Læsetid 6 min.

Din smerte er god nok – og det er du også

Er jeg privilegeret? I høj grad. Tryghed i barndomshjemmet, brød på bordet og fodboldtøj i tasken. Jeg har ingen diagnoser, men jeg overtænker gerne ting og har hang til melankoli. Er jeg stadig privilegeret? Ja. Bør jeg skamme mig over denne melankoli? Nej
Er jeg privilegeret? I høj grad. Tryghed i barndomshjemmet, brød på bordet og fodboldtøj i tasken. Jeg har ingen diagnoser, men jeg overtænker gerne ting og har hang til melankoli. Er jeg stadig privilegeret? Ja. Bør jeg skamme mig over denne melankoli? Nej

Clara Bach/iBureauet

31. maj 2016

Min generation voksede op med velmenende forældre, der mindede os om børnene i Afrika, når vi ikke kunne spise op. Når andre har det værre, skal man jo selv have det godt. Mindre brok, mere broccoli.

Så er man sund. Så har man anlagt et fornuftigt perspektiv. Når man finder en lavere fællesnævner – altså nogen, der i endnu højere grad hænger med røven i vandskorpen – skal man selv få det bedre. Det hele kunne jo være meget værre, ikke?

Men lykken er lunefuld, lyder et ekko. Vi kender til statistikkerne for selvmord, og hvorledes lande med økonomisk trygge rammer ingenlunde bliver skånet.

Selv de rige og hyggelige nordmænd kender kun alt for godt til mørket og har vanskeligt ved at bryde den tragiske stime af selvmord blandt unge i regnvåde Bergen. En nem konklusion har ofte været, at vi i vores velfærdssamfund ikke kender til ’rigtige’ problemer, og at vi derfor lader os gå mere på af de mindre ting, vi bliver udsat for.

Hvad er da rigtige problemer? Der er en kolossal arrogance i at diskvalificere et menneskes problemer ved at relativisere dem. Når studerende eksempelvis føler nervøsitet eller ligefrem angst for at præstere og opnå gode karakterer, konfronteres de ofte med, at det jo er et privilegium, at de overhovedet har muligheden for at studere. »Og så får de endda SU!«

Klager man over den konstante stigning i husleje, skal man bare være glad for at have tag over hovedet. Er man ked af, at kæresten har slået op, har man i det mindste oplevet kærligheden. Og så videre og så videre.

Når en person åbner sig og deler et problem, har nogle tillige en tendens til at kapitalisere derpå og måske endda forsøge at overgå personen. Det er ikke så sjældent, at folk fortæller, at de er blevet syge, for straks at høre, hvordan den anden person også lige har været det – med både snot og feber.

De senere år har man i popkulturen og på sociale medier i vid udstrækning brugt det ikke helt uproblematiske begreb ’first world problems’ for at understrege, at man deler en frustration med fuld bevidsthed om, at man jo egentlig ikke har noget rigtigt at klage over.

Men enhver smerte er berettiget og skal tages alvorligt for en stund. Så kan man senere – nogle gange hurtigere end andre – grine ad alvoren eller netop se det som mindre betydningsfuldt.

Jeg advokerer ingenlunde for et broksamfund, og jeg opmuntrer ikke til en brokkultur. Jeg er lige så træt af mangel på perspektiv som så mange andre. Men svaret findes ikke i den ekstreme modpol: at påminde den ramte person om vor privilegerede status og derved per automatik diskvalificere dennes tristesse.

Det empatiske potentiale

Er jeg privilegeret? I høj grad. Tryghed i barndomshjemmet og i skolen. Brød på bordet og fodboldtøj i tasken. Jeg har ingen diagnoser, men jeg overtænker gerne ting, ligesom jeg som så mange andre har hang til melankoli. Er jeg stadig privilegeret? Ja. Bør jeg skamme mig over denne melankoli? Nej.

Den tyske filmskaber Werner Herzog fortæller i sin dokumentar ’Grizzly Man’ i karakteristisk dyster stil, hvorledes den eneste fællesnævner for alt levende er kaos, fjendtlighed og mord. Smerte og lidelse simpelt hen. Så langt vil jeg ikke gå, men det er værd at bemærke det paradoksalt fortrøstningsfulde i udsagnet: Smerten tilhører os alle. Nøjagtig som den potentielle glæde og lykke. Vi besidder som mennesker et enormt empatisk potentiale.

At have perspektiv står altså ikke i modsætning til tristessen. På samme måde som dét at tage sig sammen og at slappe af heller ikke er to størrelser, der udelukker hinanden. Det er snarere et individuelt og kollektivt trin, vi skal arbejde os frem til. På vej mod dét, der hverken er utopi eller eskapisme: et bedre liv.

Kan du se Caspar David Friedrichs maleri ’Vandreren over tågehavet’ for dig? Det unge menneske, der fra bjergtoppen alligevel ikke har det udsyn, han kunne have forventet i den position. Vi står på skuldrene af giganter, siger vi. Vi har adgang til mere information end nogensinde før. Selvsagt. Kast et ekstra blik på vandreren: Vi er i samme båd, i det samme hav. Der er opmuntring i det menneskelige. Menneskelighed i opmuntringen.

Ned på jorden

Taknemmelighed og ydmyghed er yderst sympatiske kvaliteter. Men de er ikke (altid) et værn mod smerte, tristesse eller melankoli. Det kan lyde banalt, men hverken det banale eller det enkle er i sig selv diskvalificerende. Vi er verdens lykkeligste land, og vi har aldrig kendt til kollektiv skam som vores naboer mod syd. Med de seneste måneders håndtering af flygtningekrisen fra politisk hold har mange imidlertid set sig nødsaget til at tage afstand fra den lukkethed, der nu til en vis grad forbindes med danskhed. Dette skal ikke handle om politik. Vi kan blot konstatere, at vi sidder på lykken, men at vi ikke kan rumme den.

Steffen Brandt og TV-2 havde på mange punkter fat i den lange ende med ’Kom, lad os brokke os’ i 1996. Havde man dengang haft vor tids kommentarspor på webartikler, havde de næppe orket at skrive sangen. Så åbenlys kan den synes i sit spil med både apati og smålighed. Men endnu finere ramte de med titlen ’På kanten af småt brændbart’ (2002). Hverdagseksistentialisme a la Danmark.

Ironi er alt for ofte en alt for nem udvej. Men nøjagtig som vores behov for patos og de store følelser – såsom ’Vandreren over tågehavet’ – har vi også behov for at hive tingene ned på jorden.

På tærsklen til sit næsten folkelige gennembrud gjorde psykologiprofessor og ultrahumanist Svend Brinkmann sig i 2014 bemærket med en ganske enkel, men essentiel påmindelse: Du er ikke stresset og deprimeret, du er travl og trist.

Vi skal give tristessen plads, helt afgjort, men vi skal være bevidste om vor tendens til overdrivelse. For vores egen skyld og af respekt for dem, der rent faktisk er stressede og deprimerede.

En essentiel påmindelse

For nylig var en ven til psykolog. Da hans psykolog få dage forinden havde været indlagt med svære fysiske smerter, skammede han sig derfor over at tale om dét, han kaldte sine ’i-landsproblemer’.

Deres udgangspunkter var ganske forskellige: den enes smerte fysisk og i øvrigt allerede fortid. Den andens smerte åndelig og i øvrigt stædigt tilstedeværende. Empatisk perspektivering kan let kamme over i en saboterende diskvalificering, men min ven kunne i sidste ende gå hjem med en befriende bekræftelse: Som mennesker bærer vi potentielt på megen smerte af forskellig karakter – akkurat som med glæder. Den menneskelige kompleksitet kan være overvældende, og den er overvældende i al sin skønhed.

Hvornår har du sidst været heartbroken?

I en sådan situation er det nærmest uundgåeligt, at man modtager råd, der er både velmenende og modsatrettede: »Forsøg ikke at tænke på det,« siger den ene. »Husk at være til stede i det, tillad dig selv at være trist,« siger den anden. Og glem endelig ikke at drikke dig ned!

Her handler det om at huske det helt enkle: Rådet kan i sig selv være godt eller skidt, men selve eksistensen af dette råd er en påmindelse om den menneskelige empati. Du er i stand til at føle noget, og netop derfor er du aldrig alene.

Din smerte er god nok – og det er du også.

Martin Hjorth Frederiksen er cand.mag. i æstetik og kultur

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mattia Guidarelli
    Mattia Guidarelli
Mattia Guidarelli anbefalede denne artikel

Kommentarer