Læserbrev

Læserbreve

Debat
24. juni 2016

Ingen ferie til migranter

Michael Nedersøe, Horsens

Bekvemmelighedsflygtninge har ikke ret til ferie i Danmark, når de ikke er i arbejde. Det er uforskammet, at de demonstrerer og stiller krav om at holde ferie i et land, der ellers varetager deres beskyttelse og underhold.

Den frelste socialdemokratiske borgmester Niels Borring mener, at flygtninge skal have ret til et par ugers ferie – også af hensyn til deres børn. Jeg synes, det er uansvarligt, at han pådutter børnene en offerrolle for at fremme migranternes sag.

Niels Borring glemmer, at disse migranter er rejst igennem et utal af sikre lande uden at påberåbe sig retten til asyl. De er altså ikke flygtet direkte fra krig, død og ødelæggelse, som han ellers påstår, men har specifikt valgt Danmark.

Udvælgelsen er nok sket på grund af vores fordelagtige velfærdssystem – og nogle frelste røde politikere som for eksempel Niels Borring. Det kunne have været undgået ved at yde hjælp til de reelle flygtninge i nærområderne frem for at misbruge ressourcerne på bekvemmelighedsflygtninge.

EU kan sikre ansvarlig guldjagt

Morten Blomqvist, København

I disse år kommer der mere og mere guldgraveri på det afrikanske kontinent. Det skaber vigtige indtægter for de afrikanske lande, men der er desværre også en bagside af guldmedaljen.

Nogle af verdens største guldopkøbere er nemlig blevet taget i at bruge børnearbejdere og hvidvaske guld fra konfliktstater.

I Ghana har lokale mineaktivister desuden påvist, at mange landsbyer har store problemer med guldminernes lossepladser, og at de kæmper en ulige kamp for at få ordentlig kompensation fra mineselskaberne efter tvangsflytninger.

EU kan spille en vigtig rolle i forhold til at gøre den afrikanske guldfeber både mere ansvarlig og gavnlig for de afrikanske lokalbefolkninger. Som verdens største handelsblok kan EU nemlig sætte nye standarder for handel med guld og andre mineraler.

Det hollandske EU-formandskab arbejder i øjeblikket på at få vedtaget et bindende regulativ for konfliktmineraler. Hvis det lykkes, kan regulativet reducere risikoen for, at der kommer konfliktmineraler i din telefon, computer eller i guldringen på din finger – og på sigt også styrke menneskerettighederne.

Men forhandlingerne er gået i hårdknude, og Danmark bør aktivt støtte vedtagelsen af regulativet.

Psykiatrien behandler voksne som børn

Lars Lior Ramsgaard, Vejle

Vi indretter de psykiatriske afdelinger, så de ligner et hjem – og det er fint nok.

Undersøgelser viser imidlertid, at medarbejderne og patienterne også indtager roller, som ligner de roller, der er i en familie: Personalet får rollen som de ansvarlige voksne, mens patienterne bliver børnene. Det kan man blandt andet se på den måde, som vi taler om og til patienter på.

Jeg har selv arbejdet i psykiatrien i mange år. Når man behandler voksne mennesker som børn, så opfører de sig som børn. Måske er rollefordelingen en af årsagerne til, at psykiatrien ikke rigtig flytter sig? Og medvirkende til den vold, som personalet bliver udsat for?

Det er ikke sådan, at vi, der arbejder i psykiatrien, bevidst taler nedladende om eller til patienterne. Vi har tværtimod et ønske om at behandle mennesker respektfuldt og ligeværdigt.

Når vi alligevel ikke gør det, er det, fordi vi er slaver af en diskurs, som dikterer, at vi er eksperter i andre menneskers liv – vi tror, vi ved, hvad der er bedst for patienterne.

Det er godt at være fagligt velfunderet og at have den sidste nye viden. Men det er ikke fagligt at tro, at man er ekspert i et andet menneskes liv.

Vi skal holde op med at lege far, mor og børn i psykiatrien og i stedet behandle patienterne ligeværdigt ved at inddrage dem på alle niveauer i behandlingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Colin Bradley

@ Lars Lior
Ville du ikke sende et link til de undersøgelser du henviser til? Jeg arbejder også i psykiatri, kender til den diskurs du taler om, men jeg mener, det er muligt at hæve sig over den og ikke acceptere at blive slave af den. Det kunne dog være, at dette bliver mere eller mindre svært, afhængig af hvilke type af ledelse man har, og hvor meget regelrytteri institutionen i det hele taget insisterer på.

Når det er sagt så kender du, ligesom jeg, til mange eksempler af mennesker, der alligevel opfører sig som børn, selvom de bliver behandlet som voksne. Dette skulle ikke bruges som undskyldning for at behandle dem som børn, men er en klar faglig udfordring, som man skal forsøge at løse på en faglig måde.

Fra patienten der bemægtiger sig halvdelen af maden fra det fælles bord, til patienten der laver upassende seksuelle tilnærmelse til patienten i nabostuen, til patienten der forsøger at hænge sig i gardinerne, til patienten der truer med bank hvis ikke han får hvad han kræver - der er grænsesætningsopgaver nok at se til på enhver psykiatrisk afdeling. Det ved du og det ville være naiv eller ligefrem et bedrag at bilde nogen ind at det er eller kunne være anderledes. Man kan forsøge at bruge grænsesætning på en jeg-støttende måde eller man kan bruge den på en nedbrydende måde, men man kan ikke undgå at grænsesætte for andre mennesker, som personalet på en psykiatrisk afdeling.

Hvis en patient bliver formelt indlagt under tvang, eller i henhold til en behandlingsdom, så er voksen-barn aksen allerede prædefineret fra starten, og der er ikke så meget at gøre ved det. Det er et af de uforandrelige vilkår der gælder for psykiatrien og gør en væsentlig forskel mellem psykiatrisk og somatisk behandling og pleje. Og så bliver psykiatrien brugt af samfundet som skraldespand for alle mulige mærkelige opgaver som kun tangentielt har noget med psykiatri at gøre, og som samfundet ikke kan finde ud at løse på andre måder. Det gælder f. eks. en mentalt retarderet person som i en eller anden anledning er blevet ustyrlig i sine vante miljø, og de folk der normalt passer ham konkluderer at han måtte være blevet 'psykotisk'. Dette person vitterligt er et barn og kan per definition ikke blive voksen, så personalet skal behandle som barn. Der gælder også for mange typer af personlighedsforstyrrelser som sædvanligvis er en livslang eller meget langtids behandlingsopgaver, som en indlæggelse på psyk sjældent kan bidrage til, - tværtimod den vil oftere forværrer situationen. Problemet her er ofte at personen selv lægger op til at blive behandlet som barn, dvs fralægger sig ansvar for eget liv og velvære, og som personalet skal man være meget vaks og erfaren og have is i maven for ikke at lade sig snyde og falde ind i rollen som personen lægger op til.

Til sidst vil jeg tage den med at "inddrager [patienten] på alle niveauer i behandlingen" op til revision. Den er selvfølgelig ikke forkert i hensigten, men det der kan være realistisk i de enkelte tilfælde sætter tit grænser for omsætning af ideen til praksis. I praksis ville "inddragelsen" nogle gange bestå i at personalet blot orienterer om hvad der skal ske, simpelthen fordi patienten ikke på nuværende tidspunkt er i stand til rumme mere end det. F. eks kan en patient være så præget af angst og ambivalens i forvejen at det med at præsentere for endu et valg bare ville gøre angsten fem gange værre. Uden denne nuancering risikeres der at "inddrager dem på alle niveauer i behandlingen" blot bliver en tom kliché.