Kronik

I Danmark er du skør, hvis du taler til fremmede

Jeg siger ikke, at vi konstant skal smalltalke og mærke på hinandens mangoer i Netto– men vi vinder altså ikke noget ved altid at holde os for os selv i offentligheden
I Danmark taler  man ikke med mennesker, man ikke kender, på steder som i supermarkedet eller i metroen. Men det bør vi gøre, skriver dagens kronikør. For kun derigennem kan vi nå friheden.

Jakob Dall

6. juni 2016

»Hvordan kan jeg mærke, om en mango er moden?!«

Jeg råber højt og spørgende gennem Nettos grøntafdeling med en mango i hånden og armen strakt op over hovedet.

Åh nej, intet svar. Hold nu kæft, Sine, tænker jeg. Spørgsmålet hænger slapt mellem hylderne, og jeg har tiltrukket mig den ubehagelige opmærksomhed a la hun-har-det-dårligt-hvor-er-det-synd. I mellemtiden er jeg blevet akkurat så krumrygget, at jeg undgår øjenkontakt med dem på den anden siden af frugthylden. Pinligt!

Når jeg læser i de uskrevne reglers bog på side et, så står der, at vi i Danmark ikke taler og diskuterer med fremmede mennesker uden grund. Men hvorfor egentlig? Hvad vinder vi egentlig ved at holde os for os selv i offentligheden?

Måske skal vi rive siden ud af bogen og erstatte budskabet til fordel for det modsatte. Hvad nu, hvis din mulighed for livsudfoldelse også er betinget af dit forhold til den fremmede? De fleste af os kender følelsen af, at to plus to giver fem. Det lyder lidt underligt, men vi oplever det f.eks., når vi tager på højskole, eller når vi bliver forelskede. Her føles det pludselig som om, at man bliver en del af noget større, end hvad de enkelte parter bringer i spil. Der opstår noget ekstra, noget man ikke kan tage med hjemmefra.

Forestil dig eksempelvis to elevfotos fra en højskole. Det første billede er taget i starten og det næste ved opholdets afslutning. Udover at personerne på billedet naturligvis er blevet en smule ældre, og sikkert også lidt tykkere, er det som om, der er noget mere på billede nummer to. Noget, som ikke var der før. En speciel stemning eller en mellemmenneskelig følelse af, at noget transcenderer den enkelte højskoleelev. Det er den samme følelse, vi oplever allerstærkest, når vi står til en koncert på Roskilde Festival med armene rundt om hr. og fru. ved-siden-af og råber ’LÅLÅLÅLÅLÅLÅ’! mens vi venter på, at Florence and The Machine går på scenen.

Jeg tror, at den specielle stemning altid er potentielt til stede – i mere eller mindre grad – når vi står over for hinanden, og det er vores opgave at gøre den til virkelighed.

Tal til den fremmede

Det blev jeg for alvor bekræftet i for et par måneder siden, da en dreng tilsyneladende havde meget større held med sit offentlige udbrud end jeg.

Vi befinder os i en Tiger-butik på Frederiksberg. Ekspedienten bag kassen er gået i baglokalet for at hente byttepenge. Jeg står som nummer to i køen. Forest står en ældre dame. Hun er, øh ja, underlig. Hun står og mumler noget på uforståeligt dansk, og lige bag ved hende står jeg og forsøger at undgå øjenkontakt, når hun ind imellem vender sig om. Jeg smiler høfligt og håber på, at ekspedienten snart kommer tilbage. Bagved mig står en dreng på 8-9 år, der tilsyneladende nærer meget større interesse for hendes uforståelige mumlen. Han har nemlig bøjet sig forover, plantet begge hænder på knæene, knebet øjnene sammen og spidset ørerne.

Pludselig udbryder han: »Nu ved jeg, hvad du snakker om, det Sankthans!« Til min store overraskelse vender damen sig om og siger: »Ja, du har ret!«

Sammen med resten af køen står jeg helt forbavset over den situation, der nu har udviklet sig fra mystisk til endnu mere mystisk, da drengen dasker mig i maven og spørger, om jeg også plejer at sætte en heks på bålet i højtiden.

