Kronik

Hos mig er det i al fald ikke studenterhuen, der trykker

Mens mine venner har fejret deres studenterhuer, har jeg bibbet varer ind i Kvickly og skrevet freelancejournalistik. Det kan godt være, at de har styr på Pytagoras og oldtidskundskab, men jeg har styr på mine drømme og en plan for, hvordan jeg når dem uden at lade mig kue af konkurrencestaten
Nikolaj Jensen ønsker sine generationsfæller tillykke med studenterhuen, men minder om, at der er andre måder at skabe sin fremtid på end via den slagne uddannelsesvej.

Ulrik Hasemann

1. juli 2016

I den forgangne uge har et utal af mine venner, tidligere folkeskolekammerater samt familiemedlemmer kunnet spænde en studenterhue om hovedet som bevis på, at de har gennemført deres givne ungdomsuddannelse. En beskyttelseshjem mod fattigdom fristes man til at tænke.

Inden jeg fortsætter, skal der naturligvis lyde et kæmpe stort tillykke herfra til alle landets studenter, som har kæmpet for at stå, hvor de står i dag.

Uanset om den omdiskuterede og famøse farve er mørkeblå, rød, lilla, sort eller blå, kan jeg forestille mig, at følelsen af at have færdiggjort et så epokegørende kapitel i ens ungdomsliv er stor.

Men jeg ved det ærligt talt ikke.

Jeg har ikke selv prøvet at få sat en hue på mit hoved, modtage spandevis af roser, blive kørt i vogn til langt ud på natten. Jeg har ikke haft en god grund til at drikke mig stangvissen på en helt almindelig arbejdsmandag.

Nej tak til skabeloner

Lad mig lige spole tiden knap tre år tilbage til 2013, da folkeskolen for mit vedkommende havde nået sin afslutning. Langt størstedelen af mine kammerater valgte at følge flokken og gå på det lokale gymnasium. De påbegyndte livet som gymnasieelever og lod sig tyrannisere af konkurrencesamfundet, hvor kun 12-tallet er godt nok.

Jeg kunne snildt have valgt samme vej. Mit gennemsnit fra folkeskolens afgangsprøve var himmelråbende højt og i den grad gymnasieegnet – på nær mit første og eneste 4-tal i fysik.

Mundene på lærere såvel som venner stod vidt åbne, da jeg fortalte, at mine skridt efter sommerferien i hvert fald ikke skulle trædes på det lokale gymnasium.

Nej, jeg fortsatte på min folkeskole og pakkede pænt oplevelserne fra 10.-klasse ned i livets skoletaske. Jeg skulle ikke nyde noget af det endeløse karakterræs, afleveringspres og den evige stræben efter det bedste, det ypperste og de berømte 12-taller.

Et 12-tal er jo ikke ensbetydende med, at man er nytænkende og kreativ – det viser blot, at man har været god til at udfylde uddannelsessystemets skabeloner.

Læs også: Under studenterhuen sidder lydigheden

Siden de spæde år i folkeskolen har vi fået tudet ørene fulde af, at det var et nødvendigt, samfundsmæssigt krav at tage en uddannelse. Uddannelse mig her. Uddannelse mig der. Så efter at have vredet det absolut sidste år ud af den danske folkeskole var det da oplagt, at tiden nu var inde til at snuppe en ungdomsuddannelse. Var det ikke? Nej, ikke hvis du spurgte mig.

Jeg forlod for en toårig stund skolebøgerne og tavleundervisningen totalt og vendte mig mod arbejdsmarkedet. Gevinsterne var et deltidsjob i kassen med de søde, gamle damer i Kvickly, et deltidsjob som freelancejournalist på TV3 Sport samt småjob hist og her. Oplevelserne og erfaringerne, jeg har fået, har været uvurderlige, enestående og mange.

Der vil uden tvivl sidde en masse mennesker derude, som undrer sig over, hvordan i alverden det har kunnet lade sig gøre. Men med lidt held i sprøjten, en enorm passion for at skrive og formidle samt en endnu større passion for sport, lykkedes det mig at få foden indenfor i journalistverdenen.

Siden da har artikelskrivningen blot taget fart, i takt med at varerne er blevet bippet ind i supermarkedet. Man er vel ikke for fin til at have en arbejdsuge på typisk 50+ timer.

Urealistiske forventninger

Mens mine venner har siddet indendørs og svedt over Pythagoras læresætning eller teet sig tossede i et tysk teaterstykke, har jeg haft hele Danmark som min arbejdsplads – og jeg er ubeskrivelig stolt af mine bedrifter.

