Læsetid 2.0485714285714 min.

Arbejdsmarkedet er ikke indrettet til vores virkelighed

Vi har travlt fra morgen til aften og skaber samfundsmæssig værdi ved at arbejde frivilligt og organisere os i nye fællesskaber. Men det eneste, staten tillægger værdi, er fuldtidsarbejde
11. juni 2016
Delt 1293 gange

Et års tid efter endt universitetsuddannelse står vi her, desillusionerede og forvirrede. Efterhånden har vi en nagende følelse af, at den opreklamerede, lyse fremtid, alle taler om, hører fortiden til.

Det er på tide at gentænke arbejdsmarkedets præmisser. Vores erfaring med at stå på tærsklen til arbejdsmarkedet er, at vi bliver set som naive og forkælede, når vi ønsker at værne om vores værdier og drømme.

Vi er gået forskellige veje som nyuddannede: Som potentiel lønmodtager/projektansat bliver Ronja set som urealistisk, fordi hun har visse krav til arbejdstider og vilkår. Mia er selvstændig og bliver konstant spurgt, om det nu er en god idé som nyuddannet.

Der tegner sig et klart billede af en fremtid, hvor vi konstant skal positionere og sælge os selv, tage et ekstra kursus, få den fede idé og være mere opsøgende, fleksible og omstillingsparate.

Vi er en del af det så omtalte prekariat: Der er ingen udsigt til fastansættelse og dermed heller ikke til de goder, der følger med. Vi må finde os i urimelige kontrakter, ringe arbejdsvilkår og en ustabil arbejdsmæssig identitet.

Intet er forudsigeligt, hver (arbejds-) dag er anderledes, og selv om det er inspirerende, kræver det både enorme mængder selvdisciplin og en god portion selvtilgivelse at navigere i det.

En anden virkelighed

Arbejdsmarkedet og dagpengesystemet virker til at være indrettet til en anden virkelighed, end den vi lever i. For eksempel er det at være på dagpenge uforeneligt med iværksætteri, og tager man springet, frasiger sig sine dagpenge og går selvstændigt, vil især personer med børn møde store udfordringer, når det kommer til barsel, da regeringen netop har nedlagt barselsfonden for selvstændige.

Vilkårene for både arbejdsløse, freelancere, projektansatte og selvstændige er kort sagt meget ringe. Kortvarige ansættelser med dårlige vilkår er selvfølgelig ikke kun et problem for akademikere, men især for ufaglærte og personer med korte og mellemlange uddannelser.

I vores hverdag har vi travlt fra morgen til aften og skaber samfundsmæssig værdi ved at arbejde frivilligt og organisere os i nye fællesskaber. Men det eneste, der tillægges værdi i statens øjne, er fuldtidsarbejde. Hverken social kapital eller goder som pension eller dagpengeret er forbundet med det arbejde, vi udfører og ønsker at udføre.

For vores generation bliver pensionsalderen vel ca. 75 år. Idet vi aldrig kommer til at blive fri for at arbejde, er det centralt at gøre op med dogmet om, at fritid, glæde og afslapning er noget, vi først har fortjent efter henholdsvis en lang uge på jobbet og 50 år på arbejdsmarkedet.

Staten skal stole på os

Noget af det værste ved at befinde sig i randområdet af det ’rigtige’ arbejdsmarked er, at det er så konkurrencepræget et sted at være.

Vores største fjender er alle dem, der er i samme båd, og i takt med, at velfærdsstaten spares væk, kæmper alle om de samme ressourcer: Støttekroner, fondsmidler, job, kontakter, kunder, kontrakter. Det solidariske og fællesskabsorienterede udgangspunkt, vi har haft livet igennem, er der slet ikke plads til på det danske (og internationale) arbejdsmarked.

Drømmer ikke om luksus

Vores drøm er ikke et overdådigt rådighedsbeløb indrettet til utallige New York-rejser og kunst på væggene i huset. Vi gider ikke forbruge og købe, eje og investere, bruge og smide væk.

