Ode til et antiarbejdsfællesskab

Da jeg begyndte at arbejde som freelance-musikkritiker, skrev jeg for det meste mine anmeldelser som det første, når jeg vågnede om morgen, siddende i sengen uden at have været i bad eller noget.

Det lyder måske umiddelbart meget rock og rul-bohemeagtigt. Men sandheden er, at tilværelsen som videns-økononomisk løsarbejder er så nervepirrende, at jeg med jævne mellemrum får en mental nedsmeltning som perfektionistiske Marnie i Girls over min usikre arbejdssituation.

Jeg er 36, og jeg har én gang i mit liv haft en fastansættelse – som jeg imidlertid blev fyret fra ti måneder senere på grund af nedgang i opgaver. Mit otium har jeg ikke de store forhåbninger til. De små klatter af pensionsopsparing, jeg har stående hist og pist, kan næppe finansiere meget mere end cerutter og krydsogtværsblade.

Selvfølgelig er jeg for klog til at føle mig ramt af Joachim B’s påstand om, at det er min egen skyld. Jeg ved godt, at arbejdssamfundet har nået et kritisk punkt, hvor menneskeligt arbejde grundet automatisering ikke længere er kilde til værdi. Men hvor arbejdsideologien paradoksalt nok samtidig sniger sig ind i alle afkroge af livet.

Men selv med den lærdom kræver det mange store spande koldt vand i hovedet for ikke at vende krisen indad. For burde jeg måske ikke have et fast job?

Det ville jeg da sikkert også have haft, hvis ikke jeg var så pivringe til at netværke. Eller var dygtigere. Eller hvis mit kerneområde var tættere på det, som markedet efterspørger. Eller hvis ikke jeg var blevet gravid. Eller hvis jeg havde studeret noget andet.

Kort sagt: At stå uden fast arbejde bliver til en krise i selvforståelsen. Og endnu værre; en krise i ens evne til at forestille sig et tilfredsstillende liv. Det er derfor, vi kollektivt skal eksperimentere med at indrette os på måder, der minimerer arbejdets indflydelse på vores liv.

Det er vigtigt at kræve bedre vilkår, sådan som mange vidensøkonomiske løsarbejdere heldigvis gør. Men efterhånden som arbejdet svinder hen, bliver det mere oplagt at organisere sig i nye sociale forsamlinger, der ikke er styret af kategorierne ’arbejde’ og ’fritid’.

Selv har jeg undgået endnu en præstationspanisk nedsmeltning ved at få en plads i et lavøkonomisk kontorfællesskab. Mine kontorfæller er studerende, arbejder med kreative projekter, freelancer med en indkomst på dagpengeniveau eller har projektansættelser afløst af perioder med arbejdsløshed.

Og fordi alle er i samme båd, opstår der en bevidsthed om, at et fast job ikke nødvendigvis er det tyngdepunkt, som hele livet skal gravitere omkring. Der opstår en fysisk ramme, hvor det ikke bliver mistænkeliggjort at bruge sin tid på lystbetonede aktiviteter som at lave tidsskrifter, brygge kombucha eller danne læsegrupper – uanset om samfundsøkonomien anerkender disse aktiviteter som ’arbejde’ eller ej.

Og tænk nu, hvis alle droppede at deltage i den store ’generaliserede reception’, som filosoffen Anders Fogh Jensen har beskrevet projektsamfundet som.

Hvilken lise ville det ikke være at slippe for den opslidende kompetencemaskerade, hvor vi mingler nonstop med elevatortalen siddende på rygraden. Og i stedet når frem til en fælles erkendelse af, at fastansættelsen måske slet ikke er den horisont, vi skal orientere os imod. Så kan vi i stedet bruge energien på at danne fællesskaber, der udfylder samfundsmæssige formål.

Rent praktisk kræver det selvfølgelig, at man nedskalerer sin privatøkonomi. Det er det mindste problem. Det svære er at vænne sig til at tænke anderledes. At vikle sin hjerne ud af utilstrækkelighedsfølelsen over ikke at have styr på sit shit. Følelsen af, at man burde have ejet langt flere lyserøde HAY-møbler, end tilfældet er.

Men det bliver man kureret for, når man har sin daglige gang et sted, hvor hele interiøret er klunset.

Anna Ullman er kritiker og kulturskribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.