Kommentar

EU er det værste valg – bortset fra alternativet

Storbritannien kommer ikke til at vriste sig ud af pengemagtens kløer ved at forlade EU
EU er en slampøl af lyssky pression og lobbyvirksomhed. Men Storbritannien er værre, skriver George Monbiot.

EU er en slampøl af lyssky pression og lobbyvirksomhed. Men Storbritannien er værre, skriver George Monbiot.

Geoff Caddick

23. juni 2016

Brexit eller ikke Brexit? Dét spørgsmål, vi egentlig burde stille os ved denne folkeafstemning, er et andet: Hvordan kan vi bedst holde penge ude af politik?

Uden demokratisk kontrol udarter politiske systemer sig til instrumenter, der tjener pengemagten. De politiske beslutningsprocesser ender med at blive kontrolleret af de få, der har penge frem for af de mange, der har stemmer.

Demokratiets første opgave må være at bryde den sammenhæng mellem ​​penge og magt. Det spørgsmål, Storbritannien står over for på onsdag, burde være:

»I hvilken politisk enhed kan pengemagten bedst modstås?« Det er et valg mellem Schylla og Charybdis, mellem to slags plutokratier.

EU er en slampøl af lyssky pression og lobbyvirksomhed. Tilskyndet af tobaksindustrien m.fl. afvikler Kommissionen – via sin ’dagsorden for bedre regulering’ – nu mange af de hårdt tilkæmpede love, som beskytter vores sundhed, arbejdsvilkår og dyreliv.

Og er de først revet ned, kan de store koncerner bedre befæste deres magt via TTIP – Det Transatlantiske Handels- og InvesteringsPartnerskab, som EU er ved at forhandle på plads med USA.

TTIP har to hovedelementer: Dels standardisering af love på begge sider af Atlanten – typisk i retning af lavere beskyttelsesstandarder. Dels den såkaldte investor-stat-tvistbilæggelse, der skal sætte selskaber i stand til at sagsøge regeringer ved en særlig international domstol, hvis national lovgivning truer eller skader deres profit.

Demokrati har vi kun, hvis vi altid kan ændre aspekter af den til hver tid førte politik, vi ikke bryder os om. Bliver TTIP en realitet, indskrænkes dét råderum fatalt. Bliver TTIP ikke til noget, findes der andre metoder. Europa og Canada har i al diskretion forhandlet sig til rette om en økonomisk og handelsmæssig aftale, der indfører meget af det samme som TTIP.

Storbritannien stinker

Sammenlignet med det britiske system er EU’s slampøl dog som en krystalklar kilde. For hver ny strøm af giftstoffer, EU udleder i det politiske liv, findes et mere ildelugtende modstykke i Storbritannien.

Den nye Deregulation Act er f.eks. en metalov af forbløffende rækkevidde – og knap nok kendt eller debatteret offentligt. Den insisterer på, at alle lovgivere nu skal »tage hensyn til det ønskelige i ​​at fremme økonomisk vækst«.

Sjældent dyreliv, kørestolsramper, hastighedsbegrænsninger, børns lunger – alle må godtgøre deres eget bidrag til at skabe et større BNP. Hvad skulle ellers være deres eksistensberettigelse?

Storbritannien er gjort til magtbase for en legaliseret finansmafia, der skræller sunde virksomheder for aktiver, forvandler boligmarkedet til et roulettebord, vasker penge for narkokarteller og terrorister – og stikker gevinsterne til side uden for politiets og skatteinspektørernes rækkevidde.

Gennem privatiseringer, udliciteringer og private finansieringer bliver den offentlige sektor omdefineret til at fungere som en ’bliv rig i en fart’-ordning, der skal tilgodese vennerne i City.

Det var britisk lobbyvirksomhed der sænkede EU’s jordrammedirektiv og kvalte forslaget om at beskatte finansielle transaktioner.

Uden mandat fra parlament eller folk insisterede den britiske handelsminister i al hemmelighed over for EU-Kommissionen på, at investor-stat-tvistbilæggelser skal forblive en del af TTIP. Hvor hindringer for pengemagt sparkes ned, kan man være sikker på at finde David Camerons støvleaftryk.

Solgt til USA

Så længe de har eksisteret, har nationalstater søgt at fremme et fælles bedste via alliancer. Den herlige nye autonomi, Storbritannien siges at få, hvis vi forlader EU, er ren illusion:

Vi bytter det ene transnationale system ud med et andet. Presset for at forlade EU i selvstændighedens navn er længe gået hånd i hånd med ønsket om at overdrage suverænitet til USA. Bedømt efter egne standarder er de Brexit-aktivister, der ivrer for en stærkere alliance med USA, en slags landsforrædere, der vil afhænde nationale interesser til en større udenlandsk hegemon.

For 16 år siden foreslog de britiske konservative, at Storbritannien skulle slutte sig til den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA). Det er fortsat et plausibelt resultat af en Brexit. Det er svært at forestille sig, at erhvervslivets eliter finder sig i, at Storbritannien står uden for nogen formel handelsblok. Med andre ord udskifter vi en traktat, vi har en vis indflydelse på, med en anden, hvor vi ikke har nogen.

Hvordan ved vi, at TTIP vil nedrive alle beskyttelseslove? Fordi de samme klausuler i NAFTA allerede har en sådan effekt i Canada, USA og Mexico. En tættere alliance med USA vil indebære overgivelse til et system, der er fuldstændig udleveret til pengemagten.

Vi kommer ikke til at vriste os ud af pengemagtens kløer ved at forlade EU. Vi kommer kun til at bytte et regime ud med et andet, der er endnu værre. Selv om jeg indrømmer, at det ikke er nogen synderligt animerende grund, bør vi foretrække det mindre onde og stemme for fortsat britisk EU-medlemskab.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Randi Christiansen
Benno Hansen og Randi Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det var enormt hyklerisk at se Fay Weldon forleden aften tale "de fattiges" sag for at melde sig ud. Det vil blive et helvede for dem, men måske kan det fremme en nødvendig opstand.
For EU vil det bedste være, at UK stemmer sig ud.

Randi Christiansen

Opgøret med den ene procents tyranni må nærme sig. Den ene procent og co, som er ansvarlige for enhver ødelæggelse af folkeligt samarbejde, må detroniseres. Lykkes det ikke, er resultatet en fascistisk, finansmafias politistat og/eller endnu mere krig, kaos og folkeligt oprør. Det kunne ligefrem se ud til, at nogen i kulissen har den interesse. Er politikerne overhovedet klar over, hvilket ansvar de påtager sig ved at undlade at danne fælles front med folket mod pengemafiaen? Dumhed og/eller korruption florerer og ødelægger muligheden for velfungerende, samarbejdende samfund. Benægter man det, er det min påstand, at man lukker øjnene for den ellers meget åbenlyse forbrydelse, som begås mod menneskeheden, og som den neoliberalistiske konkurrencestatsmodel er ly for.

Dan Johannesson, Bent Gregersen, Flemming Berger, Jan Pedersen og Karl Aage Thomsen anbefalede denne kommentar
Karl Aage Thomsen

Er Danmark efterhånden ikke ved at være lige så rådden som England med hensyn til skat, industri osv. Når vi i den grad lefler for USA. Vi følger dem i deres magtbegær for at på en hver måde at gøre dem tilpas med alt deres krigliderlighed. Guf for Put-in og hans slæng for at genindføre deres form for kommunistisk styre.