Vi vil en ligelig fordeling af samfundets ressourcer, og vi vil hinanden, kreativiteten, glæden og den gensidige tillid: Staten skal stole på, at de mennesker, der bor her i landet – uanset indtægt, diagnoser, immigrationsstatus, uddannelse, familieform eller ansættelseshistorik – vil fællesskabet. Dermed kan borgerne også stole på, at basale ydelser er noget, alle har ret til.

Vi har brug for en samfundsdiskurs, der ikke spørger, hvordan vi skaber mere vækst, men i stedet: Hvordan kan vi anerkende al den værdi – i ordets bredeste forstand – der skabes i hverdagen? Mentalt og fysisk overskud – i stedet for økonomisk – bør ses som den mest betydningsfulde valuta.

Vi har brug for nye måder at gøre og tale om tingene på, og vi har brug for, at de generationer, der kommer ud til et kaotisk og gammeldags arbejdsmarked, står fast på retten til at være med til at definere en fremtid, der er en del mere solidarisk og bæredygtig end den, vi lige nu har udsigt til.

Ud med den neoliberale konkurrencevækststat, og ind med fællesskaber på nye præmisser, der ikke er så stramt bundet op på devisen om, at arbejde adler.

Mia Pallisgaard Hansen er selvstændig proceskonsulent.

Ronja Mannov Olesen er arbejdsfri kandidat i kønsstudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for John S. Hansen
    John S. Hansen
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for ingemaje lange
    ingemaje lange
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Nille Torsen
    Nille Torsen
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
    Jørgen Steen Andersen
  • Brugerbillede for Keld Albrektsen
    Keld Albrektsen
  • Brugerbillede for Ebbe Overbye
    Ebbe Overbye
  • Brugerbillede for Henning Melgaard
    Henning Melgaard
  • Brugerbillede for Erik Christensen
    Erik Christensen
John S. Hansen, Mikael Velschow-Rasmussen, ingemaje lange, Kurt Nielsen, Nille Torsen, Philip B. Johnsen, Torben Skov, Anne Schøtt, Lise Lotte Rahbek, Jørgen Steen Andersen, Keld Albrektsen, Ebbe Overbye, Henning Melgaard og Erik Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mette Petersen
Mette Petersen

Politikerne mangler visioner, og vil ikke tage konsekvensen af at deres politik har slået fejl. Så enkelt kan det siges. Vi må se på samfundets sammensætning. Befolknings-sammensætningen er pil-skæv. Velfærdsstaten er udviklet på et tidspunkt hvor der var mange unge (efterkrigs-generationen) til at forsørge relativt få ældre. Nu står vi i den situation at vi har mange ældre og relativt få unge til at forsørge dem. De unge skal samtidig kæmpe med arbejdsløshed, korttidskontrakter. Forsøge at få et familieliv til at hænge sammen osv. De unge bliver tudet ørene fulde af at de skal tage uddannelse. Min egen søn skal nu igang med at nyt grundforløb på en erhvervsskole, da han ikke kunne få praktikplads efter sit sidste grundforløb som receptionist i efteråret 2015, og han er ikke den eneste. Kun én ud af 17 elever i hans klasse fik praktikplads! Det er en skandale, og samfundet kan ikke være det bekendt! Man fratager unge mennesker muligheden for at blive en del af samfundet.
Samtidig vokser sundheds-udgifterne, flere og flere får stress og skal håndteres i det sociale system. Folk som før krisen var velfungerende, må kaste håndklædet i ringen og give op. Samtidig kan vi se at der andre steder i systemet åbenbart er penge nok: Man sender glad 9 mia. til skatte-svindlere. Lukker øjnene for skattesnyd i den helt store skala. Sælger ud af DONG-aktier, men kommer det almindelige mennesker til gode: Nej! Og Corydon er for længst forduftet ud i det private erhvervsliv til en meget lukrativ løn. Vi andre må blive tilbage på midlertidige kontrakter til på overenskomst-løn og leve med de meget uheldige konsekvenser af New Public Management, den dårligste idé der nogensinde er opstået i velfærdsstaten. Kvaliteten i velfærdsstaten opstår som følge af kreativt tænkende medarbejdere som bruger deres faglighed til at skabe kvalitet for borgerne, og ikke ved at man ansætter nogle smart-i-en-fart ledere der behandler deres medarbejdere som samlebånds-arbejdere på en pølsefabrik. Selvfølgelig skal der være orden i økonomien, men man får ikke en bedre service overfor borgerne ved at behandle medarbejderne umenneskeligt og samtidig tryne dem til tavshed. Ytringsfriheden er i den grad blevet gradbøjet.

Når alt dette er sagt, må befolkningen også indse at der ikke er ubegrænsede midler, og at der bliver nødt til at blive skabt en balance. Vi kan ikke tilbyde alverdens behandlinger i sundhedsvæsenet der koster en formue. I dag er der, næsten, ingen smalle steder når det handler om behandling. Det betyder at der er nogle patientgrupper svigtes på det groveste. De voldelige overfald på bosteder, hvoraf nogle uheldigvis har medført dødsfald blandt medarbejdere, skyldes at vi svigter de psykiatriske patienter, som burde have været indlagt. Vi må erkende at døden er en del af livet. Alderdom er en naturlig proces. Vores celler kan dele sig ca. 50 gange, og derefter er det slut. Døden er en del af livet. Sådan er det for alle andre levende organismer på denne klode. Vi er forbundet evolutionært med alle levende organismer på jorden, og vi kan ikke flygte fra dette videnskabelige faktum.

sascha olinsson, Nille Torsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup

Hvilke kompetencer har en proceskonculent?
Hvilken uddannelse dækker betegnelsen kandidat i kønsstudier over?
Hvor i samfundet uden for den offentlige sektor finder kandidater med jeres uddannelse typisk ansættelse?

Allan Bartroff og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Donald Axel

Det virker på mig som debat-indlægget har fat i den grundlæggende problematik at uddannelses-systemet har lagt op til at "man kan blive noget, hvis man gør hvad der bliver sagt".

Det kan man jo også indenfor professionsuddannelser som jura, medicin, civilingeniør, og i nogen grad translatør og cand.mag i sprog, matematik og fysik, kemi osv.

Men den job-rigelighed, som nogen af os oplevede fra 1965 og fremefter eksisterer ikke længere, enten det nu skyldes at der er flere, der er uddannede, eller færre, der falder udenfor samfundets normer.

Det er overraskende for mig at der er nogle kommentarer, som uddyber kravet om forsørgelse til alle (borgerløn set som en sikkerhed mere end som en besparelse) og kun en enkelt, som peger på, at I to skribenter har valgt nogle fag, der er lidt specielle.

Jeg vil understrege at både proces-forskning (erhvervslivets måde at fungere) og kønsforskning er alfa og omega for videreudvikling af et samfund, der har ændret sig radikalt siden midten af 1900-tallet.

Brugerbillede for Bill Atkins

En super vigtig artikel ...handlende om max. 20% af befolkningen - laget lige under beslutningslaget 5%. Jeg har lige læst en artikel i The Economist om samme klasse ...den handlede om det kommende paradis i form af borgerløn.

Er der aldrig nogen visioner for de 75% øvrige på arbejdsmarkedet, de faglærte og ufaglærte (vi har ikke engang fundet et moderne samleudtryk for denne gruppe) og de underuddannede, working poors, løsarbejderne, migrantarbejderne m.mfl.

I øvrigt er de 20% ramt af den indre vildfarelse at vi - og de, ikke mindst - alle er frie, selvforvaltende, selvstyrende individer på arbejdsmarkedet - og er der noget der halter er det selvforskyldt...

I ser ikke jer selv som fanget i et umenneskeligt og fejlbehæftet kapitalistisk system....

Torben Skov, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Lise Lotte Rahbek, Jørgen Steen Andersen og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Er det et mål at have så mange artikler/indlæg med "neoliberal". Det er vildt som der er gået totalt inflationsamok omkring den altid negative vending

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Pensioner , dagpenge, kontanthjælp, gratis hospitaler o s v BETALES af skatter og afgifter, som igen betales af folk , der producerer et eller andet , som andre gerne vil betale for.

Så de velformulerede og sympatiske forfattere til atiklen må vel forholde sig til, hvordan man får tingene til at hænge sammen, hvis en for stor del af produktionen ikke er salgbar, og der dermed ikke bliver penge, som kan beskattes til drift af velfærdsstaten, pensioner o s v.

Uanset om man har et kapitalistisk eller socialistisk økonomisk system, så skal folk på hospitaler, i uddannelsessektoren o s v have penge/løn for deres arbejde, og infrastrukturen skal vedligeholdes o s v.

Hvis ikke der skabes salgbare værdier, så bliver alle fattige - uanset hvilket politisk system man har.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll
Der bliver ingen forandring ud af at tænke i de samme købmandstankebaner som de sidste 2000 år, hvor en arbejdsgiver køber en arbejdskraft, som så tjener penge ind til herren mod selv at kunne skaffe sig og sit afkom overlevelse.
Det er jo det, debatten lægger op til: Kan man tænke en anden model, hvor en arbejdssælger ikke skal ud og falbyde sin arbejdskraft under tiltagende forringede vilkår?
Jeg ved da godt det ikke kan lade sig gøre isoleret i et enkelt land af Danmarks størrelse i et globalt verdensamfund, men NOGEN er jo nødt til at bryde den herskende tankemåde.
Det er ed at være på høje tid, hvis menneskearten selv skal have levevilkår på kloden de næste 2000 år.

Jørgen Steen Andersen, sascha olinsson, Nille Torsen, Mads Berg, Flemming Berger og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Forfatterne har tilsyneladende levet med nogle naive forestillinger. Og nu melder realiteterne sig.
Hermed åbner de en samfundsdebat, der sikkert er større end de forestiller sig - om indlæggene her afspejler.
Jeg vil fremhæve en enkelt vinkel :
Med UBI-Basisindkomst vil forholdet mellem arbejdsgiver og tager ændre sig. Arbejdsmarkedet - både off. og privat - nødsages til at konkurrere om den for det nødvendige arbejdskraft, når den enkelte har en selvvalgt tryghedssikring at holde sig til.
Både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø vil forbedres, når lønmodtageren kan sige : Gu vil jeg ej arbejde på denne elendige arbejdsplads.

Brugerbillede for Anne Schøtt
Anne Schøtt

D. Axel
"Men den job-rigelighed, som nogen af os oplevede fra 1965 og fremefter eksisterer ikke længere",

Så sandt. Selvom jobbene ikke er der længere, gør både denne og den forrige regering som om, at jobs bare lige er noget man tager, og hvis ikke, så er de i deres gode ret til at straffe. Politikernes virkelighedsfornægtelse er og bliver skadende og stressende for borgerne.

John S. Hansen, sascha olinsson, Nille Torsen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Pointen er, at kapitalismen der bygger på et laissez faire-princip om et frit marked, hvor individerne kan udveksle varer og serviceydelser uden statens indblanding, med trickle down economics, der vil skabe økonomisk vækst og mindre fattigdom, har vist sig skadelig for mennesker, ikke økonomisk bæredygtig, men fremtvinger ukontrollerbare menneskeskabte klimaforandringer samt stigende økonomisk ulighed.

