Kronik

Vi søger ensomheden, og vi afskyer den

I stedet for at bekæmpe den onde ensomhed med simple paroler om at ’komme hinanden ved’ bør vi åbne øjnene for, hvorfor et stigende antal mennesker vælger at være alene
Psykologiprofessor Peter Elsass har undersøgt det, han kalder ’den gode ensomhed’ og udkommer i dag med bogen ’Kunsten at være alene’. 

Psykologiprofessor Peter Elsass har undersøgt det, han kalder ’den gode ensomhed’ og udkommer i dag med bogen ’Kunsten at være alene’. 

24. maj 2016

For nogle år siden førte man i USA en kampagne mod ensomhed, hvor man blandt andet satte skilte op på motorvejene, som opfordrede folk til at være i tættere kontakt med venner og familie. ’Say Hello’ hed kampagnen, og sloganet var: ’Ensomhed gør dig syg. Har du talt med en god ven i dag?’

Men forebyggelseskampagnen viste sig ikke at virke for alle. Nogle mennesker var vanskelige at være sammen med, og opfordrede man dem til at være i tættere kontakt med andre, kunne det give anledning til uvenskab og skænderier, som var mindst lige så provokerende som ensomheden.

Antallet af mennesker, der lever alene, er enormt og stadigt stigende. Flere og flere er ulykkelige og har brug for hjælp, fordi de er ensomme og alene, og der er ingen tvivl om, at den ufrivillige og sørgmodige ensomhed er sygdomsfremkaldende.

Men ensomheden er fuld af paradokser. Vi søger den, og vi afskyer den. Vi dyrker den i vores sommerhuse. Vi priser dem for den ’genopladning’, de giver os. Det ideelle sommerhus ligger skjult, således at man næsten ikke kan se den nærmeste nabo. Men samtidig skal det helst ligge inden for en rækkevidde på en time fra storbyen. Sådan arrangerer vi os for at dyrke ’den gode ensomhed’.

Hvis vi vil forstå den, og hvorfor et stigende antal mennesker vælger singlelivet, har vi brug for et begreb om ensomhed, der er langt mindre banalt og ensidigt.

Fire sociale forandringer

I USA er mere end 50 procent af befolkningen singler, de fleste er kvinder. Danmarks Statistik meddeler, at 33 procent af befolkningen er singler, mens 43 procent af alle ægteskaber ender med skilsmisse.

Der findes meget få undersøgelser af, hvorfor så mange foretrækker at leve alene. En af de grundigste undersøgelser er foretaget af den amerikanske sociolog Eric Klinenberg. Over en syvårig periode interviewede han sammen med sine medarbejdere forskellige aleneboende mennesker, beskrev deres boformer og undersøgte deres families historie. De fandt fire sociale forandringer, som var årsag til tilvæksten:

Kvindefrigørelsen: Flere kvinder har fået en højere uddannelse og har dermed fået bedre mulighed for at være mere uafhængige og selvstændige, end de var før. De er ikke længere så indstillet på at stifte familie og få børn. Mange har haft dårlige oplevelser i parforhold og foretrækker at være alene.

De sociale medier: Tv, mobiltelefon og brugen af internettet har ændret vores måde at kommunikere på, og de, der ønsker at være alene, oplever sig mindre ensomme, fordi de har fået nye måder at være forbundet med andre på. Nogle mener dog, at kommunikationsteknologien forværrer isolationen, fordi den træder i stedet for fysiske møder.

Urbaniseringen: Byernes vækst har skabt nye subkulturer med cafeer, restauranter, motionscentre, foreninger og frivillighedsarbejde, hvor folk er sammen, selv om de lever alene.

Den forhøjede levealder: Flere foretrækker at ældes alene i stedet for at flytte tilbage til deres børn eller komme på institution. Forbedrede pensionsordninger, bedre ambulante behandlingsmuligheder og en mere effektiv socialforvaltning har medført, at flere får mulighed for at leve længst muligt i eget hjem.

Selvvalgt og lystfuld

Selv om folk bor alene, behøver de altså ikke at være ensomme. Det er kvaliteten og indholdet af de sociale samspil mellem mennesker, ikke kvantiteten og antallet, der bestemmer, om man bliver syg af ensomhed. F.eks. viser undersøgelser, at dårlige parforhold giver større sygelighed sammenlignet med fraskilte personer.

Den ufrivillige og sørgmodige ensomhed er sygdomsfremkaldende, men der eksisterer også en ensomhed, som er selvvalgt og lystfuld.

Flere store tænkere som Descartes, Newton, Locke, Pascal, Spinoza, Kant, Leibniz, Schopenhauer, Nietzsche, Kierkegaard og Wittgenstein har ikke skabt familie og har haft glæde af at have levet størstedelen af deres liv alene. Mange var udsat for fordømmelse på grund af deres trang til ensomhed og blev kaldt ’særlinge’, ’nørder’ og ’autister’, fordi de ikke delte sorger og glæder med andre.

Men mange af de ensomhedssøgende kunstnere og videnskabsmænd har i perioder også været sociale væsener, som har omgået andre og udvekslet tanker og følelser med empati og glæde. Mange af disse kreative og velbegavede ensomme var tilsyneladende ikke ’tilknytningsforstyrrede’, men har haft en sikker base i sig selv og har befundet sig godt på trods af få og usikre sociale relationer.

Inspiration fra eremitter

Fælles for de forskellige former for ensomhed er, at de allerfleste har en social funktion.

De første beretninger om ensomhed daterer sig til år 300. Her blev eremitterne til inspiration for de mange, der ønskede at bryde med dagligdagen og skabe en mere meningsfuld tilværelse med større nærhed til sig selv og til Gud.

Senere hen i middelalderens klostre kunne der opstå uenigheder mellem munkene, og de, der ønskede at bryde med klostrets snærende former, tog undertiden eremitterne som forbillede for et mere fromt og autentisk liv.

1700-tallets renæssance var ensomhedssværmeriets storhedstid, og her blev det borgerskabet, der lod sig inspirere af eremitterne og blev installeret i små hytter i de vildtvoksende ensomhedsområder i slottenes parker. Ensomheden blev til en del af havekunsten, og borgerne tog i weekenden ud i parker og skove for at besøge eremitterne og evt. få et godt råd.

Men når man som jeg forsøger at komme til en større forståelse af de mange forskellige former for ensomhed, opdager man, at de er vanskelige at fange ind med ord. Ensomheden kan forsvinde, når man forsøger at formidle den til andre – for så er man jo ikke længere ensom.

Den sene livsalder

Heldigvis har ensomheden tiltrukket mange forfattere, som har været mestre i ord og sætninger, således at man kan bruge deres formuleringer til at forstå.

En af dem var Adam Oehlenschläger. Han opholdt sig meget i Søndermarken og i Frederiksberg Have og har flere steder beskrevet, hvordan han blev tiltrukket af skovensomheden. I Søndermarken var der en eremithytte, som han ofte besøgte. Hans far havde været slotsforvalter og havde en nøgle til Søndermarken, som Oehlenschläger fik en kopi af.

På sine ældre dage skrev han om ensomheden; om konflikten mellem ensomhed og samfundspligt, mellem det nye og det evigt svundne, og benævnede den: »Ensomhedens gyselig hellige lyst gæster min bakke, når sommeren forsvinder.«

Formuleringen er præcis. ’Den gode ensomhed’ er både et gys og en lyst, ofte forbundet med noget helligt og spirituelt. Den er som regel knyttet til en naturoplevelse af noget frodigt og vildtvoksende på et ujævnt terræn.

Ensomhedens solitude kommer i den sene livsalder; når sommeren forsvinder. Minervas ugle flyver i aftenskumringen. At være i ’den gode ensomhed’ får større betydning, jo ældre man bliver. Den får én til at bevæge sig langsommere og giver dermed bedre mulighed for refleksion, eftertanke og hvilen i nuet.

Sådan er ensomheden mangesidig. Den gør dig ikke nødvendigvis syg. Og vi bør ikke bekæmpe ’den onde ensomhed’ med simple paroler om at ’komme hinanden ved’.

Peter Elsass er professor, dr.med. i klinisk psykologi ved Københavns Universitet og udkommer i dag med bogen ’Kunsten at være alene’ på forlaget Gyldendal. Med bogen følger en dokumentarfilm, som kan ses på video.ku.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter fonnesbech
  • Dina Hald
  • Martin E. Haastrup
  • Søren List
  • Kasper Malskær
  • Bodil Waldstrøm
  • Niels Duus Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Jørn Andersen
  • Ivan Breinholt Leth
peter fonnesbech, Dina Hald, Martin E. Haastrup, Søren List, Kasper Malskær , Bodil Waldstrøm, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen, Jørn Andersen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Der er for lidt ensomhed i verden påstod den jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendt. De fleste mennesker forsøger at fortrænge ensomheden ved at være sammen med andre så meget som muligt i fællesskaber, hvor man i timevis plaprer løs om sort set ingenting. Resultatet er ofte, at man er ensom sammen med andre.
For Arendt var det at være alene en forudsætning for eftertænksomhed. Tænkningen kan udgøre et rum, hvor vi er alene med os selv uden at være ensomme. I en selvvalgt afstand fra verden, kan verden få perspektiv. Hvis man indgår i et socialt rum uden først at have været alene i eftertænksomhed, kan man ende med at være ligegyldigt og uinteressant selskab for andre. Alt for mange mennesker har ikke noget at sige, og man ender med at fortrække ensomheden fremfor selskab med en talende tomhed. Ligesom når man ærgrer sig over, at have spildt tiden på at se en dårlig film.

Dina Hald, Martin E. Haastrup, Søren List, Lise Lotte Rahbek, Kasper Malskær , Kurt Nielsen, Anne Schøtt, Jens Kofoed, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, olivier goulin, Jørgen Steen Andersen, Jørn Andersen og Sven Elming anbefalede denne kommentar

Gå alene i folehave skoven eller gå alene ved havet er en behagelig, opløftende tomhed, men at gå alene i tivoli, der tror jeg, at jeg melder afbud.

At mange afskyer ensomheden, skyldes højst sandsynligt, at de ikke kan holde sig selv ud – og det er da fuldt forståeligt i langt de fleste tilfælde …

peter fonnesbech, Martin E. Haastrup, Kasper Malskær , Kurt Nielsen, Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Mattia Guidarelli

Synes desværre forfatteren taler for en form for ensomhed, som kun er mulig for de priviligerede mennesker i vores samfund.
Man kan ikke bare hive sig selv ud af dagligdagen, hvis man skal kunne brødføde sig selv, og alle eksempler han nævner på denne positive ensomhed er kun forbeholdt mennesker øverst oppe i samfundet, og løser ikke noget problem for det tydelige flertal af mennesker, som lever i ensomhed, og som netop har behov for at socialisere med andre.
Fin nuance, men desværre blot en nuance, som kommer folk til gode, der allerede har en masse andre ressourcer at trække på.

Martin E. Haastrup

Jeg tror, at meget af den såkaldte 'dårlige ensomhed' også skyldes, at folk har mistet evnen til at være... - i kontakt. - Med sig selv - og andre.

Det er som et tveægget sværd, der usynligt stiller sig imellem mennesker i enhver potentiel dialog/kontakt-situation : Begge ønsker sig på samme tid modet til og frygter inderligt samtidig med bæven, at turde udstille sin sårbarhed for den anden - Og således skulle risikere, at igen blive enten hhv. offer for bedrag, eller vinderen/modtageren af virkelig empatisk omsorg fra den anden.

Kirkegaard siger med rette : "At vove, er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove, er at miste livet." - Hvis man aldrig er blevet belønnet (og måske endog straffet/hånet/udsat for andre krænkelser/misbrug osv.) for at blotte sig og sit inderste overfor signifikante omsorgs-givere (forældre, lærere, myndighedspersoner oma...) - kan det derfor være en næsten umulig opgave for et menneske, at vove - igen - at miste det livsvigtige fodfæste, at risikere ægte sund kontakt med - og dermed indlevende omsorg fra - et andet menneske. Ensomheden bliver flugtens sidste bastion...

Vi lever desværre i en tid, hvor antallet af disse sidste tilsyneladende øges med lysets hastighed. Psykopaternes tid. Dem som kan foregive, at alt er i skønneste orden, mens en nærmere undersøgelse ville indikere det stikmodsatte... :

Det afstumpede menneske, som imidlertid så effektivt kan foregive at være i kontakt ('overlevelses-strategi'...) og som derfor kan blænde/bedrage enhver ægte modig sundt kontakt-trængende, som vover at miste fodfæstet... - Hvorefter smitten straks er givet videre, når bedraget afsløres : Psykopatens vigtigste kendetegn : Den sygelige trang til at ville afsløre og være ('et uforpligtende' - at 'uforpligtende' kunne spejle sig i : Ligesom Søren Brun i Radiserne lykkeligt befriet udbryder : "INGEN ER FULDKOMMEN", når han opdager i al sin ensomme hemmelighed, at pigen han drømmer om, også bider i sin blyant af nervøsitet...) - 'uforpligtende' vidne til : andres indre kampe, følelser, erfaringer, dilemmaer osv - Under foregivelse af at være vedkommendes tillidsvalgte og (forpligtende) fortrolige, mens man ikke selv formår at åbne sig. Iskold beregnende overflade. - Mens man i virkeligheden selv overhovedet ikke bryder sig om eller på nogen særlig måde evner at indleve sig i den andens beretning, men mere betragter den fra et slags fjerntliggende distanceret sted hvor intet af denne beretning kan røre en og bringe en ud af ligevægt. - Altså at med forsæt søge at andre skal miste fodfæstet, mens man selv bliver endnu bedre til at undgå det! ...

Og tilfredsstillelsen ved hævnen, ved at udsætte den anden for forsteningen, efter at blive afsløret, når man forlader den anden - man selv oplevede engang: Jeg forlader dig, fordi, den foragt, som blev mig tildelt engang, da også jeg blev forladt/svigtet/forrådt/udsat for signifikant tillidsbrud/misbrug etc. - er smitten, jeg må bære videre, for at overleve selv fremover. -

I det her umenneskeliggjorte konkurrence-samfund, hvor alle kneb gælder, for at overleve psykisk og fysisk - Også om man så (bevidst) skal ødelægge andre mennesker - Det er det idag comme il faut, at åbenlyst udleve foragten og hadet mod den, som vover at åbne sig, som er i en sårbar situation, som vover og har brug for kontakten. Som er trængende.

Det er iorden at afbryde en tillidskontakt på sit peak, det er i orden idag, at forlade den anden, det er i orden at misbruge, bagtale, tilsvine, offer-gøre, på alle måder søge at vinde over den anden, systematisk nedbryde den anden psykisk følelsesmæssigt på alle måder. Det bedste er endog at kunne gøre det, uden at vedkommen opdager det, før det er for sent. Nedrighedernes samfund. Det strømmer uhindret ned fra oven over os alle hver eneste dag!

