Kronik

Kritikken af konkurrence-staten bliver lidt for letkøbt

Arbejdssituationen for de offentligt ansatte er intimiderende, ja, nærmest psykisk voldelig, lyder det fra sociolog Rasmus Willig. Og koret af konkurrencestatskritikere jubler. Problemet er bare, at han bygger sin påstand på fornemmelser i stedet for seriøs forskning
Arbejdssituationen for de offentligt ansatte er intimiderende, ja, nærmest psykisk voldelig, lyder det fra sociolog Rasmus Willig. Og koret af konkurrencestatskritikere jubler. Problemet er bare, at han bygger sin påstand på fornemmelser i stedet for seriøs forskning

Clara Selina Bach

2. juni 2016

Konkurrencestaten er noget skidt. Dårlig for velfærdsstaten, ligheden, demokratiet, dannelsen, miljøet, bæredygtighed, trivslen, inklusionen, engagementet … ja, listen fortsætter.

På det seneste har lektor Rasmus Willig fra RUC i landsdækkende aviser fortalt os om den aktuelle tilstand hos velfærdsstatens store kerneprofessioner: lærerne, pædagogerne, socialrådgiverne, sygeplejerskerne og politibetjentene. For alle disse grupper er situationen mildest talt miserabel under konkurrencestaten, mener Willig, der kommer med et – synes mange – tiltrængt svar på professor Ove Kaj Pedersens meget omdiskuterede udtalelse til Politiken om, at offentligt ansatte savner selvkritik og ikke er i stand til at skelne deres egne interesser fra fællesskabets.

Det er faktisk lige omvendt, siger Willig. Arbejdssituationen for de offentligt ansatte er så intimiderende, ja, nærmest psykisk voldelig og undertrykkende, at det ikke alene gør det umuligt for dem at formulere og komme igennem med kritik. Det forhindrer os alle i at realisere fælles idealer om et demokratisk samfund. Det er naturligvis både en særdeles dramatisk og meget alvorlig situation, som lektoren fra RUC skitserer. Hvis det altså rent faktisk forholder sig sådan?

Det er jeg ikke sikker på, at det gør. Slet ikke efter at have set nærmere på de empiriske metoder, der ligger til grund for resultaterne – og som Willig fremlægger i bogen Afvæbnet kritik.

Willigs dokumentation for, at den er helt gal med vores samfund generelt og velfærdsinstitutionerne i særdeleshed, er en lang række sætninger fra professionelle praktikere om, hvordan ledere har svaret – og afvæbnet deres kritik – hvis de har kritiseret et eller andet på deres arbejdsplads.

Willig har indsamlet disse sætninger fra publikum ved sine foredrag gennem godt syv år.

Dette resultat, de mange sætninger, bygger imidlertid på forskning, der ikke er systematisk gennemført. Willig har selv sørget for at hjælpe denne type af svar på vej, som praktikerne har leveret til ham. Det er en temmelig ukonventionel tilgang til empirisk forskning. I bogen beskriver han sin indsamling af empiri sådan her: » … der er således ikke anvendt nogen systematisk metode i konventionel sociologisk forstand. Jeg har indsamlet, hvad jeg kunne få fat på«.

Og senere: »De indsamlede sætninger er blevet hjulpet på vej af undertegnede, for under mine foredrag har jeg givet en række eksempler på allerede indsamlede sætninger. Jeg har helt præcist præsenteret tilhørerne for 27 allerede indsamlede sætninger såsom ’Enten er I med, eller også er I imod’, ’Nu må vi se fremad og ikke være bagstræberiske’, ’Du er her jo stadig. Altså må du indstille kritikken og se fremad’«.

Rasmus Willig erkender da også, at denne metode er ukonventionel, og at sætningerne naturligvis har sat rammerne for, hvad der efterfølgende er blevet indsamlet, og sikkert også har udelukket andre måske positive formuleringer. Ifølge Rasmus Willig er det dog en betingelse for at indsamle empiri. En betingelse, som efterlader en med en vis fornemmelse af, at »resultatet kunne have været anderledes, hvis han eller andre ikke havde sat de kognitive rammer for, hvad der blev søgt efter. Det er præmissen for sætningernes empiriske opkomst«, som han skriver.

Mere end uheldig

Jeg kan bekræfte, at denne – i sociologisk forstand mildest talt ukonventionelle – metode efterlader en med den fornemmelse, at resultatet i den grad kunne have været helt anderledes.

Det er stærkt uheldigt. For selv om det næppe er muligt helt at undgå påvirkning af det, der undersøges empirisk, så efterstræbes det almindeligvis af sociologer. I det lys er Willigs bevidste påvirkning af sine ’informanter’ faktisk mere end uheldig. Den gør også forskningskvaliteten af hans resultater stærkt tvivlsom.

Spørgsmålet er nemlig, om man ikke kunne frembringe helt anderledes resultater ved at gøre brug af Willigs ’videnskabelige’ metode?

Her er en tænkt case:

Jeg inviterer folkeskole-utilfredse forældregrupper til en række normative foredrag med det indhold, at lærerne udgør velstillede, offentligt ansatte, der holder lange ferier og i årtier ikke har taget ansvar for det forhold, at 16 procent af en årgang går ud af 9. klasse uden at kunne læse en artikel i Ekstra Bladet.

Efter mit indignerede foredrag beder jeg forældrene skrive eksempler/sætninger ned på inkompetence og dovenskab hos lærerne på netop deres børns skole, og måske ville jeg også bede forældrene om at komme med deres bedste bud på, hvor lang den gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid var for lærerne før skolereformen.

Da jeg har inviteret folkeskoleutilfredse forældre, er det vist ikke svært at gætte, hvad resultatet ville blive. Og hvis jeg holdt tilstrækkeligt mange foredrag, kunne jeg måske indsamle tusindvis af eksempler på utilfredshed med læreres kompetence og gennemsnitlige arbejdstid. Med denne metode kan man altså stort set selv bestemme, hvilket indhold det empiriske datamateriale skal have.

Svarene taler for sig selv

Men ét er måden, Willig indsamler sit materiale på, noget andet er, hvordan han analyserer det. Her kommer så endnu en overraskelse:

Det mener Willig ikke er nødvendigt. Svarene taler for sig selv. De afspejler verden, som den er. Hos Willig er der en 1:1-relation mellem sætningerne og virkeligheden, som den er. Af samme grund behøver Willig – som en sandhedssigende digter – da heller ikke at gøre andet end at læse sætningerne op.

Præcis ligesom han har gjort det ved sine foredrag, og som han nu gør det ved lanceringen af sin bog. Det er næsten ufrivilligt komisk, at en bog, der handler om kritik, ikke forholder sig kritisk til sit eget empiriske materiale og dets anvendelighed i forhold til efterfølgende analyser.

Willigs forskningsmetoder kan altså ganske enkelt ikke bære de fremsatte konklusioner.

Hvor ved jeg det fra?

Jo, selvfølgelig fra den vidtspændende, internationale og nationale empiriske forskning inden for området, der bedrives af forskere, som arbejder under iagttagelse af de metodiske standarder, der er etableret for god sociologisk forskning.

Kan Willig henvise til anerkendt metodelitteratur inden for det sociologiske felt, der bakker op om hans egen metode?

Minder om valgkamp

Jeg er ikke ude på at sige, at Willigs kritik er irrelevant. Men den er ganske enkelt for bombastisk fremført i forhold til, hvad det foreliggende materiale kan bære.

En ordentlig debatbog – for slet ikke at tale om forskning af ordentlig kvalitet – ville måske kunne fortælle en mere nuanceret historie, men først og fremmest en mere videnskabeligt set overbevisende historie. Rasmus Willigs debatbog giver os ikke et bare nogenlunde klart billede af, hvilket problem, vi står med, og hvor udbredt det er.

Spørgsmålet er så selvfølgelig, om vi ved bedre og mere fra Ove Kaj Pedersens forskning. Ved vi faktisk, at offentligt ansatte er forkælede og uden selvkritik? Nej, det gør vi heller ikke. I hvert fald ikke fra forskning i emnet.

Debatten om konkurrencestaten minder i dag mest af alt om en valgkamp, hvor parterne råber »forskningen er med mig!« – uanset kvaliteten af forskningen eller mangel herpå.

Den sociologiske forskning skal hellere informere den offentlige debat om presserende spørgsmål. Et af disse er, hvordan vi kan forstå de ændringer, der er sket i de offentlige velfærdsinstitutioner under, hvad vi i dag diskuterer som tilblivelsen af konkurrencestaten. Og der er i den grad behov for seriøs forskning i disse ændringer og deres betydning for velfærdsprofessionernes arbejdsvilkår.

Det svar, som Willig leverer til Ove Kaj Pedersen og konkurrencestatens tilhængere, er imidlertid for letkøbt.

Claus Holm er lektor og institutleder ved DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben R. Jensen
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Peter Møllgaard
  • Lise Lotte Rahbek
Torben R. Jensen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Peter Møllgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er muligt at Rasmus Willigs metode får akademiske kommafanatikkere til at rynke på næsen, men en formulering som denne:

Arbejdssituationen for de offentligt ansatte er så intimiderende, ja, nærmest psykisk voldelig og undertrykkende, at det ikke alene gør det umuligt for dem at formulere og komme igennem med kritik.

...rammer præcist den kultur der - på trods af revisionsantegninger og advarsler - var skyld i at dokumentforfalskere kunne slip afsted med at snyde SKAT for 9,3 milliarder kr.

NPM-effektivitet uden skelen til kontrol og kvalitet er svær at anskueliggøre i den offentlige forvaltning som meget handler om mennesker og følelser, men i SKAT af alle blev New Public Management afsløret som gift for en effektiv offentlig forvaltning. Kontrol og grundig sagsbehandling er mindst lige så vigtig som effektivitet i en offentlig forvaltning.

Mette Eskelund, Mads Berg, Sup Aya Laya, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Jan Pedersen, Torben K L Jensen, Carsten Wienholtz, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Jørn Andersen, Steffen Gliese, Anne-Marie Krogsbøll, Peter Knap, Anne Eriksen, Ebbe Overbye, Peter Marckwardt, Margit Tang og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Er Rasmus Willigs metode ikke næsten den samme, som den danske befolkning har måtte stå model til fra mange medier og myndigheder for ikke at nævne de politiske partier osv.

Fx. hvor mange gange er "vi" ikke blevet tudet ørerne fulde med hvor dovne og hvor lang ferie lærerne havde. Nu har vi så fået en jaget lærerstand, der ikke har tid og ro til at kunne forberede sig til en ordenlig undervisning - Det kan da ikke være i samfundets interesse.

Hvad med at give folk tillid og belønning i stedet for kontrol og målstyring - der desværre giver megen stress mv. og dermed nye udgifter til det danske samfund.

Sup Aya Laya, Kurt Nielsen, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Jørn Andersen, Ervin Lazar og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, opgøret med den tro, at der er en observerbar og rationelt begrundet kritik af konkurrencestaten mulig, er at underlægge sig konkurrencestatens paradigme. Kun i et opgør imod "rationalitet", der ærlig talt viser sig at være temmelig irrationel i praksis, på baggrund af moralske systemkrav: hvordan skal man behandle hinanden, hvordan gør man rammer optimale for arbejdets udførelse, hvordan friholder man barmhjertighedsgerninger fra markedslogik, hvordan erstatter man leflen for dødssynderne med dyrkelse af dyderne?
Der er intet letbenet i at sætte umoralske manipulerende ledelsesmetoder i skammekrogen for i stedet at koncentrere sig om det eneste nødvendige: at løse opgaverne optimalt.

Sup Aya Laya, Torben Skov og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Anna Sørensen

Kære Claus Holm! Du er helt galt på den!! Det her er ikke en diskussion om metoder, men at Rasmus Willig påpeger kæmpestore problemer ude i det offentlige!! ALLE os der er herude ved det!
I stedet håber jeg du vil bidrage med at få debatten i gang og så få det dumme, indsnævrede, umenneskelige, formørkede begreb 'konkurrence-stat' fjernet!!
Vi står jo med en fælles klode, der har brug for SAMARBEJDE, ikke konkurrence...

christen thomsen, uffe hellum, Mads Berg, Karsten Aaen, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Luise Ekberg, Jan Pedersen, Carsten Wienholtz, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Jens Illum, Jørn Andersen, Ervin Lazar, Dorte Sørensen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det sidste, det handler om, er forskning, for den har faktisk mistet sin legitimitet pga. især Ove Kaj Pedersens luftkasteller. Ingen tror i dag, at meget forskning er uhildet, det er prisen for at underlægge universiteterne konkurrencestatens principper - og at invitere sektorforskningen indenfor.
Der forestår et mægtigt oprydningsarbejde, hvis vi igen skal have forskning, der ikke blot understøtter det bestående, som i Middelalderens dogmatik, men bringer os videre.
Om Rasmus Willigs bog er der jo at sige, at den fremstiller en virkelighed for nogen, som er utilbørlig. At det måske ikke gælder alle arbejdspladser eller alle fagområder, er da glædeligt, men irrelevant. Det er ikke neoliberalismens alarmistiske og katastrofiske sort/hvide verdensbillede, vi har brug for; men som altid er det det, der føres i marken af forskere, der åbenbart ikke længere formår at tænke bredt og nuanceret og 360 grader rundt om et spørgsmål. Det er det vigtigste oprør i øjeblikket at gøre op med den bipolære forgiftning af debatten. Det er simpelthen for sølle, og på nuværende tidspunkt kan det undgå at antage karakter af manipulation.

christen thomsen, Sup Aya Laya, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg synes Clus Holm har en vigtig pointe.
Der er l mulig grund til at kritisere konkurrencestaten og hvad den gør ved mennesker.
Men det er bestemt også vigtigt,
at kritikken bliver funderet med metodisk pålidelighed og ikke hovedsagelig løsrevne sætninger og fornemmelser.

Det andet er jo at levere våben direkte i skødet på konkurrencestatsentusiasterne.

Torben R. Jensen, Flemming Berger, Marie Jensen, Hans Jørn Storgaard Andersen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Vi skal samarbejde og støtte hinanden i løsninger...
Så er der også nødt til at være muligheder for det. Inden de givne regelsæt og normer. Det hjælper sjældent at sætte gang i forskning og flere eksperter, inden den er færdig har vilkårene ændret sig eller beslutningstagerne har - ny regering (tak).

Det ypperste er forskning? - ikke helt.
Som her ved f.eks skolereformen inddrager man ikke dem, der skal lave arbejdet i planerne og det er langt bedre at springe et led over, sådan at det er forskning, man måske spørger om hjælp.
Ellers arbejder man sammen og et utal af kritikpunkter og møder (brok over de andre) er ikke nødvendige.
Ellers når vi aldrig til løsningerne, I ved "der kommer en god løsning i morgen"

Steffen Gliese

Humanistisk og samfundsfaglig forskning kan ikke levere forskrifter, den kan kun levere analyser af det foreliggende.

Flemming Berger, Kurt Nielsen, Torben Skov og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Claus Holms tanker er faktisk lidt interessante, for hvornår er videnskab egentlig videnskab og ikke personligt foretrukne filosofiske teorier?
Naturvidenskab har den fordel, at efter nogle få grundlæggende antagelser, vil der altid efter situationen A opstå situationen B.
Det vil ikke være tilfældet i de humanistiske videnskaber, og da slet ikke i politiske videnskaber, hvor feks økonomi slet ikke er i stand til at etablere et indiskutabelt grundlag.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Torben Skov, Jens Illum, Anne Eriksen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Konkurrence kan ikke skabe velfærd ej heller velstand, det er et begreb som vel kun kan anvendes inden for sport.

Konkurrencestaten er et begreb som vel blot dækker over en vækst og profit tænkning, og alle ved at det kun gør de få tilfredse, for resten af os ( 99% ) er det ødelæggende.

Udvikling af velfærd kan ikke købes for penge, da velfærd grundlæggende er baseret på menneskelige relationer, og de kan ikke prissættes, for hvad koster en relation.?

Vores samfund er smadret af mennesker uden indsigt i relationens betydning for mennesker og som har den opfattelse at penge kan give os mennesker, hvad vi mest har brug for, det er forkert.

Hvis vi skal rette op på eller få velfærd igen, baseret på relationer og menneskelig indsigt, bliver vi nødt til at forstå vækst som menneskelig udvikling som er understøttet af en basal økonomi hvor profit og grådigheds elementet er reguleret væk og erstattet af anerkendelse.

Karsten Aaen, Mads Berg, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Jan Pedersen, Carsten Wienholtz, Jørgen Steen Andersen, Peter Wulff, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Peter Knap

Heller ikke i naturvidenskab kan man gøre noget indiskutabelt - selvom det tit er langt mere præcist end samfundsvidenskab. Men at bruge det forhold, at noget ikke er helt indiskutabelt som en sovepude for bare at fyre sine uforbeholdne meninger og partielle undersøgelser af - duer ikke.

Så er man jo ikke længere forsker men essayist - hvilket kan være udmærket - hvis man gør det for egne midler - og vigtigst af alt - kalder sig essayist. (Der må så være en undtagelse for de rene filosoffer - nogle af dem er naturligvis berettigede på universitetet - men det tilkommer ikke min ånd at skille fårene fra bukkene på det område).

Hans Jørn Storgaard Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

New Public Management og dermed konkurrencestatens mål og funktion er beskrevet i nogle meget "videnskabelige" rapporter (herunder "Produktivitetsrapporten"), som fokuserer på de fordele, der er ved den nye organisationsform, og naturligvis også på de ulemper der skal kompenseres for. Problemet er at de liberale politikere aldrig kan finde penge til kompensationerne da enhver krone der frigøres fra sin binding på finansloven skal bruges til topskattelettelse der kan sætte gang i luksusforbrug og nedbringelse af gæld.

Henrik Brundum: Vi Neoliberale er slemme - er vi ikke? ...Nej, I interesserer jer bare ikke for dem I træder på - det er jo et helt almindeligt forekommende træk i den menneskelige ufornuft.

Mette Eskelund, Mads Berg, Karsten Aaen, Flemming Berger, Torben Skov, Christian Mondrup, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Carsten Wienholtz og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Først var der Ove Kaj Pedersen, der skrev en doktorafhandling "Konkurrencestaten" helt tilbage i 2011. Siden kom der Bjarne Corydon, der blev beskyldt for at elske konkurrencestaten, selvom han egentlig mente, at konkurrence i det offentlige var forudsætning for at bevare et højt velfærdsniveau. Så kom der en konflikt med folkeskolelærerne, og den vil næsten ingen ende tage og er blevet udvidet til alle offentligt ansatte - at konkurrence skader deres arbejdsmiljø og giver dem uhelbredelig stress.
Især blev jeg pikeret over én artikel herom - af sociolog Rasmus Willig - og jeg orkede ikke at svare på den.
Men i dag kom der så et seriøst svar herpå af Claus Holm, og den glæder mig. Fordi den siger noget fundamentalt om det at blande tingene sammen i en offentlig debat.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Så jeg er med igen på en debat om "konkurrencestaten" - og starter bagfra med Jørn Petersenm der fremkom med en sensationel påstand: "Konkurrence kan ikke skabe velfærd ej heller velstand, det er et begreb som vel kun kan anvendes inden for sport."

Ak du milde skæbner, hvad er der dog gået galt? Forudsætningen for vores velfærdssamfund ER konkurrence - ikke bare i sport, men i alle grene af dagligdagen og livet i alm.

Når Novo Nordisk bliver til Danmarks største virksomhed med en værdi på over en 1 bio. dKr., så skyldes det vel ikke tilskud fra den danske Stat til at forsyne diabetikere med gratis insulin eller hva'?

Det er hårdt arbejde at skabe en velfærdsstat, så stor respekt for de, der yder denne særlige indsats og skaber både fundamentet og rammerne, så det bliver muligt.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Henrik Brøndum skrev nogle viise ord om videnskab ..
"Men at bruge det forhold, at noget ikke er helt indiskutabelt som en sovepude for bare at fyre sine uforbeholdne meninger og partielle undersøgelser af - duer ikke.
Så er man jo ikke længere forsker men essayist - hvilket kan være udmærket - hvis man gør det for egne midler - og vigtigst af alt - kalder sig essayist."

Eller journalist eller FB-rapper eller noget helt tredje ;-)

Det fik mig til at mindes Ove Kaj Pedersen, der jo om nogen har sat gang i diskussioner om "Velfærdsstaten". Det skal jeg ikke referere fra, men blot gøre opmærksom på hans karriere:

Fra Wikipedia: "Pedersen er oprindeligt uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1970, men blev desuden cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1979. Han kom derefter til Roskilde Universitet som adjunkt i offentlig administration og blev i 1985 lektor samme sted. I 1996 blev han professor i offentlig administration ved Aalborg Universitet, men kom allerede året efter til Københavns Universitet som professor i komparativ politik. Han kom til CBS i 2004, hvor han var med til at opbygge handelshøjskolens forskningsmiljø indenfor krydsfeltet mellem politik og økonomi.".

Altså kunne man jo beskylde ham for at være .. journalist. Men så fik han en akademisk grad og endte som professor og skrev sin ny berømte doktorafhandling ... som må vurderes til at være forskning al den stund han fik sin Ph.d.-grad.

Henrik Brøndum

@Hans Jørn Storgaard Andersen

Tak for pæne ord. Hvis der skulle herske nogen tvivl - sætter jeg Ove Kaj Pedersen's forskning meget højt. Både for ham og for alle andre er det naturligvis tilladt at glide mellem forskellige karrierer - journalist/essayist/tænketanker/forsker - men igen sig det højt hvad du er!

Torben K L Jensen

Jeg vil til enhver tid påstå at New Public Manament har medført en darwinistisk udvikling af længden på tunger på de mennesker der har de største chancer inden for den offentlige forvaltning.En lang læspende tunge dækker naturligvis et større område,lige fra røven til nakken i eet træk,så røvslikkeri har gyldne tider for tiden i Danmark.

Karsten Aaen, Helene Kristensen, Flemming Berger, Jens Kofoed, Jørgen Steen Andersen, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Det går fremad for Claus Holm. Nu skriver han: "Spørgsmålet er så selvfølgelig, om vi ved bedre og mere fra Ove Kaj Pedersens forskning. Ved vi faktisk, at offentligt ansatte er forkælede og uden selvkritik? Nej, det gør vi heller ikke. I hvert fald ikke fra forskning i emnet."

For blot et par uger siden havde han på DPU's hjemmeside i sin egenskab af institutleder en kommentar, hvor han reverenter talt latterliggjorde Willig og karikerede hans pointer til ukendelighed, samtidig med at han bøjede sig i støvet for Ove Kaj Pedersen, der, forstod man, er indbegrebet af akademisk troværdighed og virkelig ved, hvad han taler om, især når han går i rette med de offentligt ansatte, som i sagens natur må anses for inhabile, når talen er om deres egne arbejdsvilkår, og alene derfor ikke kan lide OKP. Hvilket yderligere dokumenterer, at OKP har ret, for den, der har ret, er altid upopulær.

Indlægget er siden fjernet fra DPU's hjemmeside.

Er der nogen, der politiserer og 'fører valgkamp i denne debat, er det Claus Holm.

Hvad OKP's kritik af de offentligt ansatte og deres fagforeninger angår, forekommer det største problem at være, at den er så formørket af insinuationer og mistillid, at OKP helt glemmer at forholde sig til, om konkurrencestatspolitikken rent faktisk fører til forbedret konkurrenceevne. Han går bare ud fra som givet, at eftersom det er den erklærede hensigt, så ER det sådan. Men kritikken går jo netop på, at det IKKE er sådan. Konkurrencestatspolitikken har IKKE givet skatteborgerne 'mere for mindre'. Den har tværtimod givet dem mindre for mere. Det, der på overfladen ligner en højere produktivitet er i realiteten øgede omkostninger til ledelse, administration, kontrol, evaluering og dokumentation på bekostning af kvalitet og volumen i selve kerneydelserne. Men det er OKP alt for langt væk fra gulvet til at opdage. Han spiser af hånden hos sine egne - djøfferne, ledelseslaget, hans egne gamle studerende. Frontpersonalet er som månens bagside for ham.

Steffen Gliese, christen thomsen, Morten P. Nielsen, Mads Berg, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Troels Brøgger, Torben R. Jensen, Flemming Berger, Jørgen Steen Andersen, Carsten Wienholtz og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg er knap så imponeret af Ove Kaj Pedersens forskning og i hvertfald ikke hans konklusioner, og jeg har ikke fulgt hans efterfølgende indlæg i debatten. Til gengæld har jeg nærlæst hans bog "Konkurrencestaten" to gange, og jeg kan ikke se, at han hylder konkurrencestaten. Han beskriver derimod konkurrencestaten som et uundgåeligt vilkår, hvilket jo også er konkurrencens natur.

Konkurrence er et andet ord for undertvingelse af andre, - en slags økonomisk krig introduceret af Clinton - og man kan ikke bare melde sig ud af konkurrencen. OKP peger på en række ulemper og uhensigtsmæssigheder i konkurrencestaten - selvfølgelig skal vi stadig være en retsstat, en velfærdsstat, bekæmpe arbejdsløshed osv. Problemet - som han ikke nævner - er at politikerne ikke kan holdes op på afhjælpning af konkurrencestatens umenneskelige sider. Og det er her - i den politiske tåge - at Rasmus Willigs bidrag er oplysende. En opremsning af whistelblowernes vidneudsagn. Det er demokratiet vilkår i konkurrencestaten.

OKP skriver:
... at nationer konkurrerer, og introducerer i den sammenhæng begrebet institutionel konkurrenceevne. Jeg gør det for at fremhæve denne bogs vigtigste pointe: at nutidens internationale konkurrence er anderledes end efterkrigstidens. Mens opbygningen af velfærdsstater byggede på moralfilosofiske forestillinger om mennesket, hviler nutidens opbygning på teorier om de institutionelle forudsætninger for menneskelig handling.

Nationernes økonomiske verdenskrig. Siden vikingetiden har Danmark altid været, eller har holdt med, krigens tabende part, hvilket USA burde tage bestik af.

Morten P. Nielsen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Torben R. Jensen, Flemming Berger, Jørn Petersen, Ib Christensen, Jørgen Steen Andersen, Torben Skov og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

@ Henrik Brøndum. Du er meget sikker i dit udsagn om at være essayist, så du har da fundet noget, der er absolut sikkert.
Jeg er ikke helt klar over, hvad de forskellige herrer økonomer mener, men helt ufejlbarlig er de vist ikke.
Vil man danne sig et billede af, hvad konsekvenserne af at anvende en bestemt økonomisk teori, er det utilstrækkeligt kun at se på regnskaber. Det er nødvendigt også at tale med folk, at lytte til deres fortælling om deres liv. Det giver masser af muligheder for fejl og livskundskab er måske mere værdifuldt end eksamensbeviser for at rå en forståelse.
Dygtige ok kompetente fagfolk er heller ikke altid de bedste rådgivere. Det måtte min søn sande, da han i 2005 i samråd med en bankrådgiver anbragte sin "fjumrer års" opsparing i aktier.

Jørgen Steen Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Når man ser på raden af uddannelser og skiftende titler, så ved du altid, hvad du har for dig!
Hierarki og regler (har noget glemt Thatcher?) - det er ikke borgerne, der profiterer.
Hvem så, er det så svært at se...
Kom ikke og snak om "velfærdsstat" - der skal ikke være konkurrence i det offentlige. Det gør at off. institutioner konkurrerer i stedet for at sammenarbejde og ansatte stresser rundt for at prøve at nå at opfylde kravene.
Hvem får så tæsk?

Peter Knap, Kurt Nielsen, Jørgen Steen Andersen, Torben Skov, Bill Atkins og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Atkins: OKP har den pointe, at når politikerne i konkurrencestaten beslutter noget vedr. det offentlige arbejdsmarked, så har de ansatte bare at makke ret. Beslutningen bunder jo i vurderinger af, hvad der er bedst for samfundet. Men den tanke, at vurderingerne kunne være forkerte, strejfer ham tilsyneladende ikke. Skolereformen er et eksempel på, at man har truffet en beslutning, der vil virke stik imod de mål, der er opstillet for den.

Steffen Gliese, christen thomsen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Den velfærd der engang var i danmark og som var til alle, var skabt af danskerne til danskere, så at fortælle os allesammen at det er de rige der har skabt velfærd fordi de etablerede et marked på konkurrence ligende vilkår, er en illusion.

Markedet og den frie handel (ureguleret) skaber et ulige samfund, hvor den velfærd som er en følge af et reguleret marked forsvinder, så er det lige meget hvad man kalder det, kapitalismen spiller fallit som økonomisk system og som grundlag for velfærd.

Så uanset hvilket pop ord (konkurrencestaten) man finder på, så er målet det samme, udbytning og profit.

Den tidligere velstand som blev skabt lige efter krigen og frem til sidst i halvfjerdserne, blev skabt fordi vi havde et mere lige samfund, hvor økonomien var baseret på at understøtte velfærden.

Det blev ødelagt af den neoliberale ( fascistiske ) bølge som fjernede grundlaget for at opretholde velfærden.

Der er ingen markører for at de store firmaer og deres pengetanke er andet end hvad de giver sig ud for, nemlig pengetanke, og det er netop grunden til den manglende velfærd.

De holdninger der vil fastholde tingenes stilstand, er der intet sensationelt i, det nærmest bare uansvarligt.

Bill Atkins, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Helene Kristensen, Flemming Berger, Anne Eriksen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

I dag ser vi helt tydeligt konkurrence statens forbedringer i hverdagen, vi "betaler stødt stigende mere for langt mindre", hvilket Claus Holm åbenbart gerne vil berige vore ånd med, - men det er svært at lade sig rive med tankeløst.

Det politiske rygte eller rygdækning når dette sker, kommer altid med ordene; "eller var det blevet meget dyrere", - så vi har da bare at være glade.

Sidst jeg var glad var dengang efter Henrik Hassenkamp var direktør for DSB, og overtog en virksomhed der var kørt helt af sporet, og forlod den med orden i pengekassen, togene der kørte til tiden, et reduceret personale - uden store offentlige slagsmål herom, og billetpriser man kunne regne med.

Det blev fulgt op af personer med store armbevægelser og -sving smat masser af ambitioner, og så kærte tingene igen af sporet.

Nu har vi enhedsk"l"ortet hvor man ikke ved hvad fordi for mange vil plukke guldhønen på hver sin måde, - som afløser for klippekortet, og vanskelighederne er der stadig rigeligt af.

Så var det nemmere med klippekortet som fælles platform, og ja nogle betalte man for meget for den korte tur og andre gange fik man lidt flere kilometre for et klip.

Hele moderniseringsstyrelsen kan vi sagtens undvære, da det kun er en stor Potemkinkulisse for DJØF med belønning for mål, der ikke overholdes med udbetales alligevel, eller også forsvares men omstændigheder var imod målene, eller også retter man ind på målene de sidste tre uger inden opgørelsen finder sted, og lader 2 og 4 være normen for 16.

Den offentlige sektor med DJØF'er er blevet for kornfed, og skal slankes og ligeledes omkring spindoktorer, så politikerne igen kan se og møde deres vælgere - ikke kun i udvalgte fora.

Den offentlige sektor med alle sine DJØF'ere har man indtryk af, er blevet en offentlig forsørgelses- anstalt for ellers ledige DJØF'ere, som i stedet for at være på kontanthjælp, er på offentlig forsørgelse til fuld løn og pension under devisen; "man kan ikke lade disse uddannelser gå til spilde, som beskyttelse of rettighed herfor", man andre i samfundet med en uddannelse bag sig må bare være på kontanthjælp i stedet for, selv om det er lige så berettiget, at deres uddannelse ikke må gå til spilde!

Steffen Gliese

Troen på konkurrence hænger sammen med markedet: at man konkurrerer om at overgå hinanden i de bedste produkter, som bliver belønnet af forbrugerne. Men i realiteten er det lige modsat: det handler om at finde det punkt, hvor forbrugerne kan acceptere svaghederne ved et produkt og alligevel betale optimal pris, og dette er alle producenters mål, deres konkurrenter er indbyrdes, det er en krig med forbrugerne om deres penge.

Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

Claus Holms kritik af Willigs iagttagelser er også metodekritik. Det udgør en central del af artiklens argumentation. Holm anfører, at der findes alment accepterede betingelser for "rigtig" og ”forkert” metode. Det er næppe så enkelt. Holm nævner, at man almindeligvis forsøger at undgå påvirkning af det, der undersøges. Det er både rigtigt og forkert. Man skal ikke have læst en humanvidenskab i ret mange år før man opdager, at det er et håbløst ideal, at tro at man kan ”undgå støj i målingen” af det genstandsfelt, som menneskelivet udgør. Numeriske tests, spørgeskemaer og at sætte mennesker ind i små rum for at teste dem, sætter rigide rammer for, hvad der kan gælde som ”sandhed”. Her gælder jo, at kun det, der kan udtrykkes numerisk, kan gælde som sandhed. Det kan være fint at have som kriterium. Men når man overfører det på alt ”det andet”, som man også ønsker at sige noget om (fordi man reelt ønsker at kontrollere dette ”andet”) er dette kriterium for viden uanvendeligt. Vi ser nu, at man siger noget om ALT, men KUN udtrykker sig numerisk. Før i tiden var videnskaben i det mindste blot tavs. Men den ydmyghed er forsvundet, fordi der nu er penge og stillinger i at bruge tal til alt. Fastholder man kravet om det numeriske udtryk for ALT, og der er mange tilfælde, f.eks. PISA, så bør man snarere skifte branche, og forske i helt andre ”klasser”, f.eks. jetjagere, planter, planeter eller padder.
Ikke arbejdsliv for pædagoger, da de tilhører klassen af ”menneske”.

At efterstræbe "neutral måling" af genstandsfeltet, når det er menneskers arbejdsvilkår, er at sætte sig selv på en pedestal (prædikestol), hvorfra man dunker andre i hovedet, hvis de i deres undersøgelser, ikke holder sig til skriftens ord. For det første er humanvidenskabernes genstandsfelts så komplekst og mangefacetteret, at det ikke kun kan erkendes via een bestemt metode. Det andet problem er, at kravet om at holde sig til én metode medfører stagnation i udviklingen af metoder. Det må enten skyldes et ønske om at sætte forskningen i stå, eller at styre forskningen i en bestemt retning, og sætte visse metoder over andre, eller uvidenhed om metoder. Det sidste må være udelukket. Hvilket gør, at de motiver der står tilbage, er let forenelige med at ville stå på prædikestolen. Eller slet og ret et ønske om at fremstå bedrevidende.

Den "rigtige" metode giver ikke nødvendigvis brugbare svar. Psykologien har haft dette problem længe, hvor metode og problem går forbi af hinanden. Videnskonstruktion inden for humanvidenskab er nødvendigvis en konstruktion. Selv i tilfældet med spørgeskemaet, f.eks. APV-spørgeskemaer. De ”kognitive rammer”, som Holm anfører, findes også i dette "neutrale instrument". I de spørgsmål, som spørgeren stiller "guides" svareren ind på een måde at tænke på, som bliver en spejling af spørgerens intention og egen konstruktion af det problemfelt, der undersøges. Så svarene her er ikke et bedre udtryk for den "virkelighed", som Holm hævder, at Willigs metode ikke viser. Een fordel har spørgeskemaer: Tid. De er hurtige, og forstyrrer det daglige arbejde minimalt. Samtidig udgør de en effektiv ramme til at fange det, og kun det, som spørgeren ønsker at få svar på. Hvad der ligger uden spørgerens eget ”felt", fanger spørgeskemaet ikke. Men det har Willig måske fanget? Det betyder, at Willig kan have fat noget "rigtigt" men med en "forkert" metode if. det, som Holm anfører for ”rigtig” metode.

Endelig er der den case, som Holm opstiller. Jeg mener den indeholder en desavouering af de folkeskolekritiske forældre. For det første, siger Holm selv, at de er folkeskolekritiske før det normative foredrag de kommer til, så hvorfor er de det? Måske finder de svar hos Willig. For det andet, hvornår er et foredrag ikke-normativt? For det tredie, så kan de fleste nok regne ud, hvornår de bliver lagt ord i munden. Men åbenbart ikke for Holm. Det borger ikke godt for tilliden til at andre kan gennemskue manipulation, men vidner om bedrevidenhed.

Holm anfører, at Willig tager fejl, når han synes at antage, at der ”er en 1:1-relation mellem sætningerne og virkeligheden, som den er. ”. Men et APV-spørgeskema er også en lang række af sætninger, som skal svares på. Det er ikke en nogen lang, dybdeborende kvalitativ undersøgelse. Men hvis man ikke kan regne med en vis grad af 1:1 relation mellem sætninger og virkelighed, hvordan skal man så tage et APV-spørgeskema alvorligt, som Holms egen chef, AU's rektor netop har gjort omkring det psykiske arbejdsmiljø på AU. Her viser det sig, at arbejsmiljøet stadig kan blive bedre, selv om hver 7. VIP har stærke stressymptomer fortsat (http://www.forskeren.dk/au-hver-7-vip-lider-af-staerk-stress/). Jeg tør næsten ikke spørge, om man kan stole på den måling.

Ingen synes at have overvejet den mulighed, at både APV'en og Willig har fanget hver deres flig af den efterstræbte ”virkelighed”` men med hver deres metode, hvor ufuldstændige og langt fra idealet de – som de fleste menneskers liv og arbejdsvilkår - end må være? Giv plads til udviklingen af metoder inden for humanvidenskaberne, og til de stemmer, der kommer frem.

Især til de stemmer, som ikke svarer det, som spørgeren, eller den, der finansierer ham, ønsker at høre.

christen thomsen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Jørn Petersen, Peter Knap og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Møller-Larsson

Hans Jørn Storgaard Andersen skriver:
"Når Novo Nordisk bliver til Danmarks største virksomhed med en værdi på over en 1 bio. dKr., så skyldes det vel ikke tilskud fra den danske Stat til at forsyne diabetikere med gratis insulin eller hva'?"

Livet er langt mere end bare konkurrence og hårdt arbejde. Det er også regulering og uddannelse for bare at nævne en smule andet. Og hvor er det dog en forsimpling at sige ift til Novo Nordisk. I forbindelse med den seneste smadrende reform af vores uddannelser, var Nove Nordisk netop ude og lovprise den danske velfærdsstat. Uden den havde de simpelthen ikke været hvor de er idag.

Og lad os så få lagt både neoliberalismen og new public management i graven. Begge undergraver alt der er vigtigt i alt fra industrialiserede-, semi-industrialiserede- til u-lande. Hvis man i øvrigt er ægte liberal vil man heller ikke synes om neoliberalismen, som forårsager alt andet end sund konkurrence.

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Mads Berg anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

En lille anekdote med mit møde med Magtens Sprog fra længe før jeg havde læst eller hørt Willig.

"Budgetbisser
Den budgetansvarlige DJØF'er havde vicedirektøren for siddende ved siden af sig ved frokostbordet i kantinen en dag, og sagde ret arrogant og machoagtigt med det rigtige game-face på, til min daværende afdelingsleder, at hans IT-afdeling var ”…en bums på røven”.

Min afdelingsleder havde spurgt, hvorfor han ikke havde et budget. Et logisk spørgsmål, eftersom der var mange driftsproblemer i de IT-systemer, som hans afdeling var ansvarlig for, som kunne løses både til gavn for virksomhedens kunder og ansatte, hvis han kunne købe assistance til at få dem løst. Mange af hans medarbejdere måtte knokle ud over normtiden, tage fritid og weekender i brug, og havde aldrig egentlig "fri". Spørgsmålet syntes at tage udgangspunkt i reel indsigt i den styringsmodeel, som virksomheden forsøgte at implementere (Bestiller-Udfører-Modtager model, en NPM model), der siger, at der bør være et vist decentralt budget, selvom en afdeling grundlæggende skal finansieres i forhold til de aktiviteter, der præsteres.

Man kan anskue episoden fra flere forskellige perspektiver. F.eks. som et Alfa-han-spil mellem mænd, der blot udviser goffmansk frontstage adfærd, givet at dette udspandt sig i virksomhedens store kantine. Men så tilsidesættes en dybere forståelse, der kunne pege i retning af, at der ligger et ønske om at tilkæmpe sig magt via budgettet, og kun via dette. At reducere episoden til at blive forstået metaforisk gennem ’teateret’ reducerer let indsigt i de motiver, der kan ligge bag det sprog, der anvendes. Det reducerer også forståelsen af, hvorfor styringsmodeller implementeres med ofte ret hård hånd.

Svaret til min afdelingsleder kom som om var spørgsmålet stillet af en lille dreng eller en "skide fabriksarbejder i blå overalls". Men han var universitetsuddannet datalog, og havde ansvaret for at virksomhedens mange It-systemer kørte hver dag, så tusinder af brugere kunne anvende systemerne til at servicere kunderne, der er landets borgere. Den budgetansvarlige DJØF'er gav ikke nogen begrundelse. At få et budget er vist at få magt. Det skulle markeres. Et territorium blev afpisset. Måske han følte sig truet af min afdelingsleder, som ledede 25 mand, der rent faktisk arbejdede. Ingen vidste rigtigt hvad DJØF'eren lavede. Men det er jo de økonomisk uddannede, der besidder magten til at definere, hvem der er gode og dårlige mennesker ved at bestemme hvilken type arbejde, og hvilke grupperinger i virksomheden og samfundet, der er noget værd. Dvs. hvem der er de værdige, og hvilke man helst så skåret ned et minimum. Måske det får indflydelse på, hvordan et menneskesyn grundlæggende kan forandres gennem de styringsmodeller, der bliver en del af ens hverdag, både på og udenfor arbejdet.

Jeg var almindelig ansat, men løftede blikket, og kiggede på budgetansvarlige - uden at smile. Han slog pludselig øjnene ned. Kiggede igen op, og ansigtet havde forandret sig til det undskyldende. Jeg var overrasket over virkningen. Måske ikke alle budgetansvarlige er bisser. De er også mennesker, men sat ind i systemer, der via det sprog, der udvikles der, skaber tale- og tænkemåder, der kan virke skræmmende for den, der står ved siden af og iagttager scenens aktører. Sproget kan både skabe og vise 'virkeligheden'."

christen thomsen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Willig har udgivet en debatbog med klare, kontroversielle pointer, og enhver kan se, hvor hans sympati ligger. Manden er ph.d og har ikke behov for Holms manuduktion om videnskabelig metode. Holm påberåber sig et neutralt, upolitisk afsæt, men han karikerer til ukendelighed og bøjer sig i støvet for sine egne udvalgte autoriteter.

Det er sigende, at Holm ikke blander sig i denne tråd med et ord. Han vil præke og docere, ikke diskutere.

christen thomsen, Anne Eriksen, morten bech kristensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Niels Møller-Larsson skrev bl.a.: "... Nove Nordisk netop ude og lovprise den danske velfærdsstat. Uden den havde de simpelthen ikke været hvor de er idag."

Hvad i alverden har det nu med ny-liberalisme at gøre? Det er jo en selvforståelighed. Men du glemmer at nævne, at Novo rent faktisk efterlyse flere videnskabeligt skolede folk, hvis de skulle udvikle i Danmark - for de skal videre. Konkurrencen er benhård i deres branche.

Hvilket igen fører tilbage til det meget stærke begreb: Konkurrence, som de fleste får helt galt i halsen. Som et onde, der skal trylles væk fx. med planøkonomi som i Sovietunionens "kronede dage" eller hva'?

Jeg forstår ikke dit .."Hvis man i øvrigt er ægte liberal vil man heller ikke synes om neoliberalismen, som forårsager alt andet end sund konkurrence."

Konkurrence har da alle dage været sund, uanset om du er socialdemokrat eller venstremand? Det er ligesom et enzym, der får processen til at fungere, lavere priser på varer og tjenesteydelser - i modsætning til lande, hvor der kun er én vare i butikken og ingen tjenesteydelser, man kan købe.

Der var en anden, der mente at konkurrence kun var godt i sportens verden - !? Sådan noget ævl, jeg ved ikke i hvilken bog, der står noget sådant, måske Maos lille røde?

Karsten Aaen

Nej, konkurrence er ikke hverken en forudsætning eller en for at bevare - og evt. udbygge det høje velfærdsniveau, vi har her i DK. Derfor er dette her citat totalt malplaceret - også selvom Bjarne Cordydon - og resten af Socialdemokratiet tror på det:

"Siden kom der Bjarne Corydon, der blev beskyldt for at elske konkurrencestaten, selvom han egentlig mente, at konkurrence i det offentlige var forudsætning for at bevare et højt velfærdsniveau. Så kom der en konflikt med folkeskolelærerne, og den vil næsten ingen ende tage og er blevet udvidet til alle offentligt ansatte - at konkurrence skader deres arbejdsmiljø og giver dem uhelbredelig stress."
kilde: HJSA's kommentar til den her artikel 2.juni 2016 kl. 12.47

Og det er den netop ikke, konkurrencen altså, fordi den måler det forkerte; den måler præstationer og udlover bonus til de ansatte i det offentlige, men det virker ikke i den offentlige sektor, se her:

"“Hvis vi giver folk klare mål og lover dem en belønning for bedre performance, så er de mere motiverede og leverer bedre resultater.” Det passer ikke – og hypotesen er ellers blevet undersøgt i mange forskellige eksperimenter. Forskningen siger det meget tydeligt: Når du giver folk en opgave og lover dem en belønning for at løse opgaven godt eller hurtigt, så er de længere tid om det og gør et ringere stykke arbejde. Belønninger svækker også deres egen indre motivation for en given opgave, så de fremover skal belønnes hver gang for at lave denne opgave."
Kilde:
http://arbejdsglaedenu.dk/2016/05/rotter-skal-have-ost-medarbejdere-skal...

Personer, der arbejder i det offentlige f.eks. som sosu-hjælper, pædagog, folkeskolelærer eller sygeplejerske gør det ikke fordi de bliver stillet en bonus i udsigt, de gør det fordi de gerne vil gøre en forskel for andre mennesker, med den uddannelse, de nu engang har taget. De skal kunne se en mening med det som de gør, se her:

"Alle mål skal give mening
For hvert eneste resultatmål man sætter op, skal man klart og tydeligt kunne se, at opnåelsen af det mål gør en positiv forskel for nogen – for kollegerne, for borgerne, for klienterne, for byen eller for landet. Mål som ikke har en klar, positiv mening, som rækker udover arbejdspladsens egne behov og budgettal, skal skrottes en gang for alle. Husk at “Det er ikke alt hvad der er vigtigt, som kan måles – og det er ikke alt der kan måles, som er vigtigt.”"
Kilde: som ovenfor.

Ja, konkurrence skader folkeskolelæreres, sosu-assistenters, sygeplejerskers, pædagogers m.fl. arbejdsindsats og giver dem arbejdsmæssigt relateres stress (som er en sygdom og ikke bare det at man har travlt). Og hvorfor gør det så det? Fordi de i hvert fald i både folkeskolelæreres og sosu-assistenters vedkommede er afhængige af de kan tale med deres kollegaer om det som er sket, og få gode råd og vejledning, om hvad de skal gøre bedre ift. en borger eller en besværlig elev eller klasse.

Dette fordrer tid og plads til at tale især uformelt med hinanden om dette over ostemaden i kaffepausen eller over madpakken i spisefrikvarteret på lærerværelset; her udvekles der, i denne uformelle setting/dette uformelle miljø, ofte gode råd, ideer mm. til hvad man kan gøre ift. en f.eks. en besværlig borger eller en klasse, der larmer eller en eller to to besværlige elever.

Netop derfor er konkurrence ødelæggende for langt de flestes offentlige ansatte arbejdsdag - især hvis de repræsenter såkaldt 'varme hænder', f.eks. folkeskolelærere, pædagoger, sosu-assistenter, læger, sygeplejersker mm.

Steffen Gliese, Morten P. Nielsen, morten bech kristensen, Anne Eriksen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Karsten Aaen kan overhovedet ikke bruge konkurrence til noget?
Sig mig engang, snakker vi om den samme ting?

Så må jeg hellere udvide med et eksempel fra min hverdag - for mange år siden. Nu vil jeg så bruge et andet ord end konkurrence, siden det åbenlyst giver forfærdelige associationer. Forbedringer - hvad med dét ord?

Hvis 10 mand kan grave en grøft på 1 dag, hvad så, hvis vi udstyrer dem med en lille gravko, så 1 mand kan grave grøften på 1 time?

Det oplevede jeg i min ungdom, at man byggede Boulevarden i Vejle ved hjælp af tipvognstog, der transporede gruset fra grusgraven til Vejle Ådal. Måske de 9 overflødige mænd blev kede af det - dengang var ordet "stress" jo ikke opfundet. Dengang betød det græske ord stress nemlig dovenskab :-)

Et lidt nyere eksempel: Forbedring af bibliotekernes katalogsystemer eg. de gamle kartotekskort blev udskiftet med elektronisk databehandling - jeg tror, vi startede i 1970erne med de første forsøg i Østykke og på Danmarks Tekniske Bibliotek. Men det skabte godt nok frustration hos biblioteksmedarbejderne, for hvad skal vi dog med alt det nymodens? I dag kan man finde enhver bog i det offentlige bibliotekssystem på bibliotek.dk, bestille bøgerne hjem, reservere osv., uden at det har kostet ekstra arbejdskraft, jf. de 10 mænd i grusgraven oven over.

Jeg kan flere eksempler, men se til Moderniseringsstyrelse, Digitaliseringsstyrelsen herom.

Hvad angår de arme folkeskolelærere, så husker jeg kun alt for godt, at de forsømte at følge med i netop den elektroniske databehandlinger, så vi havde den omvendte situation: At eleverne var kvikkere end lærerne. Så uanset hvor mange ekstra forberedelsestimer disse fik, så kunne de alligevel ikke hamle op med eleverne eller hvad?

Det var bare 3 eksempler på, hvad konkurrence kan medføre af lettelser i det daglige arbejde, og ingen skal fortælle mig, at det er tilbageslag - at det skader de KOMMENDE folkeskolelærere, bibliotekarer og specialarbejdere med egen gravko.

Herdis Weins

Hans Jørgen Storgaard Andersen -
Hvad i himlens navn har din kommentar med konkurrence at gøre?
Det er altså længe siden, folk automatisk var imod tekniske/elektroniske/digitale forbedringer. Problemerne opstår, når man tror, det er svaret på alt.
Systemerne kan kun svare på de spørgsmål, de er programmerede til at forestille sig.
MEN - folk har langt, langt flere spørgsmål end det. Og folk har vidt forskellige tankemåder og associationer, som de, der programmerer og kender stoffet, sjældent kan tage højde for.
Og som tidligere ansat på et skolebibliotek, kan jeg at skolebørn aldeles ikke alle og enhver bare lige kan kapere og bruge de digitale løsninger. Det er noget af en myte, at nutidens unge bare lige kan forstå diverse digitale hjælpemidler. Det er som regel de sociale medier og underholdningsting, de er hurtige til at tage til sig. Dem har de nemlig tid til at undersøge, mens læreren skal rette opgaver, forberede undervisning, deltage i møder, købe ind, lave mad, fodre unger og alt det andet, voksne mennesker er nødt til at bruge tid på, mens ungerne surfer på nettet.

Steffen Gliese, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Når man arbejder med mennesker, er diskussioner og støtte fra arbejdskolleger alt.
Det er det, man husker, når talen kommer på en god arbejdsplads.
"Var den god" - ja, folk var dygtige og vi løste en masse opgaver - kontra:

"Lederen" var ikke int. i at støtte og satte ikke pris på, at vi brugte tid på at løse opgaverne godt (kan være dårlige ledere) - det giver stress på arbejdspladsen/ eller vi havde ikke ordentlig tid, vi var for få om opgaven.

Tekniske vidundere er noget helt andet! - It og hvad som helst nymodens. Helt fint, det kan udmærket hjælpe på opgaven - som vore dages "effektivisering".
Mennesker har brug for, at deres arbejde giver mening - selv ledige - skal der hænge penge i den anden ende, så er det gevinsten - for nogle.
Ideen er, at de gør en forskel - det kan man ikke konkurrere væk.
Det drejer sig om menneskesyn og desværre er det noget, som f.eks visse politiske partier ikke forstår, at det hele ikke drejer sig om penge.

Karsten Aaen

HJSA - lad mig forklare mig bedre så:

I det private kan kan konkurrence være en god ting, fordi i det private fremstiller man bl.a. ting som
kjoler eller søm eller ja, man graver grøfter eller man laver vejarbejde. I det offentlige kan konkurrence også være en god ting f.eks. når det gælder vejarbejde f.eks. at lægge vejbelægning (asfalt) på vejene eller det at tømme skraldespande eller hvis man sidder på kontor og arbejder med byggesager; så går det hurtigere. F.eks har jeg lige ringet til min kommune og lavet ændringer i BBR-registeret for mit lille hus - den medarbejder jeg talte med tastede ændringer ind med det samme.

Adskillige undersøgelser (og mange af dem) har vist at personer der arbejder med mennesker som f.eks. lærere i folkeskolen, pædagoger, socialpædagoger, sosu-assistenter, sygeplejersker, læger, er mere optaget at der er mening i det som de gør, i at hjælpe folk og i at gøre en forskel for de folk de underviser eller de børn de passer, eller de unge mennesker de hjælper med at få på ret køl i dette land, dette DK.

Teknologiske løsninger er også en god ting f.eks. betyder det at jeg kan tale med min bankrådgiver over telefonen og blive enig med hende om hvorvidt jeg skal have et nyt lån eller bevare mit nuværende på 10-15 minutter; jeg skal ikke i banken. Jeg kan underskrive tilsendte lånedokumenter og sende dem tilbage til banken igen. [Er ikke sikker på at det går hurtigere i dag; min bank har nemlig samlet allt info mm. om lånedokumenter i en afdeling i København].

Baumoll (ham taler Mattias Tesfaye om i sin bog Vi er ikke dyr - vi er tyskere), en borgerlig tysk teoretiker, der har lavet empiriske om det her, har fundet ud af, igennem omfattende undersøgelser, at selv for folk, der arbejder i det private stiger produktiviten ikke tiår for ti år, eller den stiger utrolig langsomt. Det tager f.eks. stadig ½ time for min frisør at klippe mig, det tager f.eks. stadig 30-34 minutter at få sine negle klippet og poleret hos en negletekniker, en advokat tager cirka lige så lang tid som for 20 eller 30 år siden, når han skal rådgive sine klienter om et eller andet (og det kommer robotterne altså ikke til at ændre på; jo måske på den måde, at advokaten kan få samlet informationer op hurtigere end før, men selv de informationer skal tolkes); en advokat bruger måske 30 minutter i dag på at tale med en klient, for 30 år siden brugte han måske 40 eller 45 minutter på at tale med en klient om sagen. For en tandlæge f.eks. tager det stadig cirka 20 minutter at rense og polere folks tænder; skal der laves noget andet tager det stadig 40 minutter. Min tandlæge bruger den samme tid
til at rense mine tænder som for 20 år siden, har jeg et hul f.eks. tager det stadig 40 minutter at lavet dette hul.

For en lærer i dag tager det stadig cirka 15-20 minutter, måske 25-30 minutter om at rette en stil eller en opgave; ja der er programmer (bl.a. i word) man kan bruge når retter stilen eller elevernes skriftlige opgave, men det ændrer ikke på, at læreren stadig skal læse opgaven og rette den - og ikke mindst kommentere på, hvad eleven, den enkelte elev, har gjort forkert og komme med opmuntrende ord om hvad der kan gøres bedre - til næste gang.

Når Bjarne Corydon taler om konkurrence i det offentlige, handler det om flere ting, bl.a. det her:
Det offentlige skal konkurrere mod private hjemmehjælpsfirmaer (der får konkurs på stribe forøvrigt, fordi de ikke tager den rette pris for det arbejde, de udfører og udbyder); de enkelte lærere, pædagoger og sosu-assistenter og folkeskolelærere mm. skal konkurrere mod hinanden for at man kan se hvem der bedt; de enkelte skoler, sygehuse, plejehjem mv. skal konkurrere mod hinanden for at se hvem der er bedst. Til det formål opstiller, lad os kalde det, DJØF'erne - ud fra politikernes ønsker - for det er politikerne der har bestemt at det skal være sådan her - det må vil aldrig glemmem: resultatmål, præstationsmål, læringsmål.

F.eks. skulle politiet en overgang udskrive X antal fartbøder om måneden, SKAT skal stadig (mener jeg?) lave Y antal kontroller hver måned; hvad sker der så? Jo, skat koncentrerer sig om at lave kontroller af enkeltmandsfirmaer eller små firmaer, fordi disse kontroller er nemmere at lave end at lave kontrol med om store firmaer snyder med momsen eller betaler det som de skal i skat. Alene for at opfylde måltallene, så ledelsen kan få dens bonus ved månedens eller årets udgang.

Min pointe er og var stadig den her:
Når man arbejder med mennesker hver dag behøver man sine kollegaer at tale med, udveksle erfaringer med uformelt, vende dagens oplevelser med dem, før man går hjem; det er noget andet, hvis man f.eks. sidder på en kjolefabrik og syer (dele til) kjoler. Undskyld, at jeg hele tiden bruger kjolefabrikken som et eksempel, men min far havde en kjolefabrik; jeg tror altså at syerskerne på denne min fars kjolefabrik bekymrede sig alt for meget om at det gav mening for dem, det de lavede, når de syede kjoler. De blev motiveret af at få en løn som de kunne leve af og som gav dem adgang til at realisere deres egen tid i fritiden; ansatte i det offentlige som har med mennesker at gøre bliver motiveret af at hjælpe, forbedre livet for de personer de møder hver dag, gøre en forskel for dem hver dag. I ledelse af personer i det offentlige der har med mennesker at gøre skal ledelsen opstille værdier og visioner der er meningsfulde for de ansatte i det offentlige, der har med mennesker at gøre, f.eks. skolelærere, pædagoger, sygeplejersker mm.

Herdis Weins

Jeg kan fuldt ud understøtte Karsten Aaens kommentar:
Jeg voksede op i Herning i 1950'erne,- 60'erne og 70'erne. Stort set alle voksne jeg kendte, arbejdede på tekstilfabrikker. I Herning hed det ikke industriferien, men tekstilferien. Det var monotont og hårdt arbejde, der fik ud over arme, skuldre og rygge. Men folk kunne tjene gode penge, især hvis de arbejde på akkord. Når f.eks. syerskerne havde været de kort tid, kunne de arbejdet i søvne, fordi de ikke syede hele kjoler, men dele af kjoler. Så havde de tid til i tankerne at tilrettlægge dagens indkøb, arbejdet i køkkenhaven, konfirmationsfesten etc. etc. Og når de kom hjem, havde de fri - de skænkede ikke deres arbejde en tanke. Men de knoklede på arbejdet, for selv med næsten fuld beskæftigelse og ingen konkurrence havde de loyalitet for fabrikken og fabrikanten. Herning var nemlig så lille, at stort set alle kendte alle og byen så ny, at folk stadigt boede hulter til bulter uanset stilling og indkomst. Det lå i deres DNA at være loyale, fordi de ikke arbejde for en anonym koncern eller skulle tjene penge til anonyme aktionærer - de kendte aktionærerne, de kunne være naboen og var af og til også dem selv.
Vi boede som naboer til Herning Spædbørnehjem, hvor min far nogle gange hjalp med som en slags pedel. " af barneplejerskerne boede til leje hos os. De kendte så også nogle af børnehavelærerinderne far børnehaven næsten lige skråt over for. Og en enkelt af min mors veninder var sygehjælper på sygehuset. Min mor og hende veninder kunne af og til tale om, at det måtte være dejligt sådan at arbejde med børn og at kunne hjælpe de syge. Og de var tydeligt glade for deres arbejde - arbejde, det var før alle havde job eller karrierer. Men de blev også hurtigt enige om, at de mennesker jo aldrig rigtigt havde fri - dels kunne både sygehjælperen og barneplejerskerne blive kaldt på arbejde på en fridag, hvis andre var syge, dels talte de meget om deres arbejde - og om bekymringer for enkelte af børnene eller patienterne, og de fik heller ikke nogen særlig god løn.
Ingen af dem ville have byttet med hinanden - til gengæld havde de stor respekt for hinanden arbejde. Og hvis der var dukket en ung DFØJ'ere eller en Bjarne Corydon op og havde talt om at effektivisere den offentlige sygepleje eller barnepasning, så måske endda delvis privatisere den, så ville de have rejst sig i samlet flok, grebet ham i hoved og røv - smidt ham så eftertrykkelig ud at han ville være landet helt ude i Gødstrup sø ! Derefter ville de have drukket en ekstra kop kaffe, mens de snakkede om at snøblen ikke skulle vove at vende tilbage, før han havde lært noget mere om livet og mennesker.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Herdis Weins skrev .. "Hvad i himlens navn har din kommentar med konkurrence at gøre?"

Alt.

Det var det korte svar.

Og Herdis fortsatte med ... "Det er noget af en myte, at nutidens unge bare lige kan forstå diverse digitale hjælpemidler".

Det var ligegodt pokkers. Det er vist lærerne, du tænker på, der ikke kunne hitte ud af at bruge EDB, som de vist stadig kalder det af ren forskrækkelse.

Kan man næsten mærke, at du har ondt af lærerne, måske du selv er en af slagsen med sidetjans i skolebiblioteker?

Hans Jørn Storgaard Andersen

Karsten Aaen sagde helt spontant: "HJSA - lad mig forklare mig bedre så" - og det gjorde du .. så.

Du bruger så gode eksempler fra erhverv, der ikke kan "forbedre sig", eg. øge produktiviteten ej heller ved konkurrence. Det kan vi være helt enige om. Du nævner frisør, og jeg kan nævne skuespiller.

Men så holder enigheden ellers op. Du mener, at advokater ikke kan rationalisere arbejdet, selvfølgelig kan de det. Hvorfor skulle vi ellers digitalisere så mange ting som fx. tingslysning?

Nu jeg bladrer frem og tilbage for at se din tekst, så har jeg også et forslag til dig: Skriv noget kortere i stedet for de lange satser, det vil fremme forståelsen og min lettelse ved at besvare dine indlæg.

Du nævner så kort Corydon, som du giver ansvaret for noget, han garanteret ikke ved noget om. Men at han gik ind for Moderniseringsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen mv., det kan vi godt enes om. En politiker skal ikke kende indholdet i en sag, her drejer det sig om overblik, og dét havde Corydon på forbilledlig vis.

Du afslutter så med forskellen mellem arbejdersker på en kjolefabrik og den arbejdsplads, hvor man har behov for kolleger at drøfte alting med. Her kan vi godt enes, for jeg tror, at samtalen mellem kolleger øger produktiviteten - uden at man kan bevise, at det har noget med fagligheden at gøre.

Det hedder vist miljø, og man opdager det ofte for sent, når man går på pension.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Herlig historie, Herdis Weins - jeg tror vi alle kan fortælle den slags fra vores tidlige barndom.

Men så kommer den slemme mand ind i billedet (!)
Hvorfor skal du i øvrigt bruge betegnelsen DJØF - er det for at mane nogen i jorden? Min yngste datter er netop blevet cand.scient.polit - og jeg er rævestolt over hendes præstation - og den vil du nedgøre uden nærmere begrundelse?
Vi snakker nutid .. nu, og ikke barndomsminder.

Så du mener ikke, at man kan eller bør effektivisere:
.. den offentlige sygepleje
.. barnepasning

Lyt lige til Karsten Aaen, som du jo roser i starten. Der er visse jobs, der ikke kan rationaliseres, pt. er vi enige om frisører og skuespillere. Men de to emner, du stiller op, mener du virkelig, at de skal lades i ro?

Sagt på anden vis - hvornår vil du betale 3.000 kr. for klip og vask af dit hår? Eller betale 5.000 kr. for et skuespil i det Kgl. Teater??

Det kræver ikke en scient.pol-uddannelse at regne den slags projektioner ud, problemet er at finde alternativer eller hvad?

Hans JSA: Jovist kan man effektivisere både den offentlige sygepleje, børnepasningen og alt muligt an det arbejde i den offentlige sektor. Det er bare det modsatte, konkurrencestatspolitikerne gør, når de smider fagfolkene ud af ledelsen og herser rundt med frontpersonalet ud fra deres egne dilettantiske forestillinger om, hvad der skal til. Vil man effektivisere i dette ords egentlige forstand, må man først og fremmest sætte sig ordentligt ind i sagerne, og det er det, der er fagfolkenes spidskompetence.

NPM har ikke givet borgeren mere for mindre, men mindre for mere, jf Hood & Dixon http://www.denoffentlige.dk/node/50931

Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen
02. juni, 2016 - 12:53
“Når Novo Nordisk bliver til Danmarks største virksomhed med en værdi på over en 1 bio. dKr., så skyldes det vel ikke tilskud fra den danske Stat...”
NN modtager betydelige statslige tilskud, og det ser ud til, at disse tilskud er medvirkende til at holde medicinpriserne kunstigt oppe i Danmark, således at også medicinbrugere er med til at subsidiere NN. Så hvis du vil lovprise den fri konkurrence, er Novo Nordisk ikke noget velvalgt eksempel.
I 2012 modtog NN et statstilskud på 300 millioner kr til insulinproduktet Levemir til trods for, at Sundhedsstyrelsen siden 2004 har vidst, at de fleste danske diabetespatienter kan nøjes med langt billigere medicin.
“Den vejledning, de danske læger bruger, når de skal udskrive medicin til en diabetiker, er altså udarbejdet af læger, der enten har aktier i eller arbejder for Novo Nordisk. Sjovt nok har udvalget – i modsætning til i England, Tyskland og Sverige – valgt ikke at forholde sig til prisen på de forskellige typer insulin i deres vejledning.”
https://www.information.dk/debat/leder/2012/10/lille-land-stor-medicinal...
Først giver staten tilskud til udvikling af produktet, derefter opnår NN et yderligere tilskud fra forbrugerne, når lægerne ordinerer det dyreste produkt til patienter, som ikke har behov for det.
Der er noget, der tyder på, at tilskudsordningen til medicinalindustrien holder priserne kunstigt oppe, og at det er grunden til, at Danmark har de dyreste medicinpriser i Skandinavien. Norge, som ikke har nogen medicinalindustri, har en meget lav tilskudsordning i forhold til Danmark.
https://www.information.dk/indland/2012/10/danmark-godt-sted-medicinalin...
De rundhåndede danske statstilskud til medicinalindustrien, kan sagtens tænkes, at være årsagen til at virksomheder som NN ikke – ligesom de schweiziske medicinalvirksomheder – for længst er flyttet til Kina. Med en stor offentligt finansieret sundhedssektor har NN en stor lokal kunde, som hurtigt kan levere feedback om medicinens virkninger og evt. bivirkninger. NN har mange fordelagtige økonomiske 'eksternaliteter' i Danmark, som er meget mere værd end fri konkurrence.

Herdis Weins

HJSA.-
pointen er, at det ikke er DFJØ'ere , der skal lede noget som helst. De skal være konsulenter, deres faglige kompetencer skal bruges af fagfolk - hvad enten det er i det private eller det offentlige.
Problemet er, at de nu herrenhjælpemig sidder som ledere og mellemledere - og vel at mærke oftest hundedyre - ledere og mellemledere i organisationsopbygninger (og hvem er det lige, der udvikler og tegner dem), hvor der synes at være en næsten ustoppelig knopskydning af den slags stillinger. Samtidigt fyres fodfolket i stor stil og dem, der er tilbage, bruger masser af tid på at udfylde skemaer, rapportere til en uendelighed af nogen over dem.
Sjovt nok er DFØJ'ernes uddannelser aldrig på tale, når der tales om nedskæringer på uddannelser. Og det skønt en del af dem ikke laver andet end at producere rapporter, der får samme betydning som den sne, der faldt i fjor.
Skolelærere, der i årevis har arrangeret idrætsdage skolerne imellem, skal pludseligt spilde deres tid at gå til møde med en nyansat scient.pol., der skal evaluere processen - altså at lave idrætsdag - og derefter følge op på evalueringen. den endte i øvrigt med at konstatere, det arbejde, lærerne år efter år havde udført i den forbindelse var fremragende og båret af stort engagement. Man ansætter altså en scient. pol. til at opdage, en cirkel er rund. Det blev der spildt mange (dyre) mandetimer på, lærerne endte med at lave det meste af forberedelsesarbejdet i deres fritid (hvilket de ikke må), fordi de var nødt til at indhente al den tid, de havde brugt på ligegyldige møder med konsulenten. De var RASENDE - og der blev sagt rigtigt mange ord, der slet ikke egner sig til offentliggørelse her. Det er desværre et typisk eksempel - for de mange ansatte DFØJ'ere skal finde på noget at lave, der legitimere deres stadigt stigende tilstedeværelse i kommunalt regi.
Det er politikerne, der ansætter dem - men hvem er det lige, der fortæller politikerne, at man vil få en bedre kommune/region/stat - mere velfærd for pengene etc. ???????
I øvrigt er det jo ikke bare det offentlige, der oplever, det er en fandens dårlig ide at spænde hesten for vognen. Nøjagtigt det samme er sket i masser af firma,hvor folk, der er "vokset op" i firmaet, kender det indefra, får en overchef, der har gået på handelshøjskole og kender alle de nye buzzwords.
Ingeniører og entreprenører er altså bedre til at bygge en bro end DFØJere. Sygeplejesker er bedre til at pleje og vurdere pleje end DFØJ'erene, der er så heldige, at de aldrig møder patienterne.
Tillykke med datteren - jeg håber hun får et job, hvor hun kan bruge sine kompetencer til noget fornuftigt.

Herdis Weins

UPS - jeg glemte to væsentlige ord i ovenstående:
"Sygeplejesker er bedre til at pleje og vurdere pleje OG PLEJEBEHOV end DFØJ'erene, der er så heldige, at de aldrig møder patienterne.

Herdis Weins

HJSA -
glemte lige en scint.pol. i offentlige tjener i snit. 10.000 kr. mere om måneden end en sundhedsassist - hhv 21.000 - 31.000. Man kan altså få 3 sundhedasassistenter for 2 scint.pol'er. hvad tror du, der giver mest velfærd for pengene ?

Herdis Weins

HJSA - nej, jeg er ikke lærer, jeg er cand. mag. Men jeg er skyldig i at have haft lærere som kolleger og endda have plejet omgang med lærere privat, i foreningslivet og i diverse politiske sammenhænge. Det gælder såmænd også for DFØJ'ere, ingeniører, ansatte i socialsektoren, ansatte i sundhedssektoren.
Det er mindst 3 årtier siden, jeg sidst har hørt en lærer bruge ordet EDB.

Det er såmænd ikke så længe siden, der kom en rapport - jeg husker ikke hvorfra - der konkluderede, at danske unge langt, langt fra er så gode til It, som de selv og deres forældre tror. De forveksler det, at kunne google noget og at være på Facebook at være god til at bruge IT.
At være god til IT betyder, at man kan bruge PC'eren og dens programmer som et arbejdsredskab uden større besvær, at man kender og kan udnytte PC'ens og programmernes muligheder ret så sikkert. At man kan sætte sig så meget ind i programmernes præmisser, at man sådan set ved, hvordan de "tænker" . Det kan langt fra alle, måtte jeg i det meste af et år næsten dagligt sande.

Alene noget så banalt som : "hvorfor er vores dokument ikke blevet printet?" spørger 4 elever - og det er ikke de dummeste - fra 8. klasse. "Gå ind og kig på printeregneskaber" "Hvordan gør man det ?
Hen og vise dem, hvordan man gør det. 10 sekunder senere : "Herdis, der står der er printerkø - men der er ikke nogen derinde" (Herren give mig styrke) " I er jo ikke de eneste, der sidder ved en PC'er, der er koblet på denne printer. Der er 16 pc'ere, og nogle andre har sendt dokumenter til print. Jeres dokument kommer, når de andres er printet ud". "Nå ja, " siger de så lidt slukørede, fordi de ligger nemlig også under for myten om, at de som unge er superdygtige til IT, mens ældre som jeg nok har lidt sværere ved det. Det sidste fandt de så ud af var løgn - jeg har arbejdet med ETB, EDB og IT fra før, de blev født - og de fandt også ud, det først var løgn.

I en del byer har man en ordning, hvor seniorer kan være med som hjælpelærere og/eller lektiehjælpere på skolerne. Det kan jeg anbefale dig at prøve, så du kan møde nogle lærere og et gennemsnit af skoleelever.

Sider