Klumme

Hvornår vi skabtes

Og hvordan det siden gik
3. juni 2016

I disse dage for præcis 25 år siden gjorde videnskabsfolk i Afrika et af de fund, der for alvor skubber menneskeslægtens historie bagud i kronologien og åbner nye perspektiver i artens oprindelse.

I Namibias Otavibjerge dukkede nok så nydeligt et stykke kæbe med tre kindtænder ud af klippegrunden, det hidtil ældste artsfund med ca. 13 millioner år på bagen. Dén fandt man ikke spor af, kun kæben og tænderne.

Unægteligt er der sket en del siden i faget; udforskningen af de første af os gør stadige fremskridt, men dette fund i det vestafrikanske land vakte ikke desto mindre opsigt, som det nødvendigvis må gøre, når slægten med ét viser sig ældre end antaget.

En kæbe med tre tænder er for lidt til at afgøre, om præmennesket, der næppe så ud som én, man gerne flytter ind hos, var af en mentalitet, der blot fjernt kunne minde om vores, endsige havde et sprog, hvilket ikke er sandsynligt. Lyde har den udstødt – som aberne, måske en anelse mere nuanceret, måske alligevel et sprog.

Man kan komme et pænt stykke vej med strubelyde og fagter over for velvillige i et fremmed land, når man vil have sit morgenæg blødkogt. Men var impulsen der allerede til at gøre mere ud af lydenes struktur?

Hjalp behovet for et pålideligt signalsystem evolutionen på gled, eller evolutionerede arten sig til sproget? Ægget og hønen. Og gik lydene i glemmebogen fra gren til gren af det store stamtræ, eller overleverede man færdigheder og erfaringer i softwaren?

Er man ikke så religiøs, at det gør noget, funderer man selvsagt over, hvad der kom først i evolutionen, hvilke veje det gik, og hvilke blindgyder der var. Ikke mindst: Hvorfor det er endt, som det er. Eller endt og endt.

Forudsat at landbrugsfødevareministeren ikke fylder landet med gylle, og andre sætter snævre erhvervsinteresser over globale hensyn og bidrager til jordens bogstavelige oversvømmelse, og forudsat den tiltagende aggression i verden ikke går amok og sætter endeligt punktum, udvikler arten sig velsagtens fortsat. Måske ikke til det bedre, det er langtfra sikkert, men udvikle sig gør den.

Os og de andre

Om 100.000 år bliver vore efterkommere måske født uden noget syd for hofterne, da ben blot er i vejen i den totalt mekaniserede bevægelighed, hvor motion i mangel af plads er forbudt; måske gammelmandsdiabetes bliver medfødt norm, en naturgiven tilstand i kollektiv fedme, der går i arv vendt til ideal. Kanhænde menneskene fødes med muzak i kraniet, så supermarkeder og restauranter ikke behøver installere den livsnødvendige støj, som fremtidens folk bliver tossede af, hvis den ikke er der.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvori forskellen mentalt mellem datidens mennesker og fremtidens består. At mennesket, fra homo sapiens slog øjnene op til nu, skulle have udviklet sig gunstigt i sameksistensens navn og indbyrdes artsvenligt, er der næppe belæg for.

Visse danske, ofte heftigt nationalt orienterede politikere, eksempelvis Folketingets nuværende formand taler gerne om andre kulturer som mindreværdige betragtet i forhold til ’vores’ – ifølge formanden: ’den eneste kultur’.

Ofte udstyrer hun og andre visse kulturtræk, holdninger eller handlinger, som man i stammens optik ikke bryder sig om eller lægger afstand til eller ikke forstår, med prædikatet middelalderligt. Formanden er langtfra den eneste, der gør det, hvilket udsagnet jo ikke kvalificeres af.

At mennesket, uanset hvilken kultur det drejer sig om, skulle have udviklet sig fra en urimelig tilstand til noget rimeligt, altså generelt fra en tidsbestemt status, fra middelalderen, og primitiv må man forstå, frem til ’vore værdier’, hvad værdier end dækker over, er der ikke meget der tyder på.

Folk slog ganske vist hinanden meget voldsomt ihjel dengang, man straffede bestialsk, det kan heller ikke nægtes, og de har formentlig helt ned til de tidligste tider haft fornøjelse af at pine og plage andre som offentlig forlystelse a la det gamle Rom. Den slags skulle vi med kristendommen og andre kulturlag have udviklet os fra, hvilket ethvert fæ kan indse ikke er i overensstemmelse med historiens gang og tingenes tilstand.

Forestiller man sig udviklingen fra førkristelige miljøer i oldtidens Europa, siden middelalderens med korstog og heksebrændinger, og trækkes linjen op til det 20. århundrede fra 1914 frem til krigene i Jugoslavien for få årtier siden, stemmer kassen ikke, hvad angår vandringen fra den mørke middelalder til lysende nutidsværdier.

Sig selv nærmest

I korte stunder efter murens fald kunne man forglemme sig og tro, at et højere stade i menneskehedens historie var på vej. Freden rådede, i hvert fald i den gamle hærgede verdensdel, i samarbejde og mellemfolkelig forståelse kunne det kun gå fremad.

Men den stammeegocentricitet, der kendetegnede krigenes århundreder i Europa, vendte lige så stille tilbage – som gylleforurening af grundvandet nu med større styrke end nogensinde efter Anden Verdenskrig.

Stamme- eller nationalchauvinismen, må man forestille sig, var en evolutionær nødvendighed i de tidligste tider, for at væsenet bag den fundne kæbe med de få tænder kunne komme videre.

Chauvinismen tog en volte retur i forsimplet styrket form – nu i jammer over, hvad stammeegoismens korte nedtur var for et forræderi mod det jævne folk.

Den samme sang fra de fleste lande og i vilden sky fra Danmark, hvor forsøgene på at finde fælles vej og vilje over for klodens – i det mindste Europas – truede tilstand hastigt lægges bort. Artens urinstinkt om at vinde så meget som muligt til sig selv og sine på en mere og mere nødvendig helheds bekostning dyrkes som ideal i et hyperliberalt samfund, hvor det nære er vores, og vores er nærmest, næsten kan rende og hoppe, og fanden tager resten.

Hvorfor går det altid så galt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Niels Duus Nielsen
Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Bendixen

Otavipithecus er ikke et 'præmenneske' og hører ikke til menneskeslægten. Den er omtrent dobbelt så gammel som chimpansen og menneskets fælles forfader og tættere ved udspringet af hele gruppen af menneskeaber. Dens taxonomiske placering er omstridt, men en slags 'fætter' til orangutang, gorilla, chimpanse og mennesket fælles ophav kunne være et godt bud. Det er ikke umiddelbart indlysende at lige dette fossil skal gøres til udgangspunkt for betragtninger over 'mennesket' udviklingshistorie, værdibetragtninger og DF. Men hvis Metz var/er oprigtig interesseret, så er der forskning der beskæftiger sig kritisk og ædrueligt med også den evolutionære side af psyke og samfund. Som hans betragtninger her fremføres, er hans synspunkter vedrørende 'stammeegoisme' og 'artens urinstinkt' i hvert fald ikke på nogen måde knyttet an til det fund fra Namibia, han tildeler en så interessant rolle.