Klumme

Ode til et antiarbejdsfællesskab

På det fragmenterede arbejdsmarked er fastansættelser sjældnere end dodoen. Så hvorfor orienterer vi stadig hele vores tilværelse efter dem?
Selv har jeg undgået endnu en præstationspanisk nedsmeltning ved at få en plads i et lavøkonomisk kontorfællesskab. Mine kontorfæller er studerende, arbejder med kreative projekter, freelancer med en indkomst på dagpengeniveau eller har projektansættelser afløst af perioder med arbejdsløshed. Og fordi alle er i samme båd, opstår der en bevidsthed om, at et fast job ikke nødvendigvis er det tyngdepunkt, som hele livet skal gravitere omkring. Her det kreative kontorfællesskab på Prags Boulevard, før det flyttede ud til fordel for et lagerhotel (arkivfoto).

Selv har jeg undgået endnu en præstationspanisk nedsmeltning ved at få en plads i et lavøkonomisk kontorfællesskab. Mine kontorfæller er studerende, arbejder med kreative projekter, freelancer med en indkomst på dagpengeniveau eller har projektansættelser afløst af perioder med arbejdsløshed. Og fordi alle er i samme båd, opstår der en bevidsthed om, at et fast job ikke nødvendigvis er det tyngdepunkt, som hele livet skal gravitere omkring. Her det kreative kontorfællesskab på Prags Boulevard, før det flyttede ud til fordel for et lagerhotel (arkivfoto).

Ditte Valente

20. maj 2016

Da jeg begyndte at arbejde som freelance-musikkritiker, skrev jeg for det meste mine anmeldelser som det første, når jeg vågnede om morgen, siddende i sengen uden at have været i bad eller noget.

Det lyder måske umiddelbart meget rock og rul-bohemeagtigt. Men sandheden er, at tilværelsen som videns-økononomisk løsarbejder er så nervepirrende, at jeg med jævne mellemrum får en mental nedsmeltning som perfektionistiske Marnie i Girls over min usikre arbejdssituation.

Jeg er 36, og jeg har én gang i mit liv haft en fastansættelse – som jeg imidlertid blev fyret fra ti måneder senere på grund af nedgang i opgaver. Mit otium har jeg ikke de store forhåbninger til. De små klatter af pensionsopsparing, jeg har stående hist og pist, kan næppe finansiere meget mere end cerutter og krydsogtværsblade.

Selvfølgelig er jeg for klog til at føle mig ramt af Joachim B’s påstand om, at det er min egen skyld. Jeg ved godt, at arbejdssamfundet har nået et kritisk punkt, hvor menneskeligt arbejde grundet automatisering ikke længere er kilde til værdi. Men hvor arbejdsideologien paradoksalt nok samtidig sniger sig ind i alle afkroge af livet.

Men selv med den lærdom kræver det mange store spande koldt vand i hovedet for ikke at vende krisen indad. For burde jeg måske ikke have et fast job?

Det ville jeg da sikkert også have haft, hvis ikke jeg var så pivringe til at netværke. Eller var dygtigere. Eller hvis mit kerneområde var tættere på det, som markedet efterspørger. Eller hvis ikke jeg var blevet gravid. Eller hvis jeg havde studeret noget andet.

Kort sagt: At stå uden fast arbejde bliver til en krise i selvforståelsen. Og endnu værre; en krise i ens evne til at forestille sig et tilfredsstillende liv. Det er derfor, vi kollektivt skal eksperimentere med at indrette os på måder, der minimerer arbejdets indflydelse på vores liv.

Det er vigtigt at kræve bedre vilkår, sådan som mange vidensøkonomiske løsarbejdere heldigvis gør. Men efterhånden som arbejdet svinder hen, bliver det mere oplagt at organisere sig i nye sociale forsamlinger, der ikke er styret af kategorierne ’arbejde’ og ’fritid’.

Selv har jeg undgået endnu en præstationspanisk nedsmeltning ved at få en plads i et lavøkonomisk kontorfællesskab. Mine kontorfæller er studerende, arbejder med kreative projekter, freelancer med en indkomst på dagpengeniveau eller har projektansættelser afløst af perioder med arbejdsløshed.

Og fordi alle er i samme båd, opstår der en bevidsthed om, at et fast job ikke nødvendigvis er det tyngdepunkt, som hele livet skal gravitere omkring. Der opstår en fysisk ramme, hvor det ikke bliver mistænkeliggjort at bruge sin tid på lystbetonede aktiviteter som at lave tidsskrifter, brygge kombucha eller danne læsegrupper – uanset om samfundsøkonomien anerkender disse aktiviteter som ’arbejde’ eller ej.

