Kronik

Ungdommen vil ikke blive til noget

Selvfølgelig stritter de unge imod, når politikere og andre fra min generation fortæller dem, at de skal tænke målrettet og uddanne sig til det rigtige. For hvad er mere irrationelt end at sætte sig snærende fremtidsmål i en forandringslabil og hastig verden?
Selvfølgelig stritter de unge imod, når politikere og andre fra min generation fortæller dem, at de skal tænke målrettet og uddanne sig til det rigtige. For hvad er mere irrationelt end at sætte sig snærende fremtidsmål i en forandringslabil og hastig verden?

iBureauet/Mia Mottelson

4. maj 2016

Det vrimler med tiltag for at få unge til at uddanne sig – og helst effektivt og til det rigtige. Lige nu er gymnasiereformen på dagsordenen. Men paradoksalt nok er tiltagene for at motivere unge og få dem til at vælge fornuftigt og rationelt ofte lavet uden indsigt i netop deres egen rationelle fornuft og måde at blive motiveret på.

De unge, som vi gerne vil råde, har levet hele deres liv med internet, mobiltelefoner og sociale medier. De har levet hele livet med forandring som et vilkår netop på grund af den teknologiske udvikling, der mere end noget andet betyder, at forandringer er forudsætningen, og ustabilitet er standard.

De seneste otte år har jeg studeret de første årgange af unge, som har levet hele deres liv netop i den korte tid præget af internettets opblomstring, der med sociologen Giddens’ ord »nok er den største forandring på kortest tid, vi har set i verdenshistorien.« Jeg har fulgt disse unge på job og uddannelse, hos familien og sammen med venner og set, hvordan de på en række områder har en anden, men ikke mindre rationel tilgang til livet, end den man ser hos min generation.

Det måske vigtigste, man skal forstå, er, at i sådan en forandringshastig verden er det ofte ikke rationelt at være målstyret.

I mine studier har jeg set en næsten demonstrativ fokus på hele tiden at udvikle sig. Men trods dette, har de unge stort set ingen konkrete planer for, hvad de skal udvikle sig til – altså ud over til ‘noget andet’.

Et eksempel på denne rationelle logik mødte jeg på Farmakonomskolen. Uddannelsen er relativt professionsrettet med en veldefineret faglighed og en klar jobprofil at se frem til. Men da jeg talte med de studerende om deres planer, når de blev færdige på skolen, var der ét svar, som gik igen som det eneste konsekvente og præcise: De havde ikke planer om at blive farmakonomer – eller i hvert ikke blive ved med at være det. Når jeg spurgte dem, var det mest eksplicitte svar, at de skulle bruge farmakonomuddannelsen til ikke at blive farmakonomer.

Der er lavet kvantitative undersøgelser af unges valg af ungdomsuddannelse, som peger på samme logik: En af de allervigtigste grunde til, at unge vælger gymnasiet til og stadig vælger de fagspecifikke erhvervsskoler fra, er, at de ikke bliver til noget på de almene gymnasier. At de kan udskyde beslutningen, holde mulighederne åbne. På erhvervsskolerne bliver de derimod til noget. Og det vil de ikke.

Rationel utryghed

Jeg har set konkrete eksempler på denne opfattelse i mine kvalitative studier, blandt andet hos en 15-årig dreng fra Herlev, som ville være elektriker. Men på trods af, at der er en specifik, fireårig elektrikeruddannelse på Københavns Tekniske Skole, valgte han alligevel at søge ind på HTX. Selv for sådan en målrettet ung mand, som vidste, hvad han ville være, var det for utrygt på forhånd at vide, at han blev til noget bestemt fire år senere. Begrundelsen er ikke manglende lyst til eller lav prestige ved at blive elektriker. Det er den rationelle utryghed ved det klare og præcise mål. Frygten for, at den eftertragtede uddannelse viser sig at være forældet, når eksamensbeviset er opnået.

Jeg er selv meget målstyret og fokuseret, så jeg fungerer helt anderledes end de unge, jeg har studeret. Men hvis vi køber præmissen om konstant forandring, er det faktisk både logisk, rationelt og også baseret på erfaring, når de unge er ekstremt målrettede … på ikke at have et mål. Udviklingen er målet i sig selv, men der er intet mål for udviklingen. Derfor er de unge ikke målstyrede.

