Kommentar

Har en 17-årig spøgefugl afsløret kunstverdenens overfladiskhed?

Den moderne kunst er tom og indholdsløs. Sådan lyder konklusionen, efter at et par briller på gulvet på San Francisco Museum of Modern Art tiltrak sig opmærksomhed. Men er det alt, vi kan lære af eksperimentet?
11. juni 2016

Det gik hurtigt viralt, da en 17-årig dreng for et par uger siden tog fusen på de besøgende på San Francisco Museum of Modern Art. Hans gimmick var simpel, men effektfuld: Det eneste, han gjorde, var at lægge et par briller på gulvet og så stille sig lidt på afstand. Efter ganske kort tid begyndte flere af museets øvrige gæster at stimle sammen omkring brillerne og tage billeder af dem, som om de var en del af den aktuelle udstilling.

Nettet flød over af kommentarer fra folk, der klaskede sig på lårene af grin. Og det er da også svært at undgå at trække på smilebåndet, når man ser billederne af de knælende museumsgæster, som fotograferer brillerne på behørig afstand. For det er i grunden et morsomt eksperiment, den 17-årige spøgefugl formåede at udføre.

Nu er spørgsmålet imidlertid, hvilke konklusioner vi bør drage i kølvandet på eksperimentet? Der er selvfølgelig den konklusion, der ligger lige til højrebenet. Det er den, der peger på, at hele eksperimentet er et rungende ekko af H. C. Andersens Kejserens nye klæder.

Eksperimentets ophavsmand har en rolle, som matcher den lille drengs i eventyret. Ligesom drengen, der sætter ord på det åbenlyse og banale faktum, at kejseren render rundt uden en trevl på kroppen, peger den 17-årige med sit eksperiment på, at den moderne kunst er lige så nøgen som kejseren. Den moderne kunst er med andre ord tom og opblæst. Og oven i hatten kommer så den hån, vi umiddelbart kan rette mod de besøgende, der fejlagtigt troede, at brillerne var en del af udstillingen.

En god metafor

Men er det alt, man kan bruge eksperimentet til?

Næppe. For vi glemmer at følge eksperimentet til dørs, hvis vi blot nøjes med at more os over det. Eksperimentet siger nemlig også en hel del om menneskers lyst til at udforske verden omkring dem. Vi er altså ikke nødvendigvis overladt til at krybe til korset og erkende, at (moderne) kunst udelukkende er tom.

Vi kan begynde med at zoome lidt ud fra eksperimentet og dets egne lukkede præmisser. Vi kan kaste et blik på, hvad det egentlig er, museumsgæsterne foretager sig, når de støder på brillerne: De undres og undersøger. De spørger sig selv – hvad er det her, og hvad vil det mig?

Og så begynder de formodentlig også at tænke tanker. De vil spørge sig selv, hvorfor der ligger et par briller på jorden, og hvad det så betyder. Måske begynder de også at tage billeder. Men grundlæggende er den simple placering af et par briller på jorden ikke nogen dårlig metafor. Der er masser af oplagte muligheder for den tænkende beskuer.

Filosoffen Theodor W. Adorno nedfældede engang nogle lidt kryptiske – men samtidig ganske vise – ord: »Kun når det, der er, lader sig forandre, er det, som er, ikke alt.«

Og med det sagt, så handler det om at holde kog under den forestilling, der fortæller os, at det værende (det, der er) lader sig forandre. Alternativt risikerer vi at stivne i ånden og blive frarøvet erkendelser om, hvordan det samfund, vi lever i, kan blive bedre.

Nyt liv i det tomme

Vender vi nu blikket mod brilleeksperimentet, er det ikke svært at få øje på, at det også opfordrer tilskueren til at bryde med formerne. Spørgsmålet om, hvad brillerne mon laver dér på gulvet, og hvad de vil fortælle, inviterer beskueren til at tage nye og anerledes livtag med den verden og de (simple) ting, der omgiver os. Og hvem ved – måske fører det noget med sig?

Med en klar appel til tilskuerens fantasi er banen i hvert fald kridtet op til at føje lidt sund kulør til livet og det, der er omkring.

I den forstand kan brilleeksperimentet også siges at rumme en anden pointe: Det viser menneskets skønne evne til at bruge sin fantasi og undre sig, når vi ser de besøgende på San Francisco Museum of Modern Art kredse rundt om et par briller, som en 17-årig spøgefugl har plantet midt i udstillingen.

De hånende kommentarer om den moderne kunsts tomhed kan dermed let besvares: Se, hvor let vi kan puste liv i det tilsyneladende tomme!

Og så er hele seancen omkring brillerne ikke så tosset igen.

Philip Larsen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Forrige gang jeg læste om eksperimentet med brillerne på gulvet i kunstmuseet, der gik viralt på nettet, var det ikke en dreng på 17, men to jævnaldrende piger, der var ophavsm.... æh -kvinder til spøgen.

Eventyret om "Kejseserens nye Klæder" eller eventyret "'Det er ganske vist" om en lille fjer, der blev til 5 høns på sin vej gennem kulturformidlernes og meningsdannernes digitale rørpost-system?

Niels Møller-Larsson

Man skal vist mest af alt være meget til moderne kunst før man stopper op; tager billeder og undres over et par briller på jorden. Os andre ville nok bare samle dem op og aflevere dem til kustoden.

Niels Duus Nielsen

Hvis det befinder sig på et kunstmuseum, er det sandsynligvis kunst. Det beviste Marcel Duchamp i 1917, da han udstillede et urinal på et kunstmuseum. Kunsthistorikerne blev så rystede over denne udstilling, at de måtte udtænke en ny definition på kunst, kaldet "institutionel kunstteori", herhjemme især fremført af min gamle vejleder, Søren Kjørup.

Men det behøver ikke nødvendigvis at være på et kunstmuseum - jeg husker en dag, da jeg på Kongens Nytorv i København pludselig stod over for en død bus - den lå og var væltet, og min første tanke var, at der nok var sket en ulykke. Men det var der ikke, den døde bus var et led i et større kunstværk.

Min mangel på forståelse for disse sammenhænge mellem tilfældige busulykker og bevidst aflivede bybusser i kunstens tjeneste bevægede mig til at tage bifag i kunsthistorie. Så i dag har jeg statens ord for, og papir på, at jeg kan sige noget klogt om kunst.

Ikke at jeg derfor ved, hvad der er kunst, og hvad der bare er et par tabte briller. Men jeg kan sige en hel masse klogt om begge dele.

;-)

Morten Jespersen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, odd bjertnes og curt jensen anbefalede denne kommentar

Var det ikke vor kære forfatter HCA der afslørede mennesker selvbedrag med fortællingen om "Kejserens nye klæder"!?

- Intet syntes forandret(!) udover tiden der er gået siden historien blev skrevet, måske er det blevet mere almindeligt?

Randi Christiansen

Hvis I lige tænker lidt over det, så er et par briller et kunstværk i sig selv - brugskunst, men det bliver det jo ikke ringere af. Meget moderne kunst er derimod uhyre letkøbt, til tider endog hjælpeløs og/eller ligefrem fiduskunst, som det hed engang.

Ordet kunst kommer af at kunne - spørgsmålet er, hvad det er for en kunst, man kan.

Niels Duus Nielsen

Fun fact:

Det hedder "briller" fordi man i meget gamle dage brugte beryl til at slibe linser af. Så når man ikke kan finde sine briller, er det sine beryller, man ikke kan finde.

Englændernes "glasses" og svenskernes "glasögon" er blot historieløse efterligninger af en stolt, danske tradition for at nævne tingene ved deres rette anakronistiske navn.

Den moderne kunst er med andre ord tom og opblæst.

Det har vi da vidst længe. Altså dem der gad vide det...

Kunsten er at finde opblæste narrerøve der vil give en masse penge for noget som intet værdi har. Men på den anden side, så er hele verdensøkonomien i dag bygget på at lave penge ud af varm luft, og som resultat deraf bliver luften varmer og varmer. Så varm, at vi snart ikke kan holde det ud længere.
Så i virkeligheden er det temmeligt harmløst at nogle opblæste narrerøve hiver penge ud af næsen af andre, lige så opblæste narrerøve, mens det er langt mere problematisk at verdensøkonomien holdes i gang af stadig varmere luft. Så problematisk, at det rent faktisk er eksistenstruende for hele vores art.

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Spot on, curt jensen, med det forbehold, at kunstnere og kunstentusiaster selvfølgelig er omfattet af den almindelige regel om, at så længe det ikke skader andre, er det helt okay. Og at kunsten er på finansloven skyldes jo, at der er mange, der godt kan lide at se på/lytte til kunst. Endvidere kan god kunst faktisk godt rykke på folks holdninger, som mit eksempel med den døde bus skulle eksemplificere.

Før jeg studerede kunsthistorie troede jeg nemlig, at kunsthistorikere var en flok opblæste narrerøve, som du skriver. Nu har jeg sat mig grundigt ind i sagerne, så nu VED jeg, at de er det, og har dermed et langt bedre udgangspunkt for min kritik af institutionen.

Hvilket selvfølgelig ikke ændrer på, at jeg personligt ikke er i tvivl om, hvor vidt noget er kunst eller ej, og hvor vidt det er god eller dårlig kunst. Jeg kan bare stadigvæk ikke, på trods af studierne, formulere præcist, hvad det er, der er den signifikante forskel. Hvilket kunsthistorikerne, trods deres mange ord, heller ikke kan.

I mange, mange år titulerede jeg faktisk mig selv som "musiker" i betydningen "kunstner", så jeg er på ingen måde fjendtligt stemt over for kunst. Men jeg har derimod altid haft det svært med kunstanmeldere.

Da jeg studerede på Det fynske Musikkonservatorium blev to kolleger hyret til at spille til en fernisering på et mindre galleri i Odense en søndag formiddag. Begge gutter har været på job ( og festet) aftenen inden og vågner en halv time før ferniseringen starter. Vild panik, hurtigt i tøjet og afsted med guitar og keyboard til galleriet. De når det i tide, men kommer i tanke om at de ikke har forberedt hvilken musík de skal spille og vurderer, at det nok ikke går an bare at lire nogle jazzstandards af og gå igen (ikke finkulturelt nok!). Så de beslutter sig for at improvisere hele svineriet ud fra devisen: tryk på knapperne og se hvad der sker. Så musikken bliver virkelig syret..

Ikke desto mindre defilerer gæsterne rundt med det obligatoriske glas et eller andet og nyder udstillingen og ..ahem, musikken og føler sig enormt finkulturelle. Da den halve times musik og behørige klapsalver er overstået, kommer en fint udseende dame hen til de to musikere og spørger: "Sikke et fornemt stykke musik; hvem har skrevet det?"

Damen var ingen ringere end docent og underviser i hørelære på konservatoriet, og var fuldt overbevist om, at denne musik nødvendigvis måtte være komponeret nyklassisk musik, og ikke - som det var tilfældet - spontan trykken på tangenter og anslag på strenge.. Ren dyt-båt ..

Der er MASSER af kejseren's nye klæder i kulturen. Og jo 'finere' den er, jo større er sandsynligheden (håbet!) for, at der er nogle der tager tykt pis på parnasset.

Niels Duus Nielsen

lol, Martin Spure - jeg var engang hyret på min elguitar sammen med en violinist til at spille til moderne dans på Glyptoteket, og koreografen ønskede, at vi spillede "rund musik" i fire timer i træk - "something round", som han sagde. Så vi kiggede lidt på hinanden og tog alle de ekkomaskiner med, vi kunne finde, og improviserede "something round". Vi havde også rumklang med, men det viste sig at være overflødigt i Glyptotekets søjlehal.

Det var en stor succes, pæn omtale i aviserne, hvor musikken blev særlig nævnt for dens "nyskabende karakter", og vi morede os storartet, jeg scorede endda en af danserinderne (eller rettere, hun scorede mig - anyhow) Det lød sgu også flot, når jeg selv skal sige det, selv om vi kom meget nemt om ved det.

Herdis Weins

Jeg tilslutter mig hyldesten af Søren Kjørup, hvis bøger og artikler, jeg næsten slugte, mens jeg studerede :-)

Randi Christiansen

Hvilke herlige røverhistorier I to musikbanditter disker op med, men lad mig sige så meget, at jeres musikalsk faglige baggrund har tilføjet jeres improviserede musik en kvalitet, som en begynder ikke på samme måde kunne have præsteret. Øvelse gør mester, og når et vist niveau er nået, kan inspirationen flyde mere uhindret. En kendt sag for enhver kunstner. Så snarere end at håne docenten kunne man måske se hendes reaktion som en kvalificeret anerkendelse af et godt stykke musik?

Åja, Niels, samme scenarie :)

"play sumthin' Green!" - øhh..okay?!? (skal jeg nok; du betaler jo)

Randi, du har ganske ret. De to bagstive musikere jeg nævner er begge gudsbenådede på deres respektive instrumenter, ikke mindst når det kommer til improvisation, så der har ikke været tvivl om, at det har lydt derefter ;-)

Og alligevel kan jeg ikke lade være med at grine over, at en højt betalt docent i friggin' HØRELÆRE (!) ikke kunne høre at musikken var improviseret, hehe..

Nå, nok om det :)

P.S.

Jeg gad ellers godt have hørt hvordan jeres musik havde lydt MED rumklang i Glyptoket, haha

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Hest i syltetøjsglas. Lort på dåse. Hovedløst. Fetish. Moderne kunst er ikke uden pædagogisk værdi. Kunstens priser holdes oppe af den samme mekanisme, som holder dollarkursen oppe: Kollektiv fortielse af tingenes rette sammenhæng.

Morten Balling

https://da.wikipedia.org/wiki/Kunst

Bemærk hvordan man forgæves prøver at adskille kunst fra reklame, hvordan man med "(i dag)" hijacker ordet kunst fra dets oprindelige betydning (dygtigt håndværk), samt hvordan 600 kilometer ordgejl på stedet efterlader læseren som et gigantisk spørgsmålstegn.

"Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst." - Storm P.

Den bedste definition af kunst jeg er stødt på er: "Kreativt sammensatte elementer, med det formål at tale til beskuerens sanser og følelser". Den definition inkluderer pornografi, reklame, 4-årige Karla's tegnede "Tændstiksmand med Gul Sol", samt "en Arnoldi-sol på en nedsat Ikea-reol".

Når man ser på, hvor svært det er at afgrænse, hvad kunst egentlig er, bliver jeg "dybt imponeret" over de mennesker, som er i stand til udtale sig objektivt om, hvorvidt kunst er god eller dårlig.

Steffen Gliese

Historien siger nøjagtigt det modsatte: at kunsten opstår og ansporer til forståelser. Den 17-årige må indse, at han er oppe imod et eksistentielt menneskeligt vilkår - behovet for at tolke omverdenen og gøre den forståelig.
Det går for at være en særlig menneskelig egenskab, men måske er den i virkeligheden meget mere udbredt blandt andre levende organismer: hvad sker der, når planter vokser efter omstændighederne, eller når fuglene bygger rede af tilgængeligt materiale?

Niels Duus Nielsen

Vedr. Storm P.s definition på kunst:

Da jeg i sin tid omgikkedes (omgak?) og arbejdede sammen med håndværkere, var mesters yndlingsreplik:

"Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt."

Herdis Weins

En sandfærdig historie fra en bekendt, der er tidligere producer på TV-a (sidst i 70'erne):
Når TV-fotograferne sendes ud på en opgave, er det stående spørgsmål "skal det være kunst eller nyheder?"
I øvrigt er alt godt håndværk en kunst.
I øjeblikket er vores ejendom indtaget fra 7 morgen til 17-18 om eftermiddagen af VVS-folk, der udskifter alt, hvad der går vand igennem. At se dem håndtere rør, tange, skruer m.m.m. i et for mig totalt uigennemskueligt system i et pænt hurtigt tempo og med imponerende sikkerhed - det er også en form for kunst. Der er en række af koregraferede bevægelser i et fastlagt - og overholdt - tempo - så Carsten ikke går i vejen for Claus etc. Og der fløjtes lystigt til arbejdet.

Randi Christiansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

En sand fornøjelse er det også at se et sjak ægte brolæggere forny et vejkryds. Siddende på deres små skamler eller liggende på knæ med beskyttelse kaster de rundt med brosten og sætter dem i grus i sirlige chausses-buer, der afsluttes i lige linjer eller nye rundinger, og kanter, der sænkes ved heller og fodgængerovergange, det hele i et passende højt tempo, men alligevel langsomt, præget af arbejdets karakter - det er fandme også kunst, vel er det så.