Alt skal økonomisk optimeres, og alle menneskers værdi skal måles på, hvor meget de kan øge samfundets konkurrencedygtighed. Det synes at være logikken bag de seneste års politik på velfærdsområderne.
I sundhedsvæsenet betyder det, at de institutioner, der gerne skal hjælpe med sundhed og livsduelighed, ofte drives på usunde måder.
Naturligvis skal vi ikke droppe ambitionerne om at arbejde effektivt, ligesom vi ikke bare skal smide omkring os med pengene, men i et samfund med et hidtil uset fokus på individuel sundhed er det et paradoks, som har betydning for vores fælles tro på og opbakning til vores institutioner og fællesskab – de grundpiller, vores samfund er bygget op omkring.
Som en ansat i sundhedsvæsenet siger det i antologien Bladet fra munden – mod og vilje til et godt arbejdsliv: »Mange steder er der et grimt sprog, f.eks. produktion, produktivitet, koncern, implementering mm., som om det var fabrikker. (…) Jeg kan ikke være i det system – det bliver umenneskeliggjort.«
Efter vores opfattelse er det derfor på høje tid, at vi får taget fat på nogle grundlæggende diskussioner af, hvordan vi sætter fokus på, hvad der reelt skaber værdi i et velfærdssamfund.
Læs også: Hvis regeringen vil have mere behandling, må den betale for det
Vi taler om produktion, vi omtaler patienter som ydelser og kalder arbejde for leverancer, og hverken de behov og problemer, patienterne har, eller det konkrete arbejde indfanges i dette bureaukratiske sprog.
Sproget flytter derimod fokus væk fra opgaven om at finde den bedste faglige løsning for mennesker, der har brug for hjælp. Mennesker føler sig magtesløse, hvis ikke sproget indfanger værdien af deres behov og deres faglighed. Når ord og begreber som rationaliseringer, effektiviseringer og LEAN former praksis, betyder det en negligering af det, vi som samfund hidtil har værdisat: omsorg, empati og tid til at gøre en opgave færdig.
Her går det godt
Det ovenstående citat er også langtfra enestående, men findes i mange beretninger fra sundhedsvæsenet og fra alle andre grupper af ansatte beskæftiget i de danske velfærdsinstitutioner.
Ikke desto mindre er der en rød tråd i reaktionerne fra politikere og mange af de øverste ledelser: Man holder kritikken nede og fastholder opfattelsen af, at her går det godt. Den fremgangsmåde holder bekvemt kritik og problemer på afstand, men hindrer dermed også de nødvendige politiske løsninger.
Det drejer sig om retten til at definere, hvad kerneopgaven er. En del sygeplejersker oplever for eksempel, at de i deres hverdag ikke har tid til at leve op til de faglige standarder, og det rejser spørgsmålet om, hvem der har retten til at beskrive arbejdets problemer og indhold.
Sygeplejersker og andre fagprofessionelle arbejder ud fra et samfundsmæssigt mandat, og traditionelt har det konkrete arbejde altid skulle afvejes efter forskellige politiske, ledelsesrettede, borgerrettede og faglige hensyn.
Men der er i dag for stor forskel mellem det, man fagligt og professionelt har tillært sig, og det, der politisk og fra arbejdspladsens side stilles af krav.
Et umiddelbart svar er, at så må uddannelserne ændres, og selvfølgelig skal der være en dynamik; offentligt ansatte har ikke statiske roller. Men omvendt gælder det også, at problemer knyttet til strukturer og rammer må løses ved at ændre i strukturer og rammer. Ellers vil man blot forstærke de reelle problemer og sløre, at der reelt er skabt et økonomisk målstyringsregime, der kun levner lidt plads til mennesker.
Demokratisk dialog
Det gælder om at få en demokratisk dialog mellem politikerne, de faglige organisationer, de sundhedsprofessionelle og befolkningen, der ikke drejer sig om ydelser, måltal og leverancer, men om mening, værdi og sundhed.
Det gælder om at gøre op med den nuværende snævre markedsideologi og opdyrke en ny demokratiforståelse, hvor befolkningen konkret har indflydelse på udformningen af forvaltningspolitik, sundhedspolitik og skolepolitik, og hvor begreber som mening, bæredygtighed, demokrati, sammenhænge og relationer bliver de bærende.
Vi skal kunne give verden videre til vores efterkommere, ikke kun hvad angår det ydre miljø, men også det indre: en omsorgsfuld omgang med mennesker og ting. Hvis det skal lykkes, kræver det en fælles erkendelse af, at de aktuelle institutionelle strukturer og samfundspolitikker sætter nogle afgørende og uheldige betingelser for civilsamfundet, solidariteten og medmenneskeligheden.
Grundlæggende drejer det sig om, hvorvidt vi skal forstå og betragte velfærd og sundhed som en omkostning eller som en indsats, der er med til at opfylde menneskelige behov, skabe sundhed og livskvalitet.
Vi har et stort ønske om at få skabt bæredygtige forandringer og håber, at debatten kan fortsætte i bredere kredse. Derfor også en opfordring til andre om at komme med deres bidrag. Det er en kompleks verden. Det er ikke altid let at se nye løsninger. Vi tror på, at det kan lade sig gøre i fællesskab.
Grete Christensen og Dorte Steenberg er henholdsvis formand og næstformand i Dansk Sygeplejeråd