På vej ud af butikken får jeg mumlet noget i retning af: »Øh, jaja, selvfølgelig. Og god weekend.« Først på den anden side af skydedøren slår det mig, at det er onsdag.

Hvorfor var det ikke mig, der tog kontakt? Jeg ville ønske, jeg havde været mere imødekommende. Jeg tror ikke, vi behøver at smalltalke i alle køer eller mærke på hinandens mangoer i tide og utide, men jeg tror, at vores individualistiske opførsel i offentligheden er med til at fremmedgøre os fra en mellemmenneskelig mulighed, der ligger lige for.

Den tyske filosof og politiske tænker Hannah Arendt beskæftiger sig i sit hovedværk, Menneskets vilkår, med, hvordan vi kan realisere det autonome individ i et fællesskab. Vi tror, at friheden er noget, det autonome individ frit kan vælge, akkurat som vi vælger varer i Netto. Men det er lige omvendt. Friheden kan ikke defineres individuelt, men som en mulighed der er betinget af et relationelt forhold. Den enkeltes ord og handlinger er intet værd, hvis de ikke har en modtager.

Problemet er, at vi har skabt en distance mellem det enkelte individ og offentligheden. En distance, der har fået os til at tro, at den optimale realisering af selvet sker ved at fokusere på den enkelte og vælge for den enkelte. Det moderne menneske er et privatmenneske, der er blevet fremmedgjort fra vores fælles verden, skriver Arendt.

Råb ’mango’ til din sidemand

Og der stod jeg så i Netto. Idiotisk plantet med armen i vejet og en mango i hånden. Der var nu to muligheder for handlingsforløbet. Enten ville jeg aldrig få svar på mit spørgsmål og måtte i stedet cykle svar-forladt hjem og slå op i min eksotiske kogebog under: Så søg dog på Google, kvinde! Eller også ville en kunde træde frem og gøre mig klogere på mangoens modenhedskurve.

Til mit held skete det sidste, og jeg fik svar på mit spørgsmål.

Men kan vi virkelig gøre mennesket mere frit og verden til et bedre sted ved at henvende os til fremmede mennesker i Netto?

Ja, det tror jeg faktisk at vi kan!

Først og fremmest må vi forstå, at en realisering af selvet sker gennem et fokus på det, der ligger uden for selvet. Al vores tænkning, udfoldelse, politiske liv, glæde, ulykke og meget mere er betinget af muligheden for hele tiden at kunne indgå i et mellemmenneskeligt forhold. Derfor skal vi overveje, hvordan vi fortsat ønsker at indgå i relationer i offentligheden.

Jeg tror, at pointen med min oplevelse i Netto og tilsvarende i Tiger-butikken er, at der går en masse tabt ved vores individualistiske opførsel over for den fremmede. Vi er hele tiden med til at konstituere vores sociale liv i offentligheden; det ligger ikke bare derude som en fast og uforanderlig form, vi kan gå ud og pege på.

Det mellemmenneskelige rum kan faktisk ophøre med at eksistere i sin nuværende form, og netop derfor skal vi overveje, hvordan vi ønsker, det bør være.

Da jeg stod i Tiger-butikken gjorde en modig dreng en række individuelle hverdagsærinder til en situation, vi pludselig var fælles om. Han fjernede en usynlig glasplade mellem hver enkelt kunde i køen. I stedet for at vente alene, ventede vi pludselig på ekspedienten sammen. Sådan føltes det.

Livet skal leves i et forhold til andre mennesker. Friheden er potentielt altid til stede, og det er din og min opgave at tage fat i den og gøre den til vores. Råb »mango« til din sidemand, og se hvad der sker.

Sine Hedegaard er retorikstuderende på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Breuer
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Christel Gruner-Olesen
  • Sidsel Jespersen
  • Jette M. Abildgaard
  • Viggo Okholm
  • Britta Hansen
  • Klavs Hansen
David Breuer, Klaus Lundahl Engelholt, Christel Gruner-Olesen, Sidsel Jespersen, Jette M. Abildgaard, Viggo Okholm, Britta Hansen og Klavs Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nille Torsen

Når Sine Hedegaard taler om "Danmark", er det måske at tage munden lidt for fuld. Med al respekt, så er Frederiksberg ikke kendetegnende for HELE Danmark. Der er sikkert naturlige grunde til at der er "glasplader" mellem mennesker i en tætbefolket by, og at de glemmer at sige "tak for turen" til chaufføren, når de stiger af bussen. Der er både positive og negative sider ved at bo i en storby.

Arne Lund, ingemaje lange, Kristian Rose Schmidt, Martin Mørch, Steffen Gliese, Viggo Okholm, Claus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ja.., der er noget, og ikke så lidt, om det, for taler man til sin sidemand i bussen, så flakker både hovedet og øjnene, som blev der tænkt, er det en fra en institution eller et andet sted, som der er noget galt med(?).

Nå, men muntre situationer kan der også opstå, som for nylig hvor jeg var på "posthuset" i Kvickly og havde taget et nummer for at blive betjent, og det var et højt nummer f.eks. 94, og det var nummer 82 der blev betjent, så der var lang vej igen.

blot for morskabs skyld spurgte jeg højt om der var nogen der havde nr. 85, hvilken der var en der svarede på, og så spurgte jeg om vedkommende ville bytte med (mig) nr. 94, og fik svaret nej.., det ville vedkommende ikke, hvortil jeg spurgte om det var vedkommendes "endelige svar eller vedkommende ville spørge publikum eller ringe til en ven", men det ville vedkommende ikke.

Det vakte en del morskab for mange rundt omkring, - men det kommer jo ikke af sig selv.

En anden gang ved en fyldt pølsevogn ved disken, som endnu ikke havde betjening, spurgte jeg om ikke vi kunne få åbnet en kasse mere, og det vakte også en del morskab både ude og inde.

Niels Duus Nielsen, Lars Peter Simonsen, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Vi snakker ikke med andre fordi enten har vi ikke noget at sige dem eller/og vi gider ikke høre dem finde på et og andet ligegyldigt at snakke om. Hvis der endelig er nogen der har noget at sige, så er det ofte uforståligt for almindelige mennesker af den ene eller den anden grund...
- Vores interesser er snævre og normale og det er imodsætning til verden, der er stor og ikke umiddelbart kan passes ind i "normal" koncept.

Evan Knudsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Uden at generalisere, og uden, at der foreligger en egentlig statistik, så er danskerne hovedsagelig kendt i Europa, som et lukket folkefærd, der har nok i sig selv. Naturligvis findes der også masser af udadvendte danskere, men de er i overvejende grad et lille mindretal.

Der er gennem årene blevet lavet masser af mindre undersøgelser og voxpop på området blandt turister og udenlandske studerende, hvor indelukkede og overfladiske danskerne faktisk er.

Jørn Andersen, Christel Gruner-Olesen, Heidi Larsen, Gert Romme, Jette M. Abildgaard og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Sine

Måske skulle du slippe tøjlerne lidt, og være lidt mindre bange for at være "skør" :)

Og pas på med hende Ahrendt. Hun overkomplicerer måske tingene en smule.

Britta Hansen

Et ensomt land til at blive skør i.

De eneste, som er åbne og kommunikative, det er børnene. Dem, der sidder i barnevognen endnu eller dem, der lige har lært at sig 'hej'. Og når en halvskør voksen svarer eller går i 'dialog' med sådant et barn, så ser mor/far til den anden side - tydeligvis pinligt berørt.

Hvor er det synd, at børnene skal blive ældre og lære at lukke i.

Niels Duus Nielsen, Jørn Andersen, Christel Gruner-Olesen, Jørgen Steen Andersen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg genkender ikke beskrivelsen.
Måske er det et storbyfænomen - men hverken da jeg boede i Århus eller nu i Vejle har jeg troet, at folk var skøre, hvis de talte med fremmede.
Engang stod jegi en laaang kø en nytårsften før lukketid i Brugsen, hvor Dankortsystemet brød ned og folk stod og spøgte med genvordighederne og at det nok gik altsammen alligevel. Den samme stemning har jeg mødt i offentlig transport.
Men det kræver ganske vist, at man selv tør blive betragtet som skør og selv tør tale til fremmede.
Den procedure volder mig ingen kvaler.

Niels Duus Nielsen, Arne Lund, Vibeke Rasmussen, Nille Torsen, Martin E. Haastrup, Sidsel Jespersen, Martin Mørch, Jette M. Abildgaard, Morten Balling og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg synes artiklen er uhyre relevant og i de her "anti-udlændinge/muslim tider er det mere relevant end nogensinde. Jo der kan blive sagt mange ligegyldigheder om vejr og vind og måske direkte vrøvl, men et smil, en "dum" bemærkning eller bare et spørgsmål til en fremmed kan give glæde til flere, tror jeg. Et eksempel: jeg var i fakta og køen var lidt lang og en ny kasse blev åbnet, en ung tørklædepige ville lade mig komme først, men hun var i butikken før mig, så jeg bad hende gå først med den bemærkning. jeg spurgte så om de holdt fars dag samtidig med at jeg bemærkede de skulle grille. Et smil, jo det gjorde de og jeg nævnte den snarlige ramadan og fik så fortalt at det var hårdt, men hun havde nu ferie og jeg gættede på hendes gymnasium og fik så at vide de spiste kl.23 om aftenen. Jeg følte det var et givtigt minut mellem en 70 årig dansker med reklame for ølentusiasten på kasketten og en tækkelig smilende muslim på ca.18.

Niels Duus Nielsen, Christel Gruner-Olesen, ingemaje lange, Herdis Weins, Lars Peter Simonsen, Heidi Larsen, Ole Frank, Britta Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er afgørende forskel på de to situationer, og for mig at se er det den almene henvendelse i Netto, kontra netop den mere rettede henvendelse - sådan læser jeg det - i Tigerbutikken. Eller den relationelle valgfrihed, om man vil: man kan vælge damen i Tiger til, men det er anderledes svært med en råbende ungmø, der kræver svar. Mærkeligt, at der ikke var nogen, der diskret gik forbi og sagde "spørg en ansat." :-)
Danskerne udveksler ofte replikker med hinanden, men det er næsten altid på en klar fornemmelse af gensidighed, at man så at sige ikke forstyrrer. At råbe op om mango i en butik er uhøfligt i en dansk kontekst, man stjæler opmærksomhed - det kendte udtryk er ikke tilfældigt.

Børge Rahbech Jensen

"Hvad nu, hvis din mulighed for livsudfoldelse også er betinget af dit forhold til den fremmede?"

For mig ændrer det intet. Noget af det vigtigste, der vindes ved at holde sig for sig selv i offentligheden, er minimering af risikoen for formidling af svagheder, der kan udnyttes af andre, eller modsat formidling af idéer el. tanker, der ikke nødvendigvis føres ud i livet.

Det er ikke givet, de andre kunders reaktion på spørgsmålet i Natto i indledningen er fortolket rigtigt. En sandsynlig forklaring kan være, at de andre kunder i nærheden ikke kan svare på spørgsmålet, eller bare ikke har tid og overskud til en forklaring og evt. efterfølgende samtale. De, der kendte svaret, ville nok bare råbe det tilbage.

Hvad vinder vi egentlig ved at holde os for os selv i offentligheden?

Børge Rahbech Jensen

(Sidste sætning i min foregående kommentar skulle slettes, og skal derfor ignoreres.)

Er den omtalte særlige stemning ikke meget afhængig af fælles oplevelser, som fx. butikker ikke inviterer til? I en butik har hver kunde sikkert sin egen historie om baggrunden for sine indkøb.

Martin Mørch

Her i Salling(altså ikke supermarkedet) er det almindeligt at veksle en bemærkning med chaufføren i den lokale bus, og man taler også gerne med folk, spørger om råd osv. Og man hilser - også på folk man ikke kender - når man går forbi dem på vejen udenfor byerne.

Erik Feenstra, Nille Torsen, ingemaje lange og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Martin Mørch

Her i Salling(altså ikke supermarkedet) er det almindeligt at veksle en bemærkning med chaufføren i den lokale bus, og man taler også gerne med folk, spørger om råd osv. Og man hilser - også på folk man ikke kender - når man går forbi dem på vejen udenfor byerne.

Marie Jensen

Hej Sine,
En mango er moden, hvis den dufter sødt☺Det samme gælder honningmelon og ananas...
Havde du spurgt mig, havde jeg fortalt dig det.
Dit udråb om mangoen forpligtede nok ikke de andre kunder i butikken til et svar fordi det var en upersonlig henvendelse som man kun behøver at svare på, hvis man kan svare Ja. Havde du henvendt dig til en bestemt forbipasserende, så havde vedkommende sikkert følt sig forpligtet til at svare.

Anne Schøtt

Jeg taler tit med fremmede, også selv om mine børn synes, jeg er pinlig - og hvis nogen synes det er skørt, så dem om det.

Niels Duus Nielsen, Nille Torsen, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Jens Erik Starup og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Søren Jensen

Jeg har ikke noget imod at svare fremmede på hvornår en mango er moden, men man må gerne spørge pænt i et almindeligt toneleje. Hvis hun står med armen i vejret og råber, som om at alle skal interessere sig for hendes problemstilling, er det påtrængende. Måske er den fremmede centrum i sit eget univers, men jeg kan altså godt være optaget af at tænke på hvad vi skal købe ind i mit.

John Robert Parkins

I agree the knack of 'gesticulation' including the waving of arms has seen better days.
if I had been in your shoes I would have invited a number of shoppers around me to form the two teams needed to a game of Charadesgame of Charades would have been in order invited a number of shoppers around t would have been in order language to convey the meaning to another party. with the people around you would have solved the problem

John Robert Parkins

..............what I meant to say
Sine I agree the knack of 'gesticulation' including the waving of arms has seen better days.
if I had been in your shoes I would have invited a number of shoppers around me to form two teams needed to play a game of Charades...........problem solved.

Klaus Madsen

Pænt og nydeligt skrevet. Sikkert også en rigtig analyse for de områder du færdes i. Men det er nok lidt vovet, at udstrække ens egen måde at kontakte, at snakke, at socialisere på, til at gælde for hovedparten af befolkningen. Eller, for den sags skyld, at udstrække måden at socialisere, eller manglen på samme, på Østerbro eller Frederiksberg med måden vi snakker sammen på, i Hundested eller Skagen. Da jeg boede i Heimdalsgade på Nørrebro anede jeg ikke hvad de andre i opgangen hed eller så ud. Nu bor jeg i Lynæs og ikke nok med, at jeg kender (næsten) alle, så ved jeg også, at jeg jo bare kan spørge.... Her taler vi nemlig sammen. Man skal være forsigtig med at generalisere :-) og man skal være omhyggelig, hvis man starter med konklusionen, budskabet. PS. Nu handler jeg ikke i netto

Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg tror ikke nødvendigvis, at folk er skøre, hvis de er fremmede og begynder at snakke til mig i bussen (f.eks). Men jeg synes helt sikkert, at de er irriterende, og jeg forsøger at svare høfligt og afmålt uinteresseret, i håb om at de holder op med at snakke til mig.

Og hvis de så ikke gør det, tror jeg, at de er skøre, og står af ved nærmeste stoppested for ikke at eskalere deres tilstand yderligere.

Majbritt Henriksen

Efter så godt som hele mit voksenliv til dato (nu pensioneret) har jeg boet udenfor Danmark forskellige steder. Jeg bor nu igen i Kbh og efter den første henrykkelse over gensynet hænger jeg lidt med hovedet. Det har udelukkende at gøre med det kolde gys jeg synes jeg har mødt i mine medmennesker her. De er ikke bevidst afvisende, det er bare sådan man er. Man passer sig selv, man ser ikke 'den anden'. Trist.

Jesper Hedegaard

Jeg havde fornylig nogle kroatiske venner på besøg og en af dagene, kørte vi med S-toget. Her blev "stille zonen" bemærket. " Hvad skal man med den - hvad bruger i den til" spurgte den en. Jeg svarede : " der sætter du dig, hvis du bare vil være i fred og ikke snakke med nogen". Det kunne de faktisk godt se en ræson i. " Så hvis jeg en dag er i rigtig møg humør, og jeg bare kommer til at sige noget forkert, hvis nogen spørger, så er det simpelthen stedet"? Fortsatte min ven. " lige netop " , svarede jeg. Og han fortsatte : " fint fint, og hvis der så er en dag, hvor jeg er i ekstra godt humør og meget gerne vil snakke med folk, hvor sætte jeg mig så"? " tja" sagde jeg " I en hvilken som helst af de andre vogne, går jeg ud fra".... En bemærkning der faldt noget tungt til jorden, da vi kiggede rundt på vores medpassagerer, der alle sad med næsen dybt begravet i hver sin mobiltelefon uden antydning af at være interesserede i nogen som helst former for kontakt...

Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Jesper Hedegaard, folk, der er i "ekstra godt humør" er vildt træls.

Eller, hey, det har de da lov til at være. De skal bare ikke regne med, at deres "ekstra gode humør" nødvendigvis bør/skal give sig udslag i snak i ikke-stillezonen. Ligesom de SLET ikke skal føle sig cool, fordi de bare er totalt ovenpå og har lyst til at synge lange, glade sange med medpassagererne, der passer sig selv og deres SMS.

De skal sådan set bare snakke lidt, hvis de har lyst. Spørge en tilfældig medpassager om vejret. Og så skal de lukke røven efterfølgende, hvis vedkommende ikke har forstand på eller gider højtryk.

Indrømmet: Nogle byer/lokaliteter er værre end andre. I de 22 år, hvor jeg boede i København, var der bydele, hvor der ikke var til at slå et ord af folk, andre steder, var det modsat.
Måske handler Sine Hedegård i de forkerte butikker? Her hvor jeg handler (i en satellitby) er der gængs ikke noget besvær med at falde i snak med folk i de lokale supermarkeder.
Så pas på med at generalisere - lærer man ikke det på retorikstudiet?

Niels Duus Nielsen

Problemet ved at bo i København er, at hvis man bliver tiltalt fx i bussen, ER det faktisk ofte af en småskør person, altså et "klinisk skørt" menneske, der siger mærkelige ting, som det kan være endda meget svært at svare på. Det har noget at gøre med psykiatrien i hovedstaden og Galebevægelsen, de skøre går frit omkring i vore dage, heldigvis for dem.

Alligevel prøver jeg efter bedste evne at kommunikere med vedkommende, da det ofte fører til nogle morsomme sproglige forviklinger. Det er i hvert fald sjovere end at se på en masse zombier, der er dybt begravet i deres smartphones.

Arne Lund, Viggo Okholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Hold venligst mig uden for det "vi", der omtales i artiklen. Jeg tror ikke, der går en dag, hvor jeg ikke kommer i 'small talk' med mindst én person. Alle aldre, køn, farver, nationaliteter, erhverv – eller mangel på samme – repræsenteret. Uden problemer og som oftest helt uforpligtende. Nogle gange bare et smil og et 'Hej' mellem vildt fremmede. Og jeg færdes i København, s'gu!

Men jeg stiller mig altså heller aldrig op i et supermarked og råber: 'Kan alle se og høre mig'. Derimod mødte jeg engang i frugtafdelingen en ung kvinde, der stod og snuste til honningmelonerne, én for én. Hun fortalte mig grinende, at hun havde lært, at man på den måde kunne snuse sig frem til, om de var modne. Det kan man faktisk. Sådan lærte jeg dét. ;)