Alt godt forsvinder

Når man kender de unges manglende målstyring og forsøger at forstå, hvorfor den kan være både rationel og fornuftig, er det næste skridt at se på, hvad det betyder for motivationen. Ifølge den logik, som jeg selv i vid udstrækning deler, og som tilsyneladende også gælder hos de ansvarlige beslutningstagere, kan kravet om instant gratification, altså at man får belønningen med det samme, måske blot ligne barnlig utålmodighed og et umodent krav om at få tilfredsstillet ethvert behov, så snart det opstår.

Men de unges logik er en anden. Her giver kun instant gratification mening. En belønning, man ikke får med det samme, får man simpelthen ikke, når alt godt forsvinder for den, der venter. Klassisk protestantisk behovsudskydelse er ikke en gangbar valuta i det digitale netværkssamfunds forandringslabile cyber-himmel.

Spørgsmålet er så, hvordan vi skaber mening og motivation for en generation, hvis livslange erfaring tilsiger dem, at kun instant gratification fungerer? Her kommer de fire K’er ind i billedet:

For det første skal det være Klart, hvad man får, og hvornår.

For det andet skal det være Kortsigtet, det vil sige belønningen skal udløses hurtigt, så den ikke forsvinder.

For det tredje skal det være Konkret og ikke henvise til noget abstrakt som tradition, ‘for samfundets skyld’, eller naturligvis allerværst: at de ældre generationer ved bedre, for vi har mere erfaring.

Og så skal meningen for det fjerde skabes i den nære Kontekst, altså inden for rammerne af den konkrete situation.

Endnu et konkret eksempel kan illustrere forskellen i rationale og motivation: På Arkitektskolen Aarhus havde rektor Torben Nielsen og hans kolleger sidste forår lagt sig i selen for at skaffe 120 praktikpladser til alle bachelorstuderende på 3. år. De vidste jo, hvor stor positiv betydning et praktikforløb har for de studerendes mulighed for at få et job.

Praktikpladserne på de virksomheder, som lå i Aarhus og nærmeste omegn blev da også hurtigt afsat. Men så snart transporttiden blev lidt længere, blev der problemer med at få dem besat. Torben undrede sig og spurgte de studerende, om de ikke var klar over, hvor meget en praktikplads betød for deres jobmuligheder, når de var blevet færdige som kandidater om to år?

De kiggede på Torben og forklarede ham, at de var i tvivl om værdien af noget, som først har betydning om to år, altså når de skulle til at søge job. Det, der interesserede dem, var, hvilken værdi en praktikplads havde for dem nu, mens de studerede.

Jeg er ikke i tvivl om, at Torben har ret i, at en praktikplads har stor betydning for jobmulighederne. Men problemet var, at han forbrød sig mod alle fire K’er: Han henviste til nogle lidt abstrakte, uklare jobmuligheder, som lå to år ude i fremtiden, og som i øvrigt ikke havde nogen betydning for hans studerendes aktuelle situation under uddannelse.

Lukker øjnene

Det er faktisk en fornuftig, rationel og erfaringsbaseret logik, som forklarer de farmakonomstuderendes uvilje mod at blive farmakonomer; som fik den 15-årige elektrikerspire til at vælge elektrikeruddannelsen fra; og som skabte problemer med at motivere de arkitektstuderende i Aarhus. Hvad vi risikerer at overse i vores velmenende forsøg på at motivere de unge er, at vi forsøger at skabe mening og motivation ud fra vores eget, målstyrede rationale. Det er også nogle gange min egen, intuitive reaktion.

Derfor bliver politikere og andre ansvarlige ved med at henvise til jobmulighederne efter studiet, selv om det vigtigste for de unges valg af studie er … studiet. Derfor forsøger de stadig at motivere unge til at vælge erhvervsskolerne, fordi det her er mere klart og planlagt, hvad de bliver til, selv om det vigtigste for de unge er ikke at blive til noget.

Og derfor bliver de stadig ved med at lukke øjnene for, at noget så useriøst og barnligt som instant gratification faktisk er den eneste, rationelle strategi. For i en så forandringslabil og -hastig verden, som vi lever i, giver det faktisk ikke altid mening at tænke på, hvad målet og nytten er i 2020.

Søren Schultz Hansen er erhvervsforsker og ekstern lektor, CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Flemming Berger
  • Jørgen Steen Andersen
  • Henrik Brøndum
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Henrik Brøndum, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Ak ja ungdommen!

Aristophanes 425 f.Kr eller muligvis den græske filosof Sokrates, får mange år siden i alt fald:
'Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger deres forældre, skryder op i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.'

Lytter den ældre generation med magten i dag til videnskaben, prøver at opføre sig ansvarlig og passer deres pligter?

Klimaforandringerne 'uden filter'.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Niels Duus Nielsen

"En belønning, man ikke får med det samme, får man simpelthen ikke, når alt godt forsvinder for den, der venter."

Godt set! Carpe Diem!!

Den sociale kontrakt mellem borgere og statsmagt bliver hele tiden ændret, ofte så meget, at der kan tales om kontraktbrud. Så hvorfor lytte til statsmagtens propaganda?

Hvorfor betale skat til andres kontanthjælp og folkepension, når begge dele sikkert er afskaffet, når jeg selv får brug for dem? - er rationalet tilsyneladende. Eller som her: Hvorfor uddanne mig til læge, når jeg alligevel vil blive overflødiggjort af en diagnosticeringsrobot?

PS til Philip B. Johnsen og Aristophanes: Forleden var der faktisk en ung mand, der til min store overraskelse rejste sig og tilbød mig sin plads i bussen!!! Min første tanke var: Øv, er jeg virkelig blevet så gammel? Min næste tanke var: Det ville en etnisk dansk ungersvend sgu aldrig have gjort.

I lyset af ovenstående artikel forstår jeg nu hvorfor: Danske unge gider ikke respektere alderdommen, da de ikke forventer selv at blive respekterede, når de bliver gamle, belært af, hvor hurtigt "traditionelle danske værdier" kan ændre sig til det modsatte. Men i indvandrerkredse er de åbenbart lidt bagud, og opdrager stadig deres børn til at udvise respekt for den ældre generation.

Spørgsmålet er nu: Er det godt eller skidt, og for hvem?

Sup Aya Laya, Lise Lotte Rahbek, Jørgen Steen Andersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

1) for det første overdrives forandringerne, internettet er et fantastisk værktøj, der letter mange processer, især mhp. at lære noget teoretisk, fordi den kontinuerlige samtale igennem historien bliver håndgribelig og tilgængelig,
2) man er nødt til at blive til nogen, der kan blive til noget - som kan blive til noget andet; vægelsind har til alle tider givet tilskuere til livet, ikke fastholdere, og det er vist et træk i dansk nationalkarakter helst at ville iagttage og vurdere - ikke for ingenting er vi Hamlets hjemland.

Ole Vagn Christensen

Det her med at ungdommen, ikke vil blive til noget, levede jeg med hele mit liv, for min generation blev der arbejdet med i ungdomskommissionen, som først blev helt nedlagt ved kommunalreformen i 1970. Selv nåede jeg, som mit første offentlige ombud at være medlem af den kommunale ungdoms kommission fra 1966-1970. Når vi unge, ikke gik til grunde var det fordi vi overordnet fik, en politik, skabt efter industrisamfundet i Danmark, en politik som rettede sig mod en folkeskolereform, dernæst fik en lærlingelov, som gav os unge mulighed for, at blive til noget. Ja vi blev så privilegeret, at vi kunne, da der var for få unge, vælge og vrage hvad vi ville i lære som. Vi behøvede ikke, at tænke på, hvad vi skulle leve af, vi kunne med de nye muligheder kaste os ud i, en politisk kamp, for at forlange med ungdomsoprøret, mere demokrati, i samfundet. Angående Ungdomskommissionen, som der er skrevet en bog om, som man har givet navnet Farlig Ungdom, den er skrevet af Hans - Sode Madsen på Århus Universitetsforlag i serien Magtudredningen.
men vi kan vel godt konstatere, at sådan gik det ikke, vi er ikke generationen, der gik til grunde.
Faktisk er det sådan, vi er den mest succesrige generation, som ikke kun har været genstand for en ungdomskommission, men også for en Perspektivplan 1 og 2. Fordi man var bekymret for, om vi nu valgte bredt nok, med alle de muligheder der var. Da vi kom til pensionsalderen, nedsatte man en kommission om Fremtidens velfærd. Om der var råd til os, og hvornår vi skulle have lov til at træde ud af arbejdsmarkedet.
Så lad os slå fast, hverken som ung, eller med de skabte muligheder, for os unge, eller nu som ældre, har det Elitære Danmark, altid haft dommedags basunerne fremme, og erklære. Ungdommen, vil ikke blive til noget. Vores 68 ernes ungdomsgeneration, viste med politisk støtte fra fremsynede politikkere, som tog samfundsudviklingen højtideligt, at de tog fejl, vi ville blive til noget.

Christian De Thurah

Det, Søren Schultz Hansen beskriver, er ikke så nyt, som det bliver gjort til. Da jeg gik på universitetet for en menneskealder siden, var der da ingen, der spekulerede på, hvad en uddannelse i nordisk sprog og litteratur kunne bruges til. Kun en ting var de fleste helt overbeviste om: De skulle i hvert fald ikke være gymnasielærere. Det blev de så alligevel næsten alle sammen, men det er ikke det, der er pointen. Det er derimod at ved helt at se bort fra fremtidige anvendelsesmuligheder undgik man, at studietiden blot blev noget, der skulle overstås hurtigst muligt, den blev et selvstændigt livsafsnit, man kunne være helt til stede i og ikke blot ventetid. De seks år (eller ofte mere), man dengang brugte på studiet var ikke blot noget instrumentelt, men noget eksistentielt, og jeg tror, det var godt for kvaliteten.
Derfor er det efter min mening fuldstændig forfejlet, når man nu forsøger at jage de studerende igennem studierne, endda hurtigere end det, der i min tid var normeret tid. Man tror, man gør erhvervslivet en tjeneste og sparer samfundet penge, men det kan meget let vise sig at være en bjørnetjeneste og en dyr besparelse. For slet ikke at tale om, hvad det gør ved de studerende.

gitte luk, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger, Søren Kristensen, Jørgen Steen Andersen, Helene Kristensen, Anne Koed Westergaard, Ulrikke Fabricius, Niels Duus Nielsen, Emilie Poulsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Præcis, Christian de Thurah - men der ligger meget mere i det, for det eksistentielle liv med faget bredte også forståelsen ud på virkeligheden ved siden af studiet, det blev nærværende og instrumentelt, foruden at inkongruensen mellem studietid og studiestøtte tvang alle ud i et erhvervsarbejde, der reelt set både var udviklende, men også finansierende for den uddannelse, det er moderne at påstå, at folk blot får forærende.

Lennart Kampmann

Hvis alle materielle behov er dækket og man ikke kan se at man skal gøre noget for andre, så bliver adfærden som beskrevet i artiklen.
Den manglende evne til at udrette noget konkret vil med tiden underminere selvværdet, hvilket heldigvis kan dulmes med antidepressiv medicin. Man kan derefter indpasses i et klientforløb med det offentlige til sine dages ende.

med venlig hilsen
Lennart

Helene Kristensen

Hvis så bare erhvervslivet og deres oppassere, politikerne, var fremsynede - men de uddanner unge som om 5 år er det der er brug for i dag - og som formodentlig er helt forkert om 5 år. Vi danskere er jo sådan set ikke blevet i 1940 fordi vi har ladet de unge studere det de finder mening i, vi er tvært imod vokset og blevet bedre. Så nu uddanner vi kustoder til fremtiden der er smaddergode nu.
Smid erhvervslivet ud på dybt vand, lad også dem prøve at klare sig selv uden konstant oppasning og opvartning fra politikerside - måske vil vi så i fremtiden have et erhvervsliv der fungerer.

Niels-Simon Larsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Men de unge er jo kun første grads rationelle. Hvis de var virkelig smarte ville de se - at der er enorm personlig værdi i at lære et fag som ikke så mange andre kan - og som man kan tjene penge på. Senere kan man så på grund af det generøse danske uddannelsessystem videreuddanne sig til noget andet. I stedet for at slæbe sig afsted iblandt mængden af cafegenier, kommunikatører, proceskonsulenter etc. så lær dog at svejse, blive sygeplejerske eller elektriker.

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Niels-Simon Larsen skriver

Hvis de unge ikke vil blive til noget, hvad bliver de så til?
Det her er et6 hundred tusinde kroners spørgsmål hvad er det for nogle spor der er lagt ud for at de unge kan få en fremtid. Hvis du kan se at der er nogle spor som de unge kan bygge deres og deres børn og børnebørns fremtid på. Så kan spørgsmålet besvares det samfund jeg kan se at de kan se frem til er et stangnations og tabersamfund for vores unge når vi ser på generationen som helhed. Den generation jeg tilhører vi fik foræret et samfund hvor Danmark gik fra at være et landbrugssamfund og til at være et industri og forbrugersamfund. Med mange udviklingsindgange for de unge. Der var en ny skolelov der gjorde op med at man ikke mere kunne købe sig til at få en uddannelse. Vi fik en lærlinge lov. Vi fik også en afbetalingskøbelov som gjorde det muligt at over et år kunne man betale sit tøj så ingen kunne se forskel på rige og fattige beklædningsmæssigt. Vi fik fere almene boligselskaber som forbedrede boligstandarden. Men det bedste var at vi med ungdomsoprøret fik gjort op med at fabriksporten var lukket for at få demokratisk indflydelse på arbejdsforholdene.
Men Niels jeg kan ikke få øje på hvilke spor er det vi har lagt ud som de unge kan bygge deres fremtid på. Jeg kan ikke se Dem.

Torben Knudsen

Kunne det tænkes bortset fra de mange fine bemærkninger, at undervisningen fra 7 klasse skulle indholde præsentation, gennemgang af arbejdsmuligheder i det private og offentlige arbejdsmarked som grundlag for et beslutningsgrundlag, når den videre uddannelse skal fastlægges?.herunder aktiviteter , der satser på eksport til udlandet incl. knowhow i de mange projekter.

Ole Vagn Christensen

Torben er det det du mener vore unge kan bygge en fremtid på. Der kan give dem muligheder i fremtiden. Måske hvis du kan fortælle dem, hvad er det for en fremtid du ser for dem. Danmark er et stangnationssamfund med flere tabere end vindere i dag, Danmark har et bureaukrati der æder alt og alle. Politisk har vi gjort landet til et land der tror at vi kan nøjes med at kontrollere og administrere hinanden. vor formuerne ved overskudsdelinger ikke går til lønmodtagere eller samfundets udfordringer men går til aktionærer og oprettede fonde i de store virksomheder. Skabt af lønmodtagere som har båret de menneskelige omkostninger med arbejdsrelaterede sygdom og mindre købekraft hos de udsugende aktionærer.

Ole Vagn Christensen

Phillip fortæl os lige hvoran var det det gik med det riger de her to filosoffer levede i. Var der ikke grund til advarsler dengang som nu til de selvfede. Som lever efter devisen der kommer nok nogen og gør det ikke så kan vi give nogen andre skylden herfor, i dag er det EU vi bruger. Hvad det var på det historiske tidspunkt filosofferne levede ved jeg ikke det kende4r jeg ikke nok til historien der er om deres liv. Men jeg ved at den danske filosof Søren Kirkegaard var af den opfattelse at man måtte ikke gå hurtigere end at alle var med. En filosofi Anker omsatte til at være hans bannermærke i politik, i øvrigt havde socialdemokrater siden Stauning og op til Anker alle levet efter den filosofi at få alle med. Ved at skabe tryghed for de ældre, syge ulykkes, og handicappede fysiske som psykiske og at de arbejdsløse som betalte prisen for det effektive som konkurrencedygtige erhvervsliv var sikret en rimelig kompensation herfor. Herudover var det gennem Arbejdspladsdemokrati at skabe muligheder for et konkurrencedygtigt erhvervsliv for de arbejdsdygtige årgange, men det var også at forme fremtiden gennem uddannelse fra vuggestue og til og med ungdomsuddannelserne. Så vore unge har lige muligheder for at udvikle en fremtid for dem og deres børn.

Philip B. Johnsen

Ole Vagn Christensen
Min pointe er enkel.

De unge er helt naturligt i vildrede, når de voksne opføre sig som børn.

Ole Vagn Christensen

Helt enig, vi er dårlige eksempler, vi har kun tænkt på os selv i alle perioderne, til trods for generationen fø'r 68 tænkte på, og gav os muligheder, er det ikke det der står i hovedet af os. Frygten og angsten hos os selv, holder os væk af fælleskabs løsninger, der kan forme fremtiden for vore unge. Vi gør alt, for at få dem delt i svage og stærke unge. Vi diskuterer også, at medicin kan blive for dyr, så hellere lade de svageste død. Selv om vi er et samfund, der tjener mia. på medicin. Ja vi kunne blive ved, for det samfund vi har skabt, er et stangnations og taber samfund, for os selv, men i særdeleshed for de næste generationer. Udfordringer der er i samfundet, kalder på fællesskabet finder løsninger. Til trods herfor så tror vi, at nogen kommer og løser udfordringerne for os, og når der ikke gør det er det EUs skyld, siger magthaverne, til de selvfede danskere. Hvorefter de selvfede danskere, finder tryghed i enten at støtte fremhadske ytringer, eller også at være i den modsatte grøft, pladder humanismens grøft.
Vi har i dag en udfordring i at få integreret flygtningene, så de mindst kan tjene til deres ophold i Danmark. Så ingen, hverken til højre eller til venstre, kan bruge dem som politisk legalitet for ekstreme synspunkter. Her svigtede vi i 70erne da det handlede om at fastholde fremmedarbejdernes tilknytning til arbejdsmarkedet, det er ved først her at ske, efter at tredje generations børnene i særdeles pigerne har fundet ud af at uddannelse ikke er så ringe, for at få fodfæste, og dermed få en hæderlig plads i samfundet, ved at hjælpe dem til, at blive sig deres menneskeværd bevidst. drengene halter lidt bagefter men det skal nok komme. Er helt sikker på at de vil ikke være ringere end pigerne. De vil som vores egne drenge gjorde det i 50 erne søge uddannelser i stedet for at være en del af en bandekriminalitet.

Ulla Søgaard

Det kan godt være, at de ikke vil blive til noget.
De skal nok blive til nogen, og det er ikke så ringe endda.

Ole Vagn Christensen

Ulla det er fattige ord, hvilke spor kan du se for dem, at de kan bruge, for at skabe en bedre fremtid.
Ser du det ved karakterræset, som jeg kun kan se, er en sortering, for at skille nogen ud og væk fra flokken, ikke noget der symboliserer fællesskab.
Ser du det i at medicin kan være for dyr, for at hjælpe syge bedst muligt som er fællesskaber værdigt. I stedet for at putte mere i lommerne af de raske.
Tit er jeg blevet spurgt, om ikke det snart er på tide med et ældreoprør. Hvor mit svar er nej, for ser jeg på vores generation så er der ikke som Grundtvig skrev, at når få har for meget, og færre har for lidt, så har vi i rigdom gjort det vidt. I dag, er det ikke det vi kan sige. om ældre generationen, her er det nærmest modsat 1 maj er på grund af frygt, angst gjort til at først meg selv. Derfor kan tanken opstå med, at dette rige samfund, ikke har brug for. at fællesskabet, er det bedste værn, mod frygt og angst. For med den magt vi ældre har i samfundet, hvis vi står sammen i fælleskaber, om at ingen kan slå os i hjæl, når vi står sammen om at finde løsninger på de udforinger vi stor over for.
Noget har vi løst, at mennesker med arbejdsmarkeds tilknytning, har i kraft af arbejdsmarkedspensioner, fået en bedre mental situation, men tilbage står folk uden tilknytning til arbejdsmarkedspensioner, fordi de har båret det fleksible og effektive industrisamfund. Føler vi godt, at vi ikke har ansvar, for dem som har båret samfundet til den velstand samfundet har.