Jeg kan ikke lade være med at se undrende på mine studentervenner, der går ind til deres kommende sabbatår med overbevisningen om, at de nok skal finde et job. Mange af dem har godt nok ikke søgt noget endnu eller blot tænkt på at udforme en jobansøgning.

Og hvad der er endnu længere ude: De har allerede sat nogle bestemte job i bås og udelukker jobtitler som salgsassistent eller vareopfylder, fordi det ikke er fint nok til dem.

Hvor er respekten for arbejdsmarkedet? Javel, du er blevet student, og det er flot. Men hvis du ikke vil tage de job, der er, og blot forventer, at det hele bliver serveret på et sølvfad, så bør du omgående søge hjælp. Din fremtidige arbejdsgiver griber ikke ligefrem selv knoglen og ønsker dig tillykke med jobbet.

Du må kæmpe lige så hårdt for et arbejde, som du har gjort for dine 12-taller de sidste tre år i gymnasiet.

Vil du tjene dine egne penge og komme tættere mod at indfri dine drømme, så er intet for småt. Men du tager selvfølgelig selv dine valg – akkurat som jeg har gjort.

Hueløse skal også fejres

Jeg fortryder ikke et sekund, at jeg har valgt at jagte mine drømme på en anderledes måde, end man ellers gør.

Men jeg har også måttet erkende og acceptere, at jeg til tider har bildt mig ind, at jeg både skulle føle mig skamfuld, forbandet ærgerlig, pissehamrende misundelig og sygeligt jaloux over ikke selv at spænde en hue om hovedet og fejre, at jeg aldrig nogensinde igen skal regne en andengradsligning ud.

Jeg må også indrømme, at jeg har kigget langt efter at være en del af det dyrebare og vigtige fællesskab.

En hård og udmattende uge når for mit vedkommende sin slutning i disse dage. En uge, hvor følelsesregistret dagligt er gået fra top til bund. Humøret har set bedre dage, smilene har været bredere.

Nu hvor jeg faktisk stolt har overlevet studenterugen og de mange glade posts på Facebook, Instagram og Snapchat, kan jeg sidde tilbage med sådan en lidt bitter smag i munden over, at det kun er studenterne, der omtales som ’de smukke unge mennesker’ og ’Danmarks fremtid’.

Hvad med os, der har måttet træffe nogle meget store valg, som kun en promille af den danske ungdom har nosser, fantasi og mod til at tage? Hvad med os, der tør gå vores egne veje og ikke lader os presse af det danske uddannelsessystem?

Hvad med os, der ikke lige følger strømmen, men selv skaber vores fremtid? Skal vores sjældne vovemod og lyst på livet aldrig hyldes eller fejres over et glas champagne?

Nej, jeg har ikke nogen fin studenterhue – endnu – som jeg kan prale af eller svinge rundt med. Men modsat mange andre ved jeg, hvad jeg vil. Det har jeg sådan set vidst i et godt stykke tid. Mine ambitioner, drømme og uddannelsesplaner sigter højt, og jeg vil gøre alt for, at jeg om 10, 20, 30 og 40 år kan være med til at sætte en journalistisk dagsorden i Danmark.

Som Robert Frost engang skrev:

»Two roads in a wood and I–I took the one less travelled by, and that has made all the difference«.

Det citat har jeg den seneste uge haft voldsom lyst til at snave sønder og sammen. Gramse på i enorm forelskelse. Lovprise og hylde.

Min hue er måske usynlig, men den er der, og den har gjort mig livsduelig.

Nikolaj Jensen er freelancejournalist og kasseassistent i Kvickly

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Niels-Simon Larsen
  • Ann Antons
  • Jørgen Wassmann
  • June Beltoft
  • peter fonnesbech
  • Niels Duus Nielsen
Kristian Rikard, Niels-Simon Larsen, Ann Antons, Jørgen Wassmann, June Beltoft, peter fonnesbech og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Generationen, der som den første er vokset op i de sociale mediers fedtede tjære, er nu ved at blive voksne. Et gigantisk socialt eksperiment.

Gud hjælpe os!

Carsten Mortensen, Torben Skov og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar

Vi skal jo lære noget hver dag.

Men er det at vende sig mod arbejdsmarkedet en genial plan til ikke at lade sig kue af konkurrencestaten? … ;-)

Bente Petersen

Jeg loefter glasset og siger til lykke ... den der goer som dig tilhoerer fremtiden ... og jeg siger det fordi jeg VED at det er vejen det at goere havd man selv synes er rigtigt... bliv ved med det... og igen og endnu en gang TIL LYKKE...

