Kronik

Kritikken af konkurrence-staten bliver lidt for letkøbt

Arbejdssituationen for de offentligt ansatte er intimiderende, ja, nærmest psykisk voldelig, lyder det fra sociolog Rasmus Willig. Og koret af konkurrencestatskritikere jubler. Problemet er bare, at han bygger sin påstand på fornemmelser i stedet for seriøs forskning
Arbejdssituationen for de offentligt ansatte er intimiderende, ja, nærmest psykisk voldelig, lyder det fra sociolog Rasmus Willig. Og koret af konkurrencestatskritikere jubler. Problemet er bare, at han bygger sin påstand på fornemmelser i stedet for seriøs forskning

Clara Selina Bach

2. juni 2016

Konkurrencestaten er noget skidt. Dårlig for velfærdsstaten, ligheden, demokratiet, dannelsen, miljøet, bæredygtighed, trivslen, inklusionen, engagementet … ja, listen fortsætter.

På det seneste har lektor Rasmus Willig fra RUC i landsdækkende aviser fortalt os om den aktuelle tilstand hos velfærdsstatens store kerneprofessioner: lærerne, pædagogerne, socialrådgiverne, sygeplejerskerne og politibetjentene. For alle disse grupper er situationen mildest talt miserabel under konkurrencestaten, mener Willig, der kommer med et – synes mange – tiltrængt svar på professor Ove Kaj Pedersens meget omdiskuterede udtalelse til Politiken om, at offentligt ansatte savner selvkritik og ikke er i stand til at skelne deres egne interesser fra fællesskabets.

Det er faktisk lige omvendt, siger Willig. Arbejdssituationen for de offentligt ansatte er så intimiderende, ja, nærmest psykisk voldelig og undertrykkende, at det ikke alene gør det umuligt for dem at formulere og komme igennem med kritik. Det forhindrer os alle i at realisere fælles idealer om et demokratisk samfund. Det er naturligvis både en særdeles dramatisk og meget alvorlig situation, som lektoren fra RUC skitserer. Hvis det altså rent faktisk forholder sig sådan?

Det er jeg ikke sikker på, at det gør. Slet ikke efter at have set nærmere på de empiriske metoder, der ligger til grund for resultaterne – og som Willig fremlægger i bogen Afvæbnet kritik.

Willigs dokumentation for, at den er helt gal med vores samfund generelt og velfærdsinstitutionerne i særdeleshed, er en lang række sætninger fra professionelle praktikere om, hvordan ledere har svaret – og afvæbnet deres kritik – hvis de har kritiseret et eller andet på deres arbejdsplads.

Willig har indsamlet disse sætninger fra publikum ved sine foredrag gennem godt syv år.

Dette resultat, de mange sætninger, bygger imidlertid på forskning, der ikke er systematisk gennemført. Willig har selv sørget for at hjælpe denne type af svar på vej, som praktikerne har leveret til ham. Det er en temmelig ukonventionel tilgang til empirisk forskning. I bogen beskriver han sin indsamling af empiri sådan her: » … der er således ikke anvendt nogen systematisk metode i konventionel sociologisk forstand. Jeg har indsamlet, hvad jeg kunne få fat på«.

Og senere: »De indsamlede sætninger er blevet hjulpet på vej af undertegnede, for under mine foredrag har jeg givet en række eksempler på allerede indsamlede sætninger. Jeg har helt præcist præsenteret tilhørerne for 27 allerede indsamlede sætninger såsom ’Enten er I med, eller også er I imod’, ’Nu må vi se fremad og ikke være bagstræberiske’, ’Du er her jo stadig. Altså må du indstille kritikken og se fremad’«.

Rasmus Willig erkender da også, at denne metode er ukonventionel, og at sætningerne naturligvis har sat rammerne for, hvad der efterfølgende er blevet indsamlet, og sikkert også har udelukket andre måske positive formuleringer. Ifølge Rasmus Willig er det dog en betingelse for at indsamle empiri. En betingelse, som efterlader en med en vis fornemmelse af, at »resultatet kunne have været anderledes, hvis han eller andre ikke havde sat de kognitive rammer for, hvad der blev søgt efter. Det er præmissen for sætningernes empiriske opkomst«, som han skriver.

Mere end uheldig

Jeg kan bekræfte, at denne – i sociologisk forstand mildest talt ukonventionelle – metode efterlader en med den fornemmelse, at resultatet i den grad kunne have været helt anderledes.

Det er stærkt uheldigt. For selv om det næppe er muligt helt at undgå påvirkning af det, der undersøges empirisk, så efterstræbes det almindeligvis af sociologer. I det lys er Willigs bevidste påvirkning af sine ’informanter’ faktisk mere end uheldig. Den gør også forskningskvaliteten af hans resultater stærkt tvivlsom.

Spørgsmålet er nemlig, om man ikke kunne frembringe helt anderledes resultater ved at gøre brug af Willigs ’videnskabelige’ metode?

Her er en tænkt case:

Jeg inviterer folkeskole-utilfredse forældregrupper til en række normative foredrag med det indhold, at lærerne udgør velstillede, offentligt ansatte, der holder lange ferier og i årtier ikke har taget ansvar for det forhold, at 16 procent af en årgang går ud af 9. klasse uden at kunne læse en artikel i Ekstra Bladet.

Efter mit indignerede foredrag beder jeg forældrene skrive eksempler/sætninger ned på inkompetence og dovenskab hos lærerne på netop deres børns skole, og måske ville jeg også bede forældrene om at komme med deres bedste bud på, hvor lang den gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid var for lærerne før skolereformen.

Da jeg har inviteret folkeskoleutilfredse forældre, er det vist ikke svært at gætte, hvad resultatet ville blive. Og hvis jeg holdt tilstrækkeligt mange foredrag, kunne jeg måske indsamle tusindvis af eksempler på utilfredshed med læreres kompetence og gennemsnitlige arbejdstid. Med denne metode kan man altså stort set selv bestemme, hvilket indhold det empiriske datamateriale skal have.

Svarene taler for sig selv

Men ét er måden, Willig indsamler sit materiale på, noget andet er, hvordan han analyserer det. Her kommer så endnu en overraskelse:

Det mener Willig ikke er nødvendigt. Svarene taler for sig selv. De afspejler verden, som den er. Hos Willig er der en 1:1-relation mellem sætningerne og virkeligheden, som den er. Af samme grund behøver Willig – som en sandhedssigende digter – da heller ikke at gøre andet end at læse sætningerne op.

Præcis ligesom han har gjort det ved sine foredrag, og som han nu gør det ved lanceringen af sin bog. Det er næsten ufrivilligt komisk, at en bog, der handler om kritik, ikke forholder sig kritisk til sit eget empiriske materiale og dets anvendelighed i forhold til efterfølgende analyser.

Willigs forskningsmetoder kan altså ganske enkelt ikke bære de fremsatte konklusioner.

Hvor ved jeg det fra?

Jo, selvfølgelig fra den vidtspændende, internationale og nationale empiriske forskning inden for området, der bedrives af forskere, som arbejder under iagttagelse af de metodiske standarder, der er etableret for god sociologisk forskning.

Kan Willig henvise til anerkendt metodelitteratur inden for det sociologiske felt, der bakker op om hans egen metode?

Minder om valgkamp

Jeg er ikke ude på at sige, at Willigs kritik er irrelevant. Men den er ganske enkelt for bombastisk fremført i forhold til, hvad det foreliggende materiale kan bære.

En ordentlig debatbog – for slet ikke at tale om forskning af ordentlig kvalitet – ville måske kunne fortælle en mere nuanceret historie, men først og fremmest en mere videnskabeligt set overbevisende historie. Rasmus Willigs debatbog giver os ikke et bare nogenlunde klart billede af, hvilket problem, vi står med, og hvor udbredt det er.

Spørgsmålet er så selvfølgelig, om vi ved bedre og mere fra Ove Kaj Pedersens forskning. Ved vi faktisk, at offentligt ansatte er forkælede og uden selvkritik? Nej, det gør vi heller ikke. I hvert fald ikke fra forskning i emnet.

Debatten om konkurrencestaten minder i dag mest af alt om en valgkamp, hvor parterne råber »forskningen er med mig!« – uanset kvaliteten af forskningen eller mangel herpå.

Den sociologiske forskning skal hellere informere den offentlige debat om presserende spørgsmål. Et af disse er, hvordan vi kan forstå de ændringer, der er sket i de offentlige velfærdsinstitutioner under, hvad vi i dag diskuterer som tilblivelsen af konkurrencestaten. Og der er i den grad behov for seriøs forskning i disse ændringer og deres betydning for velfærdsprofessionernes arbejdsvilkår.

Det svar, som Willig leverer til Ove Kaj Pedersen og konkurrencestatens tilhængere, er imidlertid for letkøbt.

Claus Holm er lektor og institutleder ved DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben R. Jensen
  • Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Peter Møllgaard
  • Lise Lotte Rahbek
Torben R. Jensen, Hans Jørn Storgaard Andersen, Peter Møllgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

HJSA - jeg skal nok prøve at splitte mine indlæg op så de ikke bliver alt for lange.

Nu, du nævner tinglysning så er det da korrekt, at netop dette kan give en gevinst med digitalisering mm. Jeg kan så bare håbe at ventetiden på at få for f.eks. tillæg til normalvedtægten igennem denne proces med digitalisering ikke tager så lang tid som da vi i den ejerforening jeg er formand skulle have lavet netop et sådant tillæg; det to 3 måneder at få det digitaliseret, dette tillæg til vedtægterne. Måske er det nede på en kortere tid, men i gamle dage, før al denne her digitalisering skrev advokaten bare til det lokale tinghus og så fik man med gammeldaws post et brev, i løbet af 2-3 dage, eller en uges tid, med tillægget til vedtægterne, i.

Og ja, det kan godt være, at det er blevet nemmere og smartere på den her måde, men jeg er ikke sikker på, at det for borgerne i dette land, dette DK, opleves som om at det går hurtigere.

Ang. advokatsamtaler:
Det jeg taler om er samtalen med klienten om hvad der skal ske, hvordan en sag skal håndteres mm.
En advokat i dag tager det cirka samme tid, alt lige lige 10-15 minutter til måske 20-30 minutter, at tale med en klient om sagen.

Karsten Aaen

Ang. om man kan rationalisere og effektivisere f.eks. den offentlige sygepleje, så ja, det kan man da:

Men det kræver at alle medarbejdere i det offentlige er med på hvorfor det gøres og hvordan det gøres og hvordan det kan føre livet bedre for patienterne eller borgerne; f.eks. har Region Hovedstaden lige investeret i et ret dyrt computerprogram som gør at læger, sosu-assistenter, sygeplejersker kun skal taste tal mm. ind et sted i systemet, så alle ved, hvad alle gør. Og hvorfor.

Det mener jeg er en hjælp, både til patienterne/borgerne og de ansatte i det offentlige sygehusvæsen. Dels fordi det nedbringer den tid som de ansatte i dag bruger på at taste oplysninger ind i systemet, dels fordi det giver de ansatte en bedre mulighed for at bruge deres tid på at gøre livet bedre for patienterne/borgerne.

På Vejle Sygehus har man, ud fra en læges oplevelse med det her system i USA (mener jeg det var) at det er bedre at gøre den operationsstue klar mens en patient ligger og bliver opereret samt at læger, sygeplejersker mm. selv skulle gøre den (anden) operationsstue ren og klargøre den til den tredje patient.

Jeg mener også at det er på Vejle Sygehus? man først begyndte at bruge iPads med apps installeret som kan måle en patients blodtryk, hjerterytme og andre vitale livstegn; disse livstegn bliver nu automatisk overført til sygehuset, så lægen, der også har en Ipad ved, hvad han eller hun har med at gøre når patienten kommer ind. Det sparer dels tid, dels betyder det at risikoen for fejl er blevet mindre. (da der ikke skal informeres mundtligt - lægen kigger bare på sin iPad). Og det bedste af det hele er dette her: Djøf'ere har stået bag den her ændring - hvordan? Jo, de gik ud og spurgte folk, de folk der arbejder på Vejle Sygehus om hvordan deres arbejdsdag kunne blive bedre; ud fra de svar de fik, udarbejdede de så en rapport, medarbejderne læste den, kom med rettelser mm. og så blev det sat iværk som et forsøg - nu er dette forsøg blevet permanent.

Karsten Aaen

Jeg tror hverken Herdis Weins eller jeg er imod DJØF'ere, måske fordi vi begge to er cand.mag. - og dermed ved, at det som folk kalder djøf'ere i virkeligheden blot gør som de får besked på - af politikerne.

For nogle år siden underviste jeg som vikar i bl.a. dansk og samfunds og socialfag på en sosu-skole i en tre-fire måneder; her lærte jeg to ting: 1) det hedder borgere 2) borgerne har i dag ret til ydelser, når de bliver gamle - i gamle dage havde de ret til f.eks. 2 timers hjemmehjælp om ugen.

Men fordi politikerne, især i VKO-perioden fra 2001-2011, ville have at private udbydere skulle ind her på dette område, altså private hjemmehjælpsfirmaer, så ville VKO have det sådan at alle ydelser som de ældre fik blev brudt op i mindre enheder, så f.eks. det at sætte en støttestrømpe på tog 10 minutter til x antal kroner, det at smøre en madpakke tog 10 minutter til y antal kroner, det at gå på toilettet tog også 10 minutter. Dermed blev pensionistens hjemmehjælp skåret ned fra 2 timer om ugen til 30 minutter om ugen. Fordi det var de ydelser gamle Fru Jensen eller gamle Hr. Olsen var visiteret til.

Dertil kommer at VKO også besluttede (medmindre det også var sådan før?) at der skulle komme en konsulentdame eller konsulentmand ud til de ældre og tale med dem om, hvilken hjælp, de havde brug for, og måske også bestemme, om de kunne eller skulle have hjælp. Ud fra kommunens vedtagne retningslinjer for hvornår der kan ydes hjemmehjælp - deres handlingsplan for dette.

Og det er igen fordi VKO jo gerne ville have, at der kom en (masse) private hjemmehjælpsfirmaer der kunne konkurrere med det offentlige, fordi de troede og mente, at det kunne de også (og ja, det kan de i mange tilfælde, desværre er det oftest derfor de går fallit, disse private firmaer udi hjemmehjælp).

De byder så ind, de her private firmaer til kommunen, og kommunen vurderer så om et privat firma udi hjemmehjælp skal have kontrakten. Ud fra prisen på de enkelte ydelser som det her private firma kan tilbyde f.eks. z antal kroner for at smøre madpakker eller p antal kroner for at hjælpe en gammel dame støttestrømper på.

Og derfor er der brug for alle de her skemaer, de her rapporter, de her visitationspapirer mm. Udarbejdet af Djøf'ere på forlangende fra politikerne...

Herdis Weins

Nej, jeg er ikke imod Djøfere som sådan. Jeg kender mange udmærkede af slagsen.
Problemet er, at der er Djøfere og Djøfere.
Der er de dygtige, der er bevidste om, at deres fag og deres faglige kunnen naturligvis har sine begrænsninger i lighed med alle andre fag. De lytter til fodfolket og borgerne/brugerne. Ofte har de under studietiden haft jobs forskellige steder, der intet har med deres uddannelse at gøre, så de ved, at verden er kompleks.
Der er karrieredjøferne, der tror, hele verden er et regneark og at bundlinien er det eneste, der tæller. Der tror, at alle mennesker er styret af de samme motiver, har i deres studietid udelukkende haft studierelevante job og lægger de samme modeller ned over alt. For dem laver ansatte i sundhedssektoren, undervisningssektoren, politiet, vuggestuerne i princippet det samme og skal effektiviseres og ledes efter de samme principper. Det ene øjeblik "effektiviserer" de på Nationalmuseet, derefter Rigshospitalet, så DR - og bagefter skal personalet så forsøge at nå op på samme standard som før. Det er desværre den slags Djøfere, politikerne elsker og ansætter - de taler nemlig samme sprog.

Herdis Weins

Glemte at tilføje, at den 1. slags Djøfere og deres faglige kunnen altid er en stor gevinst for enhver organisation.De kan nemlig både se udefra og indefra.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Karsten Aaen: Hvordan i alverden kan en cand.mag. vide, hvad du skrev her:
"Jeg tror hverken Herdis Weins eller jeg er imod DJØF'ere, måske fordi vi begge to er cand.mag. - og dermed ved, at det som folk kalder djøf'ere i virkeligheden blot gør som de får besked på - af politikerne."

Det er godt nok noget af en bedreviden - eller værre endnu: En nedgøren " blot gør som de får besked på"?

Tænk hvis jeg skrev det om cand.mag'ere - at de også bare gjorde, som deres foresatte gav dem besked om.

Politikere giver ikke besked om noget, andet end at de beder om en analyse om et problem, de skal træffe beslutninger om. Men behøver jeg virkelig at skrive det - ved du/I det virkelig ikke?

Herdis Weins: Din forståelse af DJØFere ligger ikke langt fra Karstens, selvom du også kender udmærkede af slagsen ;-)

Det virker underligt på mig, som om I slet, slet ikke kendte til det arbejde, de gode mennesker udfører.

Behøver jeg virkeligt at nævne, at jeg burde inddele de cand.mag'er, jeg har mødet i flere grupper, de dumme, de mere dumme og de værste af slagsen?

Det kan man simpelt hen ikke. Bruge hadeobjekter som om det var ikke-mennesker uden forstand.

Herdis Weins

HJSA -
"Det kan man simpelt hen ikke. Bruge hadeobjekter som om det var ikke-mennesker uden forstand."
Måske skulle du lige prøve at gennemlæse, hvad du selv skriver om lærere.
Og jo - jeg kan kun svare for mig selv: jeg kender så udmærket til det arbejde, Djøf'erene laver - både de gode og de dårlige.
Dels gennem de år, jeg var bestyrelsemedlem i og formand for en sektion af magisterforeningen, dels i de perioder, jeg har været offentligt ansat, dels i de perioder, jeg har været privat ansat i en jobfunktion, som var udliciteret til privat aktører.
Jeg har adskillige gange været igennem de omorganiseringer, det medfører, når Djøferne har fundet frem til en ny organisationmodel, som så skal gennemtvinges, uagtet at den gamle faktisk fungerer.
Og førsteelskeren gennemlevede i de sidste 5 år af sin ansættelse i et STOR privat firma, der tidligere var offentlig, så mange omrokeringer og omorganiseringer, udtænkt af økonomer med ønske om at please aktionærerne, at han til sidst nærmest skulle bruge GPS for at finde sit kontor den dag.
Så besluttede han at blive selvstændig og trak en masse viden og kundekontakter med sig.
Jo, jeg kan love dig for, jeg kender til Djøfernes arbejde, når de huserer i det offentlige eller tror, de ved bedre end medarbejderne selv, hvad deres opgaver går ud på og hvordan de skal udføres.
"Den der har skoen på, ved bedst, hvor den trykker" er et ordsprog, de gode djøfere bruger til at inddrage medarbejderes og brugeres viden og erfaringer og med dem skabe reelle forbedringer.
De andre Djøfer mener, at ordsproget er usandt og laver ravage ad helvede til. Og sjovt nok er det ofte dem, der stiger i graderne, indtil de har lavet så meget l..., at de afskediges med gyldne håndtryk.

Steffen Gliese, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Det passer ikke at alle DJØF'ere siger "Vi alene vide!"

Hvis jeg arbejder i det offentlige er jeg DJØF'er og siger altid: "Viden - det er mig!"

Herdis Weins

De sidste år tier har antropologer vendt blikket hjemad, har ladet de få "vilde" der er tilbage passe sig selv og har kigget på samfund, organisationer og arbejdspladser herhjemme.
Det har for de observerede ført til forbløffende indsigter - såvel behagelige overraskelser og følelsen af, endeligt at blive set og få sin indsats synliggjort - som ubehagelige sandheder bragt frem i lyset.
Pointen er, at antropologen ikke kommer med i mål i bukselommen, antropologen kommer for at observere både de officielle og de skjulte strukturer. Enhver forening på mere end 4-5 medlemmer har også nogle strukturer i foreningens virke og fordeling af arbejdsopgaver og ansvarsområde. Det samme gælder for alle arbejdspladser, organisationer, embedsapparater, familier etc. etc. etc.
Når observation er overstået - og antropologer laver altid deltagerobservation, det vil sige vedkommende for tildelt en reel i observationstiden, der kan strække sig fra et par måneder til et års tid - så bliver den foreløblige rapport/opgave med diagrammer over strukturer og relationer fremlagt for de observerede. Derefter medtages deres reaktioner - både umiddelbare og de der kommer 2 ugers/1 måneds tid senere. Og så kan man begynde at snakke om, hvad der kan gøres anderledes. Og arbejdsgivere og i det offentlige ledelse, embedsværker (djøferne) og politikere kan komme med bud på hensigter og mål og sammen med de observerede kan man komme frem til virkelige forbedringer. Og ja - det tager længere tid end når man omorganiserer efter modeller udtænkt af folk langt væk fra medarbejdernes hverdag - til gengæld virker, det hvis man giver det lov.

Steffen Gliese, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Herdis Weins skrev bl.a. "udtænkt af økonomer med ønske om at please aktionærerne".

Det lyder ikke rart. Mon ikke du mener bestyrelse, direktion og måske aktionærer? Eller glemmer du ikke medarbejderne i virksomheden, der vel vil være ked af en fyreseddel, hvis økonomens råd betød, at firmaet måtte lukke?

Et andet sted tænker du dog på medarbejderne .. "Jo, jeg kan love dig for, jeg kender til Djøfernes arbejde, når de huserer i det offentlige eller tror, de ved bedre end medarbejderne selv, hvad deres opgaver går ud på og hvordan de skal udføres."

Hvis ikke DJØF'eren kendte bedre til tingene end medarbejderne, hvorfor tror du så ledelsen ansætter dem? Men det minder lidt om folkeskolelærerkonflikten, hvor du jo mener, at det kan lærerne selv klare eg. at bestemme deres arbejdstid mv.

Generelt kan man vel sige, at det er konsulenter, der rådgiver ledelsen og medarbejderne om en bedre, måske endog optimal måde at udføre arbejdet på? Glemmer du ikke, at det kan være til gavn for begge parter?

Det virker på mig, som om du er blevet vraget til nogle stillinger, du har søgt - som så er gået til DFJØ'ere ... og så vender du problemet om på hovedet ud fra den betragtning, at du mener, du er den bedst egnede?

Herdis Weins

HJAS - nu er det fandme lige før jeg klager til moderator over dig.
Hvis jeg mener, at lærere ikke er så dårlige til IT, som du påstår, hvor du fører dig frem med en antagelse om lærere, der er sådan ca. så er det nok fordi jeg selv er lærer - hvad jeg så ikke er.
Hvis jeg ikke synger med i det neoliberalistiske kor om at flere Djøf'ere er svaret på alle problemer, så er det nok, fordi jeg er blevet vraget til nogle stillinger, der er gået til djøf'ere - undskyld, kan du virkelig ikke selv se, hvor lav det er, så har du altså et problem.
Jeg har i hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med at undervise, lave udstillinger, lave rundvisninger på dansk, tysk og engelsk holde foredrag, arrangere diverse events i et kulturhus, og sammen med andre tage mig af den skriftlige og mundlige formidling til brugerne.
Jeg har aldrig i mit liv været i nærheden af at søge en djøfstilling.
Igen - der er ingen, der har påstået at konsulenter ikke kan være med til at indføre forbedringer - hvis det sker ud fra et reelt kendskab til området, til hvad medarbejderne faktisk laver.
Hvorfor ansætter ledelsen så djøfere -hørt om ripraprupeffekten ?

Der er intet galt i, at man ansætter djøfere - så længe de ikke forveksler medarbejderne med tal i regneark, elementer der SKAL passe ind i en bestemt model.

Steffen Gliese, Jørn Petersen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Jeg vil i øvrigt gerne opfordre HJSA til at komme med eksempler på de åbenbart uendeligt mange forbedringer, djøferne næsten ustoppelig fremfærd i det offentlige.
Listen må jo nærmest være endeløs.

Steffen Gliese, Jørn Petersen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Jeg vil gerne støtte Herdis Weins - og andre her - ved at komme med nogle eksempler.

Lad os tage kommunalreformen f.eks. Her blev det politisk at djøf'erne skulle komme op med en analyse af hvor store fremtidens kommuner skulle være. De lavede et rigtigt fint stykke arbejde, mener jeg; deres forslag var at kommunerne i fremtiden (altså før 2005 til 2007) skule være på mellem 30.000-50.000 personer i en kommune. Fordi så ville de have den størrelse, der var brug for i fremtiden, mente de. Hvad sketer der så: Lars Løkke Rasmussen Indenrigsminister i 00'erne bestemte sig for at der skulle være mange flere personer i en kommune, som jeg ser det. Hvorfor nu det? Jo, fordi Venstre ville have så store kommuner som muligt, fordi Venstre ville have at en hel masse opgaver der lå i staten og i amterne nu skulle overføres til kommunerne. Fordi så kunne Venstre-kommunerne bestemme at landmand Petersen eller minkavler Olsen måtte holde (endnu) flere dyr end de må nu. Nu blev det så sådan, at man ovre i København (som vi siger her i Jylland) bestemmer dette, eller man bestemmer i en statslig styrelse i København om en mand der har et højbed eller en terrasse tæt på vandet (f.eks. 300 meter eller mindre) må og skal have lov til det.
I gamle dage (altså før år 2007-2009) tog en biolog eller en djøf'er fra amtet og talte med de her personer og gav sikkert, i de fleste tilfælde, dispensation, til at ja, det måtte de godt. Det der med højbedet og terrassen.

Ang. amterne så mener jeg faktisk også at de anbefale at der skulle 7-8 amter i DK, eller regioner om man vil, men jeg kan simpelthen ikke huske det. Jeg mener også at Djøf'ernes forslag indeholdt en formulering om, et forslag til, at regionerne selvstændigt skulle kunne udskrive skat, men jeg kan desværre ikke huske det.

Djøf'ernes forslag var rigtigt fint her, mener jeg, men politikerne lavede et politisk om at der skulle være 5 regioner i DK; de her 5 regioner skulle stå for sygehusene, men måtte ikke selv opkræve skat. De penge de skulle have, måtte de så få hos staten.

Et andet eksempel: Grøn omstilling.

Jeg har lige i dag, den 6.06.2016, været til et møde om dette i min A-kasse; her gjorde oplægsholderne meget ud af at hvis man skal have folk til at tænke anderledes, og tænke på, hvordan man f.eks. kan gøre en virksomhed mere grøn eller få den til at tænke i samfundsansvar, det der på engelsk corporate social responsibility (CSR) så skal man gå i dialog med medarbejderne og ledelsen om, hvordan man så gør det: djøf'erne er så fremragende til at lave analyser og forslag til, hvordan man gør netop dette - ud fra medarbejderne egne forslag, fordi de kan, i kraft af deres uddannelse overskue store mængder stof, analysere dette, uddrage essensen af det, samle det - og på den basis komme med en redegørelse og med forslag til hvad de mener, der bør gøres.

Et tredje eksempel er sparerunder i kommunerne:

Alle er sure på djøf'erne, fordi de kommer op med forslag til hvordan der skal spares. Men jeg ved - og det ved jeg at Herdis Weins også gør, håber jeg, - at djøf'erne kun kommer op med de her forslag og de her analyser til, hvor der skal spares, fordi politikerne i kommunerne har bedt dem om det.

Herdis Weins

"Alle er sure på djøf'erne, fordi de kommer op med forslag til hvordan der skal spares. Men jeg ved - og det ved jeg at Herdis Weins også gør, håber jeg, - at djøf'erne kun kommer op med de her forslag og de her analyser til, hvor der skal spares, fordi politikerne i kommunerne har bedt dem om det."
Jeps - det er sagen i en nøddeskal. Djøferne er fremragende når de i samarbejde med medarbejderne og efterforudgående analyser,ikke i regneark, men ud fra faktiske studier ude i marken - enhver kommunen burde have et par antropologer ansat til at gøre den slags - kommer med forsalg til forbedringer.
Når djøferne lader sig reducerer regnearks-/ besparelsesartitekter - så er de ikke en del af løsningen, så gør de faktisk problemerne endnu større.
Så bliver forslagene til forbedringer, som når folk bruger plastikkirurgi for at se yngre ud - de bliver ikke yngre. Men ledelsen klapper i hænderne, for nu er der blevet skrevet rapporter, lavet fine modeller til powerpoints - ih hvor der sker noget. I virkeligheden har medarbejderne ofte spildt masser af tid på udfylde skemaer, være til peptalk, fået udleveret disneyudgaver af rapporterne på glittet papir (de penge kunne være brugt meget bedre) - og imens har deres arbejdsopgaver hobet sig op.

Jørn Petersen, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Nu er djøf jo ikke på nogen måde, som det ordet rimer på. Det er vidt forskellige mennesker...
Men jo, det er helt sikkert at skylden for den megen utilfredshed med reformer og anden styring ligger hos politikerne. Regionerne blev altså overruled ganske som manden på gulvet.
Og især Lars Løkke Rasmussen kan vi da takke, nu ovenikøbet som statsminister. Dette maskinrum har åbenbart nogle haner, som ser meget ens ud, fordi der sker hele tiden uheldige virkninger, der så igen forkludrer den gode mening.

Nogle mennesker tænker bare i cement, det er der vist ikke noget at gøre ved. Er man stresset i forvejen, så bliver det ikke sundt.
Jeg var personligt glad for amterne, der i min optik stod for en hæderlig opførsel (de 2, jeg har kendt til) og som også gjorde meget for både personale og andre, de havde ansvar for.
Men der er jo sket meget siden 2007 ca. og vi læser hver dag, bl. a. her om reformer og kommuner og deres ansvar.

Jeg læste lige om evalueringer i en anden avis i dag, kan ikke lige finde link. Men hvad får vi ud af det kæmpearbejde? Papir eller snarere utallige filer til hvad? dokumentation?
Imens døjer det arbejdende folk med at implementere de mange regler. Jeg vil vove pelsen og påstå, at det er uheldigt med vore faggrupper her i Danmark. At vi hænger for meget i titler.
Det kommer nemt grus i maskineriet, når en akademiker rangerer højere end en nok så fornuftig skolelærer f.eks :)

Ikke for at skære noget over. Ønske uddannelser(op og nedad her) p.t. er sjovt nok noget med gymnasiet, derefter videre så hurtigt som muligt. Mener, at der engang i Kina! var krav om, at folk skulle prøve stillinger på jorden først.

Jørn Petersen, Karsten Aaen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Anne Eriksen - jeg kan støtte dine erfaringer med amterne. Indenfor mit daværende arbejdsområde var der blevet opbygget en mængde viden grundet på erfaringer og studierejser. Den viden og de erfaringer blev samlet centralt, og der blev lavet kataloger - løbende opdaterede, det er var før alt blev digitalt - og så kunne man låne det hjem til skole -også på tværs af amterne. Der blev arrangeret pædagogiske dage og kurser af fremragende kvalitet. det hele blev nemlig ledet af nogle konsulenter, der selv var startet "på gulvet".
Så blev det hele smadret, da de blev nedlagt. Nogle konsulenter kom over til kommunerne - der helst ikke låner deres folk ud, materialer blev fordelt gud ved hvorhen og efter hvilket princip etc ...
What was it good for - absolutely nothing for nu at referere til et gammmelt hit.

Jørn Petersen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Herdis Weins siger bl.a. "jeg kan støtte dine erfaringer med amterne", og så er der endnu en pind til ligkisten.
Den næste er "det er var før alt blev digitalt", og jeg kan så forstå, at EDB først, og siden IT, det var ikke din kop te, næh, trykte rapporter kunne man låne med hjem, de elektroniske var ikke sådan at få fat på ;-)

Og alt sammen skyldes de pokkers "regnedrenge", der brugte Excel og computere - eller hvad hed det nu i "gamle dage" - regnemaskiner?

Næh, der er intet galt med at ledelsen, hvad enten det nu er inden for det offentlige eller det privat, anvender mennesker med uddannelser, der kan noget - i modsætning til de, der ikke kan følge med.

Herdis Weins

HJSA - nu bliver jeg fandme gal og tilbyder dig snart et kursus i elementær tekstlæsning:
det var - helt bogstaveligt før stort set alt blev tilgængeligt digitalt for fandeni hedehulehelvede.
Mit arbejdsområde gik fra amtslig til kommunalt i 1998 !!!
Personligt elsker jeg IT og har været på elektronisk fra hjemmeadressen siden 1997.
Måske skulle du liiiiiiiige prøve at lægge dine personlige fordomme om mig lidt til side - jeg er åbenbart ude af stand til at følge med og er nok blevet vraget til nogle stillinger - læse, hvad jeg faktisk skriver. Du læser kun dine egne fordomme. Da VAR rapporterne sgu på papir. Og det med nærmest kun at udgive kommunale rapporter digitalt, det kom altså ret sen, det forudsatte nemligt at alle de kommunale arbejdspladser også var gearet til det og serverne optimeret til det.
Fordelen ved amterne var, at man kunne låne hjem fra alle sprogskoler i hele amtet. Og som regel også på tværs af amterne. Kommunerne derimod kan holde ting internt og undlade at bruge tid på at lægge det tilgængeligt for andre - og så kunne der faktisk sidde 4 rundt om i landet og hver især være i gang med at "opfinde et nyt hjul" - hvilket er dumt.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Herdis Weins: Jeg har ikke nogen "fordomme" for dig - jeg forholder mig til det, du skriver.

Du er ude efter en hel akademikergruppe, og det forsøger jeg at forholde dig - ved at forsøge at finde de punkter, hvor du må have oplevet dårlig planlægning og ledelse - altså noget helt personligt. Frem for henvisninger til litteratur om ændringer i ledelsespolitikken i DK.

Du gav mig faktisk det indtryk, at du var maskinstormer - du gav mig også det indtryk, at amterne var en god ting - og så deducerer jeg, at det var IT + DJØF, der var årsagen.

Længere er den historie ikke. Amterne er væk, vi har fået færre kommuner, hvilket jeg finder er en helt naturlig ting.

Husk stadig på, at overskriften i denne debat er: Konkurrence, som jeg hellere vil oversætte til: Effektivitet, produktivitet mv. At der siden tidernes morgen har været modstand mod det - er vel ikke nogen nyhed. Men for mig er det nyt, at det er DJØF-uddannede, der er de slemme.

Du må meget gerne tælle mig med, idet jeg i et langt arbejdsliv var med til at uddanne biblioteksfolk til de nye tider. Mit fag hed noget så langt som: Informationsformidling med henblik på anvendelse af Edb i Bibliotekerne. Projektet lykkedes, mener jeg. Men det er en anden historie.
:-)

Herdis Weins

HJSA - jeg er ikke ude efter en hel gruppe. Som jeg gentagne gange har skrevet, findes der masser af gode djøfere. Problemet er de dårlige - og dem, der lader sig reducerer til politikernes villige spareredskaber for enhver pris. Dem er vi rigtigt, rigtigt mange, der har oplevet. Udover de, jeg kender personligt, så kan du såmænd i medierne findes adskillige eksempler på folk, der beskriver det, set nede fra gulvet.
Hvordan du kan få det indtryk, jeg er "maskinstormer", må stå hen i det uvisse.
Men jeg vil i øvrigt sige dig tak for at have været med til at udvikle informationsformidling til bibliotekerne. Da jeg er storforbruger af biblioteker - eller som jeg plejer at forklare det til unge "det gammeldags internet" - har jeg også siden det var gule bogstaver på en brun skærm været storforbruger af deres søgemaskiner.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Herdis: Du lægger en hel gruppe for had, når du bruger denne fællesbetegnelse "DJØF". Det vil svare til, at jeg anklagede alle folkeskolelærere for at være selviske. Man bliver nødt til at eksemplificere for at undgå denne negative effekt.

Der er brådne kar i alle lejre.

Når det er sagt, så blander du også tingene sammen i forholdet mellem politikere og deres rådgivere. Man kunne lige så godt sige det omvendt, at politikere formes af deres rådgivere. Hvad skal vi bruge det til? I det parti jeg kender bedst til er der sjældent tvivl om, hvem der er den bedste politiker, og så giver resten af sig selv: Politikeren finder den eller de rådgivere, som vedkommende har tiltro til. Uanset race, køn, uddannelse osv. Det gælder på alle planer af politik.

Ja, du må undskylde, men disse skriftlige debatter kan føre viden om. Sad vi ved et bord, så løste vi nok misforståelser noget hurtigere, men jeg skriver altså fra den information, jeg læser - som giver mig det indtryk, som jeg viderebringer. Jeg vil ikke gentage det, men jeg står ved, hvad jeg har skrevet.

Det glæder mig, at du bruger bibliotekerne. Jeg voksede op på børnebiblioteket, fordi jeg kom for sent i skole, men jeg lærte måske mere af frk. Eleonora Sørensen end af de folkeskolelærere, jeg gik glip af ;-)
Det sidste var ment ironisk. Jeg havde et godt forhold til næsten alle mine lærere. Da jeg selv blev lærer, opdagede jeg senere i livet, at nogle ikke lærte noget af min pædagogik og omvendt, at andre havde det fint med min facon.

Sådan er livet vel. Det går op, og det går ned ... Men jeg kan ikke udpege et enkelt element hos mennesker og sige, at de er nogle værre nogen på grund af det, f.eks. deres uddannelse.

Men vi har da sikkert alle vore fordomme ...

Philip B. Johnsen

Husk på konkurrencestaten er et neoliberalt værktøj!

Konkurrencestaten handler om konkurrencetilpasning af mennesker til markedet.

Konkurrencestaten er et neoliberalt værktøj, der skal skabe ulighed, ved de rige ikke skal betale skat, finansieret ved afvikling af velfærdsstaten.

Konkurrencestatens opgave er, at tilpasser borgerne til markedet og fjerner politisk ansvar for velfærdsstaten, ved frasalg af borgernes ejendom, den vitale infrastruktur, hvor det påstås, at konkurrencestaten er nødvendighedens politik, dikteret af international konkurrence, et krav om borgerne tilpasses markedet, der skal sikre økonomisk afkast, der skal financier velfærdsstaten, ved politikere ikke føre politik, men lade markedet styre politik og påstås, at der ingen alternativer er til Konkurrencestaten, den er nødvendighedens politik.
Konkurrencestaten bygger på tanken profit optimering, ved mennesket ikke er i centrum, men privat profit ved statslig konkurrenceudsættelse.

Konkurrenceudsættelse af borgernes ejendom og konkurrencestaten.

Jeg erkender blankt, jeg ikke kan bevise, at privatansatte borgere ikke kan, både finde profit og løfte opgaven for en billigere penge, end prisen for den i dag ydet service.

Samtidig kan jeg med sikkerhed sige, at hvis opgaven i vital infrastruktur, løses optimalt i offentligt regi, er det altid billigst, da der ikke skal svares profit til ejerne.

Hvis private går fallit på vital infrastruktur, skal det offentlige altid løfte opgaven uanset prisen, konkurrencestatens dehumanisering af borgerne, der gør borgerne til en salgsvare, er med andre ord sammen med konkurrenceudsættelse en selskabstømmer ordning sat på finansloven.

Husk på at det er politik, der er vejen til bæredygtig omstilling i samfundet, økonomien skal tilpasses til politiken, det er ikke omvendt, for det er neoliberalisme og anti-demokratisk.

Karsten Aaen, Anne Eriksen, Herdis Weins og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Philip B. Johnsen vedbliver med at tror, at "konkurrencestaten er et neoliberalt værktøj!".
Som god socialist/kommunist tror han ikke på, at konkurrence kan flytte bjerge, næh hans barnelærdom siger, at det kun sker ved hjælp af de socialistiske dyder - hvad de så end er, har været osv.

Alene det at bruge et ord som "konkurrencestat" er mærkeligt, men det skal vel modsvare den socialistiske stat, hvor alt er lutter idyl. Det vil være at foretrække at diskutere begrebet: Konkurrence.

Du glemmer balancen mellem konkurrence og det sociale - noget som socialdemokraterne er mestre i. Fordi de ved, at konkurrence rimer på effektivitet. Så vi bliver hurtigere færdig med høsten, så der bliver tid til det ... sociale.

Ikke omvendt. At man holder alenlange møder om det sociale, hvorefter halvdelen af forsamlingen er faldet i søvn - og intet bliver gjort med høsten, selvom vejrudsigten siger, at der bliver regn.

Næh - lad falde, hvad ikke kan stå i stedet for det ævl med "Hvis private går fallit på vital infrastruktur, skal det offentlige altid løfte opgaven uanset prisen". Tænk engang på DDR's erhvervsstruktur, der blev åbenbaret efter 1989 og ikke var en disse værd. Jeg mener at kunne huske, at det eneste DDR-produkt, der overlevede var "der Ampelmann".

Økonomi og politik hænger sammen som ærtehalm. Det er vigtigt at balancere mellem det private og det offentlige, ikke som Philip skriver, noget helt, helt ensidigt.

Hvornår lærer du/I det mon?

Hans Jørn Storgaard Andersen

ps! Jeg glemte helt det med konkurrence om pladser i Folketinget - og andre tingsteder i verden - som f.eks. det Hvide Hus i Washington, DC. Idet jeg med stor interesse har fulgt valgkampen netop i USA, hvor Hillary Clinton i går aftes blev anerkendt som den første kvinde, der har opnået at blive præsidentkandidat for et af de 2 store partier.

Bemærk "2 partier", for mit ærinde i forhold til konkurrence var faktisk at spørge de ærede læsere og skribenter her: Var det bedre med et et-partisystem, som vi bl.a. kendte det fra 1917 til 1989 i USSR og satellitstater i Østeuropa? Hvorfor have konkurrence om pladserne, når det er meget mere socialt at have en enkelt parti, som ALLE støtter op om?

Desuden: Information er en avis, der spreder en del røg om netop den amerikanske valgkamp og især demokraternes del af den. Ikke et ord er der at læse om den historiske begivenhed i aftes - men flere artikler og henvisninger til Bernie Sanders - hvad er det for noget ensidigt noget? Det er da ikke konkurrence, det er igen et-partistaten, der dukker op og kun behandler den person, man bedst kan lide.
Det er næsten værre en journalisme .. at man bevidst manipulerer med nyhederne, så kun ens egen favoritpolitiker nævnes.

Philip B. Johnsen

Anne-Marie Krogsbøll
Tak for dit link, jeg kan ikke bedømme rigtigheden i observationerne, men artiklen udstråler en glæde og interesse for faget, der er vældig opmuntrende og tilleden er derfor skabt.

Kontrol, styring og ideologi har afløst faglig kunnen, medmennskelighed og tillid.

Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Philip B. Johnsen: Måske i din verden finder du de slemme ting, der nævnes.
Måske faglig kunnen går på håndværkere, hvor du måske glemmer, hvad akademisk vidensniveau er for noget?
Tillid kan du heller ikke patentere i dit samfundssystem - det er præcis det, der er udgangspunktet for udvælgelse af ledere. Svært at definere, hvordan cheferne finder ud af det, men .. det er chefens privilegium at kunne det der. Behøver jeg at fortælle, hvordan det foregik i de kommunistiske systemer ;-)
Den med ideologi kan vist gå i flere retninger ihukommende det sidste, jeg lige skrev.

Kontrol og styring, sig mig er du maskiningeniør - for de arbejder med den slags?

Medmenneskelighed er noget, du ikke kan patentere. Hvis du mener, at østtyskere i DDR-tiden var medmenneskelige, så fri mig for den ...

Steffen Gliese

Jeg er sikker på, at man ikke kan finde eksempler på, at DJØFerne har præsteret dårlig planlægning - de har præsteret irrelevant planlægning, fordi deres virke i den offentlige sektor i mange år har været kontraproduktivt - til direkte fordel for deres eget arbejdsområde, som selvfølgelig af samme grund er ekspanderet voldsomt. Den slags trojanske heste i offentligt regi er noget nyt, det nye er, at det er på højeste beslutnings niveau, de befinder sig, hvorfor der ikke er noget, der kan bremse omlægningen fra fungerende institutioner til luftkasteller.

Herdis Weins, Ebbe Overbye, Holger Madsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

I en anden kronik om neoliberalismen for nylig skrev udenrigsminister Christian Jensen: "Enhedslistens drømmesamfund, Venezuela, er ved at bryde sammen." Ovenfor antyder Hans Jørgen Storgaard Andersen, at Philip B. Johnson er tilhænger at diktaturstaten DDR. Det, som disse to udsagn har tilfælles er uforskammetheden. Det er typisk, at højrefløjen benytter sig af uforskammetheder, når de ingen argumenter har. Disse to ovennævnte uforskammetheder svarer til, at jeg holdt Christian Jensen og Hans Jørgen Storgaard Andersen ansvarlig for Donald Trump's vanvittigheder. Det gør jeg anstændigvis ikke.
Hermed opfordrer jeg personer med holdninger til venstre for Socialdemokraterne, at holde op med at finde sig i blive kaldt totalitær og at holde op med at finde sig i at blive pålagt et ansvar for fejlslagne stater, blot fordi disse staters ledere har valgt at kalde sig socialister. Personligt har jeg besluttet, at hvis nogen på disse eller andre debatsider, forsøger at drage mig til ansvar for Stalins, Honeckers eller andre totalitære crackpots politik eler handlinger, vil deres kommentar blive anmeldt som stødende.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Ivan Breinholt Leth: Det er let at skubbe fortiden væk eller hvad?

Du bliver nødt til at acceptere samme fortid - på godt og på ondt. Ellers snyder du jo på vægten, hvis du går ind for socialisme - altså i praksis, ikke bare i teorien.

Anmeld du blot udenrigsministeren, men husk at skrive hans navn korrekt - med K.
Har intet med Kommunist at gøre ;-)
Anmeld du blot undertegnede - og husk at skriv min 2.fornavn korrekt - tænk på, at det skal rime på noget med Bjørn ...

Ivan Breinholt Leth

Kristian Jensen kalder sig uden omsvøb neoliberal. Hans kronik er et forsvar for neoliberalismen. Ovenfor argumenterer du positivt for neoliberalisme. Fascisten og diktatoren Augustino Pinochet kaldte sig neoliberal. Han var så begejstret for den neoliberale tanke, at han inviterede en af neoliberalismens største guruer - økonomen og nobelprismodtageren Milton Friedman - til Chile, så at Friedman kunne designe Chiles neoliberale politiske og økonomiske eksperiment. Ifølge The Valech Commission var Pinochet og hans generaler ansvarlige for 28,000 torturofre, henrettelse af 2,279 politiske modstandere, og 1,248 'forsvundne' politiske modstandere.
Hvad er det for en fortid, jeg skal acceptere? Er jeg ansvarlig for tusindvis af fængslede politiske modstandere i Honeckers diktaturstat, fordi Honecker kaldte sig socialist? Er jeg også ansvarlig for holocaust, fordi Hitler kaldte sig socialist? Hvad med Gulag? Er jeg ansvarlig for Stalins uhyrligheder?
Kan jeg påstå, at du og Kristian Jensen er nødt til at acceptere fortiden på godt og ondt og gøre jeg ansvarlige for en overgreb begået af Pinochet og andre højreorienterede diktatorer? Har jeg ret til at kalde jer fascister, som går ind for mord og tortur på politiske modstandere? Tag dig nu sammen HJSA, brug den smule intelligens du har og opfør dig anstændigt. Jeg står på mål for mine egne holdninger, ikke for fortidige diktatores holdninger, og i øvrigt ved jeg ikke, hvad socialisme er.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Ivan Breinholt Leth: Du skal altså ikke kalde mig noget med "neo" - jeg er gammel i gårde og klarer mig fint med fortidens floskler. Du blander tingene vældigt sammen i din pærevælling - og tør ikke fortælle noget om dit eget ståsted.

For så er du vel ræd for, at nogen kommer og kalder dig noget - eller sammenligner dig med personer langt uden for din rækkevidde.

Hold dig til emnet - som er konkurrence i vort samfund.

Hvis du er socialist - neo eller ej, så bør du være i stand til at forsvare de tilfælde, hvor den har slået fejl. I stedet for at stikke hovedet i jorden som en anden veg struds.

I 1989 skete der noget, der ændret MIT syn på socialismen. Og jeg har opdaget, at ingen her på Informations læserbrevkasse tør diskutere, HVAD der egentlig gik galt. Alligevel fremturer de igen og igen med deres tossede forsøg på at ... gentage spøgen. Det mindste man kan gøre er at ransage sig selv og sine argumenter, og forsøge noget andet. Evt. kalde det noget andet.

Konkurrence er en vigtig parameter i de vestlige samfund, herunder vores. Forhold dig til det - fortæl mig, hvad du synes om konkurrencen om forbrugernes penge i dag, hvor DONG gik på børsen med bragende succes. Fortæl mig, hvordan vi kan rationalisere vore offentlige systemer, så de ikke dør på grund af mangel på ilt. I stedet for alle dine soldaterhistorier, som er helt ude af proportioner med vores verden.

Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen
Jeg er neo-nihilist og går ind for absolut konkurrence og pengenes udbredelse til så mange områder som muligt. F.eks. opkræver jeg entre, hvis nogen skulle finde på at besøge mig, og jeg mener at kvinder skal have betaling for at producere børn, bedsteforældre skal have løn for at passe deres børnebørn, således at man kan afskaffe alle statslige pensioner til personer under 80 år og reducere antallet af børnehaver med 40%. (Resten skal privatiseres.) De ældre (under 80 år), som ikke har børnebørn skal ud på arbejdsmarkedet, evt. efter arbejdsprøvning i ressourceforløb. Alle offentligt ejede og offentligt drevne virksomheder skal privatiseres - helst til finansielle virksomheder, der unddrager sig skat. Mht. DONG må det være en sælsom markedsfejl, at den er blevet "en bragende succes". Helt eller delvis offentligt ejede virksomheder er aldrig nogen succes.
Det, der var problemet med den virkeliggjorte socialisme, var nok, at der var for mange dissidenter, og at Stalin havde for lidt magt. Totalitære systemer har historisk set været bedst til at skabe fuld beskæftigelse. I Nazi-Tyskland var ingen på overførselsindkomst.

Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen. Hold dig til det spørgsmål, som du stillede, og som jeg har svaret på: Er Philip B. Johnson og jeg socialister, som skal stå til ansvar for DDR's politik?

Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen. Forøvrigt vil jeg kalde dig neo-socialdemokrat. Eftersom Socialdemokraterne sidst de kom i regering gik til valg på, at videreføre den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik, som altså var neo-liberal, så betyder neo-socialdemokrat næsten det samme som neo-liberal. Og neo-liberalismen er en dødssejler, derfor knækkede S nakken på at opføre sig stort set som et hvilket som helst borgerligt parti.

christen thomsen

Det er en noget fetischeret idé om 'konkurrence, der bliver lagt for dagen af en diskussionsdeltagerne her. Konkurrence handler i praksis om, at slå de andre konkurrenter ud, så der ikke er konkurrence mere. Det hedder monopol, karteller, osv. Ellers ville der ikke være profit og investering. Der sker massive overførsler af 'offentlige' midler til landbrug m.m. - og til Novo og Mærsk og de andre mega-monopolforetagender. At tale om 'konkurrence' inden for det 'offentlige' er vrøvl, der i praksis handler om de fortvivlede forsøg på at gøre hæve profitraten og gøre kapitalen investeringsvillig. Det giver sandelig 'konkurrence' til det offentlige: de/vi bliver udkonkurrerede.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Ivan Breinholt Leth - kan du ikke andet end kalde folk for navne?
Kan du heller ikke forsvare det parti, du stemmer på - men lever udelukkende af at nedgøre andre?
Vil du gerne ét-partistaten, så kan jeg jo ikke kalde dig for neo-kommunist, vel? Så er du jo blot traditionel kommunist, der tror på det overnaturlige.

Mærkeligt som Enhedslistens folk tror det samme, som de tror om dem selv, at de er ensporede.

Ivan Breinholt Leth

Christen Thomsen. Fuldstændig korrekt. Fri konkurrence på frie markeder eksisterer stort set ikke. (Måske lige bortset fra financiel spekulation?) Hvis markeder virkelig var frie ville profitraterne styrtdykke til et endnu lavere niveau. Kapitalens svar på de faldende profiter har været monopoler, karteldannelser, gældssættelse af stater og andre former for snablen nede i diverse statskasser. Hvis der er noget som kapitalen ikke ønsker er det fri konkurence og frie markeder. Det er stort set kun retorik.

Hans Jørn Storgaard Andersen

christen thomsen forsøger sig med en definition af konkurrence, der minder lidt om det, der foregik i USSR i den bedste sendetid. Alle konkurrenter bliver slået ud, så der kun er én magthaver tilbage - her Staten.

Sådan er det ikke i vort samfund og i store dele af den ganske verden, christen.
Konkurrence opfattes som noget helt naturligt og næsten sundt for helbredet - vi kan jo starte med konkurrencen om den runde bold? Ville det være lige så sjovt, hvis alle skulle vinde hver anden gang?

I forretningslivet er det ganske naturligt, at der er investorer, der hele tiden vurderer: Hvor går vi hen, hvad vil forbrugeren efterspørge - derfor udvikles der mange produkter - i modsætning til den socialistiske stat, som du formentlig efterspørger.

Så er det jeg spørger dig: Hvem er det nu lige, der afgør, hvilket produkt, der er bedst - forbrugeren eller den en-dimensionelle stat?

Bortset fra det er jeg enig med dig i, at der overføres alt for megen kapital til landbruget inden for EUs grænser. Sådan startede det, og det er ikke til at komme af med. Så brakmarker belønnes. Men er det ikke en undtagelse - for virksomheder som Novo Nordisk og Mærsk m.fl., de konkurrerer på verdensmarkederne - og der handler det om at vinde forbrugerens gunst - hverken mere eller mindre. De er ikke - som du skriver det - monopoler. Der er en benhård konkurrence - at du bare ved det.

Køb et par aktier i DONG, så vil du snart lære at forstå, hvad konkurrence er ;-)
De kan fås billigt for tiden, for kurserne rasler ned - uvist af hvilken grund.

Endelig vil du ikke anerkende, at man kan konkurrence inden for det offentlige. Det kan jeg sådan set godt forstå, hvis du ellers hælder til neo-kommunismen i Nord Korea og Kina. Her er det magthaverne der betemmer suverænt, hvad man må og omvendt.

Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg stemmer ikke mere. Men sidst jeg stemte, var det på Liberal Alliance ud fra den betragtnig, at jeg tror at de vil være bedre og mere effektive til at køre det kapitalistiske samfund i sænk end Socialdemokraterne og Venstre. Socialdemokraterne er i fuld færd med at køre sig selv ud på historiens losseplads. Mht. økonomisk politik har de ikke andet at byde på end at kopiere de borgerlige og værdipolitisk forsøger de så vidt muligt at efterplapre Dansk Folkeparti. Blandt Europas socialdemokrater er det vist kun Jeremy Corbyn, som har opdaget at den er helt gal. Måske bliver Labour det sidste socialdemokratiske parti i Europa? I Danmark sover Socialdemokraterne trygt og godt i sikker vished om, at stort set intet forandrer sig, og at vi blot skal blive bedre til at administrere det bestående - ligesom så mange andre. De gør end ikke det mindste forsøg på at levere svar på de enorme udfordringer vi stor overfor. Sov blot videre HJSA med dit konkurrence ævl og dine konspirationsteorier.

Niels Møller-Larsson

Hans Jørn Storgaard Andersen: Du burde lære at skrive lidt kortere. Og så bagefter læse lidt mere grundigt, hvad folk skriver. Du virker jo til enten ikke at ville forstå eller gide forstå det folk skriver. Du virker som om, du bare vil høre dig selv snakke.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Ivan Breinholt Leth tager fuldstændig og aldeles fejl, når han kommer med denne "vurdering":
Det kan ikke undre, at HJSA ikke kan kende forskel på fodbold og økonomi/politik.

Tal du blot for dig selv, og overlad trygt begrebet konkurrence til andre, der både kan se og forstå fænomenet i sport og i erhvervslivet ;-)

Det er som om du slet, slet ikke bryder dig om konkurrence - andet end måske "for sjov"?

Min pointe er såmænd blot, at konkurrence gør livet lidt mere spændende. Tænk på den soldat, der overbragte nyheden ved Marathon i år 490 f.Kr. - og der er vel også før den tid eksempler på konkurrencer, der overgik enhver forstand.

I forretningslivet tror jeg, det har eksisteret lige siden Adam og Eva - og så er der så huller i historien, hvor bl.a. en politisk ideologi som kommunismen forsøgte at afskaffe den.

Ak ja.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Niels Møller-Larsson: Du skal da ikke slippe med en kort kommentar, nu du vover dig ud i et personangreb uden nærmere analyse, blot en simpel, tør konstatering - måske frustration?

Idet jeg skriver præcis, som jeg gør. At jeg så kan 10-finger blindskrift gør måske, at jeg glemmer længden på mine indlæg og somme tider overraskes, når jeg ser resultatet. Husk på, at skriver man blindskrift, så ser man ikke, hvad det hele fylder - kun de sidste 4-5 linier eller så.

Så dér kan du ikke få has på mig.

Derimod kan jeg godt nikke genkendende til det sidste, du bekagler dig over - at jeg ikke læser andres indlæg. Det er en uskik, men min undskyldning er, at jeg er ret alene i dette forum med min socialdemokratisme - og de øvrige debattører synes som slynget ud af Enhedslistens partiapparat, så jeg tillader mig at springe over en gang imellem :-)

Gentagelser er nødvendige, desværre - i en politisk debat.
Det er såmænd ikke fordi jeg ynder at læse mine egne indlæg igen og igen og igen ...
Men af og til synes jeg dog, at jeg kommer viden om ...

Sider