De folkevalgtes sandpapir kradser på demokratiet

Demokratiet er for tiden under daglig nedslidning, og det beklagelige er, at det er de folkevalgtes sandpapir, der kradser. Det er nok ikke, hvad de selv siger i morgendagens markering af demokratiets såkaldte festdag, men derfor kan jeg jo godt foretage en række nedslag i de mindre festlige ryk i Grundlovens sjæl, folkestyret og retssamfundet.

Forhåbentlig kan politikerne bruge dem til inspiration, hvis de giver sig i kast med de tiltrængte forbedringer i den demokratiske proces og med at genopbygge respekten for retssamfundet.

Det er en forudsætning for demokrati, at lovgivningen er forståelig for menigmand. Nu er vi der, hvor SKAT ikke forstår sine egne regler og gør det så indviklet, at ingen inde i systemet kunne se, da pengene fossede ud af statskassen; ej heller gavner det tilliden til folkestyret, at reformiveren ødelagde muligheden for at inddrive gæld, eller at beskatningen af ejerboliger er blevet ustyrlig, og momskarrusellen kører.

Selvfølgelig fremmes mistilliden yderligere, når politikerne beslutter, at milliardernes flugt ikke skal undersøges til bunds, fordi så mange partier på skift har haft ansvaret for Skatteministeriet. Politikerne vil hellere tale med hinanden end at give befolkningen klar besked.

’Hadprædikanternes’ fanatisme er skræmmende, sådan som det tidligere var skræmmende for min generation at høre på talsmænd for proletariatets diktatur, men vi nød åbenheden, så vi vidste, hvad vi var oppe imod. Nu har folketingsflertallet aftalt at kriminalisere hadprædikanternes uønskede ytringer, især hvis de ikke gør magthaverhonnør for udvalgte lovtekster. Må jeg nu så heller ikke sige, at dele af voldspakkerne og terrorpakkerne virker mod hensigten?

Det skriger til himmel eller helvede som symbolpolitik. Det er hverken Geert Wilders eller fascistiske hadprædikanter, der kandiderer til indrejseforbud. I ytringsfrihedens navn lukker vi de politiske hadprædikanter ind, i demokratiets navn holder vi de religiøse hadprædikanter ude. Det er ikke grundlovsbrud; kun hykleri.

Justitsminister Søren Pind (V) afblæste kommissionsundersøgelsen omkring Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Den manglende vilje til at afdække en sag, der fundamentalt ændrede Danmarks rolle i verden, er skræmmende. Det er muligt, at der undervejs var bagtanker om at skade den krigsvillige Anders Fogh Rasmussen (V), men det var kommissionens medlemmer næppe med på.

Med smil på læben minder jeg Søren Pind om, at Rigsretten i 1910 gav Venstre-høvdingen J.C. Christensen en næse for at modsætte sig en ordentlig undersøgelse af justitsminister P.A. Albertis kriminelle adfærd.

Retfærdigvis skal det siges, at Søren Pind var hurtig til at nedsætte den kommission, der skal undersøge, hvorfor Københavns Politi beskyttede den kinesiske præsident på statsbesøg mod uønskede ytringer om Tibet – nyere tids mest markante overgreb på Grundlovens frihedsrettigheder.

Folketingsflertallets bestræbelser på at smide fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på porten var et orgie i manglende grundlovsforståelse. Hun skulle gå, når de sagde det på gangene, i udvalgsværelset eller på Twitter. Flertallet så bort fra statsministerens ret til at forsvare sin minister i folketingssalen eller udskrive valg. Hun skulle ud, skulle hun, kan hun ikke forstå det, lød kampråbene.

Flere fremtrædende medlemmer argumenterede med, at omgående farvel havde været praksis i deres tid på Borgen. Men selvfølgelig fraskriver Socialdemokraternes statsministerkandidat sig ikke retten til at forsvare ministre, der måtte komme i mindretal i en S-ledet regerings tid. Hun burde snarere bekræfte, at retten eksisterer, så statsministeren og Eva Kjer Hansen kunne høre, at beskyldningerne mod dem for udemokratisk adfærd var åbenlyst grundløse.

De danske regler om partistøtte, som i mange udlande (og u-lande) ville blive opfattet som korruptionsfremkaldende, taler vi ikke om på den måde. Det er galt for demokratiet, at vi ikke har ret til indsigt. Det er ikke for hårdt at tale om en korruptionsfremkaldende lovgivning og i samme åndedrag efterspørge alle oplysninger om, hvad økonomisk bæredygtige landmænd har fyldt i Venstres eller enkelte Venstre-kandidaters valgfond i sidste omgang.

Der gik mindre end et halvt år, fra Bjarne Corydon forlod posten som socialdemokratisk finansminister, til han satte sig i stolen som global direktør for The McKinsey Center for Government (MCG). Det var knap to år efter, at han som finansminister havde bestilt arbejde hos det amerikanske konsulentfirma om ideer til mere udlicitering i den offentlige sektor.

Det var ikke gået i en række andre EU-lande, sagde formanden for Transparency International Danmark, Knut Gotfredsen, der oplyste, at flere lande har venteperioder på op til tre år, inden man kan gå ind ad døren de steder, man selv har været kunde. Både den tidligere S-formand og hendes efterfølger lykønskede imidlertid Corydon i så storslåede vendinger, at man skulle tro, det ville være godt for Danmark, hvis hele den socialdemokratiske folketingsgruppe skiftede til McKinsey. Det er det måske også.

Når vi taler om den seneste tids slitage på demokratiske værdier, kommer vi desuden ikke uden om, at:

- respekten for Grundlovens magtadskillelse er faldet dramatisk. En del af lovgiverne vil hellere afsige domme og udstikke retningslinjer for administrationens arbejde. I dag er næsten alle partier med på overdrevet.

- antallet af enkeltsagsmarkeringer stiger, og den politiske tænkning med alsidig argumentation falder. Twitter-demokratiet, som vinder frem med de ultrakorte meddelelser, er som bekendt bedre til at overfuse end at overbevise.

- pligten til at overholde internationale aftaler angribes åbenlyst – det er Grundlovens kerneværdi, at retssamfundet bygger på overholdelse af aftaler og regler.

- befolkningens tillid til politikerne er faldende, og hvorfor skulle man have respekt for tingets medlemmer, når de ikke har respekt for hinanden?

Men måske er der håb om reformer?

Da regeringen Lars Løkke Rasmussen II trådte til den 28. juni 2015, hed det i regeringserklæringen, at regeringen ønsker at begrænse »kompleksiteten i det politiske aftalesystem« og tale med partierne om »fremtidige politiske aftalers status og rækkevidde«.

Man genoplivede altså ikke Helle Thorning-Schmidt-regeringens ønske om en ny diskussion om Grundloven, og måske har Lars Løkke Rasmussens tilgang til temaet en bedre chance for at krabbe sig i gang.

Det er åbenlyst et problem for folkestyret, at nogle sager ikke tilhører Folketinget, men kun forligskredsen. På den ene side er det vigtigt, at der indgås brede forlig, som holder, men det er lige så vigtigt, at alle politiske spørgsmål har hjemme i Folketinget og ikke flyttes ind på et ministerkontor, hvortil kun forligskredsens partier inviteres.

Hvordan temaet afklares, ved jeg ikke, men man kunne da begynde med at tage debatten i åbenhed, ja, i Folketinget.

Og derefter kunne man tage fat på det næste og det næste problem. Et forslag: debatten i salen. I den vigtige forhandling om landbrugets kvælstofudledning var der på godt fem timer omkring 300 indlæg plus formandsstolens mellemlæg. De politiske taler varede gennemsnitligt 45 sekunder, og ordførerne og ministeren talte i mange minutter, så hundreder af de politiske taler var nede på 10-20-30 sekunder.

Jeg mistænker nogle af deltagerne for at spekulere i at levere netop den skarpe sekvens, som fjernsynet ville bruge.

God Grundlovsdag.

Poul Smidt er journalist, cand.jur. og var medlem af Styregruppen for grundlovsdebatten nedsat af Folketingets præsidium 2000-2003