Troels Brøgger, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen, Michael Friis, Liliane Murray, Ib Christensen, June Beltoft og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Mørch

Forstår dig godt, droppede selv ud - ganske vidst lidt senere i forløbet, og arbejde mange år mest som gartner,(og alt mulig andet). Men desværre er systemet sådan indrettet, at den dag du ikke kan klare dig på den del af arbejdsmarkedet, og ser dig om efter noget andet, så står man svagere, hvis man ikke har de der papirer. Og muligderne for at få dem, er blevet vanskeligere - og dyrere med den regering vi har nu.

Søren Kristensen

Jeg blev i modsætning til mine kammerater erklæret ikke-egnet tog derfor studenten på et meget lidt romantisk kursus, mest for ikke at skulle leve med misundelse resten af livet og lidt ligesom en kønsskifeoperation virkede det kun ca. 90%, hvilket sådan set heller ikke er noget dårligt resultat. Men jeg skulle fandme ikke også have en hue eller op og skråle fra nogen hestvogn. Der blev drukket igennem og det var så det.

Maria Rasmussen

Hvem siger, at Nikolaj Jensen ikke kan tage sin studentereksamen på et senere tidspunkt HVIS han får lyst og behov for det. Nikolaj Jensen er jo ikke dum - tværtimod - og tager ansvar for at forfølge og realisere de drømme han har. Lad os da tro på ham, og have tillid til hans dømmekraft og til hans mod. Undertegnede (som selv tog 1. G og droppe ud efter 1 år og senere tog studenterkursus) rejse selv til Norge i sin tid skrubbede toiletter og samlede tallerker sammen for at spare sammen til en rejse der i særdeleshed var dannende og måske vigtigst; berigende. Hvor om alting er: Hvis man bare tager ansvar og det er jo lige nøjagtig det Nikolaj gør. Hatten af for dig, Nikolaj. Well done. Hvis der ikke er noget at drømme om, er der ikke noget at arbejde for.

Anne Eriksen, Karsten Aaen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nikolajs brok er, at han gør en masse og klarer sig selv, men ikke får det hæder, han synes, han fortjener. Hvem skulle give ham den?

Carsten Mortensen, Torsten Jacobsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Hvad med at søge ind på Journalisthøjskolen? Det kræver ikke en studentereksamen, men man skal bestå en optagelsesprøve, og uddannelsen tager 4 år.

Nikolaj lyder lidt splittet - han er stolt over sit valg, men lyder noget generaliserende nedladende over for dem, der fortsatte skolen. Han taler hånligt om karakterer, men får alligevel flettet ind, at han selv var dygtig i skolen og kun fik et enkelt firtal. På en måde er jeg enig med ham - formel uddannelse er overvurderet, for der er mange måder at opnå viden og indsigt på. Fred med hans valg, må det gå ham godt.

Carsten Mortensen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Fremtiden er der hvor vi alle kommer til at kunne beskæftige os med det vi har lyst til. Ikke fordi vi jagter hæder, men fordi vi har lyst.

Randi Christiansen, Carsten Mortensen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Nikolaj er ung, bevares, og hans indlæg må læses i det lys.

Men bemærk venligst sidste sætning:

"Min hue er måske usynlig, men den er der, og den har gjort mig livsduelig."

Læs så hele klummen igen, og overvej måske igen hvad det egentlig er, vor unge ven har på hjerte..?

Der er rigeligt med småborgerligt nonsens i de borgerlige dagblade. Hvorfor skal vi dog trættes med den slags i Information?

Steffen Gliese, Carsten Mortensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det var selvfølgelig Nikolai med i - sorry..

Og som et lille hint til den måske knap så opmærksomme læser, er det et enkelt ord i Nikolais afsluttende sætning, som både afslører og udstiller klumme og skribent for hvad de er: småborgerlige...

olivier goulin

Fint nok i din alder. Du har tid til at kommer dig over skoletræthed og ungdommelig kådhed.
Men har du evnerne til det, så vil jeg absolut anbefale dig at tage en studentereksamen og videregående uddannelse.
Det er vejen til bedre jobs og bedre løn - og så er studietiden den bedste tid i dit liv.
Mange, der forspilder den mulighed, ender med at fortryde det.

Jeg hoppede selv direkte fra 10 klasse til mesterlære - men efter nogle få år på arbejdsmarkedet endte jeg alligevel med at indse, at det ikke var tilfredsstillende, og jeg kom efter med studentereksamen og kandidatgrad.
Det har jeg aldrig fortrudt.

/O