Det forekommer mig således, at de fleste psykiatere, psykologer og terapeuter, måske nok er dygtige udi at diagnosticere, hvad folks problemer, isoleret set her i livet er. Men at de alt for ofte ensidigt glemmer den samlede kontekst udfra hvilken disse psykiske problemer opstår (i bedste fald vover nogen at tale om mor og far og andre signifikante opdragere) : Når man fra højeste politiske top udråber systematisk landet Danmark til at skulle være et konkurrence-samfund, som det højeste ideal man kan opnå - ender hele befolkningen på intensiv-afdelingen. - nedrigheds-afdelingen. Vi er alle som en, ganske enkelt tvunget til det, for at overleve!

Legaliseringen af at systematisk udvikle psykopatiske tilbøjeligheder, som noget attråværdigt, en dyd. 'Overlevelses-strategi'. Den omvendte verden er fuldbragt : Satanismens indførelse, hvis man ved denne også indbefatter systematisk opildnen til afstumpethed, forklædt som såkaldt 'klarhed', 'nøgternhed', 'videnskabelig indstilling', 'saglighed'... Når afvigelser fra den sunde karakter gøres attåværdige, systematisk gøres til en dyd.

Hvad værre er, eller bekræftet ved, som vi ser, i voldtægtssager og mange andre former overgreb : Den almindelige indstilling til ofrene er, at de er selv ude om det. Kynismens sejr over den sunde empatiske fornuft. De kunne bare have ladet være med at invitere til kontakten i første omgang. De kunne bare have ladet være med at vove at miste fodfæstet for en stund.

Sådan bliver vi alle i konkurrence-samfundet indpisket som fuldkommen forsvarsløse slaver, til at systematisk afstumpe os selv for at overleve eller lide i ensomhed. Enten er du med os eller også er du imod os. Enten er du en del af fællesskabet fra ove, har succes og smiler uanset hvad, eller også er du udstødt i ensomhed og systematisk udsat for samfundets foragt. Flygtninge rejs hjem! - Arbejdsløse nasser tag dig sammen! Nedrighederne fra oven står i kø!

Den 'gode ensomhed' er en luksus-hypotetisk betegnelse fra en, for mig at se, tvivlsom psykriatisk eller psykologisk eller terapeutisk emanciperet videnskabssmand/kvinde, der noget lig de økonomiske vismænd, formår at holde sig frit svævende ved at hive i egen hårpisk! - De har ingen virkelig jordforbindelse. Det hele eller det meste, er bare tom teoris luftkastellers regneark for dem. Distanceblændere.

Jeg fortryder således prompte min anbefaling, fordi jeg først indser nu, mens jeg skriver dette, at den såkaldt 'gode ensomhed' er en systemisk forræderisk floskel skabt og skrevet af en floskel-kanon, som ikke engang selv ved bedre. Fordi det almindelige menneske, som også er jeg er og for hvem den 'gode ensomhed' absolut ikke er god eller selvvalgt eller på nogen måde befordrende. Det er en systemtisk tilpasnings-illusion, et fængsel, som vi frivilligt skulle lære at acceptere som noget særligt ophøjet??! Bullshit, give me a break will you please!!!??

Den slags ensomhed, uanset hvilken ophøjet åndelig attribut, man kan dække den under, som når AFR siger 'Fri Markeds-økonomi' er nemlig altid et resultat af frygt : Frygten for ikke at slå til (i konkurrence-samfundet! - Den Fri Markedsøkonomi!...?) - Frygten for ikke kunne overleve/klare flere nederlag - Frygten som beskyttelses-bastion. Frygten for at jeg ikke kan opnå min 'nirvana-tilstand' pga. af alle disse menneskelige forstyrrelser. 'Menneskers tomme tale' osv. At se de andre som mine modstandere, som mine konkurrenter, som dem som forhindrer mig i at opnå min succes/nirvana-tilstand på alle måder - Og dermed søge at berettige min søgen af ensomheden, den gode ensomhed - Alle disse teoretiske ammestue-historier om eremitter i skoven og jeg ved ikke hvad!?

Det er da ikke til at holde ud at høre på!!! - Vi har da, som jeg ser det lige nu, i en historisk akut verdensomspændende menneskehedens krise!!! - Brug for, mere end nogensinde, at øve os igen i samvær med hinanden og kontakt og at bryde isolationen og komme hinanden mere ved en nogensinde tidligere i historien!! Kun sammen kan vi hjælpe hinanden med hinandens sår og trængsler og dæmme op for det psykopatiske magthaver-apparat, som systematisk siden jeg ved ikke hvornår, har delt og nu mere end nogensinde er lykkedes at splitte os i atomer! - Blot for magtens og profittens skyld!

Den slags diagnose er der så gu' aldrig nogen psykiater, psykolog eller terapeut, eller mindfullness-coach og you name it, som har stillet! At det man i virkeligheden fejler er sygdommen : "Der er noget galt i Danmark/Verden" -

Hvorfor mon? - Fordi i konkurrence-staten er den eneste og sikre og bedste overlevelsesmetode, den bedste overlevelses-strategi, at finde nogen ofre for samme, at snylte systematisk på - Og samtidig tage sig ud som en altruistisk arbejdende - Uden at de, ofrene, opdager det. Selvsagt. Bedraget : At de, ofrene for konkurrence-samfundet, betaler (igen-igen) i dyre domme for at lade sig manipulere til at tro, af 'gode' og 'kloge' psykologer, 'p-y-s-kiatere' eller 'terapiskere' - at deres ensomhed er selvforskyld, eller selvvalgt. At de har brug for den! At den måske er en 'god ensomhed'.

Et værre fromt forræderi kan man næppe tænke mod det enkelte menneske. At den, disse ofres 'gode ensomhed', skulle være udtryk for nogen særlig ophøjet åndelige søgen, som eremitterne engang, er bare en salgs-og ammestue-historie fra en mand, der selv er offer for tidens (nazi - undskyld jeg mener selvfølgelig!) - Neo-liberale realiser-dig-selv-fra oven-i-den- 'gode-ensomheds'-navns-illusioner og har skrevet en bog om det, som han gennem en artikel i Information gerne vil have øget sit salgstal af.

Jeg beklager meget. Men nu må folk altså snart lære at skære igennem al fedtet og komme ind til den såkaldte sandhed som der også tales så vidtløftigt abstrakt om.

Alle de der abstrakte emanciperede forestillinger uden real forbindelse med de fleste menneskers daglige virkelighed fungerer ikke mere. Det er det, som jeg tror, at den her menneskehedens altoverskyggende krise skal vise os : At vi skal til at lære at være sunde praktiske enkle empatiske mennesker i kontakt med os selv og vores omgivelser. I ægte sund omsorgsfuld kontakt med den klode vi bebor og de væsner og det miljø, som den er i sig selv.

Jeg tror der gik hul på noget vigtigt her, så nu stopper jeg for denne gang, for at andre måske kan bygge videre på det...

Fællesskaber er det vigtige! Sgutte ensomhed! - Selvvalgt eller ikke selvvalgt. God eller dårlig.
Sgutte den her neoliberale-realiser-dig-selv-fra-oven-i-den-gode-ensomheds-navn! Jeg har personlig fået nok af den nu!
Meget meget meget mere end nok!

Isolation, tilbagetrækning og ensomhed har fanden sg' da skabt!!! Alenehed - Hø hø hø, ja man må jo klynke med de ulve man er i blandt, sagde hunden, når han heller ikke selv kunne finde nogen at danne fællesskab med og også selv var henvist til alenehedens ensomme stene for brød...Den selvalgte karrierevej. Den Gode Ensomhed. Hvor ophøjet altså! Med 'A' som i Dronningen og Kongen! - Med 'A' som i Holte

Man må gå systematisk i rette med sine egne dårlige undskyldninger (Som Fandens Oldemor døde af...!) for at (tvinge sig selv til at - ) acceptere denne forfærdelige og grusomme og systematisk psykisk nedbrydende ophøjede men psykopatiske karriere-ensomhed, som æder alle sjæle op indefra og gør dem til lydige og forstandige, men også kyniske psykopatiske robotagtige mannequinner og robotter.

Engang da jeg skrev meget på Politiken og Information, skrev jeg også : I elsker at være slaver! Vi elsker at være slaver.

Vi elsker at være ensomme slaver! ... ?

Tak.

Sören Tolsgaard, Klaus Holte og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Der tales meget om ensomhed(den frivillige ensomhed) men jeg kan ikke se den hverken på restaurant(kun måske de billige restaurant) eller I de fleste cafeer. Der er kuvert over alt, alle borde er dækket, og mange I restauranter finde jeg svært en plads og jeg hvis jeg finder den føler jeg som en fremmed eller idiot. Det er sket for mig I de nogle foregående år hvor min kone er død og spiste ude. Den franske filosof (Gaston Bachelard) forestiller sig to personer hvert I sit hjørne af en restaurant og tænker på et eller andet, så siger filosoffen: "de tænker måske ikke om det samme men de tænker sikkert om noget samtidig". Altså synkronien er vigtig her og ikke nødvendigvis det det siges I tide og utide. Og det gælder alle steder mener jeg, også I Tivoli.

Klaus Holte

Når jeg er alene, er jeg kun sammen med mig selv, føler jeg mig ensom er jeg ikke engang sammen med mig selv. Citat af N. Hoffmeyer..

det er vigtigt for mig at skrive jeg i stedet for man, for når jeg bruger man "har det ikke rigtigt noget med mig selv at gøre" og jeg høre ofte at vi bruger man, istedet for jeg.

Niels Duus Nielsen

Martin E. Haastrup, den svada måtte jeg lige sove på.

Men du har grundlæggende ret. At jeg selv nyder min ensomhed, skyldes selvfølgelig, at der er så mange idioter i verden. "At vi skal til at lære at være sunde praktiske enkle empatiske mennesker i kontakt med os selv og vores omgivelser", skriver du, og det er jo netop det, jeg får lov til at være, når jeg passer mig selv, helt alene. Jeg er i kontakt med mig selv, og jeg kontakter mine omgivelser, når jeg har det behov.

Selv i den bedste af alle verdener, vil der være mennesker, der har et behov for at være alene. Den bedste af alle verdener er vel den verden, hvor alle og enhver har mulighed for at indrette sig, som de vil, også idioterne, som jeg ikke gider være sammen med?

Og når man som jeg har været konstant omgivet af mennesker (og idioter) hele sit liv, er det altså en stor glæde, nu at kunne lukke sin dør efter sig og være lidt i fred. Selv de mennesker, jeg respekterer og holder af at være sammen med, kan blive for meget af det gode, hvis jeg skal være sammen med dem 24/7.

Der er forskel på at være alene og at være ensom. Der er alt for mange mennesker, der er ufrivilligt ensomme, og det burde ikke være tilfældet. Men vi er nogle stykker, der faktisk godt kan lide at være helt alene med os selv, og det vil vi gerne have lov til at fortsætte med.

David Hajek, Holger Madsen, Bodil Waldstrøm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg har ment I begyndelse at fenomenet har at gøre med familie eller køns mønstret. Men det er det ikke. Folk lever single men de ringer til hinanden for at gå ud på restsaurant eller café for ex.: Og de rigtige "ensomme" dem der vil være det kan ikke finde plads på en restaurant, eller blive det set skævt på fordi han eller hun er alene. Jeg har diskuteret det med en kvinde som lever single, hun mener også at folk ringer til hinanden.

Martin E. Haastrup

Niels Nielsen, jeg kan ikke andet end tilslutte mig det, som du skriver.

Problemet her er bare, som jeg når frem til, at den her form for 'god ensomhed', lige netop også er den form for neo-liberal-jeg-behøver-ikke-andre-end-mig-selv-til-at-realisere-mig-selv, som vi er blevet tudet ørerne fulde med i jeg ved ikke hvor mange år. Især efter Millenium er den her form for gode ensomhed blevet prædiket som et evangelium fra højeste politiske top. Med katastrofale sociale følger!

Mattia Guidarelli formulerer det simpelthen så kort og præcist foroven, meget bedre end jeg i min alenlange svada : Den her form for 'god ensomhed' : "Synes desværre forfatteren taler for en form for ensomhed, som kun er mulig for de priviligerede mennesker i vores samfund."

Jeg tror vi, især også os priviligerede pensionister og andre, skal til at gå foran igen, som det gode sociale eksempel igen, at bruge ressourcer på 'idioter' og se det bedste i folk, istedet for at bruge det værste i dem, som dårlig undskyldning for vores 'gode ensomhed'.

Jeg er ihvertfald begyndt at lægge mærke til en meget kedelig vane hos mig selv, at jeg istedet for at se og lede efter det positive i folk, er tilbøjelig til at se og lede efter det negative. - Og så er det klart at man hele tiden støder på idioter og igen og igen bliver bekræftet i sin gode-ensomhed.

Vi bliver nødt til at vende om og bevidst systematisk modarbejde hadet og foragten og menneskeleden som strømmer ned fra oven og splitter os til atomer - ellers mister vi vores klode, vores miljø og først og fremmest os selv.

Lige nu er situationen den ellermest gunstige for et ragnerok : De som netop er tilstrækkeligt privilegerede til at kunne trække sig tilbage i sin gode ensomhed, det er måske netop dem som der også er brug for at stille sig frem og modarbejde de tendenser, som de fleste andre, slet ikke har tid til at tænke over, fordi de er tvunget i nyttejobs, 'fast arbejde', stress og jag, i konkurrence-staten og bare venter på at nogen tager teten og går foran som et modigt eksempel, der maner til fællesskab og samarbejde mennesker imellem, istedet for det modsatte : At vi hele tiden ser fjender og idioter, truende konkurrenter, i hinanden.

Artilkens forfatter kan ikke hjælpe os. Han er selv fanget i det spin af neo-liberal-jeg-behøver-da-ikke-andre-for-at-realisere-mig-selv-evangelium, som han i min optik, som psykolog faktisk egentlig burde kunne gennemskue i sin 'klogh3ed' og 'godhed' og hjælpe sine tihørere og klienter fri af. Han advokerer også bare for sig selv og sin egen privilegerede gode ensomhed. Det flytter nada!

Vi må lære at gribe fat i realiteterne igen, især realiteterne hos de mennesker vi bryder os mindst om, de underpriviligeredes realiteter og forstå hvorfor de mennesker er, som de er og at alle har noget værdifuldt at bringe til fællesskabet, hvis folk bare fik lov for konkurrence-staten. Hvis folk bare fik lov at realisere sig selv!!!

For igen : Det er løgne-evangelium som de neoliberale prædiker! : De prædiker et evangelium som kun gælder nogen ganske få priviligerede! - Og på andres, de fleste underpriviligredes friheds bekostning.

Lige nu kører den på fuld skrue, at alle, med vold, tvang og magt, skal bidrage til 'fællesskabet', altså fællesskabet af i forvejen priviligerede, magthavere og virksomheds-ejere, mulitnationale mastodonter! Politikere er bare villige redskaber i disses hænder og kræver derfor at alle andre borgere også lærer blindt at acceptere dette faktum : At hvis vi skal overleve i verden af idag og imødkomme truslen fra Kina - konkurrence-truslen... - så er alle nødt til at lære at være sin egen selviscensatte slavepisker - nødt til at opgive sine privilegier og prædike og praktisere den neo-liberale-jeg-kan-da-sagtens-realisere-mig-selv-uden-andre-end-mig-selv-i-min-gode-ensomhed.

Og så er ringen sluttet kære Niels Nielsen, fordi hvis det her får lov at fortsætte ret meget længere, så ender vi med og også du og jeg og millioner af andre 'endnu priviligerede' skrumper ind til ingenting og så kan vi godt glemme alt om at sidde her på Informeren og skrive kilometervis at kloge og gode indlæg.

Og jeg er også bange for at eftertiden, måske især os selv, til syvende og sidst vil dømme os som 'priviligerede' egoister, som svigtede da der var allermest brug for netop nogen som turde gå modstrøms og prædike og praktisere det modsatte af 'den gode ensomhed' -

Hvad med f.eks. det gode fællesskab? - Eller det er måske passé, som DF er lykkedes at slå til jorden for længst : Tossegodheden...?! Folk idag lever det mantra : At man jo ikke skal være tossegod, og som leder os lige lukt i fælden, de priviligeredes lukus-fælde, i den kroniske gode ensomhed : Jeg-har-da-ikke-brug-for-andre-idioter-og-at-være-tossegod-til-at-lade-op-og-kunne-realisere-mig-selv...

Næeh, måske ikke, men hvis den tendens fortsætter ret længe endnu, så gætter jeg på at vi også snart kan vinke farvel til den sidste rest af privilegeret luksus-frihed til at skrive kloge og gode indlæg i kilometervis på informeren (eller brokker på de sociale medier over minimumssager som nu feks tvisten mellem Jeppe Kofoed og Søren Espersen - rent tidsspilde og pseudodebat - afsporing - 'priviligeret god ensomhed') - For det er den vej udviklingen jo går : Flere og flere må opgive deres 'gode ensomhed' for at dem i toppen kan blive ved med at bevare den.

Samme melodi som forne regering : Vi må udvikle (=afvikle) socialstaten for at bevare den. ('Reformer') Folk må opgive deres frihed for at bevare den, nyttejobs. Vi må afvikle borgerrettighederne og demokratiet for at bevare det...

Den 'Gode Ensomhed' er midlet og mantraet som prædikes fra oven som får alle enhver til at løbe livet af sig i jagten på sin egen privilegerede tilværelse fri for alle andre idioter, men som færre og færre kan realisere fordi det er en illusion, som vi ikke har råd til længere. Som hverken planeten, miljøet eller fællesskabet har råd til længere. En materialistiske kapitalistisk tragisk illusion. Og jeg har ikke engang læst Marx!!! ...

Sören Tolsgaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Martin E. Haastrup.

Jeg ved godt, at jeg er et privilegeret menneske. Ikke specielt økonomisk privilegeret, jeg lever af min kontanthjælp, men selv en kontanthjælp anses for at være et privilegium i denne verden. Hvad jeg ikke mener, at det er; det er at sammenligne med en forsikringsordning, som jeg har indbetalt til over skatten hele mit liv. Derfor jeg føler ikke, at jeg lever af "andres penge", desværre er jeg blot kommet i den situation, at arbejdsmarkedet ikke har brug for mig og mine talenter. Hvorfor jeg så nyder det "privilegium", at staten har sørget for, at jeg på forhånd har indbetalt den præmie over skatten, som en forsikringsordning indebærer. Så det sande privilegium, for mig at se, er at jeg ikke mister humøret, bare fordi jeg ikke har noget job, og derfor ikke har nogen kolleger at være sammen med hver dag.

Men denne forsikringsordning er truet, den forsøges fremstillet som et privilegium, altså som en uretfærdighed. Folkepensionen, som jeg faktisk går og glæder mig til, så jeg slipper for mere absurd tvangsaktiveringscirkus, går jeg og vennerne og joker med, at den sgu nok bliver afskaffet, inden vi bliver gamle nok til at nyde godt af den. For det er jo, hvad politikerne har haft gang i de seneste år: Kontraktbrud - jeg har indbetalt til mine forgængeres kontanthjælp og folkepension i forventning om, at hvis jeg fik behov eller blev gammel nok, ville denne indbetaling fungere som præmie i den forsikringskontrakt, jeg havde indgået med staten.

Du har ret i, at det er nemt at se andre mennesker som idioter, men det hænger vel sammen med, at vi har gjort os nogle erfaringer, som "idioterne" ikke har gjort. Jeg har gjort det til en grundregel altid som udgangspunkt at forsøge se det gode i folk, men som en taxachauffør i Nuuk engang sagde om folk, der løb fra regningen: "De får lov at køre gratis med mig een gang, og så kommer de aldrig med min taxa igen." En idiot er ikke en idiot, før vedkommende i ord og handling har vist, at han/hun er en idiot. Og unge mennesker er sjældent idioter, de har som oftest bare ikke de erfaringer, som jeg har, så de får lang snor i min verden, før der bliver dømt uhelbredeligt stupid.

Det problem, du taler om, er faren for, at denne selvvalgte alenehed skulle blive noget, der dikteres fra højere sted, i form af floskler som "enhver er sin egen lykkes smed" = "enhver er sig selv nærmest". Hvad du da har evig ret i. Men lad os så udnytte det "privilegium" det er at kunne diskutere disse ting, bl. a. her på Information. Meget af den debat, der foregår, er ørkesløs og futil, men det er for mig at se vigtigt, at vi udveksler synspunkter om verdens tilstand.

I mine sorteste øjeblikke finder jeg verden absurd og meningsløs og ond. Det er derfor en kilde til håb, at jeg ikke er den eneste, der kan føle således, det er ikke kun mig, der er "sær". Og det håb sætter mig i gang med at tænke over, hvad jeg skal gøre for at ændre på denne ulykkelige tingenes tilstand.

Jeg er begyndt med at feje for min egen dør ved at leve nøjsomt og sætte det mindst mulige økologiske fingeraftryk på verden. Derudover støtter jeg alle de mennesker symbolsk og moralsk, som der ligesom jeg ønsker at vende skuden, så det bliver lidt mere udholdeligt at leve her i verden. Jeg er civilt ulydig, forsøger at gå under radaren og omgår så mange absurde regler, som det er mig muligt. Og der var intet, jeg hellere ville, end deltage i en organisering af alle gode kræfter, med det formål at skabe et mere menneskeligt samfund. Men overmagten er stor, og jeg har endnu ikke fundet nogen patentløsning, eller fundet nogen andre, der har.

Så måske vil eftertiden sige, at jeg - vi - svigtede. Det håber jeg ikke, jeg håber, at vore diskussioner vil kunne føre til ændringer. At EL og Alternativet ser ud til at kunne samarbejde på trods af ideologiske uoverensstemmelser ser jeg som et stort fremskridt.

Der er lang vej endnu, og det begynder at knibe med tiden, før det hele smelter ned i klimakaos. Så der er al mulig grund til at være pessimist. Det hjælper os bare ikke. Vi er nødt til at tænke over og diskutere hvordan vi får bevidstgjort folk. Ikke idioterne, de er fortabt, men jeg har altså en tyrkertro på, at flertallet ikke er idioter, de er blot unge og uden erfaringer.

Hvad foreslår du, vi skal gøre? Det nytter ikke noget bare at købe en maskinpistol og gå efter regeringen, der skal dybere ændringer til end blot at udskifte toppen. Det er en kulturkamp, der skal udkæmpes, og vi er i defensiven, med eller uden Marx. Hvordan kommer vi i offensiven igen?

Ivan Breinholt Leth

Mattia Guidarelli
24. maj, 2016 - 23:54
I dagens Danmark bliver man helt automatisk hevet ud af den dagligdag som hedder lønarbejde, når man er fattig. Man bliver tvangsisoleret fra en del af samfundets normale sociale rum. Det er den dårlige form for ensomhed, men det forhindrer ikke den tvangsisolerede person i at søge den positive form for ensomhed. Det er ikke et privilegium forbeholdt velhavende personer. Det er udelukkende et privilegium for personer, som har overskud af tid, og det har en stor del af den danske velhavende middelklasse ikke.
Jeg har selv haft perioder af arbejdsløshed, som jeg har haft stor glæde af, selvom pengene har været små. Men at få noget positivt ud af en negativ situation kræver, at man har styrke nok til at abstrahere fra al den ideologiske 'støj', som et liv på en overførselsindkomst desværre er omgærdet af i nutidens Danmark. Mennesker på overførselsindkomst burde gå sammen og skabe sociale rum, hvor andre identiterer end lønarbejderidentiteten er gældende. Sådanne sociale rum kunne måske også udgøre en politisk kraft, som går imod tidens stigmatisering af personer på overførselsindkomst. Men det sker desværre ikke i noget særligt stort omfang, fordi det er lykkes for den herskende magtelite at individualisere udstødelsen af samfundet. Vi må gå imod den for tiden herskende syge ideologi, som bilder os ind, at frihed fra lønarbejde er et problem. Frihed fra lønarbejde i en begrænset periode af et voksent menneskes liv, burde være en ret, som alle har. Midlet til at nå dertil, er en anden fordeling af det samfundsmæssige nødvendige arbejde. Det er en problematik, som vi under alle omstændigheder bliver nødt til at forholde os til, når robotteknologi og kunstig intelligens fjerner omkring en tredjedel af arbejdspladserne i Danmark.
http://cevea.dk/analyse/10-arbejdsmarked/1749-digitale-trends-og-det-dan...
I den proces kunne det måske være en god ide, at lære sig selv og andre noget om den positive ensomhed. Især hvis man forudsætter, at arbejdet bliver fordelt på en anden måde. For øjeblikket peger tendensen mod øget udstødelse, større ulighed, hårdere vilkår for de som er i arbejde, mere fattigdom og mere stigmatisering af de udstødte. Men det er ikke nogen naturlov.

peter fonnesbech, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar