Kronik

ADHD bør ikke sidestilles med en brækket arm

De senere år har man forsøgt at afstigmatisere psykisk sygdom ved at sammenligne dem med fysiske sygdomme ud fra devisen: Der er ingen grund til at skamme sig over en syg hjerne; man skammer sig jo heller ikke over at få kræft. Men resultatet kan meget vel blive øget stigmatisering, fordi de lidende henvises til en abnormal kategori, der ikke vil kunne ændres på
De senere år har man forsøgt at afstigmatisere psykisk sygdom ved at sammenligne dem med fysiske sygdomme ud fra devisen: Der er ingen grund til at skamme sig over en syg hjerne; man skammer sig jo heller ikke over at få kræft. Men resultatet kan meget vel blive øget stigmatisering, fordi de lidende henvises til en abnormal kategori, der ikke vil kunne ændres på

Johanne Sorgenfri/iBureauet

20. juni 2016

Skam er en af de væsentligste følelser til forståelse af mennesket. For hypersociale væsener som os er skammen afgørende.

Det er ikke tilfældigt, at skammen er den første følelse, Adam og Eva oplever i skabelsesberetningen, efter de har spist af kundskabens træ, har fået begreber om godt og ondt og i den forstand er blevet mennesker, der kan se sig selv gennem de andres øjne. Det er skammen, der fortæller os, at vi er forkerte i et fællesskabs øjne.

Skam kan både være begrundet og ubegrundet. En almindelig form for ubegrundet skam er knyttet til psykisk lidelse. Det er skammen over at føle sig anderledes, ved siden af og utilstrækkelig i forhold til samfundets normer om præstation og livsduelighed.

Man bør kun føle skam, hvis man har gjort noget skamfuldt, men at lide af skizofreni, angst eller depression er ikke at have gjort noget skamfuldt. Hvorfra kommer så den lidendes skam?

Svaret er selvfølgelig, at den kommer fra det omgivende samfunds stigmatisering. Stigmatisering vil sige, at bestemte former for uformåen og uønskværdige træk stemples som sygelige på en måde, der adskiller ’os’ og ’dem’, og hvor de stemplede følgelig mister social status, oplever diskrimination og negative emotionelle reaktioner fra det omgivende samfund.

Sidestillet med kræft

Der er heldigvis stort set ingen, der – hvis de tænker sig om – vil holde mennesker med egentlige psykiske lidelser ansvarlige for deres lidelser.

På trods af den legitime kritik, som psykiatrien og dens diagnoser udsættes for i disse år, er det efter min mening et enormt fremskridt, at vi er gået bort fra at se psykiske problemer som udtryk for en moralsk brist, som folk skal skamme sig over, dadles for og måske endda straffes for.

Utallige patientforeninger samt landskampagnen ’En af os’ har gennem længere tid arbejdet på at afstigmatisere psykiske lidelser, bl.a. ved at slå på at psykisk lidelse er udtryk for sygdom helt på linje med fysisk sygdom, som man jo ikke holder folk ansvarlige for.

Der er ikke noget skamfuldt ved at lide af f.eks. cancer, så hvorfor skulle der være noget skamfuldt ved OCD eller ADHD? Flere forhold har i de senere år trukket psykiske lidelser i retning af at blive anerkendt på linje med fysiske sygdomme, herunder også diagnosegarantien, der er udbredt til psykiatriske diagnoser.

Forestillingen om, at psykiske lidelser er sygdomme ’ligesom fysiske sygdomme’, som det ofte siges, anvendes altså ofte som led i afstigmatiseringskampagner.

Med et fagligt begreb kaldes forestillingen sommetider essentialisme, idet det antages, at det er noget essentielt defekt i det psykiske – ligesom en tumor eller defekt hjerteklap på det somatiske område – som skaber symptomerne og lidelsen.

Den fremstormende neurovidenskab har i den sammenhæng haft stort held med at udbrede forestillingen om, at psykiske lidelser eksisterer i hjernen. Det står desuden stadig klarere, at der er en genetisk komponent involveret ved rigtig mange psykiske lidelser.

Der er ikke tale om nogen genetisk determinisme, hvor der er sikkerhed for udvikling af problemer givet et bestemt genetisk udgangspunkt, men der er tale om, at mennesker kan være genetisk disponeret for at udvikle psykiske lidelser i komplekse interaktioner med miljøpåvirkninger.

Der er mindst to store problemer med essentialismen. For det første, at der på trods af milliardinvesteringer i hjerneforskningen endnu ikke er identificeret pålidelige ’biomarkører’ for psykiske lidelser, hvilket vil sige biologisk konstaterbare forhold, som kan anvendes i en gyldig diagnostik.

Man kan ikke diagnosticere psykiske lidelser ved hjælp af hjernescannernes billeddannende teknikker og heller ikke via blod- eller vævsprøver. Psykiatrien er stadig henvist til at registrere og optælle adfærdssymptomer, men uden nogen sikker viden om bagvedliggende (biologiske) faktorer.

For det andet tyder megen forskning nu på, at essentialismen ikke reducerer stigmatiseringen, men måske tværtimod forstærker den. Dette kommer givetvis bag på mange af de velmenende aktører, som henviser til det neurale eller genetiske grundlag i et argument for afstigmatisering.

Når en persons hjerne er ’syg’, måske på grund af en genetisk ’defekt’, da er der jo ingen grund til at stigmatisere, og de lidende har ingen grund til at skamme sig! Nej, men uanset om denne essentialistiske teori er gyldig eller ej – og meget taler for, at den mildest talt er problematisk – så er den desværre ikke afstigmatiserende.

I den abnormale kategori

Jo Phelan fra Columbia University og Nick Haslam fra University of Melbourne har grundigt undersøgt sammenhængen mellem essentialismen og stigmatisering.

Den undersøges bl.a. ved at give en lang række forsøgspersoner en vignet, hvor en lidende person beskrives, og hvor der er små variationer i, hvordan baggrunden for den lidende persons problemer fremstilles – f.eks. som udtryk for noget genetisk eller ej.

Resultaterne viser overraskende, at forsøgspersoner er mere tilbøjelige til at distancere sig og udtrykke stigmatiserende holdninger, når den beskrevne persons problemer fremstilles i et essentialistisk lys.

Phelan har konkluderet, at det er fejlagtigt at tro, at en essentialistisk tilgang til psykiske lidelser som biologisk baseret vil reducere stigmatiseringen, selv om de offentlige kampagner ofte bygger på denne præmis.

Haslam, der har samlet forskningen på området, konkluderer endnu skarpere, at ideen om, at psykiske lidelser er ’sygdomme ligesom enhver anden sygdom’ vil øge snarere end mindske stigmatiseringen, fordi ideen fremstiller de lidende som essentielt tilhørende en abnormal kategori, der ikke vil kunne ændres på.

Forskningen fortæller ikke noget entydigt om, hvorfor essentialismen kan føre til større stigmatisering, men det skyldes antageligt, at den lidende lettere bliver identificeret med sin diagnose. Man kommer populært sagt til at se personen gennem diagnosen.

De to aspekter af essentialismen – det genetiske og det neurale – er begge problematiske fra et rent videnskabeligt udgangspunkt: Det genetiske fordi sammenhængen mellem gener og miljø er så komplekst og ikke-deterministisk, at det i praksis ofte ikke kan bruges til noget, og det neurale fordi der ikke er fundet valide biomarkører, der kan anvendes pålideligt i en diagnostisk praksis.

Men fra et etisk perspektiv er det yderligere problematisk, at teorien om, at psykiske lidelser er essentielle sygdomsenheder faktisk ser ud til at øge stigmatiseringen.

Teorien fremhæves ofte positivt som udtryk for det stik modsatte – f.eks.: Alkoholikere bør ikke stigmatiseres, fordi de er genetisk disponerede for deres ’sygdom’ – men dette støttes ikke af forskningen.

Noget tyder altså på, at menneskers (ubegrundede) skam over deres lidelser og psykiatriske diagnoser risikeres at øges, når man holder fast i det essentialistiske sygdomsbegreb. For skammen er et resultat af stigmatiseringen, der befordres af den problematiske essentialisme.

Så næste gang man forsøger sig med at afstigmatisere en depression, en psykose eller anden psykisk lidelse ved at sammenligne lidelsen med en brækket arm, er det værd at huske på, at det næppe bringer den syge tættere på et liv med mindre skam.

Svend Brinkmann er professor i almenpsykologi og kvalitative metoder Aalborg Universitet

Serie

Kronikserie: DNA og diagnose – skyld og skam

Hvad betyder vores hang til diagnoser og vores øgede viden om hjernekemi for vores forestilling om skyld og skam? Hvordan påvirker viden om biologiens indflydelse på psykiske sygdomme omverdenens opfattelse af den diagnosticerede?

Kan man have personligt ansvar for uhensigtsmæssige handlinger, hvis de skyldes dårlige gener? Og hvad bliver der tilbage af personligheden, når stadig flere af vores handlinger kan forklares med DNA eller hjernekemi?

De spørgsmål sætter en række forskere og mennesker, der selv er ramt af sygdom, fokus på i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Diagnosen er den nye arvesynd

    22. juli 2016
    Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring
  • Skyldfølelse kan være drivkraft ud af psykiske problemer

    18. juli 2016
    Følelsen af skyld er smertefuld. Derfor føler mange forældre til børn med adfærdsvanskeligheder en lettelse, hvis børnene får en diagnose. For derved tilskrives problemerne biologi, og så har de ikke noget med forældrenes opdragelse at gøre. Men faktisk kan skyldfølelse også motivere til at gøre skaden god igen og derved blive en positiv drivkræft
  • Min søns diagnose gjorde også mig til en anden

    7. juli 2016
    Når man får et barn med en diagnose, føles det, som om pilen peger direkte tilbage på ens egne måske fejlbehæftede gener. Ligger der noget og lurer hos mig eller min kæreste, som aldrig er blevet identificeret, og som vi skulle have tænkt over, før vi fik barn?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Roxana Simion
  • Steffen Gliese
  • Anette Bjørnstrup
  • Anne Eriksen
  • Keld Albrektsen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
Roxana Simion, Steffen Gliese, Anette Bjørnstrup, Anne Eriksen, Keld Albrektsen, Anne-Marie Krogsbøll, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Det første folk gør, hvis de får af vide at der noget galt med nogen, det er at forsøge om de kan se nogen symptomer....vi har fået glosuppe ind med "modermælken" og det hindre os i at foretage mere abstrakte vurderinger (der stort er alt andet, end det man kan glo sig til).

charlie white

Når vi betragter dyrerne ser vi en adfærd hvor syge eller på anden vis skadede dyr bliver udstødt af flokken, og dyrebørn der ikke kan leve op til kravene bliver efterladt.

I det perspektiv er det altid morsomt at høre og se lærde forsøge at forklare det biologisk eller neuralt, det ene dur iøvrigt ikke uden det andet, så " skammen " over en lidelse er ikke andet end en forståelse af at man er anderledes og overladt til sig selv uden for fællesskabet, og det er selv om vi som mennesker godt kan rumme de lidelser i vores fællesskaber, vi er vel anderledes end de andre dyr ..... forstås.!!

Men i bund og grund har mennesker med en lidelse bare noget andet at byde ind med i den sociale konstruktion, og der kan vi spørge os selv, hvordan det er vi bliver påvirket af den, hvilken fælles konstruktion kommer der ud af det, det er næppe "skam", og de "lærde" burde drage flere perspektiver ind i der undersøgelser, så de ikke spilder vores tid og penge.

erik mørk thomsen

Som psykiske syg, sidder jeg tilbage med den føles, hvad mener "idioten" enligt?
Indlægget er syntonet på, hvad der sker i psykiatrien, skriverier/ tale, som vi, de psykiske syge ikke forstå, men skal vel opfattes, som støtte til os.
At velkommen så skriver om , at skamme sig, viser bare, at han ikke er med på, de tre grundsten i recovery, nemlig sydom erkendelse, lær at leve med den og endeligt, viden om, hvordan man undgå, at blive påført den igen.
For psykiske sygdom er en påført sygdom, og ikke noget andet, uanset hvad medicin industrien og dens forsker påstår.
Men måske er det, professer mener, hvem ved?

Karsten Aaen, Anker Nielsen og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Tak for god refleksion. Jeg har mødt en kvinde, som havde god gavn af skamfølelser - for hende var det en hjælp til at holde sig til en adfærd, som er socialt acceptabel = en hjælp til ikke at blive stigmatiseret, ekskluderet osv.

Else Marie Arevad

Denne helt irrationelle skamfølelse er åbenbart svær at komme til livs. Måske stammer den fra en tid, hvor sygdom blev betragtet som Guds straf for et syndigt liv. Da hiv/aids opstod, var sygdommen i høj grad behæftet med skam ligesom andre kønssygdomme er det den dag i dag. Hvem ville fortælle venner og bekendte, at man er i behandling for syfilis eller gonorré?
Hvis psykiske sygdomme også er behæftet med skam, ved jeg ikke hvorfor. Og hvorfor skal visse sygdomme i det hele taget være behæftet med skam? Sygdommen er vel slem nok i sig selv, uden at vi behøver at lægge skam oveni!

Heidi Larsen

Hvis vi - os med psykiske lidelser - ikke skal have vores sygdomme sidestillet med de fysiske.. hvad skal vi så? Blive hængende i det vacuum vi er i og har været i i årevis, som sundhedsvæsnets grimme ælling ingen rigtig ved hvad man skal gøre ved? Skal vi blive ved med at blive nedprioriteret i samfundet, sundhedsvæsnet... af vores politikere? Der er mange mange grunde til, at man som psykisk syg skammer sig over sin sygdom, en meget stor del af det kommer af den gængse opfattelse med bliver mødt med overalt i samfundet - hos lægen, hos arbejdsgiveren, hos familie og venner, hos politikerne. At man bare kan tage sig sammen, er den mest udbredte.

Indrømmet, så forstår jeg ikke hvad Svend Brinkman vil med sit indlæg. Måske forstår jeg det slet ikke, for jeg er ikke blevet klogere, hverken på hvordan samfundet har tænkt sig at behandle mig som psykisk syg, hvordan sundhedsvæsnet vil behandle mig mere lige eller hvad vores politikere mener og vil. Jeg læser bare, at jeg ikke noget at skamme mig over. Godt så, hvad kan jeg bruge det til i det lange løb? Det ændrer jo på intet i forhold til hvordan jeg og andre psykisk syge bliver behandlet og at den behandling vi får, faktisk er med til at få os til at føle skam.

Anne Eriksen

Der er en stadig større mangel på medfølelse og empati i samfundet grundet det store fokus på økonomi og medhørende restriktioner.
Patientforeningerne gør et stort arbejde for at afmontere stigmatisering af "deres" gruppe, men problemet er samfundets ulighed, der appellerer til egoisme og "sig selv nok".
Et samfund skal ikke være en kamp, alle mod alle...
Besparelser i millionklassen forringer arb.miljøet, stresser personalet og sandelig om ikke man også vil have "diagnose" garantien til at dække ens i hele landet, skønt forskellene er klare.

Psykiaterne er ikke blevet bedre - diagnosehysteriet har eskaleret på grund af det stadig større antal diagnoser, det er muligt at pådutte mennesker. Så på en måde er der større mangfoldighed, også i psykologien.
Det er bare ikke en fordel, hvor nogen kan trøstes med en bås, kan det få vidtrækkende konsekvenser for andre.
Det er et stempel, som vil følge vedkommende - også fordi "systemet" er ude af stand til at anerkende at tilstanden IKKE er stationær.
Vi skal væk fra at medicinere bare fordi det er muligt - det gælder også somatiske sygdomme - hvor mange bare fortsætter med et eller flere produkter uden at nogen skeler meget til virkningen.

I "gamle dage" gik forskning meget ud på at bedre tilstanden hos mennesker - nu drejer det sig om medicin og forskning bærer mere præg af udforskning af gener/ hjernens kemi.
Der er faktisk en grund til den stadig tiltagende forskning - nemlig ussel mammon. Vilde konkurrence mellem både inden - og udenlandske firmaer.
Man er på randen til det alternative efterhånden, men på en måde så indtjeningen kan patenteres og sælges.
Et lille eksempel: http://medwatch.dk/secure/Medico___Rehab/article8747350.ece?utm_campaign...

Nu er det tilsyneladende lykkedes at få HPV vaccinerede piger med bivirkninger over i båsen = psykologisk samtale (så de kan leve uden at bilde sig ind, at det er bivirkninger af vaccinen)!
Så vil flere nok indse, at man skal vaccinere videre :)

Søren Kramer

Det forekommer mig at der er en fejl i:

"Forskningen fortæller ikke noget entydigt om, hvorfor essentialismen kan føre til større stigmatisering, men det skyldes antageligt, at den lidende lettere bliver identificeret med sin diagnose. Man kommer populært sagt til at se personen gennem diagnosen."

Burde det ikke i stedet være at "Man får problemer med at se personen gennem diagnosen"
Altså det modsatte af det der konkluderes?; altså vi kan ikke se personen gennem kræften, fordi kræften skygger for det. Vi kan ikke se personen med adhd, fordi vi tænker på adhd en når vi ser personen og derfor ser vi ikke alt det andet personen også er. Deraf kommer stigmatiseringen.

Steffen Gliese

Søren Kramer, I mener og udtrykker det samme, jeg læste Brinkmanns forklaring som det samme som din. Men jeg kan også godt forstå muligheden for misforståelse.

Jeg holder meget af Svend Brinkmanns perspektiver og vinkler, men jeg ryger lidt af her i logikken.
Påstanden om, at der slet ingen skam skulle være forbundet med fysiske sygdomme har jeg svært ved at følge. I disse år gøres rigtig rigtig meget nemlig til såkaldte 'livsstilsygdomme' og der sættes meget gerne et personligt ansvar på både årsag og behandling.
Jeg nævner oplagt f.eks. lungecancer (jamen,han havde røget i 30 år), fedme (han havde spist lortemad hele sit liv), hoftebrud (hun havde ikke sørget for at få kalk nok i mange år), leverbetændelse (han havde drukket lidt heftigt i mange år) o.s.v. o.s.v.
Forestillingen om at vi ligger som vi har redt er både rigtigt og urimelig. Der er så mange eksterne faktorer der ikke medtages, når hovedansvaret gøres personligt og det politiske ansvar svigter totalt.

Og så lige en bemærkning om fænomenet 'skam'. Som far til en 20-årig datter med asperger, empatiforstyrrelse, depression og lejlighedsvise psykoser kan jeg sige, at der findes mennesker uden skamfølelse. Det er ikke et naturgivent talent at føle skam, men fraværet af skam gør bestemt ikke livet nemmere for vedkommende.

Marie Sanne Caroline Malmros

Jeg forstår ikke at fysisk sygdom skulle være stationær. Der er da mange der bliver rask af fysisk sygdom. Selvfølgelig er skam og skyld en nødvendighed for at kunne opføre sig empatisk for ellers er man psykopat, men der er massere med psykisk sygdom som hele tiden eller i perioder godt kan opføre sig ordentlig. At de bliver ramt af skam og stigmatisering er udtryk for en utrolig mangel på respekt.