Kommentar

Er Enhedslisten stadig det rette parti for en socialist?

I holdningen til EU lyder Enhedslisten mere og mere som et ekko af DF. Har Pernille Skipper & Co. glemt deres socialistiske børnelærdom?
I holdningen til EU lyder Enhedslisten mere og mere som et ekko af DF. Har Pernille Skipper & Co. glemt deres socialistiske børnelærdom?

Jens Dresling

29. juni 2016

Brexit er nu en realitet. Enhedslisten, og i særdeleshed Pernille Skipper, beskriver det som en sejr for den britiske befolkning og angriber fortsat dansk medlemskab af EU. Skipper ønsker en lignende afstemning i Danmark næste år på Grundlovsdag.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten aldrig har været varme på EU i sin nuværende form. For enhver socialist med selvrespekten intakt vil varetage arbejdstagernes interesser og kæmpe imod en institution, hvis erklærede mål det er at fremme erhvervsmæssige interesser.

Alligevel stiller jeg mig kritisk an over for Enhedslistens opfordring til udtræden af EU. For i mine øjne kan vi opnå større indflydelse ved forhandlingsbordet end ved at stå uden for EU. Ved at forblive i EU er vi bedre rustet til at støtte kampen for demokratiseringen af EU, en kamp der i øjeblikket udkæmpes af vores kammerater i andre europæiske socialistiske bevægelser.

Tiltroen til, at vi bliver større og stærkere, burde være til stede – tænk bare på Die Linke i Tyskland, The CUP i Catalonien, Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland, kommunisterne i Portugal, de rød/grønne koalitioner i Skandinavien og mange flere grupper, der oplever stigende støtte på tværs af det europæiske kontinent.

Det er et skulderklap af de store. Det antyder, at europæerne er trætte af den midtsøgende kapitalistiske politik og er på udkig efter radikale alternativer. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi forener hele Europa for at sørge for, at alternativet er socialistisk, for at forhindre en ny bølge af fascisme/nationalisme. Hvis vi bliver i EU, giver det os mulighed for at tilpasse vores kamp med disse søsterpartier, og vi er en stærkere enhed, hvis vi er samlet og forenet i kampen i stedet for at isolere os.

Nationalistisk fejlkurs

Jeg ser et Enhedslisten på afveje. Et Enhedslisten, der har affødt et selvransagende spørgsmål i mit indre; »Er Enhedslisten mit parti?«. Jeg har taget mit medlemskab op til revision. Nok er jeg socialist, men mest af alt er jeg internationalist.

Jeg befinder mig i et dilemma. Det har rod i den nyslåede nationalistiske retorik blandt mine sjælefrænder og ligesindede, der er begyndt at skifte kurs med ord som »vores fællesskab« og »vi danskere«. På det punkt er det svært at kende forskel på Enhedslisten og DF. Det er ved at være for meget for mig. Jeg har spurgt mig selv, hvad jeres taktiske alliance med Dansk Folkeparti bunder i. Det svar, jeg er kommet frem til, er følgende: I er ikke et europæisk venstreorienteret parti.

Skibet Enhedslisten må have forvildet sig ud på nogle forkerte koordinater. Måske på foranledning af skipperen! For aldrig, og jeg gentager, aldrig har en international solidaritet, som må opfattes som værende en del af socialismens DNA, sat nationalstaten som den primære slutdestination for sejlturen. Det er ikke den socialisme, jeg kender.

Det er ikke den socialisme, jeg fik ind med modermælken. Det er ikke den socialisme, jeg har lært at elske, og som jeg har bekendt mig til, fra jeg kunne kravle til mit nu 25. år. Det er ikke den socialisme, der, siden jeg kunne tale, har holdt mit stemmebånd overbeskæftiget i alle de sammenhænge, jeg har bevæget mig i. Jeg løb måske for hurtigt uden at se mig tilbage, for jeg opdager nu, at jeg blandt mine kammerater står mutters alene med min holdning.

Tilbage til fællesskabet

Aldrig har sloganet »fællesskab fungerer« klinget så hult som nu. Aldrig vil jeg kunne forstå, hvorfor vi har vendt snuden indad. Hvordan vi har glemt alt om solidaritet med de andre og vigtigheden af princippet, som siger, at vi ikke kan og bør acceptere løsninger på vores problemer, som gør det vanskeligere for andre at løse deres problemer. Andre kan være os alle – herunder den næste generation. Dette er et helt elementært princip i socialismen. Vi må lave nogle fælles stabilitetsordninger, og vi må efterleve princippet om ikke at tørre problemerne af på andre.

Et dansk EU-exit vil ikke fremme den socialistiske kamp i Danmark. Det vil tværtimod hæmme vores evne til at understøtte den aktuelle kampagne fremsat af den europæiske venstrefløj i kampen for demokratiseringen af EU. Et farvel til EU vil være at gå nationalismens ærinde.

Et medlemskab holder højrefløjen i skak og virker begrænsende på deres kamp for, at indvandrere og flygtninge skal kunne nægtes adgang til statsstøtte eller endda blive deporteret i en vanvittig anti-indvandrings- og flygtningepolitik. Fra et socialistisk perspektiv vil en udtræden af EU ikke kun have alvorlige negative sociale og økonomiske konsekvenser for vores samfund. Det vil tillige underminere det progressive samfund, vi ønsker at opbygge og værne om.

Aksel Færk er studerende og medlem af Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik winberg
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Trille Hassager
  • Jørgen Steen Andersen
  • Johannes Lund
  • Anker Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Niels-Simon Larsen
  • Mads Berg
  • Ebbe Wagner Smitt
  • Poul Anker Sørensen
erik winberg, Robert Ørsted-Jensen, Trille Hassager, Jørgen Steen Andersen, Johannes Lund, Anker Nielsen, Christian Mondrup, Niels-Simon Larsen, Mads Berg, Ebbe Wagner Smitt og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Som jeg har skrevet før, ender ELs internationale udsyn der, hvor DF vil sætte grænsebomme op.
Folkebevægelsen mod EU er Folkebevægelsen mod et europæisk fællesskab. EUs udvikling er i høj grad præget, at socialisterne vendte ryggen til projektet.

søren ploug, Leif Høybye, Erik Karlsen, Morten Ubbesen, Ulf Johannesson, Arne Lund, Steffen Nielsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Enhedslisten svigter kampen for demokratiseringen af EU siger Aksel Færk.

En organisation, der i sin "grundlov" overlader marked, nationaløkonomi, arbejdsmarked, varerproduktion, og kapitalstrømme til kapitalisterne, og kun ser den minimerede Stat i medlemsstaterne som redskab til skatteopkrævning og beskyttelse af den private ejendomsret kan ikke demokratiseres. Det sociale og menneskelige aspekt er fraværende i EU's politik og overladt til de decimerede medlemsstater selv.

Hvorfor gå en omvej og prøve, at demokratisere og socialisere neoliberalismens og kapitalismens drøm om den korporative nationalstat: EU - når nationalstaten Danmark er langt længere fremme i demokratiserings- og socialiseringsprocessen.

Jeg er sikker på vi kan svække dansk neoliberalisme ved at vriste Danmark ud af EU - og den chance må vi ikke lade gå fra os - og jeg er sikker på at Enhedslisten sagtens kan klare sig retorisk og argumentatorisk overfor den politiske dværg Dansk Folkeparti.

93% af verdens befolkning befinder sig uden for EU, og samarbejdet med de 7% socialister i EU's parlament vil naturligvis fortsætte - måske endnu tættere ...for vi vil jo gerne følge med.

uffe hellum, Palle Yndal-Olsen, Donald Axel, Tue Romanow, Curt Sørensen, Tom Andreæ, Torben K L Jensen, Flemming Berger, John Hansen, Jørgen Steen Andersen, Britt Kristensen, Bo Carlsen, Lars Peter Simonsen, Anne Eriksen, erik mørk thomsen, Jakob Lindblom, Benny Jensen, Peter Andreas Ebbesen og Mads Berg anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

kære Aksel Færk, jeg synes du har helt ret, og bliv hos os lidt endnu, jeg er sikker på vi er mange i partiet der har samme holdning som dig og mig, vi må se at få skibet på ret kurs.

Henning Egholk, Robert Ørsted-Jensen, søren ploug, Hannibal Knudsen, Anker Nielsen og Steffen Nielsen anbefalede denne kommentar

Aksel Færk skriver -
Et medlemskab (af EU) holder højrefløjen i skak og virker begrænsende på deres kamp for, at indvandrere og flygtninge skal kunne nægtes adgang til statsstøtte eller endda blive deporteret i en vanvittig anti-indvandrings- og flygtningepolitik.

Kære Aksel – hvor meget tyder aktuelt på - både herhjemme (DF) og ude i Europa, hvor den nationalistiske højrefløj vinder frem og blæser på et totalt splittet EU - at du har ret i det med ’at holde i skak’, men især vil have det efter f.eks. det næste parlamentsvalg i Frankrig …

Enhedslisten ser et behov for at løsrive sig fra de snærende neoliberale bindinger til EU for at kunne dyrke sit ideologiske udsyn til meningsfæller overalt i Europa og alle de gode kræfter – EU er ikke Europa …

Tom Andreæ, Flemming Berger, John Hansen, Jørgen Steen Andersen, Britt Kristensen, Bo Carlsen, Lars Peter Simonsen, Jakob Lindblom og Martin Mørch anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Igen er man inde i labyrintens gange: Hvem er mest socialist? Sådan er det, når man har en rettesnor at rette ind efter. Man skal over gaden, men man skal lige kigge i bogen først, så man går 'rigtigt' over gaden. Det kommer somme tider til at se spøjs ud, men man har gjort det 'rigtige'.
Sjovt nok er det lige sådan med de kristne. Det er så vigtigt, hvad der står i bogen, så man kan gøre det 'rigtige'.
I begge ideologiers tilfælde er det ikke morsomt af være på den 'forkerte' side. Ofte det rene helvede, som der er mange beretninger om. Jeg vil da også sige, at mange af debatterne her er trælse, og hele tiden drejer sig om det samme, men det kan nok ikke være anderledes, når striden om kejserens skæg er så vigtig for nogle.
Ting kan være komplicerede i sig selv og bare det at finde ud af, hvad det i virkeligheden er, man har stemt om, kommer nu op. Når en englænder stemte nej, stemte vedkommende måske ja til at skotterne kunne blive selvstændige, og stemte ja til, at der gik en proces i gang i Danmark om udmeldelse, og stemte ja til at det engelske sprog skulle rulles tilbage i det øvrige Europa, for hvorfor skal europæerne gå og tale et sprog, der ikke er der mere osv.osv?
Næste gang der stemmes om ja eller nej til noget, det kan være i Enhedslisten eller andre steder, skal man lige sikre sig, at man ved, hvad det drejer sig om.

Poul Genefke-Thye, Ernst Enevoldsen, Lennart Kampmann, Steffen Nielsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Niels-Simon Larsen, ja livet er jo let når man mener at EU's institutionaliserede neoliberalisme og privatkapitalisme blot er et spørgsmål om søde ord og tilretning uden hensyn til de eksisterende politiske magtforhold.

Jørgen Steen Andersen, Lars Peter Simonsen, erik mørk thomsen og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hold nu op, Niels-Simon, vi mennesker har alle dage været uenige om og diskuteret hvad vej vi skal gå. Er Alternativet så meget bedre? Så vidt jeg ved diskuterer I også mere end i handler. Det er demokratiets forbandelse at man skal nå til en vis form for enighed, før man kan handle, for mennesker er forskellige og er svære at få til at blive enige. Demokrati er ikke den mest effektive styreform, det er jo meget, meget nemmere bare at have en stærk mand, hvis ord er lov.

Og jeg ved ikke, hvor du har den med facitlisten fra. Hvis der er noget, vi socialister er enige om, er det ikke resultatet og vejen frem til dette resultat, men hvad der er problemets rod. Uenighederne går netop på, hvordan vi griber kampen mod dette onde an. Nogle socialister ser kampen i et snævert nationalt regi, andre tænker mere internationalt.

Efter min mening skal den nationale og den internationale kamp koordineres, Danmark er for lille et land til alene at modstå de internationale kapitalisters angreb, omvendt er det vigtigt at beholde det nationale afsæt, ikke fordi danskerne er bedre mennesker end andre, men fordi vi har mange års erfaring i fredelig begrænsning af kapitalisternes ødelæggelse af natur og kultur.

Det demokratiske hovedproblemet er i dag , at folk er vildførte. Den ene procent sidder på magten, fordi det er lykkedes den ved hjælp af en kombination af bestikkelse og hjernevask at få folk til at acceptere status quo. Det grundlæggende problem er, at den ene procent ejer produktionsmidlerne. Som demokrater er vi nødt til at løse hovedproblemet, før vi kan gøre noget ved det grundlæggende problem.

Jeg ved ikke, hvordan vi løser disse problemer, hvorfor jeg ofte forfalder til kynisme og ønskedrømmer om blodige opstande, vel vidende, at jeg overhovedet ikke har lyst til at opleve en borgerkrig. Især ikke, fordi jeg er alvorligt bange for, at som situationen er i dag, vil det være de forkerte, der vinder. Der har i mange år været tradition for fredelig sameksistens blandt socialister, i en enhedsfront, der kalder sig Enhedslisten. Mens højrefløjen aldrig har haft skrupler over for at bruge vold til at nå deres mål, er venstrefløjen mere fredeligt indstillet. For fredeligt, måske.

Viggo Okholm, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Lars Peter Simonsen, Mads Berg og Peter Andreas Ebbesen anbefalede denne kommentar
Leif Kajberg

Strange bedfellows, at se EU omfavnet så helhjertet af en ung idealistisk socialist det er lige godt utroligt. Hvordan var det nu lige med landbrugsvarerne i Afrika, følgagtigheden over for de tyske bilkoncerner, den massive privatiseringsideologi, privatiseringen og kommercialiseringen af vandressourcer, markedsgørelsen af jernbanesektoren etc. etc.

Sebastian Stray Jørgensen, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Britt Kristensen, Bo Carlsen, Lars Peter Simonsen, Mads Berg, erik mørk thomsen og Jakob Lindblom anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Jeg holder meget af EL. De er vigtige for det danske demokrati og de har fået min stemme et utal af gange, selv når jeg har været medlem af andre partier.
Jeg er meget enig i Aksel Færk.
Trods væsentlige fejl og mangler, og åbenlys skrøbelighed overfor skamløs populisme, er EU et fantastisk solidarisk og socialt tvær-folkeligt mesterværk.
EU er ikke bare vores bedste kort, men hele verdens bedste kort, til at opnå den ønskede fredelige og bæredygtige udvikling.
Ikke at vi er der endnu; laaangt fra, men EU er blandt de få der ikke konsekvent trækker i en helt forkert retning.

søren ploug, Hannibal Knudsen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Martin Mørch

Hvis det skulle være en udbredt holdning i EL, at vi kun skal kæmpe i institutionerne, hvorfor materialiserede det sig så ikke, da vi efter en debat rundt i partiets afdelinger havde et årsmøde med EU som hovedtema?

Bodil Waldstrøm

Brexit skiller åbenbart vandene mere end meget andet. Mennesker i samme parti (hvad enten det er Enhedslisten eller Labour) begynder at mistænke og modarbejde hinanden. Måske siger det mest af alt noget om partidannelse. Er der noget, vi kan gøre bedre der? Hvordan kan vi i fremtiden agere politisk i demokratiske forsamlinger, hvis partier mister kraften pga væsentlig intern uenighed? Er der andre muligheder end partidannelse? For som også andre kommentatorer har været inde på, er vi mennesker så forskellige og har så forskellige holdninger, at det er svært at finde en gruppe, der passer lige til hver enkelt. Så kan man vælge ud fra overordnede synspunkter, f.eks. socialismen, men det viser sig jo som i den nuværende situation ikke at være nok, når der skal vedtages ny lovgivning eller stemmes til folkeafstemninger. Hvad gør vi i fremtiden? Hvordan finder vi politisk ligesindede - både nationalt og internationalt? Jeg har ikke selv svaret. Jeg passer ikke ind i noget eksisterende dansk parti. Jeg befinder mig lige nu der, hvor jeg passer godt til Enhedslisten på nogle områder, Alternativet på nogle områder, og så er der "noget andet" som jeg ikke finder hos de to partier. "Noget andet" er en blandet størrelse, hvor noget ikke er afgørende vigtigt, mens andet er (f.eks. forholdet til Gud).

Flemming Berger, Britt Kristensen og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar

Toke Andersen siger:
EU et fantastisk solidarisk og socialt tvær-folkeligt mesterværk.

Sydeuropa har siden krisen 2008 haft en arbejdsløshed på ca. 20% og Tyskland og nordeuropa en arbejdsløshed på ca 6% er det et fantastisk solidarisk og socialt tvær-folkeligt mesterværk værdigt. Plyndringen af Grækenland taler vi slet ikke om.

Janus Agerbo, Tom Andreæ, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, John Hansen, Jørgen Steen Andersen, Lars Peter Simonsen, Anne Eriksen, Mads Berg, erik mørk thomsen og Jakob Lindblom anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Bill Atkins,
Du må tænke relativt. Jeg skriver jo tydeligt: Trods væsentlige fejl og mangler.

Toke Andersen

Den græske tragedie har i mine øjne udgjort et lavpunkt i EUs historie. Jeg har været ganske rystet over den mangel på solidaritet og intelligens - ikke mindst, som krisen har udstillet.
Men også her er det primære problem den populistiske navlefikserede højredrejning i svage medlemsstater, der sætte egne kortsigtede intetesser over fællesskabet, principperne og fornuften.

Janus Agerbo, Ulf Johannesson og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar
Steffen Nielsen

Så er det, at jeg bliver mindet om, hvorfor jeg ikke orker Enhedslisten:

"enhver socialist med selvrespekten intakt vil varetage arbejdstagernes interesser og kæmpe imod en institution, hvis erklærede mål det er at fremme erhvervsmæssige interesser."

Jeg vil betegne mig som socialist og har været det stort set hele livet, men når andre vil definere for mig hvad en ægte socialist er, så rejser jeg børster. Så er det ikke socialisme længere men et diktatur, hvor man overlader det til magtfuldkomne mennesker at definere socialismen.
Hvor er den internationale solidaritet, når man har mere fokus på egen velfærd og anser arbejdstagere fra andre lande som en trussel og oven i købet betegner den danske socialisme som den sande.
Vores største problem er ikke EU, men den bølge af nationalisme, der har grebet befolkningen og desværre i særdeleshed arbejdstagerne i mange lande.

Hvem er det, der drømmer om EU's sammenbrud?
Spekulanterne og de multinationale selskaber samt nationalisterne jubler over Brexit, og alle snakker de om at EU skal vende tilbage til fordoms tider, hvor arbejderne kun kunne håbe på beskyttelse fra de nationale fagforeninger, der igen begrænses af de nationale parlamenters sammensætning.

Ikke alt er rosenrødt, når man skal samarbejde internationalt og i EU var det indtil i torsdags hele 28 lande, der skulle samarbejde, og det giver ikke altid det ønskede resultat på den korte bane, men efter at have fulgt udviklingen i først EF og senere EU, så har jeg i takt med udviklingen skiftet fra stærk modstander af EF til stærk tilhænger af EU.
Vi skal ikke starte forfra og nytænke EU, som Lars Løkke og diverse liberalister udtaler, eller som den tidligere medlem af VS og nu DF-politiker udtaler, at EU skal væk fra den føderalistiske sti. Tværtimod skal vi søge samarbejde med de ægte socialister i Europa, der tror på internationalt samarbejde og er imod nationalistisk egoisme og fremmedhad.

søren ploug, Nike Forsander Lorentsen, Viggo Okholm, Karsten Aaen og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Toke Andersen: "Gud? Hvad har gud med politik, eller noget som helst andet, at gøre ?".
Min holdning er, at Gud har med alt at gøre. Jeg tænker ikke på en religiøs gud eller dogmer overhovedet. Jeg tænker spirituelt, åndsvidenskabeligt. F.eks. er jeg enig med dem, der mener, at Jesus var ægte kommunist. Men jeg mener også, at religioner vil spille en mindre og mindre rolle fremover; så når jeg skriver Jesus, er det ikke et udtryk for den kristne religion.

Flemming Berger og Lars Peter Simonsen anbefalede denne kommentar
Jakob Lindblom

Enhedslisten har lige vedtaget et nyt EU-program ENSTEMMIGT på sit landsmøde i foråret, der klart slår fast, at EU ikke kan reformeres og udmeldelse er vejen frem.

Det har været forsøgt et utal af gange med reformer. I sluthalvfemserne var 13 af 15 medlemslande ledet af socialdemokrater, og ethvert forsøg på at lempe bare lidt på den neoliberale kurs strandede alligevel.

Nu er EU så ved igen-igen at drømme om en militarisering: http://politiken.dk/udland/ECE3274695/eu-kommissionen-aabner-doeren-for-...

Derudover er det noget vrøvl, at EU er et værn mod nationalisme. EU er selv nationalistisk med sine egne indoktrinerende identitesprogrammer, som skal sløre klasseperspektiverne internt i EU og er ekstremt chauvinistisk ud ad til overfor det globale syd.

Omvendt kan man sige, at EU-politikken netop skaber højrepopulismen via sin fattigdomsskabende politik og sin konkurrerende nationalisme.

Det er sørgeligt, at EL så længe har forsømt at tale om EU, at medlemmer som Aksel Færk bagefter føler sig så fremmedgjorte af den. Men jeg må igen minde om, at EU-programmet blev vedtaget enstemmigt.

I øvrigt er jeg ikke medlem længere, men koncentrerer mig om Folkebevægelsen. Og her kan jeg da kun anbefale, at man støtter underskriftsindsamlingen for en folkeafstemning via www.folkebevaegelsen.dk/stem

Flemming Berger, Martin Mørch, Jimmy Due, John Hansen, Jørgen Steen Andersen, Bo Carlsen, Lars Peter Simonsen, Mads Berg og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Enhedslisten lever ikke i virkeligheden! Og det gør nogen af kommentatorerne her heller ikke! -3/4 af landene i Europa er medlemmer af EU, så EU er Europa! Jeg har meget svært ved at se DK i et tæt samarbejde med Ukraine, Rusland, Norge, Schweitz, Island, Tyrkiet, Serbien, Georgien, Armenien, og Aserbajdsjan, som er de eneste europæiske lande, der ikke er medlemmer! En afvisning af EU er komplet latterligt, og det er på linie med de højre-nationale partier. Hvordan kan et erklæret socialistisk parti have samme holdning til Europa som DF? Er der nogen der tror, en opløsning af EU vil betyde mere venstreorienteret politik? -Det vil i stedet betyde mere nationalisme og en dominans af højre-nationale partier i hele Europa! Det har Europa prøvet og EU blev faktisk oprettet for at forhindre det!

Claus Ekman Det Økologiske Råd, søren ploug, Thomas Andersen, Herdis Weins, Karsten Aaen, Hannibal Knudsen og Steffen Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Kære socialistiske venner. Har jeg forresten lov at skrive sådan? Hvornår er man socialist og hvornår ikke?
Niels Nielsen spørger længere oppe, om det står bedre til i Alternativet, når det gælder om at finde 'vejen'. Det mener jeg ikke, det gør. I Politiken er der en Roal Als tegning af Uffe på en Long John med tre MF'ere på. En af dem siger: "Når vi når til krydset, skal vi lige diskutere, hvad vej vi skal".
Og det skal vi tit, og det er det gode ved Å. Vi har et pejlemærke som fx bæredygtighed, der angiver en retning, men begrebet er ret fleksibelt, som enhver ved. I EU-spørgsmålet er vi delt lige over. Vi mangler ikke en -isme, og hvad har det ført til, at EL har en? Hvorfor ikke bare kalde en skovl for en skovl? De såkaldt røde partier burde da kunne finde ud af noget, der giver flertal og have en fælles holdning til EU. Prøv at finde noget i de århundrede gamle grundskrifter eller lad dem ligge. Pis eller rejs jer fra potten, som vi sagde i arbejderkvarteret.

Jeg kan ikke komme mig over, at vi ikke kan vælte regeringen. Vi har ingen opposition. Ingen statsministerkandidat. Ingen fælles politik. Vi er til nar, især for os selv. EU er så indviklet en sag, at det er for meget for almindelige mennesker, og når en sydeuropæisk socialist og en nordeuropæisk socialist ikke er enige om vejen, så er resten bare sludder, pludder, mudder, ingen gider høre på. Det er der, vi er.
Vejen frem?

Niels Duus Nielsen, Poul Genefke-Thye, Jørgen Steen Andersen, Steffen Nielsen og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Lars Peter Simonsen

Det er utroligt, at holdninger man har haft siden '72 lige pludseligt er blevet til et knæfald for DF 0g lignende grupperinger. Har man ingen historieforståelse?

Martin Mørch, Jørgen Steen Andersen, Bill Atkins, Britt Kristensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Lars Peter Simonsen

Hvorfor er Færk ikke medlem af SF?

Flemming Berger, Martin Mørch, Jørgen Steen Andersen, Bill Atkins og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

At EL's udtalelse om EU blev enstemmigt vedtaget på årsmødet, er vel mest et øjebliksbillede. Det fortæller intet om, at der i partiet er flere holdninger til EU, og at disse ikke kommer til udtryk i almindelighed, fx i medlemsbladet. Konsensus er styrende for EU-debatten i partiet, og den siger fuldstændig ureflekteret og unuanceret: EU er noget lort - hvad det bestemt er i mange henseender - og derfor skal DK melde sig ud. Ud til hvad? Jo, så kommer der en flok fraser om "folkenes Europa", men som vi har set ved afstemningen i England, og med udsigterne til at Le Pen og Wilders kan gå hen og vinde næste års valg i hhv. Frankrig og Holland - er man i EL da stadig af opfattelse, at "folkenes Europa", er noget der kan samarbejdes med, når nu dette ligger så langt til højre, som tilfældet er.
Bemærkelsesværdigt er det, at EL med sit nej til Eu står ret alene på den europæiske venstrefløj.
Kan man deraf udlede, at de andre er på vildspor eller ikke aner, hvad de siger ja til?
Er det en sejr for demokratiet i England, når UKIP og nej-sigerne vinder ved hjælp af løgn og propaganda og manipulationer af værste skuffe?
Tjah - det må man jo mene, for de samme metoder blev brugt af EL op til afstemningen om retsforbeholdet.
Jeg ser derfor Aksel Færchs indlæg som en protest mod, at EL i EU-spm. ligner de højrenationale kræfter, og et forsøg på at få gang i en debat om den højst problematiske kurs.

Siden sidste efterår har flere debattører uden for EL, påpeget dette, og det er da opløftende, at det nu også er partimedlemmer der tager tråden op.
Om de får noget svar er dog tvivlsomt.

søren ploug, Hannibal Knudsen og Steffen Nielsen anbefalede denne kommentar
Katrine Toft Mikkelsen

Her skriver hun bl.a.: "Enhedslisten arbejder sammen med partier og bevægelser over hele Europa, som ønsker et europæisk samarbejde, der bygger på demokrati og sociale og faglige rettigheder. Et skridt i den kamp kan være krav om udmeldelse. Det er ikke lig med at stå på samme side som de højrepopulistiske partier. Tværtimod. Det er lig med krav om demokratisk forankring og ikke mindst et opgør med det EU-system, der skaber frygten, splittelse og giver næring til de nationalistiske og højrepopulistiske partier.

Men udmeldelse kan ikke stå alene. Der er brug for et større opgør med den nyliberale politik, der fører til nedskæringer på velfærden og deregulering af arbejdsmarkedet. Vi skal sætte lønmodtagernes interesser over virksomhedsejernes ønske om billig arbejdskraft for at bevare vores samfundsmodel. Det er en kamp, vi har til fælles med lønmodtagere over hele Europa. Og først hvis man stiller sig på samme side som lønmodtagerne og den arbejderklasse, der lige nu gør oprør mod eliten, har man en chance for at bekæmpe højrefløjen. Om den politiske elite, den økonomiske elite og de såkaldte eksperter og journalister begynder at tage almindelige mennesker alvorligt, eller om de bare vil fortsætte på deres høje hest, er ikke til at sige. Enhedslisten kommer derimod ikke til at stille sig op ved siden af eliten og deltage i fordømmelsen af almindelige menneskers opgør med EU."

Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Martin Mørch, Jørgen Steen Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

EU er ikke andet, end der kan skabes enighed om, og UK var i høj grad årsagen til, at EU ikke kunne blive andet end neoliberalt. Uden UK en anden magtfordeling, og det er dét forum, der er, og hvor kampen for et velfærdseuropa skal udkæmpes.

Erik Karlsen, Henrik Leffers og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar

Pernille Skippers udgangsreplik i det citat, Katrine Toft Mikkelsen anfører, er ganske i tråd med Lasse Jensens afsluttende bemærkning i klummen andetsteds i avisen:

"Hvis publicistiske medier – private såvel som statslige – skal leve op til festtalerne, skal de melde sig ud af den magtelite, som de læner sig alt for meget op af – og for manges vedkommende helt klart er blevet en del af."

Holger Madsen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Jørgen Steen Andersen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Allan Nørgaard Andersen

Tak til Aksel Færk.
Jeg selv og en hel stribe af mine socialistiske venner, som helst stemmer på Enhedslisten til folketingsvalg, går ikke desto mindre ind for en fuldt demokratisk forankret EU. Men jeg vil fx ikke være medlem af Enhedslisten netop pga. den for mig ubegribelige EU-politik. Hvorfor tale Skipper fx om "samarbejde med partier og bevægelser over hele Europa". Hvorfor ikke over hele Verden, hvis man nu ikke vil "nøjes" med at starte med demokratisering af EU-systemet? Og hvorfor skulle et intensiveret samarbejde med venstrefløjen i EU automatisk forhindre samarbejde med venstrefløjen i de lande der står uden for?

søren ploug, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Hannibal Knudsen anbefalede denne kommentar

Når Henrik Leffers kan få sig selv til at skrive, at EU er Europa!, må man formode, at han kun tænker geografisk, men det er jo ikke hele sandheden - der er også nogle befolkninger, der meget langt hen ad vejen er EU-skeptiske, derfor er det omvendte mere rigtigt, Henrik ... ;-)

Er der ikke nogen der kan forklare mig hvad der menes med "demokratisering af EU-systemet"?

Udover at EU oprindeligt bygger på Stål og Kul-unionen, så har EU langsomt men besværligt opnået en vis enighed om de såkaldte tre søjler:

Søjle 1: Indeholder det klassiske EU-samarbejde (det indre marked, fiskeripolitik, landbrugspolitik osv.)
Søjle 2: Indeholder EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)
Søjle 3: Indeholder politi- og retssamarbejdet (RIA)

Hvilke demokratiske skridt er de næste ifølge de "socialistiske" unions-tilhængere?

Poul Sørensen

Nigel Farage var i går blændende i hans interview med tv2 news. Der er ingen tvivl om at Nigel Farage og højrefløjen har momentum i forhold til EU-modstand, hvor imod venstrefløjens modstand har virket træt og derfor mistet tilhænger, der istedet er begyndt at kigge på hvad godt EU kan bruges til af gode ting, som i vid udstrækning er noget højrefløjen ikke anerkender, så som den stigende ulighed og den globale opvarmning.... Pernille Skipper er nok tvunget til at genopfinde den venstreorienterede modstand, hvis venstrefløjen ikke skal køres over af højrefløjen i dette spørgsmål.

Susanne Flydtkjær

tja...det er i grunden lettest at få indflydelse på enhedslistens EU (og anden ) politik ved at være aktivt medlem. Som Pernille Skipper fx.

Hannibal Knudsen

Tak til Alex Færk. Der er brug for dig og din holdning i Enhedslisten, så de nationalromantiske forestillinger i partiet kan blive tøjlet og et forpligtende samarbejde med den øvrige europæiske venstrefløj kan styrkes. Det har altid været svært ved mødet med især sydeuropæiske venner på venstrefløjen at forklare hvorfor den danske venstrefløj var EU-modstandere. Alle var jo kritiske - på samme måde som de var kritiske over for deres nationale stater. Men såvel staten som EU var nu engang den ramme, som kampen skulle føres indenfor.
Den neoliberale - ultraliberale - strømning kom i min historiske erindring ikke fra EU til Thatchers England, men omvendt. Som velfærdsmodel er den engelske model netop også i Esping Andersens klassiske værk ”The Three Worlds of Welfare Capitalism” fra 1990 beskrevet som prototypen på den liberale velfærdsmodel i skarp kontrast til de nordiske (socialdemokratiske) velfærdsmodeller. Så det er næppe England, der er den mest oplagte allierede for at fastholde (og forbedre og dele) vores velfærdsmodel. Den europæiske venstrefløj må kæmpe sammen og presse socialdemokratierne til at udfylde deres opgave - indgå alliancer og kompromisser mod løndumping, social dumping, skattesvindel og andre parasithandlinger, anstændig behandling af flygtninge i fællesskab, bæredygtig produktion, der sikrer mod større klimaødelæggelser osv.
Det er muligt, at det er besværligt med et EU, men det forekommer umuligt uden.

Claus Ekman Det Økologiske Råd, søren ploug og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Hannibal Knudsen

Det er vel lige nu, at der indenfor EU kan være en vis lydhørhed for forandringer - og det er dette øjeblik kræfterne skal sættes ind for at påvirke disse forandringer, så det ikke bare bliver Lars Lykke Rasmussens slanke neoliberale EU-ideologi, der fremmes

Peder Hvelplund

Jeg synes osse det ville være dejligt med et demokratisk og socialt EU.
Uden Finanspagt og budgetlov.
Uden konvergenskrav. Uden Euratom og Frontex. Uden krav om at forbedre den militære kapacitet. Uden toldmure mod Afrika. Uden TTIP. Uden varernes fri bevægelighed står over miljøkrav. Uden arbejdskraftens fri bevægelighed står over arbejdstagerrettigheder. Uden......
Hvordan kan jeg skabe det. Jo ved først selv at få valgt en regering der går ind for det. Herefter skal samtlige andre 26 lande gøre det samme - uden undtagelse.
Men indtil da kører vi bare videre med det samme traktatgrundlag!
EU er ikke bare en neutral politisk kampplads. EU er en politisk konstruktion der skal styrke den europæiske kapitalisme i en globaliseret verden.
Når jeg bekæmper EU er det sgu ikke fordi jeg vender snuden indad og bliver nationalist. Det er fordi jeg er internationalist jeg bekæmper EU.
Hvorfor vokser højrepopulismen i EU. Pga af en liberalistisk politik hvor skellene mellem rig og fattig øges. Hvor medborgerskabet svækkes. Når arbejder- og underklassen stemmen Leave i Nordengland er det fordi de mister deres fremtidsudsigter, jobs og indtægtsgrundlag, mens City of London boomer.
Hvad siger Labour, der skulle forsvare solidariteten og internationalismen. Vi skal have mere af det samme! Der synes jeg Socialdemokraterne har svigtet.
Den fejl skal vi på venstrefløjen ikke begå.
Selvfølgelig skal vi have et stærkt internationalt samarbejde. I Enhedslisten arbejder vi tæt sammen med vores internationale kammerater. Også de der kun er EU-kritiske. På den nordiske venstrefløj står EU-modstanden dog stærkt.
Men udviklingen mod et solidarisk, humant og internationalistisk Europa kommer til at foregå på trods og ikke på grund af EU.

Tue Romanow, Tom Andreæ, Flemming Berger, Martin Mørch, Niels Duus Nielsen, erik mørk thomsen, Jørgen Steen Andersen, Susanne Flydtkjær og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Hvis eu-tilhængernes neoliberale sympatier her i tråden virkelig udgør en egentlig magtfuld fløj i Enhedslisten så er jeg helt enig i Aksel Færk's spørgsmål.

Jørgen Steen Andersen

Bill Atkins 23:47
Jeg er fuldstændig enig i dine synspunkter, for det er naivt at tro, at EU ændrer politisk/økonomisk retning i en mere socialistisk og økonomiideologisk kompasskifte, for det bliver vel nærmest et paradigmeskift, som ikke sker i mange år fremover.
Det er ikke sket i de sidste 50 år, så hvorfor skulle det så i de næste 50, når man betænker, at storkapitalen i disse år konsoliderer deres magt og strammer grebet om arbejderklassen - og middelklassen - de har bare ikke opdaget det endnu.
Så længe EU og de enkelte medlemsstater ikke har politikere, som er villig til at ændre kurs og indser, at den neoliberale og globale verdensorden har spillet fallit, så kan et land som Danmark, som du så rigtigt skriver, er kommet langt i demokratisk retning og med politikere med visioner, så kan vi som nationalstat komme meget langt i socialistisk og bæredygtig retning med økonomisk demokrati.
Der vil naturligt blive en større sammenhængskraft og solidaritet, og samhørigheden indenfor nationalstaten vil blive meget større, fordi vores selvtillid vil vokse, når vi ved, at vi kan klare os inden for landets grænser, men vi rejser og importerer og eksporterer, men er ikke afhængig af, at EU skal forhandle en tvivlsom handelsaftale ved navn TTIP med USA, for den er "giftig" på mange områder, og det er bedst at holde sig uden for det foretagende.
Det har vist sig, at EU er drømmenes endestation - desværre er det en illusion - lad os fortsætte ad et mere pragmatisk, bæredygtigt og menneskevenligt spor.

Niels-Simon Larsen

Jeg ved godt, at man ikke må spørge, hvad socialisme er. Jeg gider heller ikke. I stedet for vil jeg stille EL-sympatisører nogle spørgsmål:

Vil EL mon gå ind for en aktivitetskvote/begrænsningskvote. Her tænker jeg på foretagsomhed på flere områder fx:
a) to flybilletter pr. person, der dækker hele livet
b) to uddannelser. Man skal have lov at vælge forkert en gang
c) 1/2 barn pr. voksen, så vi kan bringe overbefolkningen i Danmark ned
d) et nærmere fastsat kvantum af tobak og spiritus
e) to lægebesøg om året

Hver borger får et klippekort, der angiver det økologiske fodaftryk, man har lov at afsætte. Hvis man bruger kortet hurtigt, er der måske ikke flere klip, når man når 57 år, og så må man selv om resten.

Hvis ikke vi går ind for den model, må vi naturligvis fortsætte med at forårsage sult og stor børnedødelighed i ulandene, og det kan vel ikke kaldes socialisme.
Hvis socialisme er noget, der skal praktiseres, er jeg lige ved at tro, at man kan få en del alternativister over på den rigtige side af stregen.

Bill Atkins, søren ploug og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Ernst Enevoldsen

Jeg pudser mine briller fra Tiger, men jeg bliver ved med at læse barnetro og indre mission selv om der vist står børnelærdom og socialist. Send den nu til jeres medlemsblad i stedet, så de andre kommunister i partiforeningen kan følge med.

Niels-Simon Larsen

Jeg ved godt, at EL har et køligt forhold til begrebet borgerløn (Å har et lidt mindre køligt forhold til det), men hvis man nu kaldte det noget andet, så kunne vi måske lave en fælles rød og grøn front:
Lev-bæredygtig-løn.
Lev-enkelt-løn.
Det-gode-livs-løn.
Antitemperaturstignings-løn.

Det forudsætter, at arbejderklassen har indset, at lokummet brænder, og det er ikke sket endnu, så jeg venter lidt endnu.

Jørgen Steen Andersen

Niels-Simon Larsen 15:36
Undskyld jeg siger det, selvom jeg ikke burde undskylde, for den negative og begrænsende måde, som måske er din tilgang til livet er bestemt ikke min.
Her går det ikke ud på at please de kortsigtede her og nu behovstilfredsstillelser, som vi er vant til at få stukket ud med begrænsede livskvaliteter både kortsigtet og langsigtet.
Jeg forestiller mig en dansk regering, som er i stand til at navigere internationalt, men lovgivning i Danmark skal være afbalanceret og tage hensyn til mindretal og ikke kun dem med stemmeret - her tænker jeg på fauna, flora og natur og klima og biodiversitet - international handel skal foregå på disse præmisser.
Og så skal der forberedes økonomisk demokrati i en eller anden form og mulighederne for en borgerløn skal undersøges, for en af grundene til velfærdsstatens minimering er, at bureaukratiet forsøges opretholdt for at fastholde illusionen om fuld beskæftigelse.
Og så skal det økonomiske system baseres på John Maynard Keynes økonomiske teorier og MMT - Modern Monetary Theory - og nyere teorier skal undersøges Thomas Piketty bl. a. med det sigte at undgå recession og overophedning i økonomien, så mennesker kan undgå store forandringer i deres liv.
De værdier, vi har og sætter pris på, som privatliv, ytringsfrihed, retsstatsprincipper, foreningsfrihed og bevægelsesfrihed skal naturligvis videreføres uantastet.
Det negative som uindskrænket konkurrence, uhensigtsmæssig globalisering og kapitalens uindskrænkede magt til at etablere sig så stort og centralistisk som muligt skal nedjusteres til almindelige menneskers naturlig behov og ønsker om lettere adgang til de daglige fornødenheder.
Og det er et spørgsmål, om ikke den seneste kommunalreform skal rulles tilbage til de "gamle" kommunestørrelser, og den kollektive trafik skal helst gøres gratis og så skal de altså til at køre hver dag - her er der ikke noget der hedder helligdagslukning.
Der er naturligvis meget mere, men Niels-Simon Larsen, se nu lidt positivt på det , for vi bliver i høj grad herrer i eget hus, og selvtillid og solidaritet vil vokse og det kunne jo også være, at vi vil begynde at synge, snakke sammen og nyde livet mere end vi gør nu.

Hannibal Knudsen

Bill Atkins nævnte i sin kommentar kl 14:15 noget om alle de neoliberale eu-sympatisører i denne tråd. Kan du henvise til blot en enkelt kommentar, der hylder neoliberalismen? Du bringer virkelig tråden ned på et UKIP - niveau

søren ploug, Steffen Gliese og Erik Bavngård Jensen anbefalede denne kommentar
Johannes Lennar

For at få socialisme skal produktions apparatet være i arbejdernes hænder. For at det kan ske skal staten smadres. For at det kan ske skal EU smadres. Teorien kan ikke være mere enkelt

Spm. til Peder Hvelplund: Du skriver "Når arbejder- og underklassen stemmen Leave i Nordengland er det fordi de mister deres fremtidsudsigter, jobs og indtægtsgrundlag, mens City of London boomer."
Enig, men hvad så med det flertal i Skotland, der stemte ja. Mig bekendt er gennemsnitsindkomsten i Skotland en hel del lavere end i England, og fattigdom er langt mere udbredt, så.....?
I Ulster var der ja- flertal blandt katolikkerne, og også de er markant fattigere, end den gennemsnitlige englænderne. Så....?

Philip B. Johnsen

Spørgsmålet er ikke om samarbejde, er vejen frem, det kan alle nok enes om, men om EU er vejen frem?

Jeg er født nysgerrig og vil derfor stille et par spørgsmål til EU tilhængere hos Enhedslisten.

Hvis man er tilhænger af EU i Enhedslisten og vil overbevise andre om en fremtid for EU, må man også kunne forklare, hvordan EU skal være til gavn for borgerne, hvad planen er, så at sige, der skal sikre EU er til gavn for borgerne i medlemslandene i fremtiden og hvornår planen forventes omsat til virkelighed?

Når EU ikke, som jeg ser det, på nogen måde, kan skabe bæredygtig vækst i et omfang, der kan opretholde vores nuværende levefod og når nu kun bæredygtig vækst, er reel vækst for borgerne og investorer i fremtidig virksomhed, hvad skal så holde sammen på EU?

Det er et spørgsmål om tid, før det er for sent og ender i ukontrollerbare og samfundsomstyrtende klimaforandringer med EU, som verdens samlet set største forbrugsdrevne økonomi, som motor mod tiltagende skadelig udvikling, for kortsigtede økonomiske gevinster.

EU's berigtigelse som økonomisk motor for medlemslandene, er ikke længere mulig, dette for nuværende automatisk økonomiske ulighedsskabende faktum, vil tilhængerne af EU tilsyneladende overhoved ikke adressere, elefanten lige midt i EU, som ingen vil tale om.

Kun vedvarende bæredygtig energi kan forsyne bæredygtig vækst, 20% af vores energi forbrug, på denne vores eneste klode, er i dag bundet til elektrisk energi forbrug, men 80% er ikke elektrisk energi forbrug og for ikke klimaforandringerne skal ende i ukontrollerbare og samfundsomstyrtende klimaforandringer, skal der bruges ikke opfundet teknologi til, at suge CO2 ud af atmosfæren, denne teknologi skal bruges meget hurtigt.

Velkommen til virkeligheden folkens, please help the world!

Klimaforandringerne 'uden filter':
Kilde:
Going Beyond "Dangerous" Climate Change
Speaker: Professor Kevin Anderson
Chair: Professor Tim Dyson

Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

Hannibal Knudsen, jeg skriver 23:47 at min analyse af EU's traktater viser mig, at det er et system, der bygger på neoliberalisme og privatkapitalisme ...og jeg skriver dertil:

Hvorfor gå en omvej og prøve, at demokratisere og socialisere neoliberalismens og kapitalismens drøm om den korporative nationalstat: EU - når nationalstaten Danmark er langt længere fremme i demokratiserings- og socialiseringsprocessen.

Ingen af de, der giver deres tilslutning til storkapitalens EU her i tråden, forsøger at tilbagevise min analyse, og så er jeg i min gode ret til at antage, at de accepterer disse fremførte grundlæggende systemfejl.

Jeg er faktisk rystet over, at der i Enhedslisten skulle befinder sig folk der angiveligt accepterer neoliberalismens plan om at gå fra socialstat til minimalstat i den tro at det ender i socialisme.

Husk lige på at der findes 7% socialister i EU-parlemnetet.

Niels Simon-Larsen du vil gerne læse om alle mulige visioner ,men ikke om socialisme fordi nogen er kæntret med den? Det forstår jeg ikke. Socialisme er, i og med den har fejlet, blevet beriget. "Hvad der ikke slår socialismen ihjel styrker den."

Svend Auken skriver om "socialismen" og den videnskabelige tilgang til dette svar på privatkapitalismen:

Socialisme er ensbetydende med decentralisering, nærdeemokrati, medarbejderstyre, men en socialistisk økonomi forrudsætter en gennemgribende samfundsplanlægning, der ud fra en bevidst politisk prioritering fastlægger en kapitalforrdeling mellem de forskellige sektorer i økonomien. Men hvorrdan sikrer man sig, at denne centrale ledelse er i overenssstemmelse med behovene i »basis«, således, at det bliver en demokratisk planlægning til gavn for befolkningen? Det er disse problemer, ikke mindst socialistiske økonomer som Raggnar Frisch og Oskar Lange har syslet med ved opstillinger af modeller for centraldirigerede økonomier i samfund med demokratisk økonomisk opbygning.

Der findes ingen smutvej til imødegåelse af privatkapitalismens grådighed.

Hans-Micael Søndergaard

Tak Aksel for at italesætte den danske venstrefløjs største dilemma. Vi kan ikke underkende at en international bevægelse har brug for et internationalt forum. EU er det fællesskab vi er en del af - og det er naturligt at søge ligesindede i Europa. Neo-liberalismen og markedsøkonomiens krav til konkurrence samfund - kan jo erstattes af fællesskabs orientererede samfund - men først når vi forstår at vi har fælles interesser på tværs af nationer og grænser.

Sider