Det er med andre ord slut med økonomisk vækst og goddag til omfordeling eller beskatning af de rigestes formuer med regulær reduktion for øje om man vil, hvilket alle respekterede økonomer heldigvis er enige om, ikke forhindre eller skader bæredygtig vækst, så der er håb, men det kræver nytænkning.

FN's generalsekretær Ban Ki-Moon prøvede i 2011, at få lidt fornuft i foretagendet World Economic Forum i Davos, men desværre uden noget resultat, fornuften blev dengang fejet af bordet, det var en fejl.

Fra link:
"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."

Ban Ki-Moon, 2011
FN's generalsekretær.
Link: http://www.un.org/sg/statements/?nid=5056

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Så vi må være konstruktive systemkritikere - i teori og praksis. Det er vores mulighed. Be first movers til det gode liv. Staten gir, staten tar, staten er en gitar. Hvem er staten, hvor er magten? Reclaim the streets betyder at fællesskabet vrister fællesejet ud af kløerne på den ene procent og generobrer magten over egne liv. Vi er midt i en kamp for frihed, som først vindes, når friheden forstås.

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Lise Lotte Rahbek (kl 10.11).

Uanset om du har et kapitalistisk, socialistisk, kommunistisk, fascistisk eller teokratisk samfund, så skal der skabes værdier (i privat og/eller offentligt regi) for at få råd til f eks infrastrúktur, hospitaler, skoler, forskning, miljøbeskyttelse, o s v samt for at få lidt sjov i tilværelsen ( fodbold, biografer, koncerter, en tur i byen , ferie m v).

Uanset om arbejdsgiverne er private eller offentlige , så skal der skaffes penge( værdier) til alle de ting og arbejdsopgaver, som et velfungerende samfund bygger på - og hvis for mange i samfundet ikke laver noget , der reelt er brug for, så får man et lud- fattigt samfund uden livsglæde.

I parentes bemærket, så har de samfund, , der hidtil har afprøvet kommunismen , ikke klaret sig godt. Kina har reelt forladt kommunismen for mange år siden , og det satte gang i Kina.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Lise Lotte Rahbek spørger: "Kan man tænke en anden model, hvor en arbejdsælger ikke skal ud og falbyde sin arbejdskraft under tiltagende forringede vilkår?"

Robert Kroll: Det ser det så ikke ud til, at du kan forestille dig. Faktisk får man indtrykket af, at din fantasi ikke strækker længere end variationer over status quo, så for at minimere den kognitive dissonans, der uvægerligt opstår, når status quo er dybt dysfunktionel, sværger du til, at det eneste andet samfundssystem, du kan forestille dig - nemlig kommunismen - har spillet fallit. Den mulighed, at der kunne findes en tredje eller en fjerde mulighed anser du åbenbart for udelukket på forhånd.

Det er et meget relevant spørgsmål, Lise Lotte stiller, og din mangel på svar udstiller til fulde, at det ikke er fra de borgerlige, vi skal vente nytænkning - de/I er nemlig for personligt involverede i kapitalismens privilegier på det privatøkonomiske område. Tænk hvis vi alle sammen sagde nej til de jobs, du ikke gider have - hvor ville samfundet så ikke ende? Så ville du være nødt til at rense dit lokum selv?

Leo Nygaard har faktisk et godt svar på netop dette spørgsmål: Hvis ikke arbejderne var nødt til at tage ethvert lortejob, de bliver tilbudt, vil arbejdsgiverne blive tvunget til at gøre lortejobbene mere indbydende. Måske er det lokumsrenserens løn, der gør jobbet til et lortejob, og ikke selve arbejdets indhold? Jeg har kendt en del renovationsarbejdere, som ikke havde noget imod at arbejde med affald, så længe arbejdsforholdene var rimelige og lønnen var god. Men det var i de gode gamle dage, før de borgerlige begyndte at demontere det anstændige danske samfund.