Og tænk nu, hvis alle droppede at deltage i den store ’generaliserede reception’, som filosoffen Anders Fogh Jensen har beskrevet projektsamfundet som.

Hvilken lise ville det ikke være at slippe for den opslidende kompetencemaskerade, hvor vi mingler nonstop med elevatortalen siddende på rygraden. Og i stedet når frem til en fælles erkendelse af, at fastansættelsen måske slet ikke er den horisont, vi skal orientere os imod. Så kan vi i stedet bruge energien på at danne fællesskaber, der udfylder samfundsmæssige formål.

Rent praktisk kræver det selvfølgelig, at man nedskalerer sin privatøkonomi. Det er det mindste problem. Det svære er at vænne sig til at tænke anderledes. At vikle sin hjerne ud af utilstrækkelighedsfølelsen over ikke at have styr på sit shit. Følelsen af, at man burde have ejet langt flere lyserøde HAY-møbler, end tilfældet er.

Men det bliver man kureret for, når man har sin daglige gang et sted, hvor hele interiøret er klunset.

Anna Ullman er kritiker og kulturskribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kåre Wangel
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Jakob Silberbrandt
  • Kurt Nielsen
  • Henning Melgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Ernst Enevoldsen
  • Ebbe Overbye
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
Kåre Wangel, Mikael Velschow-Rasmussen, Jakob Silberbrandt, Kurt Nielsen, Henning Melgaard, Niels Duus Nielsen, Ernst Enevoldsen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Hvad ville du sige til at få borgerløn?

Jeg spørger, fordi jeg beskæftiger mig meget med emnet, og fordi jeg ikke kan se anden løsning på dit problem. 'Nye sociale forsamlinger' skal jo også have mad bordet, og hvor skal pengene komme fra til at købe den?

Hvis vores hele liv kredser om arbejdet eller om at finde arbejde, er vi ikke kommet et skridt videre. Allerede i dag burde ingen arbejde mere end halvdelen af, hvad vi gør nu. Det er nærmest for manges vedkommende et tilvalgt slaveri "hvad skal jeg ellers lave?".

Kåre Wangel, Jakob Silberbrandt, Kurt Nielsen, Britta Hansen, Fam. Tejsner, Carsten Svendsen, Jens Kofoed og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Dorthe Meyer

Tak fordi du sætter ord på min virkelighed. Forskellen på dig og mig er at jeg tog den Rigtige uddannelse men fik stadig ikke plads på arbejdsmarkedet. Det er fucked!

Frank Hansen

Jeg forstår ikke rigtig opfattelsen af, at kun tidsubegrænsede eller faste stillinger regnes for noget. Jeg blev da først fastansat som 38 årig, men så aldrig det som noget problem. Jeg havde nogle meget spændende tidsbegrænsede ansættelser i Danmark og i udlandet indenfor forskning. Den helt store fordel var at sådanne stillinger ikke krævede, at jeg deltog i undervisningen. Jeg indbetalte til pensionskassen fra den dag jeg fyldte 27.

Det er først og fremmest et mentalt problem. Det kræver selvtillid og overskud at være sikker på, at der er nogle arbejdsgivere som står i kø for at ansætte en næste gang man bliver tilgængelig på markedet.

Niels Duus Nielsen

Frank Hansen, det er ikke kun et mentalt problem, det er i høj grad også et økonomisk problem.

Selv har jeg i mange perioder af mit liv hustlet mig gennem tilværelsen, fra job til job, som daglejer i musikbranchen, men når man fx får børn, kan det godt blive svært at få det til at hænge sammen, især fordi a-kasserne er indrettet for de fuldtidsansatte. Ledige behandles her på et samlebånd, og de, der ikke passer ind i skabelonen, genererer kaos i det velordnede bureaukratiske system, som gerne reagerer mod kaos ved at afvise problemet.

I vore dage er det endda blevet meget nemmere at afvise disse "løsarbejdere", da ethvert problem, set fra bureaukratens perspektiv, kan erklæres for selvforskyldt.

Kurt Nielsen, Carsten Svendsen, Niels-Simon Larsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg har også tit måttet leve for meget små penge - for tiden i praksis ingen; men jeg har til enhver tid beskæftiget mig nøjagtigt med det, jeg havde som udgangspunkt for mit arbejde og mit liv. Måske kommer der noget andet ind over om nogle år. jeg er fuldt ud klar over, at alle ikke kan leve som jeg, og jeg ville selvfølgelig gerne tjene flere penge, måske endog permanent; omvendt kan jeg ikke lade det være afgørende.

Herdis Weins

Steffen Gliese - den var sød :-)))).
Jeg hsr lige googlet Hay-møbler. Det er minimalistisk, nyt dansk design - og det meste af det ville jeg til enhver tid bytte for noget klunset.