Kronik

Flyv Bassemand!

’Længe var vi fanget inde i en boble, hvor alting føltes uvirkeligt. Var det her vores liv? Var du stadig vores glade lyshårede dreng? Både ja og nej. Han var der, og han var der ikke. For du var også blevet til en anden, som vi ikke kendte eller forstod,’ skriver Nina og Rasmus til deres søn, Elliott, der er født med et autistisk handicap. I dag fejrer de hans afgang fra folkeskolen
Sommeren 2003 i familiens gamle lejlighed på Vesterbro, dagen efter Elloitts tre-års fødselsdag.
Debat
24. juni 2016

Kære Elliott. Senere i dag får du overrakt dit eksamensbevis for folkeskolens 9. klasses-afgangsprøve.

Det er kulminationen på en lang og hård måned, hvor du skiftevis har terpet og præsteret. Det er gået fantastisk godt, og vi, din mor og far, ønsker dig et kæmpestort tillykke.

Vejen til denne dag har ikke været let. Når man, som du, er sat i verden med et autistisk handicap, er tilværelsen langtfra en dans på roser. Det har været svært at være dig lige fra begyndelsen.

Allerede i vuggestuen havde du en anden tilgang til verden end gennemsnittet. Du udtrykte gerne din følelser ved at gokke de andre tumlinge i nødden med en plasticskovl. Du spiste mere sand fra sandkassen, end børn normalt gør i den alder, fortalte pædagogerne.

Men vi var ligeglade. Du var vores ønskebarn. Lyshåret, smilende og sødere end alle andre rollinger i hele verden til sammen. Nummer et!

Snart blev vuggestue til børnehave. Også her bemærkede personalet, at du skilte dig ud. Og selv begyndte vi også at ane, at noget var anderledes. Du holdt af gentagelser, og du opbyggede dine første specialinteresser. Vi strøg perleplader på samlebånd, mens Thomas Tog og hans venner kørte non-stop i DVD-afspilleren.

På den facon gik det egentlig meget fint derhjemme. Til gengæld var det sjældent en succes, når vi forsøgte at lave legeaftaler. Som regel blev det kun til den ene gang, og du var, hvis sandheden skal frem, en lille dreng uden særlig mange venner.

Da lægerne på børnepsyk langt om længe havde kigget på dig, faldt dommen. Infantil autisme. Hvad var dog det for noget!?! Vi havde regnet med at modtage den for tiden så populære ADHD-diagnose. Men det andet havde vi aldrig set komme.

En autistisk person var i vores forestilling et sart og forsigtigt væsen, der kunne telefonbogen udenad i søvne. Det var ikke dig. Du støjede jo infernalsk og var aldrig i ro.

Stakkels ejendomsmægler, da underboens lejlighed skulle sælges. Til sidst spurgte han høfligt, om vi ville være søde at gå en tur, når der var fremvisning.

Ingen mønsterelev

Nu var du autist. Og vi var forvirrede og kede af det. Hvad skulle der overhovedet blive af dig? Vi vidste dog så meget, at også børn med autisme går i skole. Men hvor?

Københavns Kommune syntes, den lokale folkeskole var et godt bud. Den kunne du ikke lide. Læreren i specialklassen råbte af dig, og en trettenårig pige med rødt hår gav dig en blodtud. Så klagede vi.

Herefter fulgte en lang og triviel historie, som vi ikke vil spolere din sidste skoledag med. Hovedsagen er, at vi vandt. Og du fik en plads på verdens bedste specialskole. Men selv blandt ligesindede var du ingen mønsterelev.

Det kunne vi godt skrive under på. Få mennesker er så stædige og temperamentsfulde som dig. Det kan godt være, at det var svært at være dine lærere, men så skulle de lige prøve at være din mor og far.

Hvor al din vrede kom fra, ved du nok allerbedst selv. For os virkede det, som om hele verden var din modstander, og at livets mange sociale konstruktioner var avancerede fælder, du ikke kunne gennemskue.

Du gjorde, hvad du kunne, og alligevel var alt, hvad du hørte korrektioner og irettesættelser. Nej Elliott. Lad være Elliott. Hold op Elliott. Stakkels dig.

På samme tid oplevede vi, at vores tilværelse ikke længere stod i forbindelse med resten af verden. Ingen forstod os. Ingen kunne rumme os. Vores nærmeste blev en slags passive vidner til vores ulykkelige tilstand. Vores venner faldt fra lige så stille. Ikke af ond vilje, men fordi vores afmægtige situation ikke gjorde det muligt for os at opretholde en stabil og varig relation.

Længe var vi fanget inde i en boble, hvor alting føltes uvirkeligt. Var det her vores liv? Var du stadig vores glade lyshårede dreng? Både ja og nej. Han var der, og han var der ikke. For du var også blevet til en anden, som vi ikke kendte eller forstod.

Det var ikke sjovt at være en del af vores familie i den tid. Eller at være vores naboer for den sags skyld. Råben, skrigen og knust inventar var en del af vores hverdag. Det var en trist affære.

På nippet til at give op

I en lang periode vidste ingen, hvordan det skulle gå. Selv verdens bedste specialskole med verdens bedste rektor anede ikke sine levende råd. Du var ganske enkelt et barn, man ikke kunne nå.

Faktisk kom det så vidt, at vi, din egen mor og far, var på nippet til at give op. Vi mærkede kræfterne ebbe ud. At andre måtte tage over og passe på dig. Findes der mon en større ulykke end ikke kunne tage vare på sit eget barn? Vi tror det næppe.

Men på kanten af den sværeste beslutning indså vi, at uden dig i huset ville vi aldrig være en hel familie. Uden dig i hjemmet ville alting være forkert.

Så vi kæmpede videre. Ofte mod hinanden; dig, din lillebror, far og mor på kryds og tværs i de vildeste hundeslagsmål. Bogstaveligt talt. Men forunderligt nok tilgav vi altid hinanden og kom videre.

Du blev dig selv

Og med din fantastiske viljestyrke og din store personlighed skabte du mirakler og kom fri af alt det negative. Pludselig en dag var du blevet dig selv. En sød, sjov fedtmulet teenager med egne meninger og idealer. Du fik venner. Det var lige, som om at der omsider kom sammenhæng i den verden, du før havde haft så svært ved at begribe.

I dag må vi knibe os selv i armen. Tænk, at solen kan skinne så smukt efter så stort et uvejr. Vi klarede det. Du klarede det. Verden venter.

Som dine forældre er vi taknemlige over at bo i et land, hvor man tror på, at små besynderlige børn kan vokse op og blive til kompetente og velfungerende borgere med noget at tilbyde. Og vi håber inderligt, at der i fremtidens danske uddannelsessystem stadig vil være plads til de særlige skoler, hvis fokus er at skabe læringsmiljøer for elever som dig.

Vi synes, at du, vores dygtige søn, er et pragteksempel på, at det betaler sig at investere tid og penge i alle jer, som kommer til verden med et andet sind. Ganske ofte er det de sjældne specialklodser, som viser sig at være de sjoveste at bygge med.

Men selv om solen skinner, ser vi med en vis bekymring på en mørk sky et sted ude i horisonten. Vi hører stemmer, der fortæller os, at du og dine bliver glemt og gemt, når I fylder 18 år. Gys! Tænk, hvis det virkelig passer, at samfundet bruger så mange ressourcer på, at I kan dygtiggøre jer, mens I er unge, men glemmer jer fuldkommen igen, når I bliver voksne.

Måske er vores bekymringer helt unødvendige. Du har overrasket så mange gange før, så hvorfor ikke også i fremtiden. Men forældre er bekymrede. Og det ville knuse vores hjerter at se dit store potentiale falde på gulvet.

Men den allerstørste frygt er, at du snart forlader os. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre. Men det sker. I august begynder du på efterskole. Og vi må forstå, at vores lille mærkelige dreng rejser ud i livet for at klare sig selv. Man skal passe på, hvad man ønsker sig.

Hvad der sker på den anden side, aner vi ikke. I vores familie har det altid været en dag ad gangen. Vi har kun haft en eneste ambition. At klare det. Humlebien, der ikke kunne flyve, det har været os. Flyv Bassemand!

Nina Juhl Østergaard er presserådgiver, og Rasmus Horskjær er journalist og manuskriptforfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anna Kjældgaard-Larsen

Helt utroligt rørende beretning. Tak for den. Jeg vil fluks videreformidle til min søster, som lever et liv, der på nogle punkter ligner jeres – på andre ikke. Hendes ældste datter er også en sjælden specialklods.

Julie Jensen

Tillykke med jeres dreng. Jeg måtte fælde en tåre, da jeg læste jeres tale.

Christel Larsen

Tillykke med knægten. Det er dejligt at høre i er kommet godt ud på den anden side. Har selv en af slagsen som kommunen ofrer en fin HF eksamen på i en speciel klasse for autister. Håber også der kan komme noget godt ud af det , men sidder med tanken at hjælp efter det er slut.. Og ens værste mareridt er tanken om en parkering, hvis en person ikke selv kan møve sig frem.