Klumme

Kun en tåbe frygter ikke døden

Lad det ikke være vores generation, der forspilder chancen for at besejre den værste sygdom af dem alle: alderdommen
Debat
23. juni 2016

Selv som meget ung begyndte jeg at tro på, at der ikke var noget liv efter døden. I mine spæde barndomsår holdt jeg som de fleste fast i stædig overtro, men min fars brutalpragmatiske tilgang til livet smittede af på mig inden jeg fyldte 13. Ateismen havde slået rod, og der var ingen vej tilbage.

Med bevidstheden om, at det sidste suk var en søvn, som man aldrig vågnede op fra, kom en voksende angst for døden. Mine venner forstod mig ikke, og det gør de velsagtens stadig ikke. Jeg forstod heller ikke dem, for når jeg spurgte dem, om de frygtede døden, svarede de nej.

Hvordan kan man ikke frygte døden? Den totale tilintetgørelse, og enden på det eneste vi har: eksistensen.

Jeg bladrede hektisk gennem stabler af bøger for at forsøge at lægge en dæmper på min bekymring. Johannes Møllehave foreslog at give livet mening ved at plukke livets smukke oplevelser som blomster.

Når manden med leen så dukker op i de sidste timer og forsøger at reducere alting til ingenting, kan man holde buketten op for sig som et skjold: Her er en række øjeblikke, som ingen kan tage fra én.

En smuk metafor, men ikke en, der endegyldigt fjernede min eksistentielle angst for det faktum, at livet en dag får en ende, og med det forsvinder kroppen, bevidstheden og alting.

Vores forhold til døden er sært. Vi ser den som en uundgåelig, acceptabel og nærmest ønskværdig del af livet. »Døden giver livet mening,« lyder det forvrøvlet fra lommefilosofferne, som om vi kun foretager os noget, fordi truslen om ikkeeksistens er en evig livsledsager.

Hvorfor skulle vi være mindre kreative og foretagsomme, blot fordi vi levede evigt? Om noget er incitamentet til at skabe sig en god tilværelse da større uden løftet om døden til at befri dig fra en elendig en af slagsen.

Den amerikanske aldersforsker Aubrey de Grey beskriver døden mere ligetil og logisk, end de fleste mennesker, nemlig som et typisk resultat af det fænomen, der uden sidestykke koster flest menneskeliv: alderdommen.

De Greys beskrivelse bunder i det enkle faktum, at vi primært bekæmper frygtelige sygdomme, som eksempelvis malaria på grund af ét enkelt karakteristika, de deler med alderdom: Man dør af dem.

For godt en uge siden annoncerede Aubrey de Grey, at der efter hans mening vil komme revolutionære fremskridt inden for livsforlængelsesforskningen inden for bare 10 år. De vil gøre det umuligt for verden fortsat at ignorere forskningsområdet.

Det gør vi nemlig lige nu. Både inden for politik og forskning er der en ekstrem skepsis over for ambitionen om at bekæmpe alderdom. Størstedelen af denne skepsis kommer i form af spørgsmål om, hvorvidt mennesket overhovedet bør forsøge at bekæmpe alderdommen – og i sidste ende – døden.

En del af tvivlen er banal og fortænkt:

Er det overhovedet meningen, at mennesket skal leve for evigt?

Hvis mening, får man lyst til at spørge. Ville det ikke være frygteligt kedeligt, spørger dødstilhængerne.

Hvem ved, men det er næppe et argument for at udrydde en af hovedårsagerne til menneskelig sorg og fortabelse, at nogle vil kede sig, hvis vi gør det.

Nogle af overvejelserne er selvfølgelig også mere velbegrundede og praktiske. For eksempel: Vil evigt liv ikke blot resultere i overbefolkning? Der er dog en lang række specifikke argumenter, der kan mildne disse bekymringer. Det er eksempelvis de færreste, der bruger overbefolkning som et argument for, at vi skal indstille kampen mod kræft.

For mig er svaret klart. Jeg ser ingen tungtvejende argumenter for ikke at forsøge at komme af med den største dræber i menneskehedens historie.

Det er ikke sjovt at blive gammel, og da der ingen gud findes, findes der heller ikke nogen gudsgiven grund til, at vi partout skal visne som misrøgtede stueplanter.

Jeg frygter døden, fordi jeg elsker livet, og renser du dit sind for overtro og standardindstillinger, vil du måske sande, at det er en livsindstilling, der er meget ligetil.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Kære Casper,

Du skal dø. Den er egentlig ikke så meget længere. Hvis den tanke fylder dig med eksistentiel angst, så er det med rette: Det er en på mange måder fuldstændig urimelig tanke, som det menneskelige sind i og for sig ikke kan rumme.

Men hvis du bilder dig ind, at dette knusende grundvilkår er forsynet med en (potentiel) udvej, i form af 'mere liv', så holder du dig selv for nar. Og ikke nok med det: Du holder dig selv fast på et såre umodent bevidsthedsniveau - helt i samklang med den kultur du er født ind i, bevares - som du forhåbentlig en dag vokser ud af.

Så vidt jeg er orienteret, er du stadig en ung mand, og i en vis forstand derfor lovligt undskyldt: Mangel på dybde er noget man som regel vokser fra..

Men denne evige flugt, denne paniske angst, denne åndelige deroute...den får du intet ud af. Snarere bør du udforske din angst, finde dens egentlige årsager, og så drage de nødvendige konsekvenser. Din angst er et tegn:Nogen (psst...det er dig selv!) prøver at fortælle dig noget.. Du må øve dig lidt mere i at lytte..

Steffen Gliese, Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, John Andersen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Bekæmper man sygdomme mere, hvis de er dødelige ? Måske er det et motiv, men det var nu bedre at bekæmpe dem fordi de var sygdomme, og irriterende plagsommelige at dø af, hvilket man altså gør i levende live. Man dør af alskens ting. Og er altid i live når man gør.
Og så endnu et indlæg i øvrigt, hvis eneste 'religiøse' relevans er noget med 'efter ! døden'. HVor vigtigt er det egentlig. Der er ikke indløbet klager, så meget kan siges.

Niels Duus Nielsen

"Det er ikke sjovt at blive gammel..." - øh, bob bob.

Jeg har det da på mange måder sjovere end da jeg var ung.

Bare et enkelt eksempel: Alle kvinder er nu interessante. Da jeg var 16 gjorde alle piger over 18 mig bange, for de var alt, alt for gamle til mig. Da jeg så blev 30 var det alle kvinder over 40, jeg ikke tændte på. Nu er jeg 60, og det er efterhånden kun kvinder over 100, der i mine øjne er for gamle. Tror jeg, for jeg kender ingen kvinder, der er over 100 år gamle. Med andre ord: Aldrig har jeg haft så mange potentielle kvindebekendtskaber i mit liv.

Og en bonusfornøjelse ved at blive gammel: Jeg gider slet ikke alle disse kvinder, i modsætning til da jeg var ung. Tænk alt det bøvl, jeg har måttet gennemgå, for at stille kvinderne i mit liv tilfrdse, det er jeg nu dejligt fri for.

:-)

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Det er ikke uden humor når folk fremstiller overvejelser, som de ovenstående, som udtryk for umodenhed, angst, åndelig deroute mv.
Jeg skal ikke kunne svare for Thorsten Jacobsen eller andre, men for eget vedkommende ser jeg ingen fordel ved at stille træskoene i slut tredverne pga fejlernæring, nedbrudte tænder, fysiske skader eller manglende medicinsk kompetance, som ellers har været loddet for langt de fleste mennesker, gennem det meste af vores historie.
Sagt på en anden måde: Vi nyder allerede væsentlig længere og sundere liv end noget man med rimelighed kan forvente fra 'naturens side'.

I den forbindelse forekommer det at være en tvivlsom logik, der accepterer levetidsforøgelse fra omkring 40 år til nu ca 80 år, som noget grundlæggende godt. Men opfatter forøgelse udover de 80 år, som åndeligt eller psykologisk problematisk.
Det vil være økologisk problematisk, ingen tvivl herom, men dog relativt let at opveje ved at få færre børn; noget vi alligevel vil være tvunget til inden for få generationer. Jo før, jo bedre.

Lise Lotte Rahbek

Sikke noget..

Det er lidt forstemmende, synes jeg, at læse den mangel på erkendelse af, at hvis du ikke skal dø - så er det hele meningsløst. Uden døden findes der igen endegyldige bleutninger, for du har evigheden til at lave det om igen.
Hvorfor skulle nogen bestræbe sig på noget som helst, som aldrig får en ende?
Du kan blive verdensmester i højdespring 800-8000 gange.. hvor sjovt er det?
Du kan spise 465 gourmetmåltider - men med hvilken fornøjelse? Du kan jo bare spise noget tilsvarende igen imorgen.
Hvorfor fortælle dine kære at du elsker dem eller forsøge at forhindre dine fjender i at få ivertaget? Det fortsætter jo bare i morgen, i overmorgen og dagen efter..

Tomhed.

Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jerome Doinel

Lise Lotte Rahbek:
Jeg synes ikke helt den holder, for den måde at tænke på kunne også sagtens udspringe af at leve en tilværelse, der med sikkerhed har en ende, som den vi lever nu. Du kan da også - hvis du ellers har råd - spise 465 gourmetmåltider, selvom du ikke lever evigt.
Når du bestræber dig på noget i livet, føler du så at det er fordi, at du har en bevidsthed om, at det hele får en ende? Sådan har jeg det i hvert fald ikke personligt.

Torsten Jacobsen: Ellers også er det måske udtryk for en stærk vilje til livet? :) Må indrømme at jeg finder det lidt komisk, at du sidder med et billede af Camus og smider automateksistentialistiske fraser, det kommer til at virke bedrevidende på en irriterende måde.

Torsten Jacobsen

Per Jacobsen,

Det må du undskylde. Vi har alle vores små fejl og skavanker. En af mine er - som du så har bemærket, og ladet dig irritere af - at anlægge en til tider bedrevidende tone. En last jeg skam også genkender i andre, og som jeg skam også fra tid til anden frydefuldt lader mig irritere af.

Alligevel er den svær helt at lægge fra mig - lasten altså - så jeg ved ikke rigtig hvad vi skal gøre? Måske kan du bare lade være med at læse mine indlæg? Så lover jeg til gengæld at bestræbe mig på at anlægge en mindre bedrevidende tone i fremtiden...

Jeg undrer mig forøvrigt over, at du går så meget op i formen, frem for i indholdet? Hvorfor irriteres du f.eks. Ikke lydeligt over den håbløse stråmand, som opstilles i en anden reaktion til mit velmente, gode råd til Herr Gronemann? Hvorfor går du ikke i rette med substansen i mit åbenbart lattervækkende udsagn?

Den slags spilfægteri finder jeg - når jeg er værst - vanvittigt irriterende...

Steffen Gliese, Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Per Jakobsen
Du spørger: "Når du bestræber dig på noget i livet, føler du så at det er fordi, at du har en bevidsthed om, at det hele får en ende?"
Ja, i en vis forstand. Ellers kunne jeg ikke bevare mit håb om at alt kan ændre sig til det bedre - eller det værre - men at alt heldigvis en dag får en ende.
Det endeløse er jeg som endeligt væsen overhovedet ikke i stand til at forholde mig til. Jeg har heller ikke lyst til det, da det endeløse for mig er absurd. Både som forestilling og som realitet.

Steffen Gliese, Anne-Marie Krogsbøll og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Som barn fik jeg at vide at det kun er dumme børn der keder sig.
Måske det kun er dumme voksne der finder livet tilpas langt, og frygter kedsomheden ved ekstra tid. Det giver egentlig ret fin mening.
Fra mit perspektiv skulle man da være en slambert for ikke at tænke ok 100(eller 1000) år mere, til at lære sprog, mestre nye instrumenter, læse flere bøger, sejle planeten tynd, få flere venner, smage flere gourmetmåltider, sex med kvinder og mænd i alle farver og konstellationer osv osv.

Det kan der kun være dumme fantasiløse mennesker der ikke ser dette som en stor gave, med uendelige muligheder.

ulrik mortensen

U-kurven. Vi bliver lykkeligere med alderen - så der er noget at se frem til ...
http://videnskab.dk/kultur-samfund/vi-er-lykkeligst-som-born-og-gamle

Søren Rehhoff

Aubrey de Grey lover ikke evigt liv, det er kun 1000 år og så kan det jo ligesom være lidt ligemeget.

http://metro.co.uk/2016/05/01/has-this-guy-found-the-key-to-eternal-life...

Døden ville jo heller ikke gå væk af den grund, man kan dø af alt muligt andet end alderdom. Det ville sikkert også kræve, at man levede et kontrolleret liv, hvor man skulle følge et eller andet regenerativt terapeutiskregimente. Det ville nok gå ud over ens livskvalitet i et eller andet omfang. Hvad nu hvis man f.eks. også havde et virkelig kedeligt job, der villeman virkelig kunne snakke om hamsterhjul. Folk ville sikkert dø af kedsomhed istedet for. Men de Radikale ville sikkert blive glade, for det ville betyde at man kunne sætte pensionsalderne op til omkring de 950 år

De Radikale vil slet ikke være i stand til at vise nogen glæde - de ligger enten i respirator eller er levet frosset ud og ned i al evighed ... ;-)

Lise Lotte Rahbek

Nikolaj Kirkebye
Du skriver: "Det kan der kun være dumme fantasiløse mennesker der ikke ser dette som en stor gave, med uendelige muligheder."

Jep. Og det er dé dumme, fantasiløse mennesker du ønsker dig at leve en evighed med.
Hvor smart er du så - bare på en skala fre 10 til 20.

Steffen Gliese

Åhr, Herregud, når man er over de 45, er døden såmænd ikke så ringe et perspektiv - og som samfundet udvikler sig med konsekvent vægt på det forkerte og nedprioritering af det gode, er døden såmænd et ganske respektabelt alternativ. Det er ikke så meget, man reelt går glip af, når det bare er forbrug, det går ud på.

Den, der ikke ønsker en god død, har ikke levet...
...men man kan da altid godt vente til i morgen.

Mikkel Nielsen

Personligt virker tanken om det evige liv for mig som en ikke særlig gennemtænkt tanke, for en stor dele af glæden ved liver er at den er unik, at man ikke får chancen igen, at man skal gribe nuet og tage chancen fordi den ellers forsvinder for bestandigt. Lever man 1000 år har man rigeligt med tid, der sker meget lidt ved at man ikke griber chancen for man har jo stadig 980 år tilbage. Jeg kunne frygte at man ender i en form for ligegyldighed, dette er mig set på mange planer værre.

Jeg er også overbevist om at man efter et langt og rigt liv med mange stimuli, på et eller andet tidspunkt gerne vil have fred. For mig kan døded være meget smuk og fredfyldt gave.

Torben K L Jensen

Det er en frygtelig tanke at levende forsteninger skal bestemme fremtiden.Det vil være uhyggeligt være indlagt til at høre på idioter som Caspar Gronemann i det uendelige. Caspar-Nej Tak.

Toke Andersen

Døden er uundgåelig og så vidt vi ved; endegyldig.
Spørgsmålet her er ikke om vi skal leve for evigt, men om der kan være fordele ved at døden udsættes en smule.
Da vi allerede lever væsentligt længere og sundere end de fleste mennesker før os, og de fleste nulevende i øvrigt er ganske godt tilfreds med denne levetidsforlængelse. Forekommer det svært komisk at høre folk, tilsyneladende i ramme alvor, argumentere mod at denne udvikling føres videre.
40-80 år er sundt og godt. Mens 80-120 år er udtryk for umodenhed, angst osv.
Mulighederne er ellers til at føle på. Længere levetid betyder mere tid til at lære, rejse og opleve. Mere tid at dedikere til ideologiske, filosofiske eller eksistentielle overvejelser. Mere tid med vores børn og børnebørn. Mere tid til at drømme.

Jeg finder det også bemærkelsesværdigt at mange synes at forestille sig et eksistentielt tab ved en sådan forlængelse af livet. Hvorfor ? Er snarlig død virkelig den eneste eller bedste motivator til at leve og nyde livet? Jeg finder dette et fattigt og uovervejet argument.

Måske jalousi spiller en rolle ? Ingen af os her vil få del i denne udvikling og det er sandsynligt at teknologien vil blive så dyr at der kan gå meget lang tid for den er alment tilgængelig.

Torsten Jacobsen

Kære Nikolaj Kierkebye,

(Se væk Per Jacobsen - bare se væk...)

Da jeg kan se, at du har oprettet din profil i april 2016, så tillad mig at være den første(?) til at byde dig velkommen blandt Informations perlerække af debattører. Her i dette forum - hvor landets bedste hoveder diskuterer de mest presserende emner (som vor veninde Grethe Preisler ynder at fremhæve) - har de fleste for vane at argumentere relativt sagligt, og derfor må man - som du om et øjeblik vil opleve - forvente en påtale, hvis man, som en blandt de færreste (og sjældent blivende) her i forummet, ikke formår at kæmpe sig over selv så lavt sat en barre:

Du har nu to gange - to gange - muntret dig på blandt andet min bekostning, tilsyneladende helt uden fornemmelse for, at du griner af din egen stråmand. Den slags dumgrineri tager sikkert kegler på Facebook, Twitter, Politikens eller Berlingskes debatfora, eller hvor du nu sædvanligvis slår dine folder. Men her - blandt landets bedste hoveder i intens diskussion om presserende emner - er stråmænd og tåbelige grinerier blot at regne for støj. Støj der overdøver ethvert signal.

Hvis du får lyst til at diskutere, hvad jeg rent faktisk skriver, frem for bevidstløst at diskutere med dig selv, så byder jeg en sådan diskussion velkommen. Hvis ikke, bliver dette desværre de sidste ord og den sidste rest af tid jeg kan tillade mig selv at bruge på dig.

De bedste hilsener

Torsten Jacobsen

Torsten Jacobsen

Hvad angår Casper Gronemanns indlæg, så har han tydeligvis ikke læst sine mange bøger særligt grundigt. Eller også har han blot ikke læst de bedste? - Hvad referencen til Johannes Møllehave turde antyde...

"»Døden giver livet mening,« lyder det forvrøvlet fra lommefilosofferne, som om vi kun foretager os noget, fordi truslen om ikkeeksistens er en evig livsledsager.

Ja, det er selvfølgelig noget forvrøvlet sludder. Men hvorfor dog lade sig nøje med 'lommefilosoffer'?
Døden berøver jo netop livet for al mening. Dette er netop grundvilkåret, den frugtbare muld, som den menneskelige fantasi kan slå rod og gro i. I den forstand (og kun i den) havde Sartre ret, da han erklærede mennesket dømt til frihed. Var en 'mening' allerede skrevet på væggen - som i parantes bemærket stærke kræfter i vor kultur forsøger at bilde os ind - var der jo ikke meget for et modent menneske at gøre...

Så på med læsebrillerne Casper - det er snart sommerferie...

Torsten Jacobsen

rettelse: Jeg tror endda Sartre fordømte os til frihed....

Toke Andersen

Kære Torsten Jacobsen.
Profilen er ny; omstændigheder som du ved, men vi har danset før, lettere akavet. Du har vist altid fundet min pubertære vrede enerverende. Der kan vi nok enes, men jeg tør godt hævde en vis dybde, trods alt.
Jeg fandt din jule-følgeton særdeles anbefalelsesværdig(!) og læser dine indlæg når jeg ser dem; ofte med stor beundring; nogle gange med stor undren.

Lad dig ikke tirre af mine kommentarer. Når jeg nævner dit navn (vist kun en gang) er det primært fordi du er den første der fremsætter kritik i tråden - en kritik jeg ikke deler. Hvad du så opfatter som stråmænd og muntren på din bekostning, er bare mit forsøg på at kommunikere den nævnte undren.
Og apropos. Kan du virkeligt ikke se potentialet i en almen levetid, vel over 100? - Det økologiske vanvid et øjeblik glemt.

Venligst..

Religioner har altid lokket med det uafsluttede liv, således også den vækstbaserede videnskab. Ret banalt og uinteressant.

Toke Andersen

Men aktuel virkelighed om få generationer. Hvor mange vil afslå muligheden ?
Det rejser nogle udfordringer og muligheder, der nok kunne være en debat værdig.

Mange ønsker evigt liv, få ønsker evig alderdom.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Nikolaj Kierkebye,

"flattery will get you nowhere..." - men tak alligevel!

Det som jeg finder interessant i Casper Gronemanns indlæg, er hans indledende overvejelser i forhold til døden, og den eksistentielle krise, som hans dødsangst placerer ham i.

Krise er et negativt ladet ord, sædvanligvis, men netop her - i den med bevidstheden om dødens uomgængelighed fremkaldte krise - mener jeg - helt i tråd med både eksistentialister, Albert Camus, og diverse spirituelle og religiøse 'vejvisere', at krisen kan og bør være frugtbar: En udfordring, så at sige, til det enkelte menneske: "Hvem er du? Hvad vil du med dit liv?". En slags 'eksistensens vækkeur', som kun registreres af de (år)vågnende...

I den forstand er Casper Gronemann for mig at se privilegeret. Den angst, den krise der, som han udtrykker det gør ham 'unormal', er i min forståelse tegn på en (begyndende?) opvågnen.Men hvor Gronemann tydeligvis betragter den krise som et onde, anbefaler jeg ham blot at 'vende bøtten om', og i stedet for udforske angstens rødder.. Det jeg kalder for modenhed og dybde i tanken.

Derfor bliver jeg tirret af dine stråmænd: Jeg beskæftiger mig slet ikke med anden halvdel af Gronemanns indlæg, det som handler om forskning i livsforlængelse. Og det fordi jeg finder det uinteressant. Selvfølgelig er et godt liv i 200 år at foretrække frem for et godt liv i 20... Hvor banalt kan det blive? Men om Gronemann så har udsigt til at leve i 10.000 år, så vil hans dødsangst ikke forlade ham, medmindre han tillader sig selv at tænke dybere over problemet.

For hvad nytter det dog at have udsigt til 10.000 års levetid, når ingen kender dagen? Bliver afgrunden, forestillingen om det tabte, angsten kort sagt, ikke så meget desto større, jo mere man står til potentielt at miste? Og hvem kender dagen...?

At komme overens med grundvilkåret er en livsopgave, der i sidste ende - uanser hvor lang tid der går - løser sig selv. Det eneste vi som mennesker har indflydelse på, er den værdighed og den fred vi kan finde i processen. Det er dét, som Gronemann tilsyneladende ikke forstår - endnu.

Toke Andersen

Forlænget alderdom er ikke målet, men dog en sandsynlig første etape.

Toke Andersen

Ovenstående til Bill, 00.20.

Toke Andersen

Jeg må beklage at både læsning af klumme og efterfølgende kommentering på emnet, er foregået i flygtigt rolige kvarte og halve timer, i løbet af dage med enkelte andre gøremål og begivenheder.
Hurtig scroll og jeg er dog fortsat uforstående for beskyldninger om stråmænd. Måske jeg overser en simpel forklaring i syntaks? I min forståelse vil en stråmand nødvendigvis forudsætte 'skidt' intention. Jeg hævder som nævnt umoden affekt og nu en tidsfaktor ;)

Hvad 'dybere' filosofiske overvejelser omkring emnet angår, kan jeg ikke simulere stor interesse, beklager! De nævnte praktiske implikationer af en allerede accelererende virkelighed synes at tage præcedens.

Det er sent. Jeg vil gerne lege med; pænt.
God nat.

Torsten Jacobsen

Toke Andersen (formerly known as Nikolaj Kierkebye)

En stråmand er, i min forståelse, når man misrepræsenterer en samtalepartners synspunkter og argumentation. Det kan ske bevidst, altså med en 'skidt' intention, eller som resultat af en misforståelse.

Du skriver tidligere i denne tråd:

"Det er ikke uden humor når folk fremstiller overvejelser, som de ovenstående, som udtryk for umodenhed, angst, åndelig deroute mv."

Dit udsagn er med direkte adresse til mit tidligere indlæg, og signalerer modstand/uenighed.
Derfor er det vel ikke urimeligt at forvente, at det der følger, er et argument som imødegår mine? Det er det bare ikke. I stedet for opstiller du en 'stråmand', som du så bruger resten af dit indlæg til at nedkæmpe:

"Jeg skal ikke kunne svare for Torsten Jacobsen eller andre, men for eget vedkommende ser jeg ingen fordel ved at stille træskoene i slut tredverne pga fejlernæring, nedbrudte tænder, fysiske skader eller manglende medicinsk kompetance, som ellers har været loddet for langt de fleste mennesker, gennem det meste af vores historie..."

Der er ingen, som inden dit første indlæg i denne tråd, har betegnet det som en fordel at 'stille træskoene' i slut-trediverne. Altså diskuterer du med dig selv. Med din stråmand.

Du gentager/genpstiller så i et senere indlæg din stråmand, igen med direkte reference til mit første indlæg i denne tråd:

"Da vi allerede lever væsentligt længere og sundere end de fleste mennesker før os, og de fleste nulevende i øvrigt er ganske godt tilfreds med denne levetidsforlængelse. Forekommer det svært komisk at høre folk, tilsyneladende i ramme alvor, argumentere mod at denne udvikling føres videre. 40-80 år er sundt og godt. Mens 80-120 år er udtryk for umodenhed, angst osv.".

Jeg har ikke givet udtryk for, og mener forøvrigt ikke, at det er 'sundt og godt' at leve til man bliver 80, men ikke til 120. Faktisk er jeg i denne tråd ikke i nærheden af, at beskæftige mig med spørgsmålet om en 'passende' livslængde. Som tidligere sagt, finder jeg ikke dén del af Gronemanns indlæg interessant.

Beklager hvis ovenstående fremstår mavesurt, og som det rene petitesserytteri. Men du udbad dig en forklaring på, hvorfor jeg bliver ved med at fable om stråmænd. Den er hermed givet.

Toke Andersen

Spooky! Og desværre nok starten på enden, igen. Toke er ildeset blandt dette forums moderende ånder; derfor pseudonymprofil.

Du har ret Torsten. Det er at læse som en stråmand. Beklager at have tvunget dig ud i en længere udredning.
Jeg har selv set sætningen som en uskyldig, let karikeret, fremstilling af den logik der synes at præge megen debat om emnet. Det var en fejl at hænge den på dit navn.
Du reagerede, som jeg forstår det nu, på Gronenmanns brug af bestemte begreber og litterære henvisninger, mens jeg fejlagtigt tog dig til indtægt for generel modstand mod tanken; levetidsforøgelse.

Toke Andersen

Spooky! Og desværre nok starten på enden, igen. Toke er ildeset blandt dette forums moderende ånder; derfor pseudonymprofil.

Du har ret Torsten. Det er at læse som en stråmand. Beklager at have tvunget dig ud i en længere udredning.
Jeg har selv set sætningen som en uskyldig, let karikeret, fremstilling af den logik der synes at præge megen debat om emnet. Det var en fejl at hænge den på dit navn.
Du reagerede, som jeg forstår det nu, på Gronenmanns brug af bestemte begreber og litterære henvisninger, mens jeg fejlagtigt tog dig til indtægt for generel modstand mod tanken; levetidsforøgelse.