Kronik

Hvis regeringen vil have mere behandling, må den betale for det

Det skal være slut med at sende regningen for flere behandlinger videre til sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale
Det skal være slut med at sende regningen for flere behandlinger videre til sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale

Clara Selina Bach

26. maj 2016

Når skiftende regeringer gang på gang tvinger de ansatte på landets sygehuse til at løbe stærkere, rammer det både patienter og personale.

Det gælder ansatte, der går ned med stress; indlagte, der ikke får skiftet sengetøj; eller alenlange ventelister til livsvigtige operationer.

Opgøret med produktivitetstyranniet på landets hospitaler bør derfor være det altoverskyggende krav, når formandskabet i Danske Regioner og regeringen sætter sig sammen for at forhandle en aftale om regionernes økonomi for 2017.

Forhandlingerne pågår allerede, og aftalen skal ligge klar i juni, så det begynder at spidse til, hvis vi skal gøre op med en uheldig tendens i det danske sundhedsvæsen.

Siden begyndelsen af 00’erne har det været fast praksis, at skiftende regeringer har pålagt først amterne og siden regionerne at øge aktiviteten på sygehusene, uden at der er fulgt penge med. Det er, hvad der i daglig tale kaldes ’produktivitetskravet’.

Siden midten af 00’erne har kravet været, at sygehusene hvert år skal levere en produktivitetsvækst på to procent i forhold til året før. Men desværre tyder intet lige nu på, at kravet er ændret i forhandlingerne om regionernes økonomi for 2017.

Levn fra NPM-bølgen

Produktivitetskravet er et levn fra den tid, hvor New Public Management-bølgen rullede ud over hele den offentlige sektor med fokus på at maksimere produktionen af offentlige ydelser.

Det ensidige fokus på at maksimere output er fastholdt i sundhedsvæsenet og truer med at kvæle bestræbelserne på at skabe et sundhedssystem i verdensklasse.

Produktivitetskravet sender regningen for flere behandlinger til sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale, som skal løbe endnu stærkere.

Det presser ikke blot arbejdsmiljøet til det yderste, men skubber også til kvaliteten af behandlingen og rammer dermed i sidste ende patienterne.

Samtidig medfører skiftende regeringers politiske profilering på kræftpakker og behandlings- og udredningsgarantier, at sundhedssystemet skævvrides for at få enderne til at mødes under presset fra produktivitetskravet.

Samlet set står vi i dag med et sundhedsvæsen, som ikke kan presses mere. Der er brug for et opgør med produktivitetskravene.

Blind vækst i behandlinger

Produktivitetskravet er forældet som styringsprincip for sundhedssystemet, for det fremmer et enøjet og ukvalificeret pres på sygehusene for at producere flere behandlinger uden at se på effekterne af indsatsen.

Hvis ikke sygehusene producerer to procent flere behandlinger, hænger budgetterne simpelthen ikke sammen.

Alene i 2016 medfører produktivitetskravet, at sygehusene skal producere flere behandlinger for 1,3 milliarder kroner – målt ved den såkaldte produktionsværdi – ellers mangler der penge i kassen.

Som dominerende styringsprincip er produktivitetskravet med til at fremme et sundhedsvæsen, hvor fokus er på mere og mere behandling frem for eksempelvis investering i langsigtet forebyggelse.

Konsekvenserne af det opskruede tempo på hospitalsgangene kan være svære at få øje på, når man ser på sygehusenes økonomi gennem et regneark i Finansministeriet. For nok vokser antallet af medarbejdere på landets hospitaler, selv om produktivitetskravene gælder år efter år. Men ser man på antallet af opgaver, som medarbejderne skal løse, vokser de i et langt højere tempo.

Ifølge Danske Regioner, Finansministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet er produktiviteten vokset med ikke mindre end 30 procent siden 2003. Med andre ord løber de ansatte altså 30 procent stærkere for at løse flere opgaver på den samme tid.

Højt tempo

Der er derfor ikke noget at sige til, at medarbejderne på landets sygehuse rapporterer en tiltagende forringelse af arbejdsmiljøet.

Således svarede 2.000 af Dansk Sygeplejeråds medlemmer i 2015 på en rundspørge, som viste, at ikke mindre end 51 procent oplever, at muligheden for at løse kerneopgaven på et fagligt forsvarligt niveau ofte eller altid er under pres.

Rundspørgen viste også, at 21 procent vurderede, at det altid er nødvendigt at arbejde meget hurtigt. Dette var dobbelt så mange, som angav et meget højt arbejdstempo i en tilsvarende rundspørge i 2012.

I de faglige kredse tales der om, at arbejdspresset kan være svært at få øje på, fordi det kommer til udtryk som øget ’relationsintensitet’.

Det vil sige, at den enkelte medarbejder behandler mange forskellige mennesker med mange forskellige lidelser og problemstillinger og i et stadigt højere tempo. Dette kan også tilskrives den faldende liggetid, som alene mellem 2007 og 2013 er faldet fra 4,5 til 3,8 dage i gennemsnit.

I takt med at produktiviteten tvinges op, øges risikoen for fejl. Ifølge Patientombuddet er antallet af indberettede utilsigtede hændelser vokset fra omkring 20.000 i 2008 til omkring 49.000 i 2014.

Tilsvarende er antallet af indgivne patientklager vokset: Mellem 2009 og 2014 voksede antallet fra omkring 4.000 til omkring 7.000.

Det er altså ikke kun de ansatte, der mærker følgerne af produktivitetspresset; patienternes helbred er ligeledes under pres.

Tid til at vågne

Det er ikke nyt, at presset på sundhedsvæsenet er enormt. De faglige organisationer har i flere år efterspurgt et politisk realitetstjek af den ansvarsfralæggende politik, som skiftende regeringer har ført. Desværre for døve øren.

Men det er tid til at vågne op for de politikere, der insisterer på at sende regningen for flere behandlinger til de ansatte på landets sygehuse – og i sidste ende til patienterne.

Presset er nu så stort i sundhedssystemet, at det ikke kan skjules længere.

Derfor må vi stille Danske Regioners ledelse og regeringen til ansvar for ikke at øge presset. Det er en bunden opgave for forhandlerne ved årets forhandlinger om økonomiaftalen for 2017 at fjerne ethvert krav fra regeringen om aktivitetsstigninger, som ikke finansieres af staten – krone for krone.

Hvis ikke kravet imødekommes, fortsætter politikerne med at finansiere deres løfter på sundhedsområdet ved at trække på de ansatte på sygehusene og herigennem sætte patienternes helbred på spil. Produktivitetstyranniet må slutte her. Hvis regeringen vil have mere behandling, må den betale for det.

Susanne Langer, Peder Hvelplund og Rune Lund er henholdsvis medlem af Danske Regioners bestyrelse, sundhedsordfører og regionalordfører for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Anne Eriksen
  • Kurt Nielsen
Sup Aya Laya, Mikael Velschow-Rasmussen, Anne Eriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Petersen

Denne møg regering tænker kun i skattelettelser (tyveri) til de velbjærgede og er fuldstændig ligeglad med den balance der er nødvendig i de offentlige institutioner, dermed får de smadret velfærden og vi vil i stigende grad opleve at nogle får en nogenlunde behandling og andre en dårlig behandling.

Folk skulle måske overveje at stemme på de mennesker som tager udgangspunkt i ordentlig velfærd som sætter kvalitet fremfor penge og som ikke er bange for at gøre det selv om det betyder et samfund med mindre materielle goder, men det er vel også en lav pris at betale for at alle får en ordentlig behandling.

susanne langer, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Julie Jensen

Og føj lige alle andre sektorer i den offentlige sektor til - for eksempel universiteterne, der skal uddanne flere og flere studerende for færre færre og færre midler på en mere og mere standardiseret måde, finde finansiering af forskning eksternt som om vi var konsulenter i et konsulenthus etc.etc - også her er der stadig NPM for fuld udblæsning.

Robert Kroll

Er det ikke derfor man har fagforeninger ?

Det er da fagforeningernes opgave at forhandle overenskomster, der giver deres medlemmer et godt arbejdsmiljø , arbejdsglæde og en fair aflønning .

I dette tilfælde er arbejdsgiveren "det offentlige" og det betyder groft sagt skatteyderne/samfundet (d v s os alle sammen) - så fagforeningerne burde have en rimelig let håndterbar opgave ???

Alt hvad kræves er, at fagforeningerne skærer tingene ud i pap og "holder fast".

Anne Eriksen

Robert Kroll,
Fagforeningerne har været på sultekur længe og er utilfredse over manglende opbakning.
Det, der gælder i samfundet i dag, er at være noget ved musikken - i det mindste gymnasiet og meget gerne videregående i de højere luftlag.
Nu er der jo også brug for indianere, især da de ofte har mere jordforbindelse end førnævnte.

Ved kun at dyrke penge, magt og de heldige graver vi en grav for alt, hvad der hedder fagforeninger - det er nemlig menneskeligt at følge "de heldige", men samfundet har brug for alle.

Sup Aya Laya

Handler budgetterne indenfor sundhedsindustrien i de sidse mange år, ikke udelukkende om at kanalisere penge til medicinalindustri, producenter af teknisk apparatur samt at udhule det offentlige system så meget, at enhver der har råd vælger et tilbud på det private marked?

Robert Kroll

Kære Anna Eriksen og Sup Aya Laya

1) Hvis folk ikke vil melde sig ind i en ordentlig faglig sammenslutning, så er det svært at have ondt af dem, når de føler sig pressede og stressede.

("Råberiet" om pres og stres kan måske også delvist være et led i en effektiv lobbyisme ? Siger man , at man har det fint, så er det jo svært at få forståelse for , at man skal have mere!)

2) Faktisk opnår den offentlige danske sundhedssektor betydelige rabatter på sine indkøb, så det er ikke i Danmark, leverandørene "scorer kassen" . Der er enkelte medicinalprodukter , hvor udvikleren(producenten) har noget nær monopol (patent) i en årrække, men det er ikke den typiske situation.

Sup Aya Laya

@ Robert Kroll
Øh ... skal dit punkt 1 forstås sådan, at du mener at sundhedspersonalet i Danmark generelt ikke er fagligt organiseret? Eller mener du at sundhedspersonalet ikke er organiseret i en "ordentlig" faglig organisation.
Jeg har ikke ondt af personalet, jeg er dybt uenig i tidens politiske prioriteringer.

Dem jeg kender der arbejder indenfor sundhedsindustrien udøver ikke lobbyvirksomhed. De bliver sygemeldt med stress.

Til dit punkt 2 vil jeg meget gerne have kilder på hvilken størrelsesorden de rabatter du taler om har? For mig bekendt er de ikke betydelige, og tabet på rabatterne vindes hjem på dyr-medicin-karrusellen.

http://www.altinget.dk/artikel/ny-aftale-sikrer-stoerre-rabat-paa-medicin

https://www.dr.dk/nyheder/politik/regioner-ny-prisaftale-bremser-ikke-me...

susanne langer, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Robert Kroll,
jeg har svært ved at se, at det har noget med fagforeninger at gøre, endsige medicinering.

Det er et spørgsmål om politiske prioriteringer, noget - som selv de mest aktive fagforeninger ikke kan ændre på. (forøvrigt har man længe prøvet at tage livet af dem gennem flere år)
Der laves reformer for at gøre arbejdet mere effektivt - i virkelighedens verden er det kun en undskyldning for besparelser.
Det samme, som foregår i kommunerne forøvrigt.
Flere krav, flere besparelser - dertil yderligere krav om behandlingsgarantier, diagnosegarantier og en urskov af kontrol og udpensling af arbejdet - skriftligt.

Almene læger er også pressede af samme årsager (dokumentering) og sender derfor "aben" videre via ørkesløse undersøgelser - som ingen i virkeligheden har tid til at arbejde med - sammen med patienten, der sendes videre i systemet med en recept, og en recept...
På denne dejlige metode stiger udgifterne igen og igen - og så forsøger man at gøre det mere effektivt med effektivitet osv.
Et skønt væddeløb - bliver patienterne raske? - ja, hvis de er heldige - bliver personalet stresset, 100...

Robert Kroll

Kære Anna Eriksen og Sup Aya Laya ( kl 00.43 og 00.19)

Hvis normale mennesker bliver stressede og må gå hjem, så er der noget galt med arbejdspladsen, og så er det fagforeningen og tillidsmændene og overenskomsten, der bliver nøglerne til at løse problemet ( - og det uanset om det er private eller offentlige (skatteyder-betalte) arbejdsgivere).

Hvis politikerne prioriteter f eks sygdom a frem for sygdom b, så er det politikernes ( og dermed vælgernes) ansvar - ikke personalets.

Og med de stadig mere finurlige og dyre behandlingsmetoder kan vi kurere stadig flere mennesker og udsætte døden for andre i et kortere eller længere stykke tid - men det koster en masse, og med en stadig ældre befolkning, så bliver flere og flere behandlingskrævende.

Så det ækle problem er, at anvende de mulige ressourcer bedst muligt
- for et givet beløb kan man f eks vælge mellem enten at forlænge livet med 6 månede for en uheldredeligt syg kræftpatient eller kurere 6 andre patienter med mindre alvorlige sygdomme eller kurerer 100 patienter i en flygtningelejr i Afrika ( - jeg ville bestemt ikke bryde mig om at skulle deltage i en sådan (nødvendig) beslutningsproces, men nogen skal gøre det.)

M h t rabatter, så er der ingen samlerapporter , hvor de kan læses ( rabatter holdes oftest fortroligt), men med lidt energi, så kan man f eks udvælge nogle let identificerbare produkter som f eks kunstige hofter og checke priserne for samme produkt fra samme producent i de forskellige lande ( det kræver lidt søgning på nettet og nogle telefon opringninger samt et par mails - det er det.man populært kalder en markedsundersøgelse, og det er en god levevej for en hel del mennesker.)