Klumme

’Hun’, ja HUN

At den ene kandidat til den amerikanske præsidentpost er en kvinde er en historisk milepæl, der bør fejres med hele udtrækket. Problemet er bare, at jeg er alt for forvirret til at koncentrere mig om det
11. juni 2016

Forleden skrev vor kvinde i det amerikanske, Mette Line Thorup, en reportage fra de timer, hvor det stod klart, at sejren var Hillary Clintons. Thorup gav artiklen overskriften »Hun«. Blot »Hun«.

Og sikke et smukt ord, som det stod der stort og sort og helt alene på siden. Jeg sad sgu der over Nes’en og blev helt tudevorn. Bare af overskriften. Jeg nåede nemlig ikke mere, før jeg måtte på arbejde, hvilket for mit vedkommende handler ikke så lidt om at følge med på de sociale medier (hvilket lyder sjovere, end det ofte er).

For så blev jeg så forvirret.

Jeg forstod, at der var ret stor konsensus blandt det danske USA-kommentariat om, at det ikke var en historisk begivenhed. At køn simpelthen ikke er et issue, at Clinton bare er den bedste kandidat – eller i hvert fald bedre end Trump – og at det faktum, at hun er en kvinde, er sagen fuldstændig uvedkommende.

Ja, hvis hendes sejr overhovedet er en historisk begivenhed, så er det, at den ikke er en historisk begivenhed, fordi den på det smukkeste illustrerer, at vi er trådt så langt op ad ligestillingens evolutionsstige, at vi er blevet komplet kønsblinde.

Som USA-kommentator Mads Fuglede skrev i en meget populær statusopdatering på Facebook:

»Jeg forstår heller ikke jublen over, at en kvinde nu er præsidentkandidat i USA. Det er ikke en kvalifikation at være kvinde. Det er derimod en kvalifikation at have demonstreret igennem en årrække, at man forstår den komplekse verden, vi lever i. Det er en kvalifikation at have en dyb indsigt i alle væsentlige politiske spørgsmål.«

Mads Fuglede fortsatte med at liste hendes imponerende CV og sluttede af med et: »Patter eller ej.« (Bare rolig, denne klumme handler ikke om, at jeg blev krænket over det ordvalg.)

Jeg er en forvirret bette feminist for tiden. Jeg får ellers så megen hjælp på internettet af en hel masse mennesker, der fortæller mig, hvad jeg som kvinde bør og ikke bør kæmpe for – og tak for det, jeg skal love at overveje jeres bud, men jeg kan desværre ikke den dag.

Men jeg har skam forstået, at kvindekroppens væsker ikke har nogen som helst relevans i vores fælles offentlighed, og at jeg, hver gang jeg ser en sag med kønsaspekter, bør overveje, om der er en kvinde andre steder i verden, der har et større problem. Jeg har også forstået, at det kriterium kun gælder køn og f.eks. ikke produktivitet, kræftbehandling eller vejanlæg, som de ellers står og mangler ret desperat i Østafrika.

Men jeg troede alligevel, at når det handlede om magt – den øverste magt – var der bred enighed om, at der har manglet damer. Så hvorfor var det så ikke en sejr i sig selv?

Er det, fordi det blot har været et tilfælde, at der aldrig har været en kvinde i den stilling før? Eller betyder det, at hvis der tidligere har eksisteret barrierer af mere strukturel karakter, der har bremset kvinder i amerikansk politik, så er de af en eller anden grund forsvundet siden sidste valg?

Og så langt, så godt. Det skulle vel næppe forvirre mig, at der er folk, der ikke har hængt ud på RUC som mig i 90’erne og derfor ikke tvangsmæssigt spotter struktur med struktur på alle mulige strukturelle steder oven på et glasloft.

Nej, det, der forvirrer mig sådan, er, at USA-kommentariatet var rørende enige om, at det var en stor historisk begivenhed, at vi med Obamas kandidatur fik den første sandsynlige sorte præsident. Og at det ikke kun var en begivenhed af symbolsk karakter, men en, der rent faktisk viste sig at sprede ringe i vandet og fjerne barrierer for andre ikkehvide personer med politiske ambitioner.

Som selv samme Mads Fuglede skrev sidste år om forandringspotentialet: »Obama har virkelig sparket døren ind. Ikke bare for sorte, men også for asiater, latinoer og andre minoriteter i USA. En, der har rigtig fine chancer ved næste års præsidentvalg, er Marco Rubio, som er af cubansk afstamning. Det er simpelthen ikke den hindring, det har været tidligere.«

Så hvad er det, der gør, at den samme eliminering af hindringer for kvinder i toppen ikke kunne blive tilfældet med den første kvinde på posten? Eller er en ligelig kønsrepræsentation bare ikke så vigtig, at en mulig eliminering af de hindringer kalder på en fejring af, at det blev en ’hun’?

Anna von Sperling er kulturredaktør. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Anna von Sperling kan med fordel skide højt og flot på, hvad 'kommentariatet' i Kjøwenhawn mener om dette og hint. Det er for så vidt og som oftest såre uinteressant - en tingenes sørgelige tilstand, som man uden videre besvær kan få øje på, sådan set fra en bænk her i Århus. Måske lidt luftforandring ville gøre den 'bette feminist' godt? Sådan for en tid? Der er trængsel her på bænken efterhaånden, bevares, men i smilets by rykker vi gerne sammen, og giver i det mindste midlertidig opholdstilladelse til endnu en flygtning fra det Kjøwenhawnske meningsmenageri.

Således beskyttet mod videre overgreb fra 'kommentariatets' krasse penne og uigennemtænkte meningsudgydelser på automatpilot, kunne Anna von Sperling så forhåbentlig finde fred og ro nok til at begå en tekst, hvor hun på en måde som også vi sløve jyder kan forstå, forklarer selv de drøjeste af os, hvorfor Hillary Rodham Clinton er et bedre og mere progressivt valg for USA, for Danmark og for verden, end Bernie Sanders er det?

Eller er det en reel mulighed, at det for millioner af fattige amerikanere, heriblandt rigtig, rigtig mange kvinder, vil vise sig at være en mindre katastrofe, at Demokraterne i USA endnu engang nominerede systemets mand? (Pun obviously intended!)

Jakob Trägårdh, Mads Jakobsen, Niels Duus Nielsen, Jacob Jensen, Flemming Berger, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben R. Jensen og Kent Thomsen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Ikke "damer", hørte til min forundring en fra EL (en mand) benævne kvindekønnet som sådan - og nu her!

Vibeke Rasmussen, Hanne Ribens og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Det ville være væsentlig lettere at glædes over den første kvindelig præsident i USA, hvis kvinden der var tale om ikke var så ufattelig korrupt og inkompetent.
Systemets mand er meget pænt sagt om Hillary.
Hun er storkapitalens mand. Israels mand. Hun er våbenindustriens og den militante udenrigspolitiks mand. Hun mand for løgn, falskhed og manipulation. Hun vil blive en helt ufattelig dårlig præsident, ligesom som de fleste mænd før hende.

erling jensen, Niels Duus Nielsen, morten rosendahl larsen, Jacob Jensen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Mikael Velschow-Rasmussen, Steffen Gliese, Torben R. Jensen, Janus Agerbo og Thomas Petersen anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

Hun kan kun overraske positivt. Lige som Obama kun kunne skuffe.

erling jensen, Michael Kongstad Nielsen, Steffen Gliese og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Det er en ikke-nyhed. Hun er et bær på toppen af en anti-demokratisk lagkage. Hendes succes er ildevarslende for alle—ikke mindst uden for USA. Verden trænger til en US præsident, der hverken er cowboy/girl eller pixie-smiling psykopat, men en almindelig arbejder og social-demokrat, der vil bruge sit embede til at genopbygge et USA, der ligger i ruiner og vil spare landet selv og resten af verden for den neokonservative unipolære dagsorden.

erling jensen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Torben R. Jensen og Thomas Petersen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

"Så hvad er det, der gør, at den samme eliminering af hindringer for kvinder i toppen ikke kunne blive tilfældet med den første kvinde på posten? Eller er en ligelig kønsrepræsentation bare ikke så vigtig, at en mulig eliminering af de hindringer kalder på en fejring af, at det blev en ’hun’?"

I en dansk kontekst: Hvad kom der kønsspecifikt ud af at Danmark for et par år eller tre siden havde tre regeringspartier med kvindelige ledere og en kvinde som statsminister? Blev det fejret? Hvad er forskellen? Hvis ikke det handler om at kvinder ved magten kan byde ind med noget der gør en forskel (pga. af kvindeligheden)?

ingemaje lange

@anne eriksen: "Damer": at hun vælger dette ord, jeg læser det som en subtil og sarkastisk kommentar fra von Sperlings side. Hvilket det måske ikke var tænkt som fra EL politikerens side..
Helt i Sperlings stil og en af årsagerne til at jeg holder af hendes skriverier.
Og jeg glæder mig over , at artiklen ikke en eneste gang bruger Hillary i stedet for enten hendes fulde navn eller efternavn. Ingen mandlige politkere omtales med fornavn.

PS i sidste uge blev jeg selv kaldt både 'en gammel ged' og en dame - af to forskellige personer forståes.. Da blev jeg klar over, at jeg åbenbart et blevet gammel:)

Hanne Ribens, Anne Eriksen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

‘Damer er vel ligesom ‘Herrer en betegnelse indenfor etablissementet, Hr. Sådan og Fru Sådan og Sådan ikke? Og det er jo det HUN er: Etablissementets repræsentant, en magtpolitiker, der er god til netværk og kanalisering af magt først og fremmest, der ikke lader almindelig moral og etik styre hendes karriere (havde hun taget Hr. Clintons udskejelser mindre køligt, havde HUN så været i politik idag?), men kynisk (iskoldt) orienterer sig i forhold til den ‘nødvendige (the indispensable) dagsorden, der kan fremme hendes sociale opstigning.

Anne Eriksen

inge lauridsen,
Ja, hun - er god - Sperling, jeg holder meget af sarkasme - dog ikke ond.

Det har undret mig lidt, at der har været rigtig mange skriverier her om Clintons (nu bruger jeg ikke fornavn). Nærmest som var hun den onde selv.
Selvom jeg ikke følger særlig meget med i udtalelser og handlinger i den (udenlandske) arena, så undrede jeg mig lidt.
Skulle hun havde så mange flere dårlige karakteregenskaber end mandlige konkurrenter!
Jeg tror, Sperling bruger hele navnet for at undgå "søsterskab"?
Vi har (nogle) et forunderligt syn på kvindelige politikere her i DK, såmænd også kvinde/ mand - jævnfør "Vold i hjemmet" og vores vidunderlige "ligestilling".

Forresten lavede jeg en bommert med "damen", manden var fra Alternativet :)
Jeg er såmænd blevet kaldt en "hattedame" her for nogle år siden, men det tror jeg har taget sig.

Jakob Trägårdh

"Det har undret mig lidt, at der har været rigtig mange skriverier her om Clintons (nu bruger jeg ikke fornavn). Nærmest som var hun den onde selv.
Selvom jeg ikke følger særlig meget med i udtalelser og handlinger i den (udenlandske) arena, så undrede jeg mig lidt."

Det skyldes udelukkende at den danske presse (selv Information) i ekstrem grad er vestligt orienterede i dets nyhedsdækning og formidling. Så, hvis man ‘kun får sin viden om internationale forhold i verden herfra, ja, så kan man simpelthen ikke se billedet. Clinton har i sin egenskab af Foreign Secretary of State (udenrigsminister) vist sig som en meget stor høg internationalt, ikke mindst i Ukraine og Libyen. Desuden løber der flere skandaler om hende internt i USA, bl.a. om hendes lemfældige omgang med hemmeligstemplede emails ETC.

erling jensen, Jacob Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

"Nærmest som var hun den onde selv."

Det er lige præcis det, som folk er bange for. Hvad sker der, hvis Fru Hillary Rodham Clinton en dag sidder med den ultimative indflydelse på om USA skal udløse en lille rask atomkrig i f.eks et østeuropæisk land for at understrege "The Indispensable Nations" ret til verdensherredømmet? Vil hun så trykke på knappen?

Anne Eriksen

Det tror jeg nu, der er meget større chancer for med "Klump" - lige præcis uovervejede ting er ikke betegnende for hende, så havde hun ikke nået så langt.

Hanne Ribens

Det er ganske vist et sidespring i debatten. Men det gav også et gib i mig da jeg læste "damen" fordi jeg har lagt mærke til at det er blevet mere og mere brugt at omtale kvinder som damer. På mig virker det lidt sarkastisk nedsættende. ("Nu skal vi ud og se på damer!" og "Nu skal vi ud og score nogle damer")Det forekommer så ofte at man skriver : Mænd og damer, at jeg er begyndt at undre mig over den trend. Hvorfor mon?

Jakob Trägårdh

Der er ikke noget nedsættende i at snakke om ‘damer, min ‘dame i bred mandeforstand, det er lidt ligesom at kalde hende en frue eller kranen—det er simpelthen smedejargon for de der uforståelige væsner, som vi mænd er så glade for og kun kan respektere fordi man ikke kommer uden om at ha sådan en, hvis man vil have et hjem og nogle unger ... sådan er det. Lidt på niveau med, hvor vigtigt det er at kvinder forstår at mænd har brug for deres daglige øl.

Anne Eriksen

Det er jeg ikke helt sikker på, kun i jargonen - læg mærke til hvor sjældent "kvinder" bruges - det er oftere "piger" eller "koner" (undskyld).
De fine er "fruer og hustruer".
Måske er vi stoppet op og begyndt at gå baglæns, ganske som i politik. Det er ikke umiddelbart en positiv benævnelse.

Jakob Trägårdh

Min ‘frue er højere stemt end min ‘dame og ‘kranen er indforstået mellem mænd, som hende der man ikke kan undvære, men som er meget styrende og taler som et vandfald. Den kloge ‘kone forstår, for hendes egen tilfredsstillelses skyld, at hendes ‘mand i langt højere grad efter en fire-fem pilsner (det daglige øl) bliver i stand til, mere opmærksomt og udholdende, at indfrie de ægteskabelige glæder. Min ‘hustru er et ganske formelt begreb, som jeg aldrig har hørt udtalt med nogen spontan glæde, men dog med en art stolthed.

Jakob Trägårdh

Min ‘kvinde (kvinde min) er på en måde neutralt og på en anden filosofisk måde helt uden for rækkevidde, uopnåelig—findes den kvinde, som ville indgå i en relation med en mand uden at give afkald på sig selv, har mennesker brug for andre, det andet køn, hvis et sådant menneske allerede er komplet?

Anne Eriksen

Jeg tror, det har lidt at gøre med hvordan man er sat sammen - og alder.
Kunsten er ikke at give afkald på sig selv og altså lave kompromisser for at opnå det. Det er så ikke sikkert, at det lykkes.
Ingen er komplette, men mange vil have lov til at have sine særheder.
Misundelsesværdigt at kunne holde sammen i mange år og gå hånd i hånd...

Hanne Ribens

Nu er vi vist inde på et side- sidespring. Det handler ikke om hvad mænd kalder deres koner, men om at både unge og også kvindet ,er begyndt at kalde kvinder for damer. (Dansk damesamfdund, Damfo) :))
Det er blevet næsten, men også kun næsten lige så udbredt som udtrykket "Hvad er det nu det hedder" nogen gange tre gange i en sætning. Som om vi danskere ikke mere kan huske det danske sprog. Måske fordi vi bruger så mange amerikanske udtryk! :)))

Hanne Ribens

P.S. Det er naturligvis helt uspiseligt når man kalder unge kvindet for Babes !! Men det er self. endnu et side- side- sidespring :))

Anne Eriksen

Øh, en rimelig balance i mellem parterne og villighed til at at bøje sig?
Kan man sige elske (det meste af tiden) jeg ved det ikke...

Grethe Preisler

Sidst ind og først ud på arbejdsmarkedet:
"Damerne først!" sagde kaptajnen. De skulle hives over bord ;o)

Jakob Trägårdh

@Anne Eriksen

Der skal to til en tango. Det skal der også til kunst. Man kan kun lave kunst på egne betingelser. Og derfor handler en relation om total hengivelse. Fuldstændig hengivelse uden nogen form for kompromis. I parforholdet er det er hende der bestemmer. Det er hende der har udspillet. Det er altid kvinden der har serven. Sådan er parforholdet. Hvad jeg måtte have af selvstændighed ud over det—det er ligemeget. Hvis man vil være lykkelig. Sådan er dynamikken i et parforhold. Og så kommer tiden bagefter. Hvor man er sig selv. Hvor man står der og kigger lige ind i øjnene på tilværelsen. Så er man fri.

Jakob Trägårdh

Men der er altså ikke nogen ligestilling. Kvinderne har udspillet. Mænd kan vælge om de vil følge efter, men resten er op til kvinderne. ... Og hvor stiller det så verden?

Hanne Ribens

Igen uden for debatten!!, Jakob Trædårdh, hvor er det synd for dig at du har haft et så ulykkeligt kærlighedsliv."I parforholdet er det hende der bestemmer! Hvor står det? Det er altid hende der har serven. Hvor står det?I Det er hende der har udspillet. Hvor står det? Er det sarkasme eller sort humor? Jeg er virkelig forvirret. Eller er jeg bare dum og forstår ikke at samtale. Hjælp mig!! :)) Når min mand ville drille mig kaldte han mig fru Ribens, men hvad fanden har det med sidespringdebatten at gøre?

Jakob Trägårdh

Hvor står det? Det er et ansvar, som I kvinder skal tage på jer. Nu er det voksentid kvinder! Ikke mere pjat! OK! Ikke mere spil på baglinien.

Jakob Trägårdh

Jeg begiver mig ind i kunsten, som jeg har fået nok af kvinder (efter et langt og begivenhedsrigt kærlighedsliv med mange muser og unger), jeg vil hellere ha en mad! Så må I ha det så godt: Alt for Damerne!

Niels Duus Nielsen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Anna von Sperling, tak! Smukt. :)

Og i samme ånd N.Y. Daily News, hvor forsideteksten med lidt god vilje kan læses på dansk: Her! Værsgo'! ;)

Mht udtrykket 'damer' må jeg indrømme, at jeg, når jeg ser Hillary Clinton betegnet som tidligere 'førstefrue', aner en let nedladenhed. Her er den almindeligt accepterede danske oversættelse af 'First Lady' jo nemlig, sjovt nok, 'førstedame'. Og ligesom det i amerikanske aviser er helt normal praksis at betegne politikere med Mr. eller Ms. foran navnet, fx Mr. Obama, hvilket opfattes som respektfuldt, er brugen på dansk af det tilsvarende Hr. eller Fru(!) næsten med sikkerhed hånligt ment.

At Hillary Clinton i medierne bliver betegnet som kun Hillary, skyldes nok i høj grad, at hun efter i årevis, især efter valget 2008, i brede kredse er blevet omtalt og kendt kun ved sit fornavn, i sin 2016-valgkamp helt fra starten i 2015 har valgt at føre kampagne som 'kun' Hillary. Med et stort H, med pil, som logo for kampagnen. I øvrigt bliver Bernie Sanders også ofte kun omtalt ved sit fornavn. Og Barack Obama kun ved sit efternavn. Og sådan er der så meget. ;)

Vibeke Rasmussen

Og lidt mere, helt bogstaveligt, forsidestof. Som så stor og historisk en bedrift bliver Hillary Clintons sikring af sit partis nominering betragtet i USA, at selv det ellers kronisk Hillary Clinton-hadende N.Y. Post valgte helt undtagelsesvist, og nok for første gang i deres historie, at bringe en lykønskning på forsiden. Uden så meget som antydningen af en snerren. Selv fotovalget var – uden fortilfælde for bladet – ikke uflatterende. historisk er sejren og som historisk og enestående bliver den retmæssigt markeret af amerikanske medier.

Dog … Burlington Free Press undlod nu, som en af vist kun få publikationer, at bringe nyheden … på forsiden.

Så kom ordkløveriet igen på banen (se om liberalismen), Sproget er altid årsag til forvirring.

Om Mrs Clinton : Hvorfor analysere fremtiden. Analyser og døm når/hvis præsidenten har fungeret et passende stykke tid.

Anna von Sperling

Torsten Jacobsen, den opmærksomme læser vil bemærke, at jeg intet sted i klummen afslører, hvem jeg mener er den bedste demokratiske kandidat. Og jeg har al den luft jeg trænger til, men tak for tanken. dbh Anna 

Torsten Jacobsen, Vibeke Rasmussen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Der er også den gamle joke om The Clintons:

The then-first lady and the president driving along in scenic Arkansas. When they pull over for gas, Clinton notices his wife has jumped out of the car, bounded over to the gas-station attendant, thrown her arms around him, and kissed him with tears of joy. "Who was that?" a bemused Bill asks as they drive away. "Oh," replies Hillary somewhat wistfully, "he was an old flame I haven't seen in years." "Well," says Slick Willie with a smirk, "I guess if you hadn't married me, you'd be helping him pump gas now." "I don't think so," says Hillary icily. "If I had married him, he'd be president now."

Vibeke Rasmussen

Endnu en forside med Hillary Clinton, og en ret kær en af slagsen … selv om jeg personligt undrer mig over, hvorfor hun dog er fremstillet så ung.

Men lur mig, om ikke en eventuel debat affødt af tegningen, mere vil gå på rasende forargelse over, at man vover at sammenligne hendes præstation med Muhammad Alis. Helligbrøde! Ud fra hvad jeg på det seneste har lært om Muhammad Ali, er jeg nu ret overbevist om, at han ville have bifaldet sammenligningen … og grinet. :)

Grethe Preisler

Danmark viser vej:

I 1949 udnævnte præsident Truman USA's første kvindelige ambassadør i udlandet. Hun hed Eugenie Anderson, og blev placeret Danmark, som allerede dengang i egne og amerikanernes øjne var noget af et foregangsland på det ligestillingmæssige område, både når det gjaldt køn og race.

Det vakte dog en vis opsigt i DK anno 1949, at ambassadøren var gift og medbragte sin (mandlige) ægtefælle, da hun flyttede ind på ambassaden, for hvordan skulle man titulere ambassadørens ægtemand? Årets revyvise fik derfor titlen: "I am hr. Misses Anderson".

Grethe Preisler

P.S. Hvornår får Information mon en ny chefredaktør, nu hvor Christian Jensen er blevet headhuntet af konkurrenten på Rådhuspladsen. Og tør vi håbe, at den næste bliver både kvinde, sort og polyamourøs, så ingen nye læsere skal føle sig forbigået i fremtiden?

Michael Kongstad Nielsen og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Og ligesom det i amerikanske aviser er helt normal praksis at betegne politikere med Mr. eller Ms. foran navnet, fx Mr. Obama, hvilket opfattes som respektfuldt, er brugen på dansk af det tilsvarende Hr. eller Fru(!) næsten med sikkerhed hånligt ment.

Et af de få steder i Danmark, hvor man stadigvæk tiltaler hinanden med titler og i tredie person, det er i Folketinget. Ude i folkehavet og pressen så er den skik da for længst borte—i store træk, men med undtagelser ind imellem, og da, som regel ikke med sikkerhed hånligt ment, men nærmere end mere akut opmærksom og animerende personlig henvendelse.

Jakob Trägårdh

@Vibeke Rasmussen

"Og ligesom det i amerikanske aviser er helt normal praksis at betegne politikere med Mr. eller Ms. foran navnet, fx Mr. Obama, hvilket opfattes som respektfuldt, er brugen på dansk af det tilsvarende Hr. eller Fru(!) næsten med sikkerhed hånligt ment."

Et af de få steder i Danmark, hvor man stadigvæk tiltaler hinanden med titler og i tredie person, det er i Folketinget. Ude i folkehavet og pressen så er den skik da for længst borte—i store træk, men med undtagelser ind imellem, og da, som regel ikke med sikkerhed hånligt ment, men nærmere end mere akut opmærksom og animerende personlig henvendelse.

Torsten Jacobsen

Anna von Sperling,

Tak for gensvar på - indrømmet - ikke videre høvisk tale :).

En særdeles opmærksom læser ville nu nok også - i min indledende kommentar - have fundet i det mindste et bud på et svar på den undren, du i din klumme stiller til skue:

(Parafraseret): "Hvorfor var Obamas kandidatur en historisk begivenhed, mens udsigten til en kvindelig præsident ikke vurderes til at have samme forandringspotentiale ?"

I besvarelsen af dette spørgsmål kan man jo anlægge forskellige perspektiver. Du vælger et selverklæret - og efter min mening for snævert - feministisk perspektiv (komplet med RUC-sløjfe, kryds og slange), og mit lille bjæf skal derfor egentlig blot forstås som en anfægtelse af netop dette perspektivs forklaringskraft, i dette partikulære tilfælde.

For er det egentlig rimeligt sådan at drage paralleller mellem Obamas og Clintons kandidatur, sådan i et rent 1:1 forhold? Jeg mener nej. Da Obama vandt nomineringen foran netop Clinton i 2008, var hans appel ikke primært hans etniske baggrund, men netop hans budskab om forandring. Man kan til sammenligning prøve at forestille sig hvilke ord et kandidatur fra en Ben Carson, en Herman Cain, eller sågar en Michael Steele, ville have udløst fra det åh så historisk bevidste 'kommentariat'. Ville en Herman Caine have udløst samme begejstring og fornemmelse for forandringer i luften? Næppe.

Min pointe er, at det er for unuanceret at adskille markører som køn og etnicitet fra den politiske platform, som kandidaterne vitterligt står på. Men netop denne mangel på nuancer gør du dig - efter min ringe mening - skyldig i, i din klumme. Du har tydeligvis en høne at plukke med 'de skide patriarkalske strukturer i samfundet' i almindelighed, og med en vis Mads Fuglede i særdeleshed - og al respekt for det. Guderne skal vide, at den kamp ikke er kæmpet færdig - not by a long shot - og jeg kæmper den såmænd gerne med dig...til en grænse.

Og den grænse er for mit vedkommende nået, når vi nu åbenbart skal samles i taknemmelighed over, at Hillary Rodham Clinton med al sandsynlighed vinder nomineringen som demokratisk præsidentkandidat i 2016. At det faktum - som du udtrykker det - "er en sejr i sig selv".

Det er ikke en 'sejr i sig selv', af en eneste, simpel grund:

"Hillary Rodham Clinton is not the progressive candidate you are wishing/looking for...

...Kvinde eller ej!

Torben R. Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar