Kronik

Forvis den demagogiske politikerlede til fjernere luftlag

Politikerne skal overvåges, men når de fremstilles som ’nassende, hykleriske fæhoveder’, bliver det for meget. Lad os gøre op med de beskidte angreb og forbedre luften for vores trods alt sunde folkestyre
Ingen navne på nulevende, aktive danske politikere (bortset fra Lars Løkke Rasmussen) er klogeligt nok nævnt på hjemmesiden politikerlede.com, som systematisk tilsviner danske politikere på en uhyggelig, ensidig og urimelig måde, skriver dagens kronikør.

Finn Frandsen

3. juni 2016

Prøv at google ordet ’politikerlede’, og du vil finde en hjemmeside med navnet politikerlede.com, som over talrige tætskrevne sider systematisk tilsviner alle danske politikere på en uhyggelig, helt igennem ensidig og urimelig måde.

Hjemmesiden er skrevet af anonyme, men tilsyneladende velorienterede personer med en letflydende pen og en sygelig trang til på hver eneste linje at øse skældsord og injurier ud over politikere som et kollektiv.

En sådan hadefuld fanatisme virker fremmedartet i Danmark – teksterne bringer tanken hen på nazismens hetz mod jøderne. Et udsnit fra et tilfældigt kapitel vil give læserne indtryk af tonen:

»I Danmark er løgnagtighed en forudsætning for at blive politiker. Politik er kunsten at lyve. Og politikerne er professionelle løgnere. Vejen til politisk succes er brolagt med løgn. Tiden kræver, at de skatteyderbetalte politikere bliver afsløret.«

Disse »nassende, hykleriske fæhoveder« og »selvhøjtidelige, rygklappende, spytslikkende lakajer« skal kølhales uanset alder, køn eller partiforhold, fordi de korrumperer samfundet og nasser på statskassen, lyder budskabet.

Som gammel forsker med forstand på ældre dansk politik kan jeg fastslå, at tonen i politik ikke er blevet hverken værre eller bedre end for hundrede år siden – den var faktisk snarere værre end nu under Første Verdenskrig (jævnfør Påskekrisen). De kritiske punkter for leden er Valgkampene med deres generelle, personlige kamp om stemmerne. En lov om god tone under valgkampe ville være velkommen!

Det nye er, at en eller flere vrede mænd og kvinder med en vis saglig indsigt har lagt kræfter i at opbygge en hjemmeside som politikerlede.com, der med lidenskab og demagogisk slagkraft undergraver folkestyret i almindelighed og dets folkevalgte i særdeleshed.

Anbragt på nettet er dette stykke antifolkestyre allemandseje på et medie, hvor de unge og moderne færdes hjemmevant – et letkøbt, skadeligt våben imod folkestyrets mest elementære forudsætninger.

Påstået folkebevægelse

Ingen navne på nulevende politikere (bortset fra Bilags-Lars og statsmister Fjogh) er klogeligt nok nævnt på hjemmesiden.

I ytringsfrihedens snart uhellige navn, Grundlovens paragraf 77, kan hjemmesiden vel næppe antastes af domstolene, selv om det synes i nærheden af det ulovlige, fordi bunken af skældsord dels rammer et helt erhverv, de folkevalgte politikere, dels udsendes anonymt og dels spredes i en tid, hvor Folketinget forbereder lovgivning omkring, hvad en anden gruppe, muslimske imamer, ikke må udtrykke om Danmark og danskerne.

Det har været velgørende, at Gitte Seeberg – folketingsmedlem i 14 år, men nu i læ uden for Christiansborg – har ytret sin »lede ved leden« både på skrift på jyllandsposten.dk og i DR2’s Deadline.

Politikerlede er jo i sig selv et uhyggeligt, letkøbt ord, opfundet og fastslået af mediefolk som en påstået folkebevægelse. Med passende mellemrum gennemspilles temaet ved politiske kriser, når der er søgang på Christiansborg. Ordet scorer point hos de læsere, der ikke ved bedre. Og analyseinstitutterne følger ukritisk op og udsender latterlige diagrammer med politikerledens bølgebevægelser.

Ingen vil benægte, at folkestyrets forudsætning er lydelige brydninger om indflydelse og meninger. Men denne grundbetingelse fungerer kun, når den hviler på et fundament af tiltro til spillereglerne i politik og en vis harmoni i forholdet mellem vælgerne og de valgte.

Hertil kommer den tredje faktor: pressen som dommer og kommentator.

Vælgerne og de valgte er dybt afhængige af hinanden, skønt de med tiden er kommet langt fra hinanden. Oprindeligt var det så dejlig enkelt: På valgdage helt op til 1918 mødtes vælgerne (evt. også deres koner) på torvet i købstaden kl. 12 og blev præsenteret for kandidaterne, der talte fra en tribune. Derefter stemte de fleste af mændene om en af dem ved håndsoprækning – ofte blev den lokale ’sognekonge’ valgt ved kåring, altså uden modkandidat.

Afstanden øges

Siden 1918 har forholdstalsvalg, større valgkredse og det stive partisystem udvidet afstanden mellem vælgerne og de valgte betydeligt. Men Grundlovens fædre gik ikke ind for den alt for direkte kontakt med de folkevalgte. De var omvendt optaget af at forøge afstanden mellem folket og de opstillede kandidater.

Det ses ved et kig ind i Junigrundlovens tidligste historie: I april 1848 var den nationalliberale fører, Orla Lehmann, i Paris, hvor Februarrevolutionen mod kongedømmet rasede i gaderne. Da han kom hjem, fik han lov at redigere i den skitse til en grundlov, som Monrad imens havde skrevet.

Lehmann indførte da en ny paragraf, som lød: »Hver rigsdagsmand repræsenterer – ikke sine vælgere eller sin egn eller sin stand – men hele det danske folk. Han er kun bunden ved sin samvittighedsfulde overbevisning om, hvad der er ret eller gavnligt for staten, men ikke ved nogen forskrift fra sine vælgere.«

Lehmann havde oplevet radikaliseringens tumult, skrig og skrål fra ’gadens parlament’ i Paris og lånte derfor den anførte tekst fra den franske forfatning af 1791. Idealet var, at man valgte tænksomme mænd, der efter Jyske Lovs ord tilstræbte »alles tarv« eller »det gemene bedste«.

Men realiteten var jo en hel anden, også i Danmark. Valgkredsene havde brug for deres folketingsmand, der også gerne ville genvælges. Og hver valgkreds trængte ofte til en ny havnemole, en jernbane eller bare en bro over åen. Og det kunne man måske få ved at henvende sig til den lokale folke- eller landstingsmand.

Men da Monrad og L.N. Hvidt samme sommer gennemgik Lehmanns redaktion af loven, barberede de hans forslag ned til den nuværende grundlovs mærkelige paragraf 56: »Medlemmerne er ene bundet af deres overbevisning og ikke af forskrifter fra deres vælgere.«

De troede ikke på Lehmanns høje ideal og indsatte dette ubrugelige stykke idealisme, som vi lever med endnu. Udviklingen i valgsystemet har medført, at de fleste vælgere nu knap ved, hvem de har valgt, og skeptikerne tror altså, at disse fjerne mennesker nok sidder inde på Christiansborg og fiser den af til en gevaldig hyre.

Borgerlig smålighed

»Politikerne tager dine penge. De undertrykker dine rettigheder og prøver konstant at begrænse din grundlovssikrede ytringsfrihed. Mange uforståelige onde ting kommer fra politikerne. Man kan ikke vandre gennem livet uden at blive generet af disse,« kan man læse på hjemmesiden politikerlede.com.

Men det er forkert. Politikerne er et udsnit af vælgerne på godt og ondt. Der er grund til at tage disse 179 folketingsmedlemmer i forsvar om ikke andet så for at bevare respekten for det gode danske folkestyre. De fleste er ærlige, hårdt arbejdende folk.

På Folketingets egen tv-kanal kan alle vælgere hver dag overvære medlemmernes seriøse arbejde i de faste udvalg om de mange lovforslags mindste detaljer.

Det er sundt for politikerne at blive overvåget, et velkendt vilkår for deres valg. Men ytringsfriheden bør have en grænse, når de kollektivt og anonymt bliver udsat for et beskidt angreb. Det appellerer til de laveste former for borgerlig smålighed og skader hele systemet. Det burde forvises til fjernere luftlag og dermed forbedre luften for vort trods alt sunde danske folkestyre.

Kristian Hvidt er historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Viggo Okholm
Henrik Brøndum og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

Tjaeh. Hvis den ene grøft ikke er god nok, så kan man jo altid 'falde' over i den anden.

Kim Houmøller, Anne Eriksen, Kent Thomsen, Niels Duus Nielsen, Mette Hansen, Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Ogg politikernes 'lede' ved den mindst ressourcefulde del af befolkningen,
hvis liv og kræfter de udliciterer til arbejdsgivere i diverse lønfrie "tilbud", afprøvninger og samfundstjeneste/nyttejob, er.. hvad - prisværdig, måske?
Klassekamp - ringer der en klokke, dér?

Der foruden så har jeg ikke megen respekt for internettets had-prædikanter. Det er en sølle beskæftigelse.

Marie Jensen, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll, Kent Thomsen, Niels Duus Nielsen, Mette Hansen, Keld Albrektsen, June Pedersen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Ervin Lazar, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

>i>Men ytringsfriheden bør have en grænse, når de kollektivt og anonymt bliver udsat for et beskidt angreb.

Kristian Hvidt udleverer sig selv som en anakronistisk moraliserende historiker, der lefler for magten på bekostning af almindelige menneskers ytringsfrihed, der ifølge Kristian Hvidt, som umælende slagtefår, skal tåle magtarrogance og magtfulkommenhed, fordi de ikke mestrer den akademiske kode.

De mere eller mindre uartikulerede kommentarer, er vigtige følelsesmæssige indslag i den politiske debat. Debattens kollektive natur skal nok forstå, at finde rammende formuleringer, hvis følelserne er begrundede.

Torben Selch, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll, Teodora Hansen, Niels Duus Nielsen, Mette Hansen, Martin E. Haastrup, John Andersen, Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Torben Skov, Jens Erik Starup, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Martin E. Haastrup

Ikke et eneste ord om hvordan vi som borgere efter 911 systematisk bliver udsat for overvågning 24/7/365 - Ikke et eneste ord om hvordan krig-mod-terror fuldkommen har givet det danske magtapparat mere eller mindre carte-blanche i mange mange tilfælde til at se stort på tidligere såkaldte demokratiske borger-rettigheder, legitimeret ved den nødvendige politiks indførte undtagelstilstands alarmberedskab. - Og som i øvrigt har stået på i mere end 15 år nu. Og kostet samfundet milliarder. - Og IS og alle de andre terrorister lever i bedste velgående. Aldrig har verden set så meget terror som siden vi her i Danmark via NATO, VKO og AFR nærmest blev en lydstat til USA : "Hvis I ikke er med os, er I imod os"

Som noget helt konkret kan nævnes, at ved domstolene kører f.eks. sager nu mod mennesker, som er sigtet for, at have været medvirkende til terror - Information har fornylig bragt et uddrag af denne sag og noget af det problematiske, som kommer frem her er, at der nu er sket sådan et normskred, at de tilsyneladende skyldige næsten skal bevise deres uskyld og ikke omvendt. Hvor det tidligere gjaldt for enhver borger uanset sigtelse, at "Man er uskyldig til det modsatte er bevist" - At bevis byrden lå hos anklagersiden. Nu kan det forekomme en at bevisbyrden ligger hos forsvaret som i TV må gøre os det klart : "At rent juridisk bliver man altså ikke skyldig i medvirken til terror, fordi man er gode venner til omtalte gernings-mand som i visse kredse har fået martyr-status, hvilket igen 'i-disse-tider'...er en torn i øjet på andres...

Jeg savner noget stillingtagen til disse ting i ovenstående artikel, som ensidigt bevæger sig på et meget begrænset område. Det tenderer til systematisk fornægtelse af de største og vigtigste historiske politiske begivenheder og politiske beslutninger i nyere tid. Hvordan man fuldkommen kan undgå at beskæftige sig med disse ting når talen går på at prøve at forstå begrebet 'politiker-lede' er mig en gåde!

Noget andet, som peger på et meget alvorligt normskred og som artiklens forfatter heller intet nævner om, er den stigende tendens hos politikere til at miste - ja praktisk talt bevidst lade hånt om den sunde demokratiske klassiske tredelings-fornemmelse : 1. Den Dømmende, 2. - Udøvende og 3. - Lovgivende Magt. Idag ser vi oftere og oftere at politikere, for at tækkes visse vælgere forfalder til populistiske tilbøjeligheder og gerne agerer radikale demokrati-bøjere, og bøjer eller strækker demokratiet til det yderste, mht. omtalte tre-deling og hælder mere og mere mod at gøre sig til både den udøvende og dømmende magt - også. Sagt på anden måde, stormagts-komplekserne stor-trives på Borgen. Politikerne elsker at kunne 'hastebehandle' særlige sager af politisk nødvendighed og indføre lex-specificus. En slags politiske nålestiks-operationer, som systematisk truer og undergraver demokratiet.

Og så kan jeg slet ikke heller lade være med at undre mig over, at artiklens forfatter slet ikke nævner sagen om Danmarks ulovlige deltagelse i Irak-krigen og historien om salget af DONG...??!

Så, for mig har den her artikel lige præcis nul komma nul procents troværdighed.

Hvad angår siden der bliver talt om, mener jeg således, at enhver tilsyneladende har sund fornuft nok til at indse at man skal tage hvad man kan bruge og lade resten ligge... Ellers var der jo, hvis vi skal artiklens forfatter alvorligt tilsyenladende længst ske mordforsøg på samtlige politikere -

At artiklens forfatter yderligere næsten toner rent flag og vil forbyde denne side, vidner om den skadelige tendens vi oplever så meget af i øjeblikket : Flere og flere mennesker, som lever i en slags indbildt trygheds-osteklokke, bryder sig ikke om at se i øjnene at verden er forandret!! - Vi er nået over the tipping point! - Krigen-mod-terror og klima-forandringerne har siden Millenium ændret Verdenskortet med en hast som er irreversibel og vi oplever nu allerede de første reaktioner : Klima-krise og flygtningestrømme som ikke vil ophøre og verden er ved at falde fra hinanden...

- Og, eller istedet for at forholde sig til dette 'ragnerok' eller netop derfor, søger de, disse indbildte trygheds-statuer, ad højest tvivlsomme veje, som manden der ved at hive i egne hårpisk forsøger at holde sig svævende, at bevare det bestående, som snart er uddødt, fordi alle kan se at det er ved at styrte i grus, ved at save den gren over, de selv sidder på.

Hykleriet omkring ytringsfriheds-forkæmperne har vi vist forlængst set nok af. De taler systemisk samme sprog som fortalerne for det fri marked. De taler kun frihed for sig selv! Og så taler man slet ikke friheds-filosofi overhovedet! Så taler man egoist-filosofi.

Søren Fosberg, Anne Eriksen, Jacob Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Niels Duus Nielsen, Mette Hansen, Jørgen Steen Andersen, John Andersen, Torben R. Jensen, Flemming Berger, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Jan Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Mads Berg anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg synes egentlig artiklen er relevant. Mit lille budskab er: Man kan godt være uenig med en magthaver og andre uden at kalde dem eller anse dem for idioter samtidig med at man anser sig selv for god og et mindre geni. Vi har hver især en smule af ansvaret for den lede der her omtales og pressen i sin iver for at tale til laveste fællesnævner sår så frøene til de hårde og udefinerede ord. De personer, som på skrift og anonymt ytrer sig groft, vil nok stort set aldrig være så afstumpede hvis de stod overfor "idioten"

Søren Fosberg og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Jeg synes historikeren glemmer, at i demokratiets ungdom her i landet var debatten endda til tider særdeles harsk.
I den forbindelse kunne jeg tænke mig at vide, hvilken skade demokratiet dengang led ved dette?

Anne-Marie Krogsbøll, Martin E. Haastrup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Når socialister er "lede" ved Venstre og Løkke, er det et udtryk for uenighed.
Hvis demokrater er lede ved politikere, skyldes det en mening om, at folkestyret forringes af politikeres magtbegær og kamp mod hinanden.
Det bevises af visse politikeres lede ved politikere.
Ifølge Hvidt er der intet nyt under solen. Men alt kan vel forbedres. Ændring af formelle regler for folkestyret er absolut en mulighed.

Anne-Marie Krogsbøll, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

’nassende, hykleriske fæhoveder’ er det ikke det, som de borgerlige har kaldt socialisterne i årevis!!!!

Vibeke Hansen, Anne-Marie Krogsbøll og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Karl Aage Thomsen

Nutidens politikere har mistet jordforbindelsen med os vælgere, og det er da helt klart, at den blå flok vil have alt privatiseret, så vi kan ende i samme situation som new zealænderne gjorde for år tilbage og som smadrede deres velfærdssystem total, og som de nu forsøger at bygge op igen. Det koster kassen. Er det mon det vi ønsker, eftersom vi finder os alle deres nedskæringer, for dem hvis årsløn er under 100 tusind om året. Ja, grundloven bør laves om så den også tilgodeser fattige vælgere.
Katho

Lise Hougaard, Anne-Marie Krogsbøll, Niels Duus Nielsen, Mette Hansen, Martin E. Haastrup, Jørgen Steen Andersen, John Andersen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Lars Løkke Rasmussen vil gerne bestemme, hvordan vi skal tale ved middagsbordet.

Det er ikke noget nyt, at magthavere til enhver tid gerne vil styre undersåtternes ytringer.

Det er heller ikke noget nyt, at klakører straks melder sig på banen, for at støtte magthaveren.

Den slags kan for nogle måske godt betale sig.

Jeg er tilhænger af, at folk må ytre sig som de vil.

Der må gerne råbes idiot efter mig. Som skeptiker er jeg i sådanne tilfælde utilbøjelig til at give udråberen ret.

Endelig synes jeg ikke, at man helt skal fratage tilhængerne af ytringsbegrænsninger muligheden for på en let måde at blive forargede.

Anne-Marie Krogsbøll, Mette Hansen, Martin E. Haastrup, Jørgen Steen Andersen, John Andersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Per Jongberg

Det er en stor troest at faa at vide, at Erik Eriksen var ligesaa slem som underbuksetrolden og ham med masser af oedelaeggelsesvaaben.

Tak til forfattere, nu sover jeg nok bedre i nat.

Niels Duus Nielsen

Viggo Okholm: "Man kan godt være uenig med en magthaver og andre uden at kalde dem eller anse dem for idioter..."

Jamen, når de nu ER idioter?

Og Kristian Hvidt udnævner ligefrem politik til et "erhverv" - tænk, det tror jeg faktisk er en af hovedårsagerne til, at politikerleden griber om sig: Det er ikke og har aldrig været meningen, at politikere skal være professionelle, tværtimod har det altid været meningen, at det var folk fra alle mulige og umulige erhverv, der skulle repræsentere folket.

I min ungdom klagede folk over, at der var alt for mange skolelærere i Folketinget. Men det var sgu da bedre end nu, hvor politikere ikke er andet end politikere, og derfor ikke kan kende forskel på en rafteforlænger og en træstrækker. Og skulle de nogen sinde finde ud af, hvad forskellen er, laver de nok en lov, der forbyder kørnerprikker.

Anne-Marie Krogsbøll, Lise Lotte Rahbek og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Niels Nielsen: He he, det kan du så mene :) jeg er så stadig ikke enig, og jeg mener principielt stadig at det men skriver skal man også kunne sige med almindelig øjenkontakt. Jeg erkender så problematikken i at få mulighed for at snakke i øjenhøjde med "idioten" Vi vælgere vælger jo så de politikere som tilsyneladende er bedst til manipulation, og vi kan godt blive enige om at det er for få som har haft hånen i møgsprederen eller ligget under en beskidt maskine eller skiftet ble på et vuggestuebarn der vælges til at bestemme.

Søren Fosberg og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Uanset at jeg også ind imellem - på trods af egen hårde tone, når jeg bliver gal nok - kan synes, at der kan gå lidt for megen "svineri" i det, så det skygger for budskabet, så undrer jeg mig over, at Hvidt føler sig nødsaget til at komme politikerne til undsætning med så entydig ansvarsplacering for miseren.

For der findes da bestemt et par midler, som politikerne kunne gribe til, hvis de synes, at "folket" bliver for urimelige at høre på: De KUNNE jo f.eks. afskaffe Mørklægningsloven, indføre en anstændig partistøttelov, som ikke ligner noget i et uland, gennemføre de uafhængige undersøgelseskommissioner, når noget ser for mærkeligt ud, genindføre åbne kalendere i folketinget, lave et lobbyregister, og være mere åbne omkring lobbykontakter osv.osv.

For en stor del af frustrationen, anonym eller ej, drejer sig jo folks stigende fornemmelse af at blive ført bag lyset - og den fornemmelse kan jo altså modarbejdes med lidt mere lys over land.

Selv om politikerne (med undtagelser) har travlt med at bedyre, at denne lukkethed skam er nødvendig, så kan andre lande jo altså fungere med mere åbenhed. Så det kan jo undre meget, at politikerne ikke kan se, at folkets tillid til folketinget og politikerne er langt vigtigere, end at politikerne kan have et lukket rum til at "lufte prøveballoner" i, og hvad de nu eller undskylder sig med.

Mette Fugl har en temmelig "politikerled" (men fornuftig) kommentar i Politiken i dag: http://politiken.dk/debat/profiler/mettefugl/ECE3236349/bor-jeg-i-en-sly...

Og denne type klummer fra officielle kommentatorer og debattører fylder mere og mere i medierne - er det ikke et vink med en vognstang om, at politikerne må se at vågne op og begynde at tage "folket"'s frygt for begyndende bananrepupliktilstande alvorligt, i stedet for at insistere på at leve i deres egen osteklokke af dårlige undskyldninger for de evindelige skandaler, som ikke bliver udredt og fulgt ordentligt op på?

Tænk, hvis det nu faktisk er sådan, at Danmark IKKE er et af verdens mindst korrupte lande, men at Danmark måske tvært imod under overfladen er et af de lande, hvor det er LETTEST at købe sig til politisk indflydelse, fordi vi er så dårlige til at undersøge os selv på det punkt?

Formålet med folks udgydelser er jo ikke bare at svine politikere til. Trangen til at skælde ud bunder jo i noget! Hvidt bedes svare på, hvad et "folk" skal gøre, når det begynder at få fornemmelse af, at korruptionen trives lidt for godt, og måske endda er ved at tage over? Indebærer det repræsentative demokrati, at "folket" så bare må klappe i og vente på bedre tider?

Måske står det slet ikke så slemt til under overfladen, som vi frygter - men så tag dog for pokker at lukke op, så vi kan SE, at vore politikere har rent mel i posen - i stedet for at insistere på, at vi kun må se overfladen - dvs. alt det, der faktisk "ser for mærkeligt ud"!

Politikerne er jo selv herrer over, om de vil gemme sig i Mørkelygtens skær eller ej!

Kurt Nielsen, Charlotte Svensgaard, Ebbe Overbye, Lise Hougaard, Niels Duus Nielsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Lise Hougaard

Før Hvidts debatindlæg havde jeg aldrig hørt om politikerlede.com. Jeg blev nysgerrig og tjekkede sitet ud. Hm, ikke noget at blive imponeret over. Faktisk forstår jeg slet ikke, hvorfor han har henvist til en ret så smal side for at understrege sin pointe. Er det ikke lidt tyndt? Han er jo historiker og er uddannet til at tage stilling til flere af hinanden uafhængige kilder. Mon tanken var at provokere os? Eller er han bare døddårlig til sit fag?

Niels Duus Nielsen

Lise Hougaard, jeg tror bare han er et pænt og anstændigt menneske, der ikke personligter ramt af politikernes nedskæringer, hvorfor han ikke forstår, at folk bliver vrede, og giver udtryk for deres vrede. En nyttig idiot med andre ord, der ikke kan se ud over sin egen næsetip.

Kurt Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Lise Hougaard

Niels Nielsen, jeg er enig med dig. Han er ikke ramt af virkeligheden - men måske af velbjærget alder. Han er vokset op i en tid, hvor der i højere og højere grad er blevet taget hånd om den fattige. Han har med sine egne briller ikke set, at det hastigt går den anden vej nu.
Jeg tror gerne, man skulle respektere politikere tidligere, men hvorfor dog nu? Hvidt har ikke fingeren på pulsen. Stadig undrer jeg mig over, og han har brugt så meget krudt på et site, der næsten ikke læses. Har du et bud på det?
At han i det hele taget føler for at forsvare politikere, der modarbejder demokratiet, er mig en meget stor gåde. Du brugte ordet idiot, jeg brugte ordet døddårlig. Lad os se, om andre kan føje flere ord til :)

Kurt Nielsen, Torben Selch, Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar