Klumme

Det nykorrekte

Den store glemsomhed i nationens navn
Debat
6. maj 2016

Fra det velkendte arsenal af ny politisk korrekthed og meddelsomt bagland af borgerlige korrekte bloggere og nationalt sindede debattører, er tavsheden larmende om Danmarks nærmeste fremtid i det europæiske. Særligt politisamarbejdet.

Regeringen er også uden mund og mæle, så meget desto mere ejendommeligt som Danmark med nejet ved folkeafstemningen om retsforbeholdene mange måneder efter er sat uden for døren og først kommer ind i varmen igen om uoverskueligt længe.

Der var ellers ikke grænser for forsikringerne på nej-siden om EU’s hede interesse i at fastholde Danmark i tæt samarbejde, og det i virkeligheden ikke betød noget for den side af sagen, at danskerne valgte sig selv og suveræniteten og stemte stålsat nej.

At anbefale et ja var kun skræmmekampagne. Når nejet var hjemme, gjaldt det blot en forhandling eller to, og danskerne ville bagefter stå med et bedre politisamarbejde uden mere EU.

Som sagen nu er belyst, tyder alt på at Danmark end ikke konsulteres, når den nuværende ordning udløber om mindre end et år. EU-organerne har i disse krisetider med flygtningepres og indre demokratiske nærnedsmeltninger i Østeuropa kun småt med overskud til at forhandle og udvirke nye vanskelige aftaler med de fodslæbende, evigt forbeholdne danskere.

Såfremt England oven i købet melder sig ud til sommer, forestår et af de mest komplicerede forhandlingsapparater i Europas historie; et politisk og statsretligt mareridt der paragraf for paragraf i en uoverskuelig afviklingsprocedure med efterfølgende specialaftaler i overgangen fra medlem til eksmedlem, vil få den westfalske fred til at ligne vedtægterne i en frimærkeforening.

Tider skifter

Det siger sig selv, at et lille snotland som Danmark står langt nede på listen over brændende behov. Herefter er det op til landet selv, der jo ikke var tvunget til at sige nej, at sikre sig smulerne fra det større samarbejdes bord. Arme de embedsmænd der bliver betroet den opgave.

Det er vanskeligt seriøst at identificere tendenser i landenes historie og man skal vare sig for alt for flotte herresving. Tider skifter, sæder mildnes – og det modsatte – folk og nationalmentalitet forandrer sig i takt med materielle og andre vilkår.

Men alligevel. Med forbehold. I det store og hele: En vis selvfordærvende overvurderende udlægning af egen styrke og betydning i forhold til en uforstandig og truende omverden har ofte præget de danskes håndtering af alvorlige kriser. Det er blevet derefter.

Nogen glemmer i bevægede øjeblikke at danmarkshistorien stort set med meget få afvigelser er én lang fortælling om misforståelser, fejl og kiks og militære nederlag. For at det ikke skal være løgn, blev de af landets mere eller mindre enerådende konger, der tabte mest, vore største ophøjede helte.

Valdemar II satte, takket være nogle tyske fyrsters let forudsigelige røvrending og egen letsindighed, riget over styr og fik siden tilnavnet Sejr. Christian IV kastede sig ud i noget, der allerede i samtiden blev opfattet som ren hasard.

Den selvrådige kongelige bygmester tvang sig med i 30-årskrigen, skvattede formentlig i drukkenskab med hest og hele pibetøjet i en voldgrav i Hameln, slog hovedet halvt i stykker og lå til sengs i ugevis. Desværre ikke længe nok til at undgå det totale nederlag ved Lutter am Barenberg året efter.

Krigsdeltagelse pr. forhåndsaftale

Frederik VI mente for sin del (i meget store træk) små 200 år senere, at man enevældigt kunne føre udenrigspolitik på æresbegreber, hvilket blandt andet, takket være den temmelig indskrænkede mands ubehændighed betød krig med England og nederlaget på Reden i 1801, siden bombardementet af København og englændernes bortførelse af den danske flåde.

Fiaskoen i 1864 er i frisk erindring. Katastrofen på Dybbøl Banke og strandene på Als førte dog fortrøstningsvis lidt efter lidt og efter Højres og de flommenationales idiotiske befæstningspolitik under Estrups diktatur til Systemskiftet og den påfølgende begavede neutralitetspolitik. Dén virkede.

For første gang i dansk udenrigspolitik var der noget, der duede, fik landet gennem Første Verdenskrig og havde også klaret nummer to, hvis Hitler ikke havde været mere gal end beregnet. Siden kom alliancepolitikken med NATO og EFTA, EF og endelig Unionen.

Det sidste med så mange forbehold at Danmark nu er godt på vej på vej ud i de isoleredes overdrev, hvor ellers kun konservative englændere finder velbehag. Forbehold kan blive så mange og insisterende at forbeholdene dementerer forholdet frem for at forholdet bekræftes af forbehold. Mest dramatisk altså som udtrykt i de udeblevne forhandlinger om politisamarbejdet.

Danmark har ikke nævneværdige forbehold over for NATO, kun hvad rimelig nærighed med hensyn til anskaffelse af militært isenkram betinger. Ved det forestående indkøb af de 30 kampfly til samlet 100 milliarder kroner (!) som DF forlanger, og en lurepassende regering lader til at ønske, er imidlertid den sunde knibskheds tid forbi.

Med musketered og alt det dyre er NATO politisk mere suverænitetsafgivende forpligtende end andet. Danskerne skal jo i krig, hvis et andet medlemsland angribes. Kan man tænke sig en mere omfattende suverænitetsafgivelse end krigsdeltagelse pr. forhåndsaftale!

Sjovt nok er de nye politisk korrekte af Marie Krarup’er og den store flok af højreradikale gudfrygtige bloggere mere bekymrede for et forpligtende retligt samarbejde med henblik på kriminalitets- og terrorbekæmpelse end for anskaffelse af aggressivt indrettede kampfly. Disse bliver jo købt og betalt i dette forpligtende samarbejde og skal bruges i samme, den dag lokummet brænder – kan hænde også før.

Den indre logik i dette ahistoriske holdningsrepertoire kan man måske kun få øje på som bekendende medlem af den nye politiske korrekthed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

EU er motoren i klimaforandringsproblematikkerne, ikke en aktiv del af løsningen hvorfor?

Michael Kongstad Nielsen

Det gør ikke noget, at Danmark ikke kan få forhandlet en politiaftale på plads med EU før flygtninge-krisen er drevet over, d.v. s. aldrig, for vores politikere og embedsmænd vil alligevel ikke forhandle i nej-flertallets interesse, de de ikke kan fordrage nej-flertallets interesser, Det er i hvert fald godt for Danmark, at det ikke er Georg Metz, der skal forhandle.