Jeg gruer for samfundet, når gamle røvhuller som mig, der kan huske hvordan verden engang var anderledes, går i graven, for så er de historieløse unge fuldstændig prisgivet den borgerlige myte om, at "There Is No Alternative"!!!

Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, sascha olinsson, Mads Berg, Randi Christiansen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Niels Nielsen (kl 18.13)

Ovenfor har jeg faktisk to indlæg - et kl 00.19 og et kl 10.11.

Prøv at læse dem i sammehæng - pointen er forenklet sagt , at hvis der i et samfund ikke produceres noget, som der er brug for (efterspørgsel efter), så bliver det fattigt og surt at være medlem af det pågældende samfund ( og det uanset om det er kommunstisk,kapitalistisk, fascistisk, teokratisk o s v).

Sådan som jeg læser dit indlæg, så kritiserer du fordelingen af goderne i samfundet og lønfastsættelsen - men hvis der ikke produceres noget, som er værd at fordele, så er det hele jo omsonst? (- uanset samfundsform.)

Så alle bør producere/levere noget, der er efterspørgsel efter, for først da bliver der noget at fordele - det er et forhold, som artiklens sympatiske forfattere ligesom delvist "kører udenom".

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Robert Kroll
Det med udbud og efterspørgsel og grundlæggende forudsætninger, har et udgangspunkt.

Samfundet er bygget på solidaritet, demokrati og retsstat, det er som et korthus.
Ikke alle behøver samle føde, det frigiver tid til andet, det kræver dog forståelse for solidaritet, demokrati og retsstat.
Det behøves ikke at gøres til en slåskamp, hvis det fungere, men djævlen ligger i at nogen syntes de er mere værd end andre, 'meget' mere værd end andre.

Det mest forundrede er, at nogen bliver overrasket over det nuværende resultat, men tænk lidt over det, hvis en bank i dag hade en samvittighed, der handler om andet end afkast til ejerne, så var det en samvittighed, der frivilligt afskar ledelsen fra personlig økonomisk bonus, hvilket aldrig ville blive accepteret af ejerne, der samtidigt ville få mindre afkast.

Forsvaret for liberal kapitalisme:
'Socialister er rigtig gode til at bruge penge, andre folks penge vel at mærke.'
Hvilket for de liberale betyder, de rige ikke skal betale skat, solidaritet en begrænsning af det enkelte individs frihed, enhver er sin egen lykkes smed, det er nødvendighedens politik, sådan fungere det internationale marked.

Nu vil jeg ikke sætte navn på et kommende bæredygtigt økonomisk, bæredygtigt socialt og bæredygtigt klima model, men modllen vil formodentlig i modsætning til kapitalismen, lægger vægt på solidaritet med alle mennesker, der kan bidrage med forskellige evner til fælleskabet, hvor ingen selvom de måtte arbejde 24 timer i døgnet, er mange millioner mere værd end gadefejeren i personlig løn.

Jørgen Steen Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll

Men .. altså jeg forstår dig vist ikke.
Som udgangspunkt skal alle mennesker have mad, varme, ly for regn og vind, og en vis social sammenhæng for at trives. Og det skal naturligvis fremstilles.
Er vi enige så langt?
Dernæst kommer der en (human) trang eller interesse for at gøre livet lettere, mindre kompliceret og smartere end at bo i jordhuler, bruge tællelys, dyrke jorden, slagte dyr og skaffe fåreskind til at hylle sig i.
Er vi mon også enige så langt?

Men hvornår opstod det paradigme, at mennesker partout skal prakke hinanden alskens unyttige, skadelige eller direkte dødelige anordninger på halsen og "skabe et behov" for tåbeligheder, som er skadelige for ALLE eksistenser,
for at nogen kunne blive rige på andres bekostning - og er det virkelig den eneste mulighed, vi har for at leve?

Jeg bliver sørme da helt opgivende.

Torben Skov, sascha olinsson, Nille Torsen, Randi Christiansen, Niels Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Lise Lotte Rahbek (kl 19.41)

Vi er rørende enige i dit afsnit 1 og i dit afsnit 2.

