgsmålstegn ved den politik, IMF selv har anbefalet i de seneste 30 år.
Det er en vigtig selverkendelse, idet IMF direkte har påtvunget de lande, der ønskede at få bevilliget lån, et sæt lånebetingelser under fællesbetegnelsen Washington Consensus. Disse lånebetingelser var kendetegnet ved at være udsprunget af neoliberal ideologi, men blev fremstillet som den eneste mulige løsning uden ideologiske undertoner. Landene har skullet underskrive en fælles ’hensigtserklæring’ dikteret af IMF vedrørende den økonomiske politik, som de så skal følge for overhovedet at opnå en låneaftale.
Når lånet så er bevilliget, udbetales det i rater, der én efter én frigives, når de aftalte politiske indgreb med hensyn til deregulering, privatisering, offentlige besparelser og beskæring af arbejdstagernes rettigheder er gennemført.
Et sådant forløb har blandt andet Grækenland været underkastet i de seneste fem år. Resultatet er ikke udeblevet: En million flere grækerne er i dag karakteriseret som fattige, og bruttonationalproduktet pr. indbygger er i dag 20 procent lavere end i 2010.
Dette er ikke det første, men det hidtil mest spektakulære eksempel på en fejlslagen økonomisk udvikling med afsæt i neoliberale dogmer.
Men nu har IMF’s forskningsafdeling endelig stillet sig selv spørgsmålet: Hvilke historiske erfaringer er der med hensyn til de samfundsøkonomiske effekter af den neoliberale politik? Det kan synes at være en bagvendt fremgangsmåde. I mere end 30 år har neoliberal politik været ordineret, og først nu undersøges det, hvilken effekt denne neoliberale medicin har haft på patienterne – og der er uhyggeligt mange.
Klare konklusioner
Nuvel, bedre sent end aldrig. I juni 2016-nummeret af IMF’s magasin Finance and Development fremlægger tre af valutafondens forskere deres nyeste resultater vedrørende aspekter af neoliberal politik: henholdsvis deregulering af internationale kapitalbevægelser og nedskæringspolitik (austerity policy).
Forskerne har ikke kun kigget på ét land, men på mere end 200 eksempler på henholdsvis deregulering og nedskæringer i knap 150 lande. Ligesom de også har set på andre forskeres studier af disse politikker, og hvorfor de ikke alle når samme resultat, hvilket ofte skyldes væsentlige metodemæssige forskelle.
IMF’s forskningsafdeling er dog overraskende klar i sine konklusioner, der understøtter den kritik, som en række udviklingsøkonomer tidligere har artikuleret af den neoliberalt inspirerede økonomiske politik:
1. Deregulering af de finansielle markeder har mere end fordoblet risikoen for, at alvorlige bank- og valutakriser efterfølgende opstår. Og ikke nok med det. Disse kriser har givet et forstærkende bidrag til den i forvejen underliggende tendens til øget ulighed.
I artiklen sættes der således spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af frie finansielle kapitalbevægelser, navnlig de kortfristede, da de øger risikoen for finanskriser – hvem sagde Asien i 1998 og Vesten i 2008? Kun egentlige erhvervsrelaterede kapitaltransaktioner, såkaldt direkte investeringer, synes ikke at destabilisere de finansielle markeder.
Ud med klicheerne
2. Nedskæringspolitik har en utvetydig negativ effekt på BNP og på beskæftigelsen, ligesom den i de lande, der er undersøgt, også har øget uligheden.
Hidtil har det dog været antaget, at disse negative effekter af henholdsvis finansielle kriser og nedskæringspolitik var forholdsvis kortvarige, og at økonomierne efterfølgende rettede sig op og fik fornyet vækst. Udtryk som ’kreativ destruktion’ og ’ekspansiv finanspolitisk konsolidering’ er tilbagevendende klicheer i det neoliberale vokabularium.
Men også her må IMF’s forskningsafdeling melde hus forbi. Disse effekter er ikke repræsentative for de resultater, der kan nås i det store og omfattende datamateriale, som er lagt til grund.
Og som noget relativt nyt peger forskerne yderligere på konsekvensen af, at øget ulighed kan hæmme væksten: »Der er nu et stærkt empirisk belæg for gyldigheden af det argument, at ulighed kan reducere både niveauet for og varigheden af den økonomiske vækst.«
Derfor anbefaler IMF-forskerne politikerne både at være proaktive med hensyn til etablering automatiske konjunkturstabilisatorer og omfattende uddannelsesprogrammer, og – når krisen så rammer – at mindske tendensen til stigende ulighed gennem skatte- og udgiftspolitikken. Hvortil forfatterne tilføjer: »Heldigvis er frygten for, at en sådan omfordelingspolitik nødvendigvis skulle skade væksten, ubegrundet.«
IMF’s forskningsafdeling aftvinger sig betydelig respekt, når den uden at ryste på hånden fremlægger solidt forankret empirisk forskning, uanset at konklusionerne er politisk ukorrekte. Et eksempel til efterfølgelse.
Jesper Jespersen er professor ved Roskilde Universitet
Mark Blyth har sagt det samme i årevis:
https://m.youtube.com/watch?v=JQuHSQXxsjM
En ting er at sætte en lavine igang, at stoppe den er umuligt. IMF er en økonomisk sværvægter blandt økonomisk betrængte nationer, men politisk, en lille fis i en hornlygte. Kapitalismen har i samarbejde med neoliberale politikere fra socialdemokrater og ud til højre, indledt en erobringskrig mod Staten, og har fået smag for de privatiserede statsinstitutioners økonomisk soliditet: borgernes afhængighed af elektricitet, gas, vand, transport, hospitaler, uddannelse og billige boliger. Den grådige monopolismes hede drøm om et minimalsamfund.
Bondeanger kan ikke bruges til noget. Socialisterne må barrikaderne, og i den kamp kan hjælp fra IMF nok ikke forventes.
Jeg kan ikke være den eneste, der har vidst dette, siden den gradvise implementering fandt sted fra midt i 90erne!
Hvad har Mads Lundby og Bjørn Lomborg tilfælles?
Betyder det så, at vi endelig slipper for at se og høre på den selvudnævnte "cheføkonom" Mads Lundby Hansen fra den ultraliberale lobbyvirksomhed CEPOS, og som hver dag siden CEPOS oprettelse i 2005 har fået ubegrænset spalteplads og TV sendtetid, effektivt brugt til at hjernevasker befolkningen om de nyliberale velsignelser og gyldne løfter. Det selvom virkeligheden for årtier siden åbenlyst åbenbarede, at det ville føre til det rene helvede for alle landes befolkninger.
For nogle år siden slap vi på ganske effektiv vis af med klimafornægteren Bjørn Lomborg. Kun få har siden hørt noget til ham og endnu færre har savnet ham
Efter denne, i nogles øjne revolutionerende nyhed fra IMF, må mederne derfor straks foranledige, at Mads Lundby Hansen elimineres i alt der omhandler økonomiske spørgsmål, særligt da CEPOS strategi - i lighed med den landsforviste statistiker Bjørn Lomborg, er ikke at lade sig påvirke af noget som helst, der måtte havde med virkeligheden at gøre!
Neoliberalismens største synd er, at den bringer alt under åg - hvor et samfund kendetegnes ved at være en paraply over aktiviteterne, og hvor vores samfund kendetegnes ved, at en meget stor del af disse aktiviteter finansieres over skat for at friholde dem fra markedsafhængighed, men også ødelæggende indblanding fra politisk side.
I et demokratisk samfund er borgeren den mindste magtenhed, som skal beskyttes i kraft alene af at være borger med dertil knyttet status og rettigheder. Det er det virke, som den enkelte og borgerne i fællesskab(er) udfolder, der er staten, og som i fællesskab ejer de institutioner, der konstituerer staten. Beslutninger af de repræsentanter, som borgerne vælger for sig, kan kun have sikring af borgernes frihed som udgangspunkt, og med frihed menes FRIHED, dvs. retten til deltagelse eller retten til fravalg af deltagelse; men det politiske objektiv i et demokrati er hverken mere eller mindre end at sikre borgeren den frihed - af hvilket der følger en hel masse beskyttelser imod udbytning, kompromittering af sundhed, opretholdelse af respekten for den enkelte og de minoritetsgrupper og subkulturer (med lovlige aktiviteter), den enkelte tilhører, og det er i et komplekst og mobilt samfund i sagens natur mange.
Desværre har det i årevis bevæget sig i den modsatte retning, hvor folk gøres til genstand for udbytning på mange måder, hvor respekten for borgeren i samfundet aktivt nedbrydes, og hvor staten sætter sig selv over det samfund, den i virkeligheden blot er sekretariat for. Derfor skranter sjovt nok den offentlige betjening af borgerne rigtig mange steder: man tænker konstant i at sætte grænser for, hvad staten kan hjælpe med, frem for at tænke i, hvordan staten bedre bliver i stand til at understøtte den enkeltes frihed, herunder oplære til frihed i undervisningssystemet.
Den største hindring for dette er den formalistiske ørkenvandring, som kendetegner neoliberalismens kærlighed til kræmmermentaliteten; men ethvert demokratisk samfund har til alle tider vidst, at netop kræmmermentaliteten ødelægger forholdet imellem mennesker og forhindrer dens enkelte i at opnår størst mulig frihed til udfoldelse.
Tak til Jesper Jespersen for præsentation af disse nye undersøgelsesresultater fra IMF. De er betydningsfulde, fordi de bidrager til at undergrave det analytiske grundlag ikke blot for IMF’s økonomiske politikker generelt, men også for de økonomiske politikker i eksempelvis eurozonen og overfor Grækenland.
Betyder det så, at vi kan forvente, at IMF nu vil skifte politik? Og komme til fornuft ikke blot med hensyn til analyserne, men også med hensyn til politikkerne? Det skal man nok ikke umiddelbart forvente. Bl.a. fordi det ikke er forskningsafdelingen i IMF, der udformer IMF’s politikker. Det gør dels IMF’s ledelse og dels regeringerne i medlemsstaternes regeringer.
Betyder det så, at resultaterne fra IMF’s forskningsafdeling er uden betydning? Næppe. IMF’s forskningsafdeling har i de sidste par år fremlagt en række forholdsvis opsigtvækkende forskningsresultater, som man ikke just kunne have forventet fra den kant, og som måske kan bidrage til at svække den analytiske konsensus, der ellers i betydeligt omfang har forenet en række førende vestlige økonomer omkring dereguleringer og sparepolitik.
Det er ikke mindst denne konsensus, der benyttes til at legitimere nedskæringspolitikker her og der og andetsteds. Resultater fra IMF’s forskningsafdeling har eksempelvis også stillet markante spørgsmålstegn ved fornuften i den europæiske krisepolitik overfor Grækenland.
Det er naturligvis korrekt, at uafhængige forskere som eksempelvis Mark Blyth (og mange andre) har sagt det samme i årevis. Og godt det samme. Men det er vel immervæk en skridt fremad, hvis en økonomisk ideologiproducent som IMF bliver klogere og i et vist omfang stiller sig på samme side som eksempelvis Blyth! IMF’s folk har måske også bedre muligheder for at slå igennem – selvom det ikke burde være sådan (og Blyth gør det godt!). Et tilsvarende ræsonnement gælder i øvrigt også for en anden fremtrædende international økonomisk tænketank, nemlig OECD i Paris, der på samme måde som IMF i de senere år har overrasket iagttagere med elementer af kættersk økonomisk nytænkning.
Dog skal vi nok alligevel ikke forvente hjælp fra IMF, når socialisterne skal på barrikaderne under Bill Atkins’ autoritative lederskab. Ikke desto mindre tror jeg, at den akademiske underminering af (dele af) det analytiske grundlag for nedskæringspolitikkerne, som IMF’s forskningsafdeling hermed har bidraget til, kan være et lille skridt på vejen mod en bedre verden. Et lille skridt der naturligvis bør følges af mange andre skridt.
Verdens aktuelle tilstand er ikke kun et resultat af økonomisk ideologi. Det handler også om magt. Men når den økonomiske ideologi bidrager til at undergrave liv og levned for millioner af mennesker og til at legitimere asocial og kleptokratisk magtudøvelse, må vi hilse alle forsøg på kritik af denne ideologi velkommen. Det har IMF’s forskningsafdeling hermed leveret et bidrag til.
Også tak til JJ herfra! Et godt lille link at have ved hånden, når liberalisterne bruger deres standard-'argument': "Kom nu ind i virkeligheden"...
Det har i sandhed været en gåde i mange år, at kun den dominerende økonomiske teori har været fritaget for kravet om evidensbasering.
Neoliberalismen er en religion, og liberalister er derfor uimodtagelige for videnskab og rationel argumentation, så rapporten fra IMF vil ikke ændre noget for de fundamentalistiske missionærer fra Cepos. Den vil sikkert heller ikke ændre noget i Venstres og Liberal Alliances politik. Men forhåbentligt kan rapporten styrke det ulmende oprør i EU mod liberalisternes kvælertag på Europas økonomi.
jamen, pointen ryger jo bare fuldstændig: det, som økonomismen giver os, er ikke værd at leve for.
Det burde også være klart: hvis revolutioner skal undgås, skal lønmodtagerrettigheder ikke beskæres, men øges.
Der synes at blive større og større afstand mellem, hvad IMF tænker, og hvad IMF faktisk gør. Det startede måske med den islandske krise? Islændingene nægtede at 'sælge' deres velfærdssystem for at redde bankerne. I stedet for bail outs valgte islændingene at lade nogle banker falde og nationalisere resten, hvorefter man retsforfulgte bankdirektørerne. Selv IMF udtrykte en vis sympati for den islandske model. Men det skyldes måske, at Island ikke er et tredje verdens land?
Når neoliberalismen tenderer mod at undergrave selve det kapitalistiske system, er den herskende klasse nødt til at reagere. Og Mads Lundby Hansen kan måske se frem til, at han ender som Danmarks mindst citerede økonom. Man har vel lov til at håbe?
Henrik Plaschke
Hvis du vil forstå, hvorfra forandringerne højst sandsynligt vil komme, tror jeg, at du skal fokusere lidt mere på hvad der sker i gaderne i visse franske byer end på IMF's forskningsafdeling, Mark Blyth og OECD.
De fattiges tålmodighed er ufattelig, men der er alligevel grænser, man kan se på de sociale medier at guillotinen er slebet skarp. Betyder det her så at der alligevel ikke bliver brug for den?
Ivan Breinholt Leth:
Nu udelukker det ene jo ikke det andet. Modstanden mod neo-liberalismen kommer mange steder fra, den tager mange former, og ingen af os ved vist med sikkerhed, hvorfra forandringerne kan og vil komme.
Jeg tror ikke, at IMF m.fl. er en afgørende kilde til forandring, men jeg er heller ikke overbevist om, at der findes en kilde til forandring, som vi skal fokusere al opmærksomhed på. Men jeg tror måske nok på, at den akademiske forskning kan have en vis rolle at spille – i den udstrækning den kan bidrage til at delegitimere neo-liberalismen. Eksempelvis har hele den diskussion, der har floreret i de sidste par år om udviklingen af voldsomme former for økonomisk og social ulighed, jo også en akademisk side, som der efter min mening ikke er nogen grund til at negligere. Ligesom en akademisk økonom som James Tobins gamle forslag om en beskatning af internationale kapitalbevægelser vel også nok kan siges at have haft en vis politisk-mobiliserende betydning.
I alle tilfælde hilser jeg det velkomment, når og hvis nedskæringspolitikkerne kan miste deres anstrøg af økonomisk-videnskabelig legitimitet. Og kan IMF’s forskningsafdeling bidrage til dette, ser jeg det som et skridt fremad.
Hvem var det nu der sagde: "Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne." ?
IMF har ingen politisk gennemslagskraft. Det vil ikke privatiseret mindre på grund af IMF's forskningsrapport. Kapitalismen har brug for statens forsyningsvirksomheder og kernevelfærd for at kunne investere langsigtet inden næste krise.
Og modstanden mod neoliberalismen kan ikke måles nævneværdigt i vælgertilslutning.
Der må opstilles et alternativ til den neoliberalistiske politik. Et socialistisk alternativ.
I 1800-tallet sagde en klog mand med et stort skæg, at kapitalismen var modsætningsfyldt. At den har tendenser til at spænde bven for sig selv. Den kraftigt øgede ulighed, som er et resultat af krisen, er et eksempel på klassekamp så det vil noget (for nu at blive i den gamle mesters sprog). Men denne sejr for kapitalen truer samtidig den "vækst", som er altafgørende for den. Forbruget mangler, dels fordi mange simpelthen ikke har midlerne, og dels fordi andre holder igen på grund af utrygheden, som fjernelse af sociale rettigheder har skabt. Kapitalen har sejret sig et vist sted hen.
Klimaforandringen er et andet alvorligt eksempel. Den evige jagt på "vækst" truer simpelthen hele grundlaget for vores kapitalistiske samfund.
Operationen går godt, men patienten risikerer at dø undervejs: "austerity" politikken implementeres succesfuldt, men resultaterne kommer ikke rigtigt. Vækstraterne kan knap snige sig op over 1% og må hele tiden revurderes. Den neo-liberalistiske politik har fået helt frie tøjler i Grækenland, hvor al modstand er kørt over, men de opsatte mål forsvinder længere og længere væk.
Det er ikke så mærkeligt, at nogle kloge hoveder i IMF efterhånden får fod på, at man er ved at sejre sig selv ihjel. Det er heller ikke så mærkeligt at nogle grupper af aktionærer i olieselskaberne er ved at blive klar over, at det bliver en dårligere og dårligere forretning at gå efter olien.
Alle initiativer i den rigtige retning for et bedre samfund er selvfølgelig velkomne, men vi skal ikke forledes til at tro at IMF på noget tidspunkt vil falde de magt- grupper i ryggen, som den altid har været garant for.
Tak til Jesper Jespersen for at vise, hvor magthen slår revner, men kampen for et bedre samfund må vi selv kæmpe. Der får vi ingen hjælp fra IMF.
Vi skal passe på med Stockholm syndromet. Bare fordi bødlerne har ændret sig er der absolut ingen grund til at elske dem.
Det kommer til at koste en masse hårdt arbejde at rydde op efter det de har lavet uanset at de nu har ændret holdning. Det arbejde skal nok laves af "dig" og "mig" jeg tror ikke for alvor på at dem der profiterer af det nuværende system vil være med til at lave det om.
Fra rapporten:
"There is much to cheer in the neoliberal agenda. The expansion of global trade has rescued millions from abject poverty."
Sikke en kritik.
http://www.imf.org/external/pubs/ft/fandd/2016/06/ostry.htm
Henrik Plaschke
01. juni, 2016 - 13:20
Fortsæt blot med at delegitimere. Jeg gør selv, hvad jeg kan. Men inden for universitetets mure kan man nemt blive offer for den misforståelse, at alting drejer sig om diskurser, og at forandring opnås med gode argumenter og fornuftens endelige sejr – også langt ind i magtens institutioner. Men disse institutioner forandrer sig kun, hvis deres personale skønner, at det tjener de interesser, som har sat dem i verden.
Neoliberalismen dødsensfarlige paradoks er, at den er ved at udvikle sig til en totalitær ideologi indenfor det borgerlige demokratis rammer. Totalitær i den forstand at den gennemsyrer enhver institution, organisation og virksomhed fra næsten en hvilken som helst børnehave til en multinational finansinstitution. Og totalitær i den forstand at den forsøger at undergrave selve det borgerlige demokrati i form af angivelige antiterrorlove, digital overvågning, trusler og pression mod demokratisk valgte regeringer og endda afsættelse af sådanne regeringer (Grækenland), svækkelse af demokratisk valgte regeringers økonomiske fundament ved at tømme statskasser for penge (bail outs og skattely), opkøb af forgældede staters ejendom for yderligere at svække staternes økonomiske fundament, en konstant trafik frem og tilbage af personale imellem finanskapitalens kontorer og statslige og overstatslige organer (f.eks. ECB) osv. osv.
Men det centrale i neoliberalismens paradoks er nok dens ideologiske sejr: At det er lykkedes den at få ofrene for kapitalismens kriser til at tro, at det er deres eget individuelle ansvar, når krisen rammer dem i nakken. Denne sejr skyldes ikke bare hjernevask og propaganda, som store dele af venstrefløjen synes at mene. Sejrens skyldes primært, at det er lykkes for neoliberalismen at appellere til noget, som svarer til folks egen opfattelse af den kapitalistiske virkelighed anno 2016, og det er først, når der opstår brud på denne virkelighedsopfattelse, at den folkelige modstand opstår. Det er derfor, at der er ballade i gaderne i Frankrig – ikke i Danmark. Ifølge en CEVEA undersøgelse opfatter ca. 80% af den danske befolkning sig som middelklasse. Så stor er middelklassen i Danmark naturligvis ikke, men det der tæller er, hvordan folk oplever virkeligheden og deres egen placering i den. Middelklassen har det med i høj grad at identificere sig med den bestående orden - at holde blikket fæstnet mod toppen af hierarkiet og at 'sparke' nedad. I Danmark giver det stadigvæk mening for det brede lag i befolkningen at tro på, at alle løsninger på alle problemer kan findes ved hjælp af den herskende ideologi og indenfor det bestående systems rammer. F.eks.: Hvis vi bare ikke griber forstyrrende ind i markedet, og hvis vi bare kan få gang i væksten......
Ingen nok så skarpsindig diskurs kan dæmme op for denne totalitære magt. Kun massiv folkelig modstand kan trænge den neoliberale, totalitære ideologi tilbage. Og modstanden skal primært komme fra mennesker, som ikke læser hverken rapporter fra IMF's forsikningsafdeling eller disse spalter.
En væsentlig faktor som jeg manglede i min opremsning af undergravelse af staters magt: Gældsætning af stater således at de reelt er i lommen på den multinationale finanskapital.
Man kan spørge sig selv og IMF - Har I plyndret nok - er jeres MASTERS tilfredse?
Det at IMF vil noget godt - er lodret usandt. Hvis man gad lytte til bl.a. Mads Palsvig - som har arbejdet 25 år indenfor international finansiering hos bl.a. Morgan Stanley - og har haft forretnings middage med FED og Yellen - Der blev der stillet spørgsmålet:
"Hvordan kan det være at IMF - når det går ind i et presset land økonomisk - at IMF anbefaler det stik modsatte, af hvad han som økonom ville have gjort."
Det er simpelthen lodret svindel - på allerhøjeste hylde. Det er global udplyndring, og nedsabling af lande til økonomisk overtagelse og nedstyrtning af landenes økonomi - eks. Ukraine som de sidste. Total økonomisk kontrol og reformer, som suger alt marv ud af befolkningen. - Kaos efter Kaos.
Se Grækenland??
Det er systemet, der er grundlæggende forkert. Produktionen styres ved hjælp af asymmetriske informationer, nemlig de signaler der kommer fra pengeforbruget - udbud og efterspørgsel - og pengeforbruget er overraskende nok elitært. Afkastningsgraden styrer. (Profit i forhold til investeret dollar)
Men kapitalismen er ved at mutere omkring denne tendens til kortsigtet investerings- og profitfokus.
Kapitalismen har registreret, at der er lavvande i statskasserne samt hos befolkningerne, samtidig med at en ny krise er under opsejling. Derfor er langsigtet investering kommet i fokus. Soliditet fortrænger afkastningsgrad som fokuspunkt. Staten sidder på de livsvigtige forsyninger til borgerne, og kapitalismen søger i sikker havn ved at opkøbe verdens statsapparater.
Storkapitalen og bankerne har de nødvendige formuer. Småkapitalisterne søger sammen i kapitalfonde. Anti-socialistiske politikere pisser borgerne i lommerne og sælger statsdrift for engangsbeløb.
Fremtiden for kapitalismen er afgiftsopkrævning og besparelser på borgerydelser. Kapitalismen vil på finansloven. Borgerne fryser.
"Et sådant forløb har blandt andet Grækenland været underkastet i de seneste fem år. Resultatet er ikke udeblevet: En million flere grækerne er i dag karakteriseret som fattige, og bruttonationalproduktet pr. indbygger er i dag 20 procent lavere end i 2010."
Nu er det jo sådan med makroøkonomi at man ikke kan skrue tiden tilbage og køre eksperimentet med andre parametre.
IMF er involveret af en årsdag. Landet havde kørt sig selv i sænk. Og hvordan havde situationen set ud hvis ikke disse tiltag var indført? Måske endnu værre. Når man lever over evne i en periode, så må der nødvendigvis komme en periode hvor man må leve under evne. Dette kan man ikke på magisk vis trylle væk uanset hvad man gør.
Hvis vi kigger lidt bredere på verden, så kan vi se at kapitalisme og frie markeder virker på trods af at det kan være svært at vurdere enkelte tilfælde. Man kan altid finde små eksempler der peger den anden vej, men trenden er klar. Kapitalisme og frihed virker.
årsdag = årsag :)
Martin Nielsen, kapitalismens forvrængede billede af hvor produktionskapaciteten skal sættes ind skaber stadig hyppigere og dybere kriser.
I øjeblikket er kapitalismen nået til den erkendelse, at det slet ikke kan betale sig at investere i produktion, det er meget mere givtigt at lade finansspekulanter spille matador om det eksisterende produktionsapparat, herunder det statslige produktionsapparat og samtidig opsuge de skattekroner, der skal sikre en retfærdig fordeling af BNP.
Kapitalismen er altid på jagt efter nye markeder og købekraft. Begge dele er ved at være en mangelvare. Tidligere startede kapitalismen i sådanne tilfælde en altødelæggende krig og den efterfølgende genopbygning gav så et kunstigt markedsløft. Det er heller ikke rigtig muligt i dag pga. a-bomben. Kapitalismen er på røven ...men det er vi også, hvis ikke vi tager styrepinden fra disse pengefikserede galninge.
"Martin Nielsen, kapitalismens forvrængede billede af hvor produktionskapaciteten skal sættes ind skaber stadig hyppigere og dybere kriser."
Det lyder meget teknisk.... :)
"Kapitalismen er altid på jagt efter nye markeder og købekraft."
Naturligvis. Altså kapitalismen er et begreb og kan derfor ingenting. Heller ikke være på jagt, men jeg forstår hvad du mener.
"Tidligere startede kapitalismen i sådanne tilfælde en altødelæggende krig "
Det er simpelthen kapitalismen der starter krige. Aha, spændende....
Martin Nielsen det tekniske forklarer jeg 23:24.
Og kapitalismen er først og fremmest "et system" som har nogle iboende intentioner. Blandt andet at jagte profit. Men også akkumulation af produktionsapparatet er en systemfejl, arbejdsløshed osv osv. Det kan du forvisse dig om ved at læse Karl Marx og derefter muntre dig med at finde eksempler fra virkeligheden. Der er læsning nok til en hel sommerferie og lidt til.
Hvilke krige er startet af socialistiske systemer?
Læse Karl Marx, nej tak. Han hører til på historiens losseplads. Det har selv Venezuela snart fundet ud af :)
Ivan Breinholt Leth
Jeg skal da på ingen måde udelukke, at man
inden for universitetets mure nemt kan blive offer for den misforståelse, at alting drejer sig om diskurser, og at forandring opnås med gode argumenter og fornuftens endelige sejr – også langt ind i magtens institutioner.
Selv har jeg nu ikke stødt på mange, der falder for en sådan naivitet. Derimod støder jeg fortsat på en del, der alligevel interesserer sig for såvel diskurser som for gode argumenter og fornuft.
Ellers er jeg såmænd langt hen ad vejen enig med dig i dine synspunkter – ikke mindst i din fremhævelse af,
Neoliberalismen dødsensfarlige paradoks: den er ved at udvikle sig til en totalitær ideologi indenfor det borgerlige demokratis rammer.
Og at der er brug for folkelig modstand? Det er som bekendt overflødigt at slå åbne døre ind. Hvorfor skulle det være et problem både at læse og forholde sig til IMF-dokumenter og støtte og/eller deltage i folkelig modstand?
Afslutningsvist noterer du, at
modstanden skal primært (min fremhævelse) komme fra mennesker, som ikke læser hverken rapporter fra IMF's forskningsafdeling eller disse spalter.
Det lille primært glæder mig – så må vi andre altså alligevel også godt være med? Og vi kan måske endda få lov til at hente inspiration fra lige præcist der, hvor vi finder det nyttigt?
Er det denne artikkel:
http://www.imf.org/external/pubs/ft/fandd/2016/06/ostry.htm ?
Martin Nielsen:
Du sidder vist lidt fast gør du ikke ? Du har en mening og du har ikke lyst til at læse noget der kan rokke ved den. Jeg har ikke læst Karl Marx, men jeg har noteret mig at han med jævne mellemrum citeres af borgerlige økonomer, så den med lossepladsen, den er vist din egen ønskedrøm. hvordan kan du i øvrigt vide at noget hører til på lossepladsen hvis du ikke ved hvad det indeholder?
Henrik Plaschke
Jeg er netop stødt på en: Philip Mirowski. Det lykkes mig at tygge mig igennem hans 365 siders værk: Never Let A Serious Crisis Go To Waste. Mirowski rejser nogle væsentlige spørgsmål: Hvordan kan man forklare, at den neoliberale ideologi ikke bare slap uskadt men tilsyneladende styrket ud af sammenbruddet i 2007-2008? Mirowski kortlægger den neoliberale diskurs og dens kritikere efter skelsåret 2007 i en amerikansk kontekst, og han har formentlig ret i de fleste af hans analyser. Men problemet er, at han udelukkende bevæger sig indenfor akademia. Det samme kan man påstå om Jesper Jespersen, skønt han ikke er så højrøvet akademisk som Mirowski. (Jeg læser altid Jespersens artikler med stor interesse.) Ingen af de herrer - og mange andre med dem - stiller spørgsmålet om, hvorfor disse neoliberale mytomane bortforklaringer tilsyneladende accepteres i befolkningernes brede lag. Eller hvorfor disse forklaringer tilsyneladende ikke accepteres af et flertal i den græske befolkning og af de demonstranter, som p.t. går på gaderne i Frankrig. Disse brudflader (eller manglen derpå) er både mere interessante og mere væsentlige, end hvad IMF's forskningsafdeling måtte mene om deres egne fejltagelser.
Dette fravær af væsentlige spørgsmål kan måske skyldes, at de fleste kritikere af neoliberalismen er økonomer, og derfor tænker indenfor de samme rammer, som dem de kritiserer? Men selvom man er økonom kan man vel godt bevæge sig udenfor universitets mure og stille nogle væsentlige spørgsmål om, hvad der foregår i den brede befolknings hoveder? Hvorfor stemmer den brede befolkning gang på gang politikere til magten, som påstår, at vi er nødt til at skære ned på velfærdsstaten for at bevare velfærdsstaten? Hvorfor tror 72% af den voksne danske befolkning (ifølge en CEVEA undersøgelse), at øget arbejdsudbud betyder, at staten vil skabe arbejdspladser til de ledige? Etc., etc. Det er irrationalismens triumf, og jeg savner nogle kvalificerede bud på, hvordan pokker det kan lade sig gøre.
Martin Nielsen
02. juni, 2016 - 12:42
Det morer mig ofte at konstatere, at de mange mainstrream økonomer, som påstår, at Marx er forældet (formentlig uden at have ulejliget sig med at læse Marx), næsten alle som en baserer deres virkelighedsfjerne teorier på økonomer, som er endnu ældre end Marx. Personligt synes jeg, at det er mest redeligt, at sætte sig ind i de teorier, som man påstår er forældede, inden man påstår noget som helst. Altså lidt dybere end avisoverskrift-niveauet.
"After Empowering the 1% and Impoverishing Millions, IMF Admits Neoliberalism a Failure "
http://towardfreedom.com/33-archives/globalism/4278-after-empowering-the...
Det hævdes, at Naomi Klein, efter at have læst denne artikel, tweetede: "So all the billionaires it created are going to give back their money, right?"
"Det morer mig ofte at konstatere, at de mange mainstrream økonomer, som påstår, at Marx er forældet (formentlig uden at have ulejliget sig med at læse Marx), næsten alle som en baserer deres virkelighedsfjerne teorier på økonomer, som er endnu ældre end Marx."
Din pointe giver ingen rationel mening. Karl Marx skal ikke forkastes fordi at hans ideer er gamle, men fordi at de er noget vrøvl.
Martin Nielsen. Kan du være lidt mere konkret og forklare os, hvad vrøvlet går ud på, så din påstand kan få lidt 'rationel mening'. Gerne med henvisninger til Marx' værker. Og meget gerne til hovedværket Das Kapital.
Martin Nielsen. Det kunne du så ikke, og så er der ingen grund til at tage dig alvorligt i denne henseende.
Havde glemt denne tråd og man får ikke en mail når der sker noget.
Labor theory of value som Marx bygger på er åbenlyst noget vrøvl. Jeg formoder at vi alle er enige om at to produkter som tager samme antal timer og materialer at producere ikke nødvendigvis er det samme værd? Labor theory of value er begrundelsen for hele det tåbelige koncept vedr. udbytning i det kapitalistiske system.
PS! Nævn mig et land som har opnået vækst og velstand med Marx's teorier? Enough said.
PPS! På youtube findes en video der hedder "Truth about Karl Marx". Den fortæller i øvrigt lidt om hvilken hykler manden var som person. Ikke at dette kan tilbagevise hans teorier, men det er meget interessant.