Klumme

Den store gradbøjning

Ytringsfriheden før og nu og ikke
Debat
27. maj 2016

Når disse linjer læses er sagen for længst endevendt og delvis glemt. Andre småhistorier fra populismens overdrev har bemægtiget sig medierne garneret af flittigt refererede sms-udladninger fra dybet. Et dagligt udvekslingsritual på børsen for overfladiskhed i Radio24syv gør det ud for demokratisk debat.

Kan man sige neger, eller kan ham den anden sige at ham der sagde neger i virkeligheden sagde nigger? Hvad mener du? Ring eller sms og lad os få din mening.

Og når du nu har fingrene i tasterne fortæl så også lige om vi skal have færre eller flere krigsfly, og om de skal være fra Boeing (’bøjing’, som hun sagde i radioen) eller de andre. Men først din mening om negre.

Manden der kaldte Obama neger er en dreven grossist i hurtigt omsættelig forargelse og ved om nogen at dét ord, såfremt nogen anfægter brugen af det, vækker sms-genet hos den del af vælgerkorpset, hvis følelser det er klogt at holde i kog. Det har manden i forvejen ikke svært ved.

Bliver forargelsen imidlertid for stor – og det kan man ikke helt vide på forhånd, eftersom negre ikke er så upopulære i Danmark som andre farvede i krumsabel, snabelsko og tørklæde – kan det løbe løbsk. 

Men så bliver manden, der altid henholder sig til at han siger tingene som de er og kalder en spade for en spade og negre negre, reddet på stregen af en socialdemokratisk småtosse der hopper på limpinden og omsætter neger til nigger.

Det handler dybest set om den gamle sang om ytringsfriheden, som Bertel Haarder, Naser Khader og betænkeligt mange flere er godt på vej til at rationere.

Der var engang for ikke længe siden, da kulturministeren i skikkelse af en bagatelagtigt yngre Bertel Haarder udtalte de uforglemmelige ord, som Fogh Rasmussen i nytårstalen 2006 kreativt slog fast: Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes.

Sådan set bestiller politikere, journalister og almindelige mennesker ikke ret meget andet end at gradbøje ytringsfriheden. Men lad det nu ligge, som man siger når det begynder at blive festligt.

Det bliver det, når politikere og ytringsfrihedsfundamentalisterne fra profettegningernes glade dage nu mener at man i den grad, og hvis der er mistanke om at nogen mener noget dansk værdifremmed, bør gradbøje nogens ytringsfrihed at man også bør gradbøje deres indrejse. Listen bliver lang, forudser minister Haarder – uden påfaldende meget gradbøjning af andre end muslimske ’hadprædikanter’.

Religionen er altså afgørende. Gode jurister har påvist at folk med politisk udgangspunkt, som jo også kan være værdifremmede, næppe rammes af en ytringseksluderingslov og i det hele taget.

Man kan jo lige så godt stemple et sort M for muslim i pas, sikkert også få bogstavet påsyet imamernes kluns; en foranstaltning der kan udstrækkes til alle muslimer der opsøger prædikanterne, hvis disse altså ved en fejl slipper ind i landet.

Den vrede mand

Den ferme ærkereaktionære kritiker Harald Nielsen (1879-1957), Tidehverv og Søren Krarups forbillede, mente apropos, da gemyttet rendte af med ham, at danske jøder damals lige som de tyske skulle gradbøjes hist og her. Den gule stjerne var ifølge højrefløjsfilosoffen en glimrende idé. Nielsen blev blandt andet hyldet af heilende KU’ere der heller ikke brød sig om Georg Brandes.

Med jødestjernen på rette sted kunne danskerne se, hvem og hvad man stod over for, og tage deres forholdsregler. Det skrev Nielsen der nu synes at stå over for sin renæssance, takket være en benovet bog om den ellers glemte begavede, men kronisk forskruet vredladne mand.

Kunne man så skrive, hvad Harald Nielsen skrev? Jo, det gik da, han tjente ifølge professor Hertel takket være velstående donorer fint på sine udfald mod Gud og hvermand, mest de sidste.

Men det kunne Nielsen så alligevel heller ikke, skrive som han lystede – ikke uden konsekvenser. Det var jo så langt ude og blev kun værre, og Nielsen satte sin sidste anseelse over styr. Frihed er som bekendt en relativ størrelse.

Ham der sagde neger er næstformand i landets største borgerlige parti og mister heller ikke andet end sin anseelse, dog mestendels i kredse der rager ham en fjer.

Måske manden ikke har vejet ordenes vægt og betydning i forhold til personlige sprogvaner og krav om friheden til at bruge sproget, som man i ytringsfrihedens navn uden hensyn til andre selv vil.

Men det gør man så ikke. I klædelig selvbeherskelse kalder man eksempelvis ikke manden der siger neger for blegfis, skønt han i forhold til en endog koloristisk afdæmpet neger bestemt ligner noget i den retning. Man kalder heller ikke en jøde for en smovs, skønt det i de tider Harald Nielsen afskyede arten var et yndet øgenavn for Israels børn.

Der er så meget man ikke siger, fordi det ikke er klogt at sige. Pis mig i øret er ét eksempel. Udsagnet betyder: Rend og hop! Og det er jo alt nok.

Man behøver ikke være latrinær eller sige smovs, når man mener jøde. Den betegnelse kan i visse sammenhænge, som hos en Harald Nielsen, være fæl nok.

Jøderne brød sig ikke om at blive kaldt smovs, ligesom det er kommet denne skribent for øre at negre heller ikke kan lide at blive kaldt negre. Det svarer sådan set til smovs for jøder. Det kan man så mene ligger i den overfølsomme ende af ytringsrepertoiret eller at hensyn er politisk korrekt. Og det er jo helt forfærdeligt.

Man kan afstå fra udtryk som pis i øret, eller smovs eller neger. At fravælge disse ord – som at holde på sin tarmluft i en bagerbutik – er et andet udtryk for dannelse.

Dét er selvfølgelig meget forlangt, når man er ude efter at sætte bidsel på ytringsfriheden henne i den ende, hvor halvmånen hænger skævt. Så må man jo hævde sit sprog i egen ret og sige neger, når man ser én, og vække dybet af dvalen med det halvt senile ord.

Så skal det nok gå alt sammen, Søren Blegfis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her