Afsnit 3 om "det skadelige paradigme" er jeg lidt usikker overfor. Jeg mener ikke, at der er et paradigme om at prakke alskens skadelige ting på hinanden og skabe behov for tåbeligheder ?

Verden går fremad - nye spændende "anordninger" og "tingester", co2 frie elbiler, grøn vækst, mere intelligent energiproduktion og energianvendelse, bedre sygdomsbehandlinger, længere og mere aktivt liv, større social samvittighed ( i min barndom var man vist ret ligeglade med, hvad der skete uden for Danmark af ulykker o s v), bedre arbejdsmiljø o m a.

I 1970 var vi ca 4 milliader mennesker på jorden og ca 23 % havde ikke mad nok - idag er vi over 7,5 milliarder mennesker og "kun" ca 17 % mangler mad ( FAO statistik) - og madmangelen hænger mest sammen med lokal korruption og lokale konflikter og elendig lokal regeringsførelse.

Der er megastore problemer, men der er også enorme lyspunkter ( - det kan man desværre ikke skabe medeinteresse for - det "sælger ikke").

Meningsmæssigt og værdipolitisk er vi vist ikke særligt langt fra hinanden ?

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll
Næh, jeg har da tit oplevet en vis overensstemmelse i vores synspunkter førud, så jeg tror sagtens, vi kan forstå hinanden.
Men der er detder med ord på skrift uden mimik og gestikulation, som kan være svær. :)

Jeg kan godt forestille mig en verden, hvor de opgaver, som skal udføres, bliver udført uden sværdsslag og hvor alle bidrager, selvom det ikke er via lønarbejde.

Det jeg advokerer for er, at når nu maskiner overtager det hårde, udslidende arbejde - så må vi også ændre den måde, vi opfatter lønarbejde, samfundsorden og samfundsklasser på.

Maskiner betaler ikke skat. De udfører heller ikke socialt arbejde, kunst, forskning eller ændrer af egen kraft på ressourceforbruget. Eller tager sig af naturopretning.
Det er vores/menneskenes opgave og ansvar at tænke nye systemer. Endnu.

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Robert Kroll, vi er enige om, at hvis ikke der er nogen, der arbejder, er der ikke nogen produkter at fordele.

Det er for mig så selvindlysende en sandhed, at jeg blev skeptisk, dengang Mette Frederiksen opstillede sine ni - eller var det ti? - teser. For en af teserne lød: "Der skal tjenes flere penge i Danmark." Ja, selvfølgelig skal der da tjenes penge, hvem er modstander af det? Det er da en helt gratis udtalelse. Man kan selvfølgelig diskutere, om der skal tjenes FLERE penge, og hvor mange, men AT der skal tjenes penge er vel ikke til diskussion. Der må stikke noget under, tænkte jeg, for ellers vil trunten da ikke skrive sådanne ligegyldigheder.

Ser man så på den næste tese, falder tingene imidlertid på plads - der står gudhjælpemig at "Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv". Igen en banal sandhed, ingen (undtagen et par skrankepaver her og der) kan være uenig om, at velfærdsstaten er et middel til, at borgerne kan leve det gode liv, hvad det så end er.

Siger man de to sandheder i samme åndedrag, og husker tesen om, at pligter er vigtigere end rettigheder, falder tiøren: Mellem linierne står der nemlig "skattelettelser". Alle de andre teser har vist sig at være figenblade for en politik, som skal skære velfærden ned til sokkeholderne - undskyld, ned til "kernevelfærden" - så der kan skabes "økonomisk råderum" til at skatten på arbejde kan sættes ned. Og så til helvede med de arbejdsløse, der er jo bare dumme og dovne.

Velkommen til det "moderne Socialdemokrati" - "moderne" som i "moderne kontanthjælpsloft".

Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